Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Hjemmesiden opdateret med OK23 nyt

Det er nu mere end et år siden, at Transportforliget, der danner ...

Bekendtgørelsen om færgenavigatøruddannelsen er sendt i høring

Som der kan læses mere om i den netop udgivet udgave af fagbladet ...

DIS-skattesagen: 5. og sidste retsdag

CO-Søfart - 06. oktober 2015

DIS-skattesagen: 5. og sidste retsdag

DIS-sagen om skatteregulering blev indledt i Østre Landsret i sidste uge med retsdage mandag, tirsdag og torsdag. Retssagen fortsatte i denne uge med 4. retsdag i går og den femte og sidste i dag tirsdag 6. oktober. CO-Søfart har fulgt sagen med opsummerende referater her på hjemmesiden efter hver enkelt retsdag.

Af Ole Strandberg, faglig sekretær CO-Søfart

Retsformanden bemærkede, at dagens store fremmøde af tilskuere tydede på stor interesse for parternes afsluttende procedurer.

Herunder pluk fra parternes procedurer med forbehold.

SAGSØGERS PROCEDURE

Poul Hvilsted

Høje Landsret, har den ære .....

Det er sagsøgerens påstand at sagsøgte har en pligt til at regulere lønningerne ved ændringer i personskattebyrden.

Sagen er historisk og involverer en omfattende bevisførelse.

En udtalelse fra Henrik Holck fra modpartens vidneforklaringer er central: "Man må forstå at når skatten sættes ned, betyder det ikke en check til rederiet".

Vidnet har tilsyneladende glemt begrebet bruttoløn, og at rederiet netop har fået en check, en check der modtages hver dag, og som alle andre virksomheder i dette land må udrede. Da Holck af sin direktørløn modtog en betydelig højere nettoløn efter skattepakke 2.0 i 2009, var det en glæde som ikke var nok for HH og DFDS. De så muligheden for ikke alene at bevare lønomkostningen i rederiet, men at reducere den.

Det har ikke være muligt at få vidner til at oplyse om statsstøtteordningens værdi for rederibranchen, men Danmarks Statistik opgør at der er indberettet 1,958 milliarder kroner i nettoløn. Hvis man regner med en flad skat på 45% vil det svare til en bruttoværdi på 3,56 milliarder og en statsstøtte på 1,602 milliarder. 

Med skattepakke 2.0 oplever de klagende søfarende at deres indkomstniveau falder, fordi de med uændret nettoløn skal betale for bagsiden af medaljen i form af højere afgifter.

Sagsøger gør gældende at der er tale om grådighed som er den største trussel mod DIS nogensinde og samtidig misligholdelse af betingelser for DIS.

§5 og §11 i "Lov om beskatning af søfolk" har været gældende i hele levetiden for DIS, og det er uret når skattepakke 2.0 ikke regulerer lønnen. Aftalegrundlaget for DIS bidrager til reguleringsforståelsen.

Modpartens synspunkt om at DIS-lønnen er de-koblet fra bruttoløn er direkte forkert. Fra 1988 har der været tale om en interaktiv proces og lovens formål var at forhindre udflagning, mens beskæftigelsen ikke dannede central baggrund. Derimod åbnede loven op for ansættelse af billig udenlandsk arbejdskraft.

De faglige organisationer ønskede en anden model for statsstøtten hvor skatten blev indbetalt til en puljeordning  i rederierne som herefter kunne fordeles som krisehjælp, men det var ikke muligt at imødekomme Fællessekretariatet og SKAT meldte tilbage at direkte tilbagebetaling utvivlsomt ville være i strid med EU's regler for statsstøtteordninger.

Det var den baggrundsmusik der spillede i 88-89. 

Pontoppidan kunne fortælle at der var tale om en frihåndstegning hvor ordningen blev designet med rammer der involverede et loft over statsstøtten. Denne model passede smukt til redernes interesser, og den måtte heller ikke skabe opmærksomhed i USA. Man måtte ikke kunne se hvor stor støtten var.

Det er vildledende at karakterisere krisehjælpen som en løntilskudsordning. 

Det bestrides ikke at statsstøtten også var en indirekte hjælp til at bevare den danske beskæftigelse.

Ligningslovens §33C er et klart formuleret frafald af skat af en bestemt størrelse og ikke en de-kobling fra skattesystemet. Der er tale om en samfundskontrakt som ikke alene forpligter til at beskæftige danske søfolk, men også til at betingelserne for statsstøtten overholdes. 

De første DIS-lønberegninger var præcist udledt af skattesystemet og samtidig en modernisering af overenskomsterne som begge parter ønskede. På grund af indregnede detaljer kunne sammenhængen mellem DAS og DIS ikke lige gennemskues. For sømændene var det vigtigt at ramme 10.000 kroner i nettoløn, og det skete ikke ved lønreguleringer med ved indregning af tillæg.

Fra starten var det klart at konverteringen ikke skete på streng matematisk vis, bl.a. fordi det skulle ske ved kollektive overenskomster uden hensyntagen til individuelle fradragsrettigheder, men konverteringen havde et indbygget facit. 

Der blev anvendt stor energi på ikke blot at nå et resultat, men et rigtigt resultat, og sådan er det også i dag.

Forvaltningen af DIS-systemet forudsatte efter ligningslovens §33C en klar sammenhæng, og Lov om beskatning af søfolk forudsætter at der findes en korresponderende bruttoløn. Det har aldrig været meningen at DFDS kan påberåbe sig en de-kobling.

Det er ikke lykkedes at få vidner til at fortælle hvornår en sådan de-kobling skulle være sket, men det er underligt at erhvervet høster 1,5 milliarder i støtte, uden at kunne få øje på sammenhængen.

Da parterne forhandlede i slut-firserne, var det mest sandsynlige fortsatte skattestigninger, og alligevel indgik parterne protokollater om reguleringer når skatteændringer. Disse protokollater skulle sikre opsamling af ændringer som var forhandlingsrelevante. 

§33C understøtter sammenhængen mellem nettoløn og skat.

Danmarks Rederiforening anerkendte at skattereformen der blev udløst i 1994-98 behørigt skulle konverteres til overenskomsterne og konverteringen foregik problemløst. Sagsøger gør gældende at konverteringen skete for at overholde EU-regler om statsstøtteordninger.

Sagsøger anmoder Landsretten om at være opmærksom på Niels Waages udtalelse om ikke at være i tvivl om at der findes et facit og opfordring til parterne om at finde en sikker beregning. 

Den maksimale støtte til erhvervet er den sparede skat, og EU-kommissionen overså at rederiforeningen kunne finde på at betragte DIS-lønninger som de-koblede fra skattesystemet.

I 2002 træffer kommissionen beslutning der minder Danmark om at statsstøtteordningen indeholder forpligtelser om indberetninger.

Departementschef i skatteministeriet Peter Loft udtrykker respekt for formuleringerne fra EU og maner til forsigtighed i forbindelse med spørgsmål om at inddrage pensionsordninger i DIS-systemet, fordi der er tale om senere udbetalte pensioner. Peter Loft er håndsky over for EU-systemet, og udtaler udtrykkeligt at nedsættelse af DIS-hyren i denne forbindelse, ville være reel overskridelse af maksimalt tilladte støtte. Men det er samtidig også reelt det rederierne har gjort ved at afvise implementering af skattepakke 2.0, hvor de har brugt den magt de har.

Nye formuleringer i Lov om beskatning af søfolk i 2005 er efter forarbejderne slet ikke nye. Fastsættelse af nettohyre skal ske under hensyn til skattefritagelsen. 

Altid underliggende forudsætning at DIS-hyren er beregnet som skattefri bruttohyre. Der skal være en facitliste.

Lov om beskatning af søfolk §11 udtrykker at hvis forudsætningerne ikke er tilstede er rederierne ansvarlige. Men rederiforeningen benægter at bruttoløn overhovedet kan beregnes og at DIS er de-koblet fra bruttohyren, hvilket sådan set skulle være sket lige siden 1989.

§11 i skatteloven handler ikke om bugserbåde men om konsekvenser hvis forudsætningerne ikke er opfyldt.

I 2004 regnede man under hensyntagen til skatteregler med flere decimaler og prøvede at genfinde den historiske dimension. Der var enighed om effekten af skattereform på 440 kroner. Resultatet var et opsparingsprotokollat hvor det ikke var til diskussion at de 440 kroner skulle udbetales. Det er et skoleeksempel på hvordan man genopfandt historien. 

I 2006 blev protokollatet opsagt og de 440 kroner udbetalt. Med opsigelsen hævder rederiforeningen at alle skatteaftaler dermed er opsagt. En ting er at man ikke længere kan kræve forhandling med en kop kaffe og derefter gå tomhændede hjem, men der er intet grundlag for at antage at tidligere aftaler dermed er bortfaldet.

I 2010 udtaler rederierne at nu går det skidt, så realisering af en skattereform må bare afvises. Deraf må man konkludere at rederiforeningen mener det hele afhænger af hvordan det går i erhvervet, men "sådan spiller klaveret ikke". Med de knaster der har været indtil 2010, er det lykkedes at opfylde samfundskontrakten.

Rederiforeningen har - med et royalt smil - spurgt Ganzhorn om hvorfor han vedbliver med at rende politikerne på dørene. Ganzhorn har forklaret at han som ansvarlig forvalter af lovgivningen, vil sikre sig at denne lovgivning overholdes. Ministrene har udtalt at reglerne er som de er, og at det er erhvervets parter som må sikre at spillereglerne overholdes. 

EU-retten er forudsætningen for DIS og i 21 år er det lykkedes rederierne at tøjle den grådighed som er den største trussel mod ordningen. Nej til forhandling i 2010 er ikke et tilladeligt svar på erhvervets situation.

Kravene fra de to DFDS-søfarende er individuelt og korrekt opgjort på mikroniveau og hermed indledes sagen fra sagsøgers side.

 

SAGSØGTES PROCEDURE

Pia Voss

Høje Landsret ....

Sagsøgeren har underbygget sine påstande med stærkt værdiladede udsagn, og gjort gældende, at der skulle eksistere et automatisk reguleringskrav med indbygget matematik, men DIS-lønningerne svarer til det aftalte og overholder dansk ret. Sagsøgeren ønsker i virkeligheden med bistand fra Landsretten at få reguleret lønningerne.

Sagsøgeren mener DIS-lønnen er et delelement af en bruttoløn og at der eksisterer en direkte sammenhæng mellem en fiktiv bruttoløn og nettolønnen. Men en sådan bruttoløn eksisterer ikke og det bestrides at der findes en nettoløn som matematisk funktion. 

I 1988 fandtes der en nær sammenhæng mellem DAS og DIS, men DIS-lønnen baserede sig på andet end matematik og alle vidner har forklaret at der blev givet "noget mere". DIS-lønningerne blev "forsødede". Der var klare problemer med værdifastsættelsen af overtidssatser f.eks. til en overstyrmand på grund af progressionsbeskatningen, og til officererne blev der givet et "fleksibilitetstillæg".

Peter Funch var overrasket over sømændenes enighed med rederiforeningen og tog det som udtryk for en villighed til at finde løsninger og Michael Wengel forklarede at der blev givet mere end matematikken berettigede til. 

Sagsøgte lægger til grund at f.eks. flextilægget blev givet for at få enderne til at mødes og der blev betalt for at gøre DIS spiselig. 

DAS-overenskomster har ikke eksisteret siden 1997 og antagelser om korrelationer til DAS er forestillinger. Havde overenskomstparterne følt at der var behov for en nøje sammenhæng med skattereguleringer, så havde det været let at bevare en sammenhængssystematik. 

Det fremgår at DIS-lønninger er procentregulerede uden de forud er renset for fradrag og tillæg. Når separation ikke er sket så følger det at der ingen forudsætning er for, at DIS skal kunne udledes af DAS. Folketinget taler i forarbejderne til DIS-loven om internationalt konkurrencedygtige vilkår og de radikale forudsætter at de søfarende ikke må opleve lønnedgang. Konsekvensmæssigt anmodes der om at DIS-overenskomster skal sendes til gennemsyn og accept hos SKAT. 

Folketinget ønskede bevarelse af danske arbejdspladser, men der var aldrig udtrykt krav til fremtidige reguleringer og ingen holdninger til hvordan det skete. 

Fællessekretariatet ønskede en bruttoordning men modellen blev ikke valgt og rederiforeningen ønskede den ikke, blandt andet af hensyn til ikke at gøre amerikanske myndigheder opmærksomme på statsstøtten.

I 1988-89 blev der indgået 2 protokollater med klausuler om genforhandlinger ved ændringer i personbeskatningen som forpligtede til forhandling, med aldrig med automatisk regulering for øje, og heller ikke med pligt til at opnå et resultat, men kun til loyale forhandlinger. Fagretsligt (henv. til Ole Hasselbalch) betyder det at forhandlinger skal finde sted så et forhandlingsresultat er muligt, men om ikke dette sker er det arbejdsgiverens ledelsesret der er udslagsgivende. 

En Faglig Voldgift kan kun forholde sig til løn på en direkte tekst eller hvis der er enighed mellem parterne om at lade voldgiftsretten bestemme. Samme problematik gjorde sig gældende i sømændenes Faglige Voldgift hvor de forsøgte at få voldgiftsretten til at regulere lønnen.

Når pligten til at forhandle ved skatteændringer ikke længere består, er det fordi opsparingsprotokollatet opsamlede tidligere protokollater. Ved opsigelsen blev protokollaterne fra 1988 og 1989 derfor samtidig opsagt. 

Det er korrekt at der i flere tilfælde er givet kompensation for skatteændringer, men ikke som følge af indbygget automatik, men som følge af forhandlinger, og der var mange emner som spillede ind i resultaterne. Opsparingsprotokollatet efter Forårspakke 1.0 var blandt andet et udtryk for at økonomien i 2004 ikke var til lønforhøjelser.

I 2004 varslede Søfartens Ledere konflikt og i 2010 forstod foreningen også at en konflikt kunne blive en mulig konsekvens af uenigheden. De mange henvendelser til politikerne var også en indirekte erkendelse af, at der ikke forelå nogen automatik til lønreguleringer som følge af skatteændringer. Alle politiske besvarelser afviser at foreningens henvendelser kunne opfattes som en slags tinglysning af deres krav. 

DIS-ordningen er som statsstøtteordning godkendt af EU. Grundlæggende forudsætning at lønnen er fastsat under hensyntagen til skat og herefter overladt til forhandling mellem parterne. Politikerne kan eller vil ikke blande sig yderligere. 

Sagsøger støtter sig meget på formuleringerne i Lov om beskatning af søfolk §5 stk 3 og §11, men skatteministeren henviser til at DIS-lønningerne er aftalestof. §5 er ikke nyskabende, og forudsætningerne var at SKAT skulle give OK til de første overenskomster efter en nærmere kontrol, under hensyntagen til at aftalerne overholdt hensyn til skatten.

Begge sagsøgere fra DFDS var først ansat på overenskomster og siden på individuelle kontrakter. Dokumenterne udgør det aftaleretlige grundlag - hverken mere eller mindre. Der er intet sted aftalt at lønningerne skal reguleres under hensyn til skatteændringer og aftalerne er underskrevet uden forbehold, kun med bemærkninger om anciennitetsforhold.

I forbindelse med kollektive aftaler kan der anvendes kampskridt ved interessekonflikter, men i forbindelse med individuelle kontrakter må man enten acceptere eller søge anden ansættelse.

Søfartens Ledere havde varslet konflikt over for bilfærgerne, og foreningen forstod udmærket vilkårene for en interessekonflikt. 

I rederiforeningen regulerede man konfliktstøttereglerne, men Søfartens Ledere afstod fra kampskridt.

I DIS er nettolønnen smeltet sammen med fradrag og tillæg og lønnen reguleres procentuelt. DIS-overenskomster for langfart er forskellige fra bilfærgernes aftaler og de to foreninger er autonome. I bilfærgerne er der grunde til at det er en god ide at beholde DAS som udgangspunkt for DIS. Med mindre man forholder sig som i bilfærgerne, savner det mening at hævde automatik som klagerne gør.

Sagsøger fokuserer på EU's statsstøtteregler men sagsøgte kan ikke se at kommissionen drager den påståede konklusion. Kommissionen angiver rammer og regler og i 2012 konkluderede en undersøgelse at de danske regler for statsstøtte er i orden.

Det bestrides at Landsretten præjudicielt skal tage stilling til statsstøtteregler.

Hverken EU eller staten mener der er tale om ulovlig statsstøtte. Hvis sagsøgers tankegang var rigtig så ville rederierne kunne ændre på subsidierne.

 

REPLIK

Poul Hvilsted

Rederiforeningens påstande om generøsitet og flextillæg, kan ikke nu 21 år efter DIS-loven bruges til at afvise, at der skal reguleres ved en stor skatteomlægning.

Til enhver DIS-løn hører en dertil svarende DAS-løn, og den relation er man forpligtet til at overholde. Udrensning af tillæg og fradrag ville være teknisk rigtigt, men ærgerligt nok for sent nu at regne tilbage til 88-89.

Det konkurrencedygtige lønniveau er defineret som en løn hvor der er taget hensyn til skat. Staten kan ikke blande sig i den konkrete løn, men i om betingelserne er opfyldt. 

Aftalegrundlaget skal respektere skatteforudsætningen, og lønnen for de to klagere fra DFDS opfyldte betingelserne indtil 2010. I 2012 burde de være reguleret for skat i de individuelle kontrakter, men uanset forbehold eller ej i kontrakterne, så ændrer det ikke på lønnens sammenhæng med skat.

Statsstøtteloftet er det samme uanset hvilken ordning der anvendes. Færge-DIS var ingen lykkelige for. 

Vil ikke skynde på Landsretten, men en dom efter 1. december vil være temmelig upraktisk af hensyn til den sag der er anlagt mod staten - og tilføjet med megen humor "det kommer selvfølgelig an på hvad dommen går ud på".

 

DUPLIK

Pia Voss

Korrelerende DAS-løn til DIS-løn er ren fiktion, hvilket også er illustreret ved at sagsøger ændrede sine beregninger umiddelbart før sagens indledning for Landsretten.

Sagsøger undlod at bruge kampskridt til regulering af lønnen og har konsekvensmæssigt anlagt denne sag.

Sagsøger sammenblander en række forhold og fokus fjernes fra det normale aftaleretlige grundlag.

DIS-lønnen er unik og konsekvensen at danske søfolk blev lempet for skatten med det ønske, at de danske søfolk skulle være konkurrencedygtige. Denne sag sætter konkurrencedygtigheden og sikringen af at vi stadig har dansk søfart og danske søfolk, på spil.

 

DOMMEN AFSIGES TORSDAG 19/11 kl 10:00 - skriftligt.

Dommen afsiges

torsdag 19. november

kl. 10.00 - skriftligt

dis flag lres

DIS-sagen
i Østre Landsret

DIS-skattesagen behandles i Østre Landsret, afdeling 8, Bredgade 59, Kbh. følgende dage:

Mandag 28. september kl. 09:30
Tirsdag 29. september kl. 09:30
Torsdag 1. oktober kl. 09:30
Mandag 5. oktober kl. 09:30
Tirsdag 6. oktober 09:30
Onsdag 7. oktober 09:30 

På retsmødet i går blev det besluttet at sagen afsluttes i dag tirsdag 6. oktober og ikke som oprindeligt planlagt onsdag 7. oktober. 

FAKTA

DIS-sagen om skatteregulering af nettolønnen er rejst af Søfartens Ledere.

Søfartens Ledere har på vegne af to styrmænd fra DFDS stævnet DFDS, på hvis vegne sagen føres af Danmarks Rederiforening.

Advokater:
Poul Hvilsted for Søfartens Ledere på vegne af 2 klagere fra DFDS

Pia E. Voss for Danmarks Rederiforening for DFDS

Læs også...

Her direkte links til tidligere omtale og referater:

Fredag 25. september
DIS-skattesagen starter på mandag

Mandag 28. september
DIS-skattesagen: 1. retsdag

Tirsdag 29. september
DIS-skattesagen: 2. retsdag

Torsdag 1. oktober
DIS-skattesagen: 3. retsdag

Mandag 5. oktober
DIS-skattedagen: 4 retsdag

FAKTA

 

Lov om beskatning af søfolk

Lov 386 af 27/5-2005

 

§ 5.
Har en person, der er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, erhvervet lønindkomst ved arbejde om bord på et dansk skib, som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven, nedsættes den samlede indkomstskat med det beløb, der forholdsmæssigt falder på denne indkomst. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på dødsboer omfattet af dødsboskattelovens § 1, stk. 2. Gratialer og fratrædelsesgodtgørelser m.v., jf. ligningslovens § 7 U, er omfattet af 1. pkt., når den pågældende ydelse har direkte tilknytning til arbejde udført om bord på skib som nævnt i 1. pkt.

Stk. 2. Personer, som er skattepligtige efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, litra j, svarer ikke skat af lønindkomst erhvervet ved arbejde om bord på et dansk skib, som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, og som anvendes til formål, som vil kunne omfattes af tonnageskatteloven. Stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Skattefritagelse efter stk. 1 og 2 er betinget af, at løn og godtgørelser m.v. er fastsat under hensyn til skattefritagelsen.

Stk. 4. Personer, som kan anvende stk. 1, er ikke omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1-9.

 

§ 11.
Udbetales skattefri nettoløn efter §§ 5-8 og grundlaget herfor viser sig ikke at være til stede, hæfter alene arbejdsgiveren for den A-skat og de bidrag efter lov om en arbejdsmarkedsfond og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, som skulle have været indbetalt. A-skatten og bidrag som nævnt i 1. pkt. beregnes på grundlag af den bruttoløn, som ligger til grund for fastsættelsen af den skattefri nettoløn, jf. § 5, stk. 3. De skyldige A-skatter og bidrag betragtes som forfaldne på de tidspunkter, hvor de ville være forfaldet, hvis §§ 5-8 ikke havde været anvendt.