I perioden fra den 2. juni til den 4. juni 2005, var SKs fællestillidsmænd samlet på kursuscenter Svenstrupgård ved Korsør. En af opgaverne på Kernegruppeseminariet var at udfærdige et udkast til Arbejdsprogram for SK. Bestyrelsen har på det grundlag udarbejde det endelige arbejdsprogram.
1. Proaktiv lønpolitik
• SK vil arbejde for, at den enkelte konstabel samt konstabelgruppen som helhed i søværnet, får en rimelig andel af lønpuljen i forbindelse med overenskomster og lønforhandlinger centralt som lokalt.
• SK vil arbejde for at sikre sig størst mulig indsigt i hele overenskomstområdet, samt viden om NYLØN til brug ved lønforhandlinger.
• SKs lønpolitik skal afspejle den til en hver tid værende personelfordeling af konstabelgruppen i søværnet med særlig opmærksomhed på fordelingen mellem sø og land.
• I fremtiden vil op mod 80 % af konstabelgruppen være beskæftiget i sejlende tjeneste.
• Derfor vil det være nødvendigt at sikre en god kommunikation samt en organisatorisk struktur, der kan
• skaffe relevante oplysninger og ønsker til lønpolitik og lønaftale.
• NYLØN skal styrkes gennem positivt pres og medvirken fra SK, således at det bliver attraktivt for søværnets konstabler at overgå til NYLØN’s aftalen.
• Der skal fastsættes regler og gives gode muligheder for, at lave aftaler for afvikling/udbetaling af søøvelsesdage i NYLØN.
• Kendskabet til NYLØN skal styrkes, til gavn for en konstruktiv opfattelse og udvikling for søværnets konstablers løndannelse.
• Alle tillæg skal være pensionsgivende.
2. Forbedring af konstablernes arbejdsvilkår
• Der skal sikres forståelse på alle niveauer, for konstabelgruppens arbejdsområde og kompetence. Specielt skal det sikres, at konstabelgruppen for mulighed for at påtage sig ansvar i forhold til en oplært/opøvet anerkendt kompetence.
• Søværnets konstabler skal være en ligeværdig manuel faglig gruppe, der respekteres på alle niveauer og som kan indgå aftaler om praktisk arbejdsstruktur i dagligdagen.
• Søværnets konstabelforening vil arbejde for, via god kommunikation og oplysning, at værdibaseret ledelse bliver en naturlig del af hverdagen i enhver enhed og anden arbejdsplads i søværnet.
3. Søværnets konstabler skal sikres tryghed i ansættelsen.
• Tryghed i ansættelsen skal sikres ved kompetenceudvikling og gennem ledelsens anvendelse af værdibaseret ledelse, til gavn for udviklingen af den enkelte konstabel som person og den stilling denne bestrider.
• Ved ansøgning om langtidskontrakt i det nye forsvar, vil FPT specielt skele til den indhentede kompetence og uddannelse som grundlag for en langtidsansættelse. Det skal derfor sikres, at den enkelte konstabel med interesse her for, får mulighed og hjælp til at skrive den korrekte ansøgning.
4. Organisationsstruktur.
• SK’s organisatoriske struktur, skal tilpasses til det ”nye forsvar” og personelstrukturen på alle niveauer lokalt og centralt.
• SK’s repræsentanter skal sikres frihed til organisationsarbejde samt særlig sikkerhed i ansættelse og stilling.
• Et særligt hensyn skal også tages for at sikre, at repræsentanten som minimum opnår samme mulighed for kompetence og jobudvikling, som sine nærmeste kollegaer. Der skal derudover arbejdes for en general styrkelse af medlemsgruppen organisatorisk.
•
5. Kommunikation.
• SK’s medlemsservice skal styrkes ved at sikre gode kommunikationsmuligheder og kanaler, samt rettidig information ud til det enkelte medlem, nationalt og internationalt.
• SK skal arbejde for en større synliggørelse af søværnets konstabler generelt, internt såvel som eksternt.
6. Uddannelse af tillidsrepræsentanterne.
• SK’s repræsentanter skal hurtigst muligt have den nødvendige uddannelse til varetagelse af medlemmernes interesser lokalt, samt nødvendig information om organisationsstruktur for at kunne løfte en eventuel sag til rette sted.
• Den grundlæggende TR-uddannelse bør være obligatorisk.
• Med jævne mellemrum trykkes organisatoriske uddannelsestilbud, internt som ekstern i SK nyt, med mulighed for tilmelding.