"DMMA catering" er etableret som følge af en fusion mellem Dansk Sø-Restaurations Forening og Metal Søfart med virkning fra 1. januar 2011. Foreningens (DSRF's) forudgående historie er ganske kort beskrevet nedenfor:
Dansk Sø-Restaurations Forening (DSRF) blev oprindeligt stiftet i 1896. I 1905 blev foreningen af forskellige årsager nedlagt for at genopstå igen i 1907.
DSRF er den mest naturlige fagforening for cateringpersonale i skibe og mobile havanlæg. Medlemsgrupperne fordeler sig på hovmestre, smørrebrødsjomfruer, buffister, kahytsjomfruer, stewardesser, cateringassistenter, passagerassistenter, supervisorer og oldfruer m.fl.
Foreningens formål er at samle disse faggrupper i en selvstændig fagforening, hvor vi blandt andet er med til at sikre deres løn- og ansættelsesvilkår via kollektive overenskomster og rammeaftaler.
Herudover er vi også bredt repræsenteret i en række nationale og internationale organisationer, råd og udvalg, som er med til at påvirke og regulere de søfarendes faglige og sociale forhold.
Vore medlemmer findes på langfart, nærfart og færgefart i både statslige og private rederier.
Som eksempler kan vi nævne: DFDS, Bornholmstrafikken, A.P. Møller, Samsø-Linien, Royal Arctic Line, skoleskibene, havundersøgelsesskibe og mange andre steder.
DSRF er fra 1. januar 2007 udmeldt af hovedorganisationen FTF, og har samtidig flyttet A-kasse.
A-kassen er den tværfaglige A-kasse "Min A-kasse" (ex STA)
Vi er medlem af ITF, NTF og ETF.