Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Rabat på billetter til historisk motorløb

Copenhagen Historic Grand Prix er et historisk og traditionelt mo ...

Forårets og sommerens medsejladser og skibsbesøg er i gang

Kalenderen er de seneste år blevet fyldt med flere og flere skibs ...

DFDS & DMMA: God vind til Fællesskabsprisen

DMMA - 09. april 2014

DFDS og DMMA opfordrer til at gøre brug af muligheden for at indstille modtagere af den nye Fællesskabspris på hjemmesiden: www.faellesskabsprisen.dk

DFDS & DMMA: God vind til Fællesskabsprisen

DFDS og Dansk Metals Maritime Afdeling bakker i denne fælles kommentar op om den nyindstiftede pris: Fællesskabsprisen og begrunder hvorfor. Samtidig opfordrer DFDS og DMMA til, at I benytter muligheden for at indstille modtagere.

Af Henrik Holck, Executive Vice President DFDS A/S
og Ole Philipsen, formand for CO-Søfart og Dansk Metals Maritime Afdeling

Danmark har på initiativ af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fået en ny pris: Fællesskabsprisen.
En pris, der hylder de personer, som bidrager til fællesskabet. En pris, der med andre ord er indstiftet for at hylde dem, der gør en indsats for det, der er det særlige ved Danmark i form af sikkerhedsnet, tryghed, sammenhængskraften, uddannelse, velfærd, sundhed og tillid til hinanden. Det har alt sammen rod i fællesskabet og er bygget på fællesskabets fundament.
 
Den nye pris er, naturligvis kan vi næsten sige, indstiftet i et fællesskab med deltagelse af en lang række faglige organisationer og virksomheder – blandt andre Dansk Metal og DFDS A/S. Fra DFDS lægger vi således skib til, når prisen for første gang skal uddeles 22. maj. Eller rettere priserne. I alt uddeles nemlig 10 fællesskabspriser ved arrangementet om bord på ’Pearl Seaways’. Og fra Dansk Metal støtter vi selvfølgelig en pris, der hylder det, der også er fundamentet for en faglig organisation: fællesskabet.
 
Fællesskabsprisen er indstiftet for at give mulighed for at sige tak til den eller dem, der har gjort en forskel for dig, os eller for samfundet. Enhver kan således nominere en person, en gruppe, en forening eller organisation, som fortjener en hyldest og et synligt bevis på den uselviske indsats for andres skyld.

Fællesskaber afgørende til søs

Fællesskaber har dybe rødder i Danmark, så dybe, at man kan få den tanke, at selve undergrunden dybt under den danske muld i virkeligheden består af fællesskaber, som i et stærkt og tæt vævet netværk binder alting sammen.
 
At fællesskabet er afgørende ved enhver, der har stiftet bekendtskab med livet til søs. Det skib, hvor fællesskabet er stærkt og samarbejdet fungerer ud over de rammer, som styres af organisationsdiagrammer og hierarki, præsterer og klarer opgaverne langt bedre end det skib, hvor enhver bare passer sit. Og der hvor fællesskabet fungerer, trives det enkelte individ typisk langt bedre end der, hvor den individuelle præstation er i højsædet.
Det er hverken avanceret managementviden eller raketvidenskab. Vi har alle oplevet det på tæt hold. Et enkelt individ om bord med øje og evner for at etablere fællesskab og samarbejde kan gøre en verden til forskel.
Sådan er det også på en arbejdsplads i land. Men forskellen på, om fællesskabet fungerer eller ikke fungerer, mærkes tydeligere til søs i det isolerede samfund, som et skib nu engang ofte er.

DFDS’ og DMMAs Sociale Arbejdsmarkedsfond kun et lille hjørne

Sammen kan vi mere, er et velkendt motto, som mange fællesskaber gør brug af. DFDS og Dansk Metals Maritime Afdeling etablerede i 2012 som en del af overenskomstaftalen Den Sociale Arbejdsmarkedsfond. Fondens formål er at hjælpe ansatte på DMMAs overenskomster i DFDS til at kunne fastholde arbejdet også selv om for eksempel sygdom eller nedslidning skulle komme på tværs. Fonden er kommet godt fra start og flere medarbejdere har allerede nydt godt af den. Det at kunne fastholde sit arbejde er nøglen til fortsat at være en del af fællesskabet mellem kollegerne på arbejdspladsen.
 
Fællesskabet på jobbet er for mange en helt afgørende del af tilværelsen. At være en del af teamet er indbegrebet af det at være.
Sammen har DFDS og Dansk Metals Maritime Afdeling således gjort det muligt for flere at bevare tilknytningen til fællesskabet også under vanskelige forhold.

Uselvisk indsats skal påskønnes

Fællesskabet er den usynlige og stærke opdrift, der bærer helheden. Hver især kan vi i virksomheder og organisationer gøre vores til, at fællesskabet udbygges, sådan som vi i samarbejdet mellem DFDS og DMMA for eksempel har bidraget til i et ganske lille hjørne.
 
Men i den store sammenhæng er vi alle afhængige af, at enkelte påtager sig ansvaret og bidrager til at vedligeholde og udvikle bestående fællesskaber og skaber nye. Den indsats skal påskønnes. Og når vi støtter Fællesskabsprisen er det netop for gennem prisen at påskønne og dermed inspirere til at gøre en indsats – for andre.
 
I det daglige gør vi alle brug af fællesskabet uden at tænke nærmere over det. I nødens stund kan vi alle blive helt afhængige af andre. Derfor er det en rigtig god ide at værdsætte og påskønne den indsats, som andre uselvisk bidrager med. Her fra DFDS og Dansk Metals Maritime Afdeling ønsker vi således god vind til Fællesskabsprisen og vi håber, at rigtig mange vil gøre brug af muligheden for at indstille modtagere.

Fakta:

Har du mødt nogen, der gjorde en forskel for fællesskabet?
Er svaret ja, så indstil vedkommende til Fællesskabsprisen via prisens hjemmeside på www.faelleskabsprisen.dk

Sidste frist for indstilling er 5. maj.

De ti prisuddelinger sker 22. maj om bord på ’Pearl Seaways’ i København