Principafgørelser

Resumé:
ommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Udgifter til hurtigtvirkende kulhydrater til regulering af lavt blodsukker kan efter en konkret vurdering indgå ved beregning af nødvendige merudgifter til en person med diabetes type 1.

Beregning af borgerens nødvendige merudgifter til hurtigtvirkende kulhydrater skal foretages på baggrund af en konkret vurdering af borgerens behov for hurtigtvirkende kulhydrater. Kommunen kan i den forbindelse tage udgangspunkt i prisen for druesukker i pulverform.

I den konkrete sag var borgeren berettiget til dækning af merudgifter, fordi han havde sandsynliggjort samlede merudgifter til blandt andet diabeteskost, egenbetaling til medicin og druesukker i pulverform over bagatelgrænsen.

Resumé:
En kommune skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Forhøjet husleje som følge af nedsat funktionsevne kan dækkes som en nødvendig merudgift.

Behovet for merudgifter vurderes i forhold til ikke-handicappede på samme alder og i samme livssituation.

Flytning begrundet i den nedsatte funktionsevne

Når borgeren er nødt til at flytte fra sin bolig til en dyrere bolig på grund af en nedsat funktionsevne, skal der ved beregningen af merudgifter til husleje tages udgangspunkt i, hvad andre personer uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation har af udgifter til husleje. Beregningen af merudgifterne til husleje skal ikke tage udgangspunkt i de huslejeudgifter som borgeren havde, før borgeren blev nødt til at flytte som følge af sin funktionsnedsættelse.

Alder, beskæftigelse, uddannelse og lokalt prisniveau er elementer, der skal inddrages. Kommunen skal tage udgangspunkt i det lokale prisniveau sted, hvor borgeren boede, før borgeren fik behov for at flytte som følge af sin nedsatte funktionsevne. Kommunen skal sammenholde dette med de udgifter, som borgeren nu har til husleje på grund af sin nedsatte funktionsevne.

Det er kun udgifter til husleje, som ligger udover det beløb, som andre personer uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livsituation har, som kan dækkes som merudgifter. Det er endvidere alene den huslejeforhøjelse, som skyldes den nedsatte funktionsevne, som kan bevilges som en merudgift.

Flytning som ikke er begrundet i den nedsatte funktionsevne

Når borgeren ville være flyttet fra sin tidligere bolig uanset sin nedsatte funktionsevne, f.eks. når en ung person flytter hjemmefra, kan der alene bevilges merudgifter til husleje, hvis det på grund af den nedsatte funktionsevne er nødvendigt for borgeren at bosætte sig i en bolig, hvor huslejen er dyrere end hvad andre på samme alder og i samme livssituation uden funktionsnedsættelse betaler.

Alder, beskæftigelse, uddannelse og lokalt prisniveau er elementer, der skal inddrages. Kommunen skal tage udgangspunkt i forholdene det sted, hvor borgeren bosætter sig.

Boligstøtte

Det forhold, at der i reglerne om individuel boligstøtte er særlige regler for beregning af boligstøtte, når borgeren er visiteret til en bolig efter almenboligloven, gør ikke udtømmende op med sådanne personers ret til at modtage tilskud til forhøjede boligudgifter.

Resumé:
Flytning uden samtykke kan efter servicelovens regler kun finde sted, når det er absolut påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikke kan gennemføres i borgerens hidtidige bolig. Det er desuden en betingelse, at borgeren ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, og at borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og det vil være uforsvarligt ikke at sørge for en flytning.

Den nødvendige hjælp må forstås som hjælp til at dække både fysiske og psykiske behov, fx i kraft af fornemmelsen af at være en del af et fællesskab i det omfang, den pågældende selv kan rumme det. Der skal dermed ikke kun fokuseres på borgerens fysiske behov.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at betingelserne for flytning uden samtykke var opfyldte i et tilfælde, hvor en hjerneskadet borger, som allerede boede på botilbud, var blevet tiltagende aggressiv og udadreagende på grund af ydre stimuli. Det var ikke muligt at ændre på de fysiske rammer i borgerens hidtidige botilbud, så borger blev skærmet fra stimuli. Borgeren opholdte sig langt størstedelen af tiden på sit værelse med fast vagt uden for døren, og blev fulgt af personalet, når borgeren forlod værelset for en daglig gåtur. Den nødvendige hjælp kunne derfor ikke gennemføres i borgerens hidtidige bolig, og det var absolut påkrævet at flytte borgeren.

Resumé:
Aktuel opholdskommune skal behandle en hjemvist sag

Der skal altid være en kommune, som har pligt til at yde borgeren hjælp. Det er et grundlæggende princip, der sikrer, at borgeren får den nødvendige hjælp i tide og ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed.

Efter retssikkerhedsloven er det opholdskommunen, der har pligt til at yde hjælp.

Det er borgerens aktuelle opholdskommune, der har den stedlige kompetence til at behandle en sag, efter at den er blevet hjemvist. Dette gælder også selvom hjemvisningen er sket til den tidligere opholdskommune, som traf den afgørelse, som efterfølgende er blevet hjemvist.

Den tidligere opholdskommune skal derfor – med borgerens samtykke – overdrage sagens akter til den aktuelle opholdskommune, så borgeren ikke bliver stillet ringere på grund af en flytning under klagesagens behandling.

I sag nr. 1, traf borgerens aktuelle opholdskommune afgørelse om, at de ikke var kompetente til at behandle sagen om ophør af sygedagpenge, efter at Ankestyrelsen havde hjemvist sagen til borgerens tidligere opholdskommune. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse.

I sag nr. 2, fik borgeren afslag på bevilling af en enkeltydelse i en afgrænset periode, mens borgeren boede i den tidligere opholdskommune. Ankestyrelsen hjemviste afgørelsen til den tidligere opholdskommune og fastslog samtidig, at det var den aktuelle opholdskommune, der skulle træffe ny afgørelse.

Resumé:
Serviceloven indeholder en række bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Formålet med bestemmelserne er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige.

Hvem kan klage?

Pårørendes klage over en kommunes afgørelse om ikke at godkende fastspænding med stofseler af en borger med demens kan ikke realitetsbehandles i Ankestyrelsen.

Den klageret, som pårørende eller en værge er tillagt i serviceloven er ikke en selvstændig klageret, men alene en afledt klageret. Pårørende eller værge kan derfor kun klage, hvis det kan antages, at borger selv ville have gjort det, hvis vedkommende havde været i stand til at klage.

Da formålet med servicelovens bestemmelser om magtanvendelse er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige, findes en klageadgang for pårørende eller en værge, hvor kommunen har afslået at godkende fastspænding med stofseler, at stride mod formålet med magtanvendelsesbestemmelserne.

Hvad kan påklages?

Det er botilbuddet, der ved anvendelse af fysisk magt i form af akut fastholdelse, træffer afgørelse efter servicelovens § 126. Denne afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen.

Botilbuddet indberetter magtanvendelsen til kommunen. Kommunens efterfølgende vurdering af indberetningen om, at botilbuddet har anvendt magt i form af akut fastholdelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen. Formålet med indberetningen er at sikre, at kommunen som ansvarlig myndighed for det personrettede tilsyn kan reagere fremadrettet i forhold til den foretagne magtanvendelse. Vurderingen vedrører derfor ikke kun det konkrete indgreb.

De konkrete afgørelser

I sag 1 fandt Ankestyrelsen, at de pårørende ikke var klageberettigede i forhold til kommunens afgørelse, hvor kommunen fandt, at der ikke over for de pårørendes mor kunne anvendes fastspænding med stofsele i seng.

I sag 2 fandt Ankestyrelsen, at kommunens vurdering, hvor kommunen på baggrund af et bosteds indberetning af magtanvendelse vurderede, at bostedets udøvelse af magt over for borger i to tilfælde var ulovlige, ikke kunne påklages til Ankestyrelsen.

Resumé:

Kommunen yder tilskud til betaling for tandpleje til personer, som modtager ydelser efter aktivloven svarende til uddannelseshjælp og kontanthjælp. Dette fremgår af aktivlovens § 82a.

Hvis udgiften til et samlet behandlingsforløb overstiger 10.000 kr., skal kommunen forhåndsgodkende, at der ydes tilskud efter aktivlovens § 82a. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet.

Kommunen yder desuden tilskud til udgifter til tandbehandling til personer, som ikke har økonomisk mulighed for at afholde udgiften, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Dette fremgår af aktivlovens § 82.

Kommunen skal sikre, at sagen er tilstrækkelig oplyst, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt betingelserne for hjælp til tandbehandling er opfyldt

Kravet om, at en behandling skal være nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, vil ifølge lovbemærkningerne til aktivlovens § 82 a som hovedregel være opfyldt, hvis behandlingsbehovet er dokumenteret i et behandlingsoverslag fra ansøgers tandlæge.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt til at fravige ovennævnte udgangspunkt, at kommunens tandlægekonsulent er uenig med ansøgers tandlæge og vurderer, at en anden og billigere behandling kan dække ansøgers behov.

Det er kommunens ansvar, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse om hjælp til tandbehandling efter aktivlovens § 82 og § 82a. Det er derfor også kommunen, der skal sikre, at der er tilstrækkelige oplysninger i sagen til, at det kan vurderes hvilken behandling, der er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Kommunen skal begrunde det konkret, hvis der ikke ydes hjælp til hele den ansøgte tandbehandling.

Kommunen kan derfor ikke give helt eller delvist afslag på hjælp til tandbehandling efter §§ 82 og 82a alene med henvisning til tandlægekonsulentens vurdering, uden konkret at forholde sig til, om den foreslåede behandling rent faktisk kan dække ansøgers behov.

Hvis der er tvivl om ansøgerens behandlingsbehov, herunder hvilken behandling der er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, kan kommunen som led i sagsoplysningen overveje at indhente en yderligere faglig vurdering fra ansøgers tandlæge om behandlingsbehovet. Kommunen kan eksempelvis forelægge et alternativt forslag fra kommunens tandlægekonsulent for ansøgers egen tandlæge og bede tandlægen forholde sig til, om det kan dække behandlingsbehovet. Kommunen kan også bede ansøgers egen tandlæge forholde sig til, om en anden eller en mere kortsigtet løsning kan dække behandlingsbehovet. Det skal i den forbindelse tillægges vægt, at ansøgers egen tandlæge har undersøgt ansøger, og dermed har et bedre grundlag at vurdere behandlingsbehovet ud fra.

Hvis ansøgers tandlæge og tandlægekonsulent er uenige om, hvilke behandling der er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, kan kommunen også bede om en vurdering fra en anden tandlæge (second opinion).

Hvis ansøgers tandlæge fastholder det oprindelige behandlingsoverslag under henvisning til, at det er den mest langsigtede løsning, men ellers er enig i, at tandlægekonsulentens behandlingsforslag kan dække behovet mere kortsigtet, vil det efter en konkret vurdering kunne begrunde, at der alene ydes tilskud til den billigere og mere kortsigtede behandling.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager, hvor der var uenighed mellem ansøgers tandlæge og kommunens tandlægekonsulent om hvilken behandling, der var nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Begge sager blev hjemvist, da kommunen uden tilstrækkelig begrundelse havde givet afslag, idet kommunens tandlægekonsulent vurderede, at en anden og billigere behandling kunne dække borgerens behov.

Resumé:
Kommunen yder tilskud til betaling for tandpleje til personer, som modtager visse ydelser efter aktivloven, fx ydelser svarende til uddannelseshjælp og kontanthjælp. Dette fremgår af aktivlovens § 82a.

Hvis udgiften til et samlet behandlingsforløb overstiger 10.000 kr., skal kommunen forhåndsgodkende, at der ydes tilskud efter aktivlovens § 82a. Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet.

Kommunen yder desuden tilskud til udgifter til tandbehandling til personer, som ikke har økonomisk mulighed for at afholde udgiften, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Dette fremgår af aktivlovens § 82.

Hvornår er der tale om et samlet behandlingsforløb?

Hvis flere behandlinger tandlægefagligt set udgør et sammenhængende og integreret behandlingsforløb, er der tale om et samlet behandlingsforløb.

Det er ikke afgørende, om behandlingerne udføres inden for en bestemt periode. Det afgørende er, om behandlingerne udgør et sammenhængende og integreret behandlingsforløb.

Kommunen skal forhåndsgodkende behandlingen, før den påbegyndes

Hvis en behandling eller flere behandlinger, der tilsammen udgør et samlet behandlingsforløb, medfører samlede udgifter på mere end 10.000 kr., skal kommunen forhåndsgodkende, at der ydes tilskud, og vurdere, om den ansøgte behandling er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet.

Der skal foreligge en bevilling fra kommunen, inden behandlingen påbegyndes. Hvis behandlingen påbegyndes, inden kommunen har forhåndsgodkendt behandlingen, kan der ikke ydes hjælp efter aktivlovens § 82 a. I en sådan situation kan der dog bevilges hjælp til tandbehandling efter aktivlovens § 82, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Kommunen skal vejlede ansøger

Når en borger søger om hjælp til et samlet behandlingsforløb, der overstiger 10.000 kr., skal kommunen vejlede borgeren om, at behandlingen ikke må påbegyndes, før kommunen har forhåndsgodkendt behandlingen.

Hvis kommunen tilsidesætter vejledningsforpligtelsen skal ansøger stilles som om, kommunen havde givet korrekt vejledning.

Egenbetaling

Modtagere af tilskud efter § 82 a kan søge om hjælp til dækning af den resterende egenbetaling efter § 82. Ansøgning herom skal være indgivet, før behandlingen udføres.

I den konkrete sag var udgiften til undersøgelse hos tandlægevagten ikke en del af et samlet behandlingsforløb på over 10.000 kr. Ansøger havde derfor ret til tilskud hertil efter aktivlovens § 82 a uden kommunens forhåndsgodkendelse. Ansøger kunne dog ikke få hjælp til dækning af egenbetalingen efter aktivlovens § 82, da ansøger ikke havde søgt kommune om hjælp, inden undersøgelsen hos tandlægevagten blev udført.

Den efterfølgende operative fjernelse af tanden var derimod efter en konkret vurdering en del af det videre samlede behandlingsforløb på over 10.000 kr. Kommunen skulle derfor forhåndsgodkende behandlingen, før behandlingen blev påbegyndt. Da kommunen ikke havde givet korrekt vejledning havde ansøger dog ret til hjælp efter aktivlovens § 82 a, selv om behandlingen var påbegyndt inden kommunens forhåndsgodkendelse.

Resumé:
Socialtilsynet skal godkende og føre driftsorienteret tilsyn med de tilbud, der er angivet i lov om socialtilsyn.

Tilbuddet skal være godkendt for at indgå i den kommunale forsyning. Det betyder, at en kommune ikke kan visitere borgere til tilbuddet, medmindre det er godkendt af socialtilsynet. Socialtilsynet kan i forbindelse med godkendelsen fastsætte vilkår, hvis opfyldelse er en betingelse for fortsat godkendelse. Socialtilsynet kan knytte frister til et vilkår.

Det er ikke et krav efter socialtilsynsloven, at sociale tilbud, organiseret som et interessentskab, skal have en bestyrelse, for at blive godkendt. Hvis tilbuddet har en bestyrelse, skal bestyrelsen dog sammensættes, så den overholde kravene til bestyrelsens sammensætning i socialtilsynslovens § 14, stk. 1.

Private tilbud, der er organiseret som et interessentskab, skal endvidere have en vedtægt, der indeholder de oplysninger, der er beskrevet i socialtilsynslovens § 13. Hvis tilbuddet har en bestyrelse, skal vedtægten indeholde regler om bestyrelsens sammensætning, der sikrer, at bestyrelsen sammensættes i overensstemmelse med socialtilsynslovens § 14, stk. 1.

Resumé:
Supplement til principafgørelse 75-15

Inden en kommune kan standse udbetalingen af sygedagpenge, skal der træffes en gyldig afgørelse herom, medmindre der i sygedagpengeloven er hjemmel til at træffe afgørelse med tilbagevirkende kraft eller afgørelsen efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger kan tillægges tilbagevirkende kraft.

Sygedagpengelovens § 7, stk. 5, 1. pkt., jf. stk. 1, indeholder hjemmel til at standse udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor det er dokumenteret, at pågældende ikke er uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand.

Det afhænger af en konkret vurdering, hvornår pågældende ikke længere er uarbejdsdygtig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis kommunen vurderer, at der ud fra de lægelige oplysninger ikke er grundlag for fortsat sygemelding. Det samme gør sig gældende, hvis kommunen vurderer, at der ikke er grundlag for fortsat sygemelding med baggrund i en gennemført afklaring eller pågældendes egne tilkendegivelser om muligheden for at påbegynde arbejde.

Udbetaling af sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 7 skal standses på det tidspunkt, hvor det er dokumenteret, at pågældende ikke længere er uarbejdsdygtig, selvom kommunens afgørelse tidligere har været hjemvist. Sygedagpengeudbetalingen kan dermed standses forud for kommunens gyldige afgørelse, når betingelserne for uarbejdsdygtighed ikke længere er opfyldte.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at kommunen kunne standse udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft til det tidspunkt, hvor det var dokumenteret, at den sygemeldte ikke længere opfyldte betingelserne efter sygedagpengelovens § 7.

I sag nr. 2 havde Ankestyrelsen tidligere hjemvist kommunens afgørelse om ophør af sygedagpengeudbetaling på grund af utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kommunens nye afgørelse kunne tillægges tilbagevirkende kraft, da de indhentede lægelige oplysninger dokumenterede, at pågældende ikke var uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand forud for kommunens afgørelse.

Resumé:
Supplement til principafgørelse 75-15

Der er ikke hjemmel til at træffe afgørelse med tilbagevirkende kraft efter sygedagpengelovens § 24, stk. 1, jf. § 27, stk. 1.

Kommunen skal have foretaget en revurdering af sygedagpengemodtagerens situation, inden sygedagpengeudbetalingen ophører som følge af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1. Hvis en kommune ikke inden revurderingstidspunktet eller inden ophør af en af forlængelsesmulighederne har truffet afgørelse, fortsætter udbetalingen af sygedagpenge, indtil kommunen har truffet en gyldig afgørelse.

Kommunens vurdering af, om der er forlængelsesmuligheder, skal foretages ud fra de oplysninger, der foreligger på tidspunktet for kommunens gyldige afgørelse. Oplysninger fra f.eks. undersøgelser foretaget på hospital, eller forløb af afklarende foranstaltninger foretaget efter revurderingstidspunktet og indtil afgørelsestidspunktet, skal indgå i kommunens vurdering af, om der er mulighed for at forlænge udbetalingen af sygedagpenge.

Vurderingen af, om der er forlængelsesmuligheder, skal foretages på det tidspunkt, hvor der træffes en gyldig afgørelse. Hvis afgørelsen træffes efter revurderingstidspunktet, er vurderingstidspunktet og revurderingstidspunktet derfor ikke sammenfaldende.

Kommunen kan ikke forlænge udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft. En forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge skal derfor regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen træffer afgørelse.

Hvis kommunen efter revurderingstidspunktet træffer afgørelse om forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge efter § 27, stk. 1, nr. 2, regnes de 69 uger fra afgørelsestidspunktet.

Forlængelser efter § 27, stk. 1, nr. 3, løber efter ordlyden i bestemmelsen indtil 134 uger efter revurderingstidspunktet, uanset tidspunktet for bevillingen.

I den konkrete sag havde kommunen tidligere truffet afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 7. Ankestyrelsen ændrede afgørelsen, da det vurderedes, at borgeren fortsat var uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Kommunen traf herefter afgørelse om forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft til varighedsbegrænsningens udløb (nu revurderingstidspunktet). Ankestyrelsen fandt, at der på kommunens afgørelsestidspunkt var behov for en afklaring af arbejdsevnen, og at forlængelsen skulle løbe fra kommunens afgørelsestidspunkt.

Resumé:
Supplement til principafgørelse 75-15

Kommunen skal foretage en revurdering af sygedagpengemodtagerens situation, inden sygedagpengeudbetalingen ophører som følge af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1. Afgørelsen om forlængelse af sygedagpengeudbetalingen skal derfor træffes inden udløbet af sygedagpengeperioden.

Hvis Ankestyrelsen hjemviser en afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge efter § 24, stk. 1, jf. 27, stk. 1, til fornyet behandling med den retsvirkning, at kommunens afgørelse bliver ugyldig, vil udbetalingen af sygedagpenge først kunne standses, når der træffes en gyldig afgørelse.

Hjemvisning indebærer efter almindelig forvaltningsret en annullation af den påklagede afgørelse, medmindre andet fastsættes i hjemvisningsafgørelsen. Annullation indebærer, at retsvirkningerne af den påklagede afgørelse ophæves.

I den konkrete sag havde Ankestyrelsen tidligere hjemvist kommunens afgørelse om ophør af sygedagpengeudbetaling på grund af utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Ankestyrelsen fandt som følge heraf, at kommunens afgørelse var ugyldig. Udbetalingen af sygedagpenge skulle derfor fortsætte frem til, at kommunen havde truffet en gyldig afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge. I den konkrete sag havde borger raskmeldt sig, før kommunen traf en gyldig afgørelse, hvorfor der alene var ret til sygedagpenge frem til tidspunktet for raskmelding.

Resumé:
En lønmodtager skal for at opfylde beskæftigelseskravet både have en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet og i en længere periode forud for første fraværsdag have haft en tilknytning til arbejdsmarkedet. Efter sygedagpengeloven har en lønmodtager ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis pågældende forud for første fraværsdag er i aktuel beskæftigelse og har været beskæftiget i mindst 240 timer inden for de seneste 6 afsluttede kalendermåneder og i mindst 5 af disse har været beskæftiget i minimum 40 timer i hver.

Lønmodtageren anses for at være i aktuel beskæftigelse på første sygedag, når pågældende er i et ansættelsesforhold i arbejdsretlig forstand denne dag. Det betyder, at en person, som bliver syg dagen efter, at ansættelsen hos arbejdsgiveren er ophørt, ikke vil være omfattet af bestemmelsen.

Særligt om vikarer og løsarbejdere

Ved løsarbejdere forstås personer med kortvarige eller tilfældige arbejdsforhold, hvor ansættelsens ophør som regel er aftalt på forhånd. En løsarbejder betragtes kun som ansat i de perioder, hvor pågældende faktisk er i beskæftigelse hos arbejdsgiveren.

Når beskæftigelseskravet skal undersøges for vikarer/løsarbejdere, er det derfor vigtigt at få fastslået, om pågældende på tidspunktet for fraværets start skal betragtes som værende i et løbende ansættelsesforhold eller ikke.

Det forhold, at lønmodtageren er ansat som vikar, kan ikke i sig selv føre til, at pågældende skal anses for at være løsarbejder. Der skal foretages en konkret og individuel vurdering, hvor der blandt andet kan lægges vægt på oplysninger i ansættelseskontrakten, herunder om der er aftalt en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid, og om der er aftalt et opsigelsesvarsel. Der kan endvidere lægges vægt på, hvordan og for hvor lang tid fremtidigt arbejde planlægges, samt om arbejdsgiveren er forpligtet til at tilbyde vagter, og om vikaren har pligt til at modtage tilbud om vagter.

Det forhold, at vikaren ikke var eller skulle have været på arbejde på første sygedag, kan ikke i sig selv begrunde, at beskæftigelseskravet ikke kan anses for opfyldt, når vikaren i øvrigt må anses for at være i et løbende ansættelsesforhold.

I den konkrete sag opfyldte borgeren ikke kravet om aktuel beskæftigelse på første sygedag, da borgeren måtte anses som løsarbejder. Borgeren havde sidste arbejdsdag to dage før første sygedag, og der var ikke planlagt yderligere vagter. Da borgeren ikke opfyldte kravet om aktuel beskæftigelse, var det ikke nødvendigt at tage stilling til, om timekravet var opfyldt.

Resumé:
Personer, som højst har 5 år til folkepensionsalderen, og som har en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, har en særlig mulighed for at ansøge om seniorførtidspension.

Når kommunen modtager en ansøgning om seniorførtidspension, skal kommunen som det første vurdere, om ansøgeren opfylder de generelle betingelser om alder og om langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet.

Seniorførtidspension er ikke en ny type førtidspension, men en enklere og mere smidig sagsbehandlingsprocedure for tilkendelse af førtidspension. Det er et krav for at få tilkendt seniorførtidspension, at arbejdsevnen er nedsat i et sådant omfang, at personen ikke er i stand til at forsørge sig selv ved almindeligt arbejde eller ved et fleksjob.

I sager, der skal behandles efter reglerne om seniorførtidspension, skal der alene tages stilling til, om arbejdsevnen er væsentligt og varigt nedsat i forhold til de erhverv, den pågældende vil kunne varetage, uden at der iværksættes tiltag, der har til formål at udvikle arbejdsevnen. Det skal således ikke vurderes, om ansøgeren ville være i stand til at udvikle sin arbejdsevne eller kunne blive i stand til at anvende sin restarbejdsevne efter fx deltagelse i virksomhedspraktik, revalidering eller deltagelse i ressourceforløb.

Der skal ligeledes ses bort fra kravet om, at alle muligheder for at udvikle arbejdsevnen skal være udtømt, og der skal ikke iværksættes beskæftigelsesrettede tilbud.

Ved vurderingen af, om arbejdsevnen er tilstrækkeligt nedsat, kan det tillægges særlig betydning, hvis der er sammenhæng mellem sygdomshistorikken og det forhold, at pågældende ikke længere kan arbejde. Det kan også tillægges betydning, hvad årsagen til arbejdsophør er, fx hvis personen er opsagt pga. sygdom. Hvis der fortsat er behandlingsmuligheder, vil det i mange tilfælde betyde, at arbejdsevnen ikke umiddelbart kan anses for varigt nedsat i tilstrækkeligt omfang, før behandlingsmulighederne er udtømte.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet 2 sager, hvor kommunen har givet afslag på seniorførtidspension. Udvalget ændrede sagerne og tilkendte seniorførtidspension.

I sag nr. 1 var ansøger 60 år, da hun i september 2014 ansøgte om seniorførtidspension. Ansøger havde arbejdet som syerske og som kommunal dagplejer i sammenlagt 35 år frem til udgangen af 2013, hvor hun blev opsagt. Ansøger var herefter ledig i en meget kort periode indtil den 16. januar 2014, hvor hun blev sygemeldt på grund af smerter i bevægeapparatet som følge af slidgigt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at ansøger opfyldte kravene om en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, samt at ansøger havde mindre end 5 år til folkepensionsalderen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt desuden, at det var dokumenteret, at ansøgers arbejdsevne var væsentligt og varigt nedsat i et sådant omfang, at hun ikke kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde eller i et fleksjob.

I sag nr. 2 var ansøger 61 år, da han i september 2014 ansøgte om seniorførtidspension. Ansøger havde arbejdet som bygningsmaler i over 40 år frem til 2010. Han modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at ansøger opfyldte kravene om en langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, samt at ansøger havde mindre end 5 år til folkepensionsalderen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt desuden, at det var dokumenteret, at ansøgers arbejdsevne, især som følge af rotator cuff og slidgigt i skuldre og arme var væsentligt og varigt nedsat i et sådant omfang, at han ikke kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde eller i et fleksjob.

Resumé:
Fastholdelsesfleksjob

Det er en betingelse for bevilling af fleksjob på hidtidig arbejdsplads (fastholdelsesfleksjob), at personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal også opfylde betingelserne for fleksjob.

Skriftlig aftale

Aftalen mellem arbejdsgiver og medarbejder om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvilke funktioner medarbejderen har svært ved at udføre eller ikke kan udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt.

Arbejdsgiveren skal også dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Der er ikke nogen formkrav til den skriftlige aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Det betyder, at mødereferater, notater i personalemappen og lignende efter en konkret vurdering vil kunne anses for tilstrækkelig dokumentation, i det omfang det kan anses som en aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at der forelå en fyldestgørende skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og borger om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår. Det måtte også anses for dokumenteret, at arbejdsgiver havde gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Der forelå en skriftlig aftale i form af en handlingsplan for borgerens tilbagevenden til arbejde. Der forelå også statusopdateringer fra borgeren til arbejdsgiver, hvor borgeren blandt andet havde oplyst om arbejdstid og fridage. Ifølge arbejdsgivers oplysninger var der efterfølgende blevet lagt en ny plan for borgeren, hvor han blev flyttet over i en særlig tilrettelagt funktion uden deadlines og projektarbejde samt med en mentor tilknyttet. Der havde desuden været flere møder mellem borgeren, arbejdsgiveren og kommunen om arbejdstid og arbejdsopgaver. Det fremgik af kommunens notat, at arbejdsgiver blandt andet havde iværksat ordning med henblik på erhvervspsykologsamtaler, fleksibilitet i forhold til mødetid, ferieafholdelse, hjemmearbejdsplads, mødeaktivitet og arbejdsopgaver. Der havde også været en plan for dagligt timetal, arbejdsdage og telefonvækning.

Vejledning

En myndighed har pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område.

Det følger af den forvaltningsretlige grundsætning om realudligning, at manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side efter omstændighederne kan føre til, at borgeren stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning, som borgeren havde handlet i overensstemmelse med.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren havde ret til fastholdelsesfleksjob, selvom der ikke forelå en skriftlig aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at den manglende skriftlige aftale mellem borgeren og arbejdsgiver skyldtes kommunens mangelfulde vejledning om reglerne om fastholdelsesfleksjob, herunder kravet om en skriftlig aftale mellem borgeren og arbejdsgiver. Udvalget vurderede, at kommunens mangelfulde vejledning efter omstændighederne skulle føre til, at borgeren blev stillet, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning, som borgeren og arbejdsgiver havde handlet i overensstemmelse med.

Resumé:
Det er ikke en betingelse for at få etableret et fleksjob, at den ansatte i fleksjob giver kommunen en kopi af den aftale, der er indgået mellem den ansatte i fleksjob og arbejdsgiveren.

Kommunen skal ved etableringen af et fleksjob sikre sig, at den pågældende udnytter sin arbejdsevne bedst muligt, og at pågældendes skånebehov bliver tilgodeset.

Kommunen skal give en vurdering af pågældendes arbejdsevne i det konkrete fleksjob, når dette etableres.

Kommunen kan ikke stille krav om at få en kopi af den aftale, der bliver indgået mellem den ansatte og arbejdsgiveren. Kommunen kan tilbyde den ansatte den beskyttelse, der ligger i, at kommunen får en kopi af aftalen.

Jobcenteret kan, hvis de fx bliver opmærksomme på væsentlige afvigelser i lønnen i forhold til den sædvanlige løn for lignende arbejde, vejlede om lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Loven indeholder en beskyttelse mod forskelsbehandling, der betyder, at alle, uanset handicap, er beskyttet mod forskelsbehandling i forbindelse med ansættelse, under ansættelse og i forbindelse med afskedigelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ophævede derfor i den konkrete sag kommunens afgørelse om ophør af fleksjob hos de konkrete arbejdsgivere, medmindre kommunen fik kopi af ansættelsesaftaler.

Resumé:
Adoptivforældre, som adopterer flere børn samtidigt, har ikke ret til mere fravær med barselsdagpenge end ved adoption af et barn. Det samme gør sig gældende ved flerbørnsfødsler.

Adoptivforældre har tilsammen ret til barselsdagpenge i 32 uger indtil 46 uger efter modtagelsen af barnet.

Adoptivforældre, som adopterer flere børn på samme tid, har ret til fravær en ad gangen i de første 14 uger efter modtagelsen af børnene bortset fra ret til samtidigt fravær i 2 sammenhængende uger.

Adoptivforældre, som adopterer flere børn på samme tid, har, efter den 14. uge efter modtagelsen af børnene, tilsammen ret til barselsdagpenge i 32 uger ved fravær under forældreorlov.

Det er uden betydning, at børnene ikke har samme alder.

Retten til fravær ved adoption knytter sig til den begivenhed, at der modtages et barn, og at de adoptionssøgende myndigheder har bestemt, at adoptanten eller den ene af de adopterende ægtefæller i en periode skal være i hjemmet. Når flere børn bliver adopteret samtidigt, er modtagelsestidspunktet det samme.

I den konkrete sag adopterer et forældrepar et søskendepar med en aldersforskel på 1,5 år ved en samtidig adoption.

Resumé:
Kommunernes mangelfulde vejledning eller bistand kan få betydning for Udbetaling Danmarks afgørelser

Opstår der spørgsmål, om en borger har fået tilstrækkelig vejledning eller bistand i kommunen om kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks sagsområde, skal Udbetaling Danmark tage stilling til betydningen heraf i forbindelse med sagens afgørelse. Dette gælder alle spørgsmål om mangelfuld vejledning eller bistand, dvs. også fra tiden før ydelsesområderne overgik til Udbetaling Danmark.

Udbetaling Danmark skal efter omstændighederne indhente oplysninger fra kommunen og partshøre over oplysningerne for at belyse spørgsmålet.

En borger, der ikke har fået den fornødne vejledning eller bistand i kommunen, skal efter omstændighederne stilles, som om han/hun fra begyndelsen havde modtaget korrekt vejledning og bistand i kommunen, for eksempel ved at modtage hjælp med tilbagevirkende kraft. I sager om tilbagebetaling af ydelser skal det vurderes, om kommunens manglende eller mangelfulde vejledning kan få den betydning, at borgeren ikke skal tilbagebetale ydelserne.

Sager om ret til ydelser

Kommunens manglende eller mangelfulde vejledning og bistand kan efter omstændighederne føre til, at den berørte borger skal stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning eller bistand, som borgeren havde handlet i overensstemmelse med.

Sager om tilbagebetaling

Kommunens manglende eller mangelfulde vejledning eller bistand kan også få betydning for vurderingen af, om en borger, der uberettiget har modtaget ydelser, også har modtaget ydelserne mod bedre vidende. Hvis der er sket myndighedsfejl ved manglende eller mangelfuld vejledning eller bistand, skal det vurderes, om den uretmæssige udbetaling hovedsagligt må tilskrives myndighedsfejlen, eller om borgeren til trods for den manglende eller mangelfulde vejledning eller bistand burde have vidst, at han/hun ikke var berettiget til ydelsen.

Kommunens generelle vejledningsforpligtelse på Udbetaling Danmarks ydelsesområder

Kommunen er forpligtet til at vejlede generelt om mulighederne for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud, der administreres af Udbetaling Danmark.

Kommunens generelle vejledning skal svare til den vejledning, der findes på borger.dk, hvor de generelle tilkendelseskriterier i de enkelte love bl.a. fremgår. Hvis borgeren har behov for detaljeret vejledning, skal kommunen henvise til Udbetaling Danmark.

Kommunen skal vejlede borgere, som henvender sig ved personligt fremmøde, skriftligt eller telefonisk mv.

En ansøgning til kommunen om en ydelse på det kommunale område, kan efter omstændighederne betyde, at kommunen skal vejlede ansøgeren om mulighederne for at modtage kontante ydelser og økonomiske tilskud på Udbetaling Danmarks område.

En borger, der søger om økonomisk fripladstilskud og i ansøgningen angiver at være enlig, skal eksempelvis vejledes om muligheden for at søge om ordinært og ekstra børnetilskud. Hvis kommunen også er bekendt med ansøgerens boligforhold, skal kommunen efter omstændighederne også vejlede om muligheden for at søge om boligstøtte.

Kommunens udvidede forpligtelse til at yde bistand

Kommunen skal sikre, at ikke-digitalt parate borgere og borgere med andre særlige behov får den fornødne hjælp og bistand i kontakten til det offentlige.

Kommunen skal hjælpe ikke-digitalt parate borgere.

Det vil sige borgere, der har vanskeligt ved at anvende digitale selvbetjeningsløsninger, for eksempel digitale ansøgningsblanketter mv.

Kommunen skal bl.a. hjælpe med at anvende de digitale løsninger, der stilles til rådighed, når borgeren henvender sig ved fremmøde i kommunen.

Hvis kommunen vurderer, at borgeren må forventes ikke at kunne anvende digital selvbetjening på Udbetaling Danmarks områder, skal kommunen tilbyde, at en konkret ansøgning eller meddelelse mv. kan indgives på en anden måde end ved digital selvbetjening.

Kommunen kan også træffe afgørelse om, at alle fremtidige ansøgninger og meddelelser m.v. omfattet af samme ydelsesgruppe kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening.

Borgere, som skal undtages fra kravet om digital selvbetjening, kan eksempelvis være borgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse, borgere, der mangler digitale kompetencer, borgere med sprogvanskeligheder, visse socialt udsatte borgere, herunder borgere med psykiske lidelser og hjemløse m.v., hvor hjælp eller medbetjening fra kommunens side konkret vurderes ikke at være en egnet løsning.

Der kan også være tale om borgere, som er fysisk forhindret i at anvende den digitale selvbetjeningsløsning, for eksempel en indsat i fængsel eller institutionsanbragt, som af den grund ikke har adgang til en computer eller lignende digital platform.

Kommunen har herudover pligt til at hjælpe borgere med særlige behov. Kommunen skal hjælpe med at vurdere, hvilke kontante ydelser og økonomiske tilskud borgeren bør søge om i Udbetaling Danmark og hjælpe med at udfylde og indgive ansøgninger til Udbetaling Danmark.

Kommunen skal desuden hjælpe borgeren, mens Udbetaling Danmark behandler sagen og ved efterfølgende spørgsmål. Kommunen skal for eksempel hjælpe med at forklare indholdet i breve fra Udbetaling Danmark og hjælpe med at forstå en partshøring. Kommunen skal også varetage kontakten til Udbetaling Danmark for eksempel i forbindelse med breve, der sendes med årlige efterreguleringer af ydelsen, sager om tilbagebetaling af kontante ydelser og økonomiske tilskud mv.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af, hvilken hjælp borgeren kan have brug for fra sag til sag. Borgerens egen beskrivelse af behovet for at modtage hjælp skal tillægges en betydelig vægt, når kommunen vurderer, hvilken hjælp borgeren skal modtage.

Resumé:
En person med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Hvis formålet med det ansøgte derimod er at forbedre funktionsevnen eller forebygge yderligere forværring af funktionsevnen som et alternativ til anden behandling, skal det ansøgte betragtes som et behandlingsredskab. Der kan ikke ydes hjælp til behandlingsredskaber efter servicelovens regler.

En kugle- eller kædedyne kan være et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. Afgørelsen heraf beror på, hvilke behov brugen af dynen skal afhjælpe og vil altid bero på en konkret og individuel vurdering af lidelsens karakter og omfang. En kugle- eller kædedyne kan bevilges til varigt brug i hjemmet, hvis tilstanden ikke kan afhjælpes ved den øvrige behandling.

Der kan efter servicelovens regler om hjælpemidler ydes hjælp til en kugle- eller kædedyne til en borger med varigt nedsat funktionsevne, hvis der ikke er yderligere muligheder for behandling af borgerens lidelse og de søvnvanskeligheder, som er en følge af lidelsen.

Afgørelsen heraf må bero på en konkret vurdering af, om borgeren profiterer tilstrækkeligt af pædagogiske, ikke-medicinske tiltag eller medicinske behandlingstilbud. Det indgår i vurderingen, om de medicinske behandlingstilbud er uden alvorlige bivirkninger.

Hvis behandlingsmulighederne er udtømte, skal det herefter vurderes, om bestemmelsens krav om væsentlighed er opfyldt.

Børn

En kugle- eller kædedyne kan ikke bevilges som et hjælpemiddel alene med henblik på at undgå medicinsk behandling af barnet. Relevant medicinsk behandling uden væsentlig helbredsrisiko må derfor være afprøvet, før en kugle- eller kædedyne kan bevilges af kommunen efter reglerne om hjælpemidler.

Det kan ikke kræves, at der er beskrevet og dokumenteret helt konkrete aktiviteter i dagligdagen, som barnet udfører bedre ved brug af en kugle- eller kædedyne. Dette skyldes, at det er en naturlig forudsætning for barnets mulighed for læring, udvikling, socialitet og trivsel, at barnet er tilstrækkeligt udhvilet.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at det ikke på det foreliggende grundlag kunne vurderes, om alle behandlingsmuligheder var udtømte. Det kunne derfor heller ikke vurderes, om en kædedyne var et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel for barnet.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at behandlingsmulighederne for barnet var udtømte. En kædedyne havde derfor til formål at afhjælpe de varige følger af barnets nedsatte funktionsevne og var dermed et hjælpemiddel for barnet.

Ankestyrelsen vurderede også, at en kædedyne afhjalp barnet væsentligt i hverdagen, da kædedynen begrænsede de mange opvågninger i løbet af natten, hvilket gjorde barnet bedre i stand til at kompensere for sine omfattende koncentrationsvanskeligheder, motoriske uro og manglende overskud til at fungere socialt i dagligdagen.

Voksne    

En kugle- eller kædedyne kan ikke bevilges som et hjælpemiddel alene med henblik på at undgå medicinsk behandling. Den relevante medicinske søvnbehandling uden væsentlig helbredsrisiko har dog begrænset effekt for voksne. Der må derfor foretages en konkret vurdering af hensigtsmæssigheden ved at afprøve denne behandling. Vurderingen afhænger af omfanget og karakteren af borgerens lidelse og søvnvanskeligheder.

Der skal være beskrevet specifikke og væsentlige funktionsnedsættelser i borgerens dagligdag, som afhjælpes af den bedre søvn, som opnås ved brug af kugle- eller kædedyne, for at dynen kan bevilges som et hjælpemiddel.

I sag nr. 3 fandt Ankestyrelsen, at kugledynen i ansøgerens tilfælde var et hjælpemiddel, da dynen havde til formål at afhjælpe de varige følger af den fysisk nedsatte funktionsevne. Dette skyldtes, at ansøgerens smertetilstand var kronisk og uden yderligere behandlingsmuligheder.

Ankestyrelsen vurderede også, at en kugledyne afhjalp ansøgerens nedsatte funktionsevne væsentligt, da afhjælpningen af den kroniske smertetilstand og de deraf følgende søvnvanskeligheder medførte, at ansøger bedre kunne koncentrere sig i hverdagen og dermed blev bedre i stand til at følge et uddannelsesforløb.

I sag nr. 4 fandt Ankestyrelsen, at det på det foreliggende grundlag ikke kunne afvises, at der var mulighed for yderligere behandling af ansøgerens søvnvanskeligheder. Behandlingsmulighederne kunne derfor ikke anses for udtømte.

I sag nr. 5 vurderede Ankestyrelsen, at mulighederne for behandling af borgers lidelse og de omfattende søvnvanskeligheder, som var en følge heraf, var udtømte. Henset til sværhedsgraden af ansøgerens lidelse og omfanget af søvnproblemerne, var der ikke grundlag for at antage, at ansøger kunne profitere af yderligere medicinsk behandling. Den ansøgte kugledynes formål var derfor at afhjælpe de varige følger af den nedsatte psykiske funktionsevne, og kugledynen var således et hjælpemiddel for ansøgeren.

Ankestyrelsen vurderede også, at en kugledyne afhjalp ansøgeren væsentligt i hverdagen, idet nattesøvnen og angstsymptomerne stabiliseredes, hvilket gjorde ansøgeren i stand til at klare sine nødvendige praktiske gøremål, deltage i familiesammenkomster og komme ud af huset.

Resumé:
En borger med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få støtte til hjælpemidler, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

En servicehund til en person med en psykisk funktionsnedsættelse kan være et hjælpemiddel. Afgørelsen heraf beror på en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt en servicehund i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Ved vurderingen af om væsentlighedskriteriet er opfyldt, kan der lægges vægt på blandt andet helbredsmæssige forhold, sociale forhold, hjælpemidlets betydning for muligheden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation, og om der eventuelt kan findes andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på.

Har kommunen iværksat andre former for hjælp eller støtte, skal virkningen heraf vurderes, forinden der træffes afgørelse om bevilling af en servicehund til en person med psykisk funktionsnedsættelse.

I sag nr. 1 og 2 vurderede Ankestyrelsen, at en servicehund ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet. Væsentlighedskravet var ikke opfyldt, da der i begge sager var iværksat andre former for hjælp og støtte, som det endnu ikke var muligt at vurdere virkningen af.

I sag nr. 3 vurderede Ankestyrelsen, at en servicehund i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne. Ansøger havde passet en hund for et familiemedlem, hvilket havde gjort en stor forskel for ansøger. Kommunen anerkendte denne effekt, og væsentlighedskriteriet var opfyldt, idet ansøger med en servicehund ved sin side kunne opholde sig alene i sin lejlighed samt færdes i det offentlige rum.

Resumé:
Plejefamiliens rolle under et opretholdt døgnophold er primært at yde støtte og omsorg, mens den unge forberedes til voksentilværelsen.

Når en ung har været anbragt i en plejefamilie indtil det fyldte 18. år, kan kommunen træffe afgørelse om, at den unge kan blive boende hos plejefamilien, hvis den unge har en betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og hjælpen er af væsentlig betydning for den unges behov for støtte. Den unge eller den unges værge skal give samtykke til, at døgnopholdet opretholdes. Støtten skal bidrage til en god overgang til voksenlivet, og der skal være fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste boform. Det er en betingelse, at plejefamilien er egnet i den nye periode.

Vurderingen af, om en plejefamilie er egnet til at varetage den unges støttebehov under et opretholdt døgnophold skal tage udgangspunkt i, om der mellem den unge og plejefamilien er skabt en sådan familiær relation, som kan være en støtte for den unge under dennes forberedelse til voksentilværelsen. Støttebehovet skal forstås som den unges behov for pleje, omsorg og familiære relationer i hverdagen samt støtte af mere social karakter som f.eks. at tale om forhold i den unges dagligdag og tilværelse generelt og at understøtte den unge i at kunne deltage i de aktiviteter og fællesskaber, som den unge ønsker.

I den konkrete sag har Ankestyrelsen vurderet, at plejefamilien fortsat var egnet som opholdssted for den unge. Ankestyrelsen har lagt vægt på den nære relation mellem den unge og plejefamilien, som er opbygget gennem mange år. Ankestyrelsen har tillige lagt vægt på, at plejefamilien har skabt nogle trygge rammer for den unge, hvor den unge løbende modtog den nødvendige støtte og omsorg.

Kommunen kan ikke stille krav om, at plejefamilien skal medvirke til, at den unge udvikler sig hen imod en selvstændig voksentilværelse, idet formålet med opretholdt døgnophold er et andet end formålet med efterværn.

Resumé:
Jobafklaringsforløb

En sygedagpengemodtager, som er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og som ikke kan få forlænget sygedagpengene efter reglerne i sygedagpengeloven, har ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse ved ophør af sygedagpengene.

Personer, der på første fraværsdag ville have haft ret til sygedagpenge fra kommunen, men er omfattet af tidsbegrænsningen om udbetaling af sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, har også ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Uarbejdsdygtighed

Vurderingen af uarbejdsdygtighed efter reglerne om jobafklaringsforløb følger reglerne om uarbejdsdygtighed i sygedagpengeloven. Vurderingen er således den samme.

Uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven omfatter både fuld og delvis uarbejdsdygtighed. Det samme er derfor tilfældet i forhold til jobafklaringsforløb.

Vurderingen af uarbejdsdygtigheden skal som udgangspunkt foretages i forhold til beskæftigelsen før sygemeldingen.

Efter tre måneders sygefravær skal vurderingen af uarbejdsdygtigheden foretages efter en bred vurdering. Det betyder efter praksis, at uarbejdsdygtigheden skal vurderes i forhold til de arbejdsområder, som pågældende på baggrund af sin uddannelse eller arbejdserfaring ville kunne varetage eventuelt efter en kortere oplæring.

I særlige tilfælde kan udgangspunktet om, at den brede vurdering skal foretages efter tre måneder, fraviges. Kommunen kan fravige 3 måneders-reglen, hvis der er særlige grunde, der taler for at anlægge en bred vurdering på et tidligere eller senere tidspunkt i sygefraværsperioden. Ved bedømmelsen heraf kan der blandt andet lægges vægt på, om den sygemeldte fortsat er ansat på den arbejdsplads, hvorfra sygemeldingen skete, og om den pågældende kan forventes at kunne vende tilbage til sit hidtidige arbejdsområde.

Kommunen skal træffe afgørelse om ophør af jobafklaringsforløbet, når borgeren ikke længere kan anses for at være fuld eller delvis uarbejdsdygtig efter sygedagpengeloven.

Jobafklaringsforløbet skal også ophøre, selvom borgeren stadig er uarbejdsdygtig, hvis helbredstilstanden er stationær, og kommunen vurderer, at borgeren ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at hensynet til at bevare borgerens ansættelsesforhold kunne begrunde, at udgangspunktet om en bred vurdering af hans arbejdsdygtighed kunne fraviges, idet der var udsigt til, at han inden for kort tid ville kunne vende tilbage til sit hidtidige arbejde. Vurderingen af borgerens uarbejdsdygtighed skulle derfor foretages i forhold til hans beskæftigelse før sygemeldingen. Da borgeren ikke kunne genoptage sit arbejde, idet det indebar tunge løft, måtte borgeren anses for fortsat uarbejdsdygtig. Kommunen kunne derfor ikke træffe afgørelse om ophør af jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren fortsat var uarbejdsdygtig, idet hans helbredstilstand ikke kunne anses for stationær. Kommunen kunne derfor ikke træffe afgørelse om ophør af jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

I sag nr. 3 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren fortsat var uarbejdsdygtig efter en bred vurdering af hendes uarbejdsdygtighed. Kommunen kunne derfor ikke træffe afgørelse om ophør af jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse.

Resumé:
Kommunen yder tilskud til betaling for tandpleje til personer, som modtager visse ydelser efter aktivloven, fx ydelser svarende til uddannelseshjælp og kontanthjælp. Dette fremgår af aktivlovens § 82a.

Kommunen yder desuden tilskud til udgifter til tandbehandling til personer, som ikke har økonomisk mulighed for at afholde udgiften, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet. Dette fremgår af aktivlovens § 82.

Udgifter til diagnostiske undersøgelser og forebyggende behandlinger er omfattet af § 82a om tandpleje

Der kan ydes tilskud efter aktivlovens § 82a til regelmæssig diagnostisk undersøgelse og individuel forebyggende behandling. Tilskuddet omfatter udgifter til alle former for forebyggende og behandlende tandpleje.

Udgifter til diagnostiske undersøgelser er omfattet af § 82 om tandbehandling, når undersøgelsen er en del af en samlet behandling

En regelmæssig diagnostisk undersøgelse danner grundlag for fastlæggelsen af den nødvendige behandlingsindsats, og den er derfor en nødvendig forudsætning for at fastslå, hvilken behandling der er nødvendig. Den anses derfor for at være en del af den samlede tandbehandling.

Hvis den regelmæssige diagnostiske undersøgelse ikke er en del af en samlet tandbehandling, kan der ikke ydes hjælp efter § 82, idet der er tale om en undersøgelse og ikke en behandling.

Individuel forebyggende behandling er omfattet af § 82 om tandbehandling

En individuel forebyggende behandling er en tandbehandling, og den er derfor som udgangspunkt omfattet af § 82. Da der ikke er tale om en dyr eller omfattende behandling, skal kommunen ikke vurdere, om behandlingen er absolut nødvendig at få foretaget på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke selv kan afholde udgiften.

Resumé:
At være omfattet af personkredsen i § 2, stk. 1, i bekendtgørelsen om merudgifter udelukker ikke, at man samtidig kan være omfattet af personkredsen i § 1, stk. 1, og dermed få adgang til at få dækket øvrige nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, som er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og som ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven. 

En person med cystisk fibrose kan være omfattet af personkredsen i § 2, stk. 1. Denne bestemmelse giver adgang til dækning af merudgifter til diæt, men ikke andre merudgifter som følge af den nedsatte funktionsevne. 

En borger, der lider af cystisk fibrose, og som er i medicinsk behandling blandt andet med antibiotika, kan således også være omfattet af personkredsen, som er berettiget til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 100, stk. 1, jf. merudgiftsbekendtgørelsens § 1, stk. 1. 

Med en varigt nedsat funktionsevne forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. 

Vurderingen af, om en funktionsevne er tilstrækkeligt nedsat til, at en person er omfattet af personkredsen, skal foretages uafhængigt af den løbende medicinske behandling, når borgeren vil være akut livstruet uden medicinsk behandling. 

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at borgeren på baggrund af sin sygdom cystisk fibrose og den beskrevne medicinske behandling er omfattet af den personkreds, der kan modtage hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Vi lagde vægt på, at ansøgerens sygdom uden relevant medicinsk behandling vil være akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentligt og varigt nedsat funktionsevne.

Resumé:
Det er den skadelidte, som har bevisbyrden for, at der er tale om en erhvervssygdom. Skadelidte skal således bevise, at sygdommen er til stede, og at den er forårsaget af den erhvervsmæssige belastning, som påberåbes. 

Efter dansk ret er bevisvurderingen fri. Kravet til dokumentation for den erhvervsmæssige belastning kan ikke udelukkende baseres på direkte dokumentation, herunder direkte vidner. Dokumentationskravet kan lempes, hvis der ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder er knyttet en høj grad af troværdighed til skadelidtes oplysninger. 

Principafgørelsen fastslår, at der ved vurderingen af, hvilken erhvervsmæssig belastning som skal lægges til grund, skal foretages en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger. Ved vurderingen indgår blandt andet forklaringer fra direkte og indirekte vidner, lægelige oplysninger om udsættelsen og eventuel anden skriftlig dokumentation. 

I den konkrete sag var alene en del af den påberåbte erhvervsmæssige udsættelse i form af mobning og chikane fra arbejdsgiver og kollegaer bekræftet af et direkte vidne. Skadelidtes arbejdsgiver og to andre vidner bestred skadelidtes beskrivelse af den erhvervsmæssige udsættelse. Skadelidtes oplysninger om den erhvervsmæssige udsættelse blev understøttet af indholdet af egen læges journal, kommunens akter, udskrift af SMS-korrespondance med arbejdsgiveren, e-mailkorrespondance med hendes fagforbund og flere indirekte vidner. 

Ud fra en samlet vurdering af de foreliggende beviser fandt Ankestyrelsen det tilstrækkeligt dokumenteret, at skadelidte som påberåbt havde været udsat for mobning og chikane fra sin arbejdsgiver og kollegaer. Ankestyrelsen fandt det herunder tilstrækkeligt dokumenteret, at skadelidtes arbejdsgiver havde opsøgt hende på bopælen og tvunget hende til at slette en ven på Facebook under trussel om fyring. 

Ankestyrelsen fandt endvidere, at den foretagne mobning og chikane fra arbejdsgiver og kollegaer havde udgjort en sådan særlig påvirkning og belastning, at denne i overvejende grad måtte antages at være årsag til skadelidtes uspecificerede belastningsreaktion. 

Ankestyrelsen anerkendte herefter skadelidtes uspecificerede belastningsreaktion efter forudgående forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Resumé:
Tab af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er i fleksjob, fastsættes på baggrund af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og den ydelse, som skadelidte får for fleksjobbet. 

Ved beregningen af skadelidtes erhvervsevne skal der derfor lægges vægt på den løn, som skadelidte har i fleksjobbet, og ikke timetallet. Dette gælder uanset, at arbejdsprøvningen har vist, at skadelidte var i stand til at arbejde flere timer end fleksjobaftalen lyder på. 

Ved vurdering af om en skadelidt, der er i fleksjob, har et tab af erhvervsevne, skal der ske en ren lønsammenligning. Der er tale om en undtagelse til lovens almindelige udgangspunkt om, at der sker en skønsmæssig vurdering af tab af erhvervsevne. 

Når der til beregning af skadelidtes erhvervsevnetab skal ske en lønsammenligning mellem den indtjening, som skadelidte ville have haft, hvis arbejdsskaden ikke var sket, og indtjeningen i fleksjobbet inklusiv tilskuddet fra kommunen, skal der tages udgangspunkt i skadelidtes reelle indkomst i det af kommunen godkendte fleksjob. Det har som udgangspunkt ingen betydning, hvilket antal timer en arbejdsprøvning har vist, at den skadelidte kan arbejde. Bestemmelsen rummer ikke mulighed for at fastsætte den aktuelle indtægt skønsmæssigt. 

I den konkrete sag havde skadelidtes arbejdsprøvning vist, at hun kunne arbejde 12-15 timer om ugen. Kommunen godkendte fleksjobaftalen, hvor skadelidtes arbejdstid var sat til 10 timer om ugen.

Resumé:
Der skal ikke påbegyndes et nyt visitationsforløb, når en person under 30 år, der er færdigvisiteret i en kommune, flytter til en anden kommune. 

Det vil sige, at en person, der modtager uddannelseshjælp som uddannelsesparat, bevarer den hidtidige ydelsessats ved flytning til en anden kommune. Det samme gælder for en ung, der er visiteret som aktivitetsparat og modtager aktivitetstillæg. 

Unge under 30 år, der har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som derfor modtager kontanthjælp, bevarer ligeledes deres hidtidige ydelsessats ved flytning til en anden kommune. Dette gælder for såvel jobparate unge, der kun modtager kontanthjælp, som for aktivitetsparate unge, der modtager et aktivitetstillæg til deres kontanthjælp. 

Den nye kommune skal således ikke indlede et nyt visitationsforløb med henblik på at vurdere, om den unge har ret til et aktivitetstillæg til grundydelsen eller ej. 

Den nye kommune kan dog ændre den unges visitationskategori på baggrund af væsentlige ændringer i personens forhold eller nye oplysninger, som begrunder en omvisitering.

Resumé:
Der er en formodning for, at personer som er samlevende efter aktivloven, og hermed pålægges gensidig forsørgelsespligt, kun kan anses som reelt enlige efter pensionsloven, hvis særlige forhold taler for det. 

I det konkrete tilfælde forelå der ikke særlige forhold, der talte for at anse pensionisten for reelt enlig ved beregningen af pension. Det forhold, at de havde adskilte økonomier udover udgifterne til lejemålet og ikke deltes om de praktiske gøremål vedrørende lejligheden, var ikke sådanne særlige forhold, der kunne medføre, at pensionisten var berettiget til pensionslovens særlige tillæg for enlige. 

Forskellige samlivsvurderinger efter aktivloven og pensionsloven 

En afgørelse om, at to personer er samlevende efter aktivloven, er ikke ensbetydende med, at personerne er samlevende efter pensionsloven. 

To personer er samlevende efter aktivloven, når de pågældende er fyldt 25 år, har fælles bopæl, ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje, ikke er søskende, og enten har et fælles barn, tidligere har været noteret som samlevende i ATP eller tidligere har været gift med hinanden, hvormed de objektive betingelser i aktivlovens § 2 b, stk. 1, nr. 1-5 og én af betingelserne efter stk. 2 er opfyldt. 

To personer er samlevende efter pensionsloven, når de har fælles husførelse og kan indgå ægteskab, dvs. når de lever i et såkaldt ægteskabslignende forhold. 

Betydningen af gensidig forsørgelsespligt 

Udbetaling Danmark skal foretage en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt pensionisten opfylder betingelserne for at modtage det særlige tillæg for enlige efter pensionsloven. 

Når to personer er samlevende efter aktivlovens § 2 b, stk. 1 og 2, og dermed pålægges gensidig forsørgelsespligt efter aktivlovens § 2 a, kan en pensionist dog kun anses som reelt enlig efter pensionsloven, hvis særlige forhold taler for det.

Resumé:
Det er den aktuelle opholdskommune, der behandler og tilkender førtidspension for unge, hvor det er helt åbenbart, at borgeren skal have tilkendt pension ved sit fyldte 18. år. Dette gælder uanset, at der er en anden kommune, der efter serviceloven er handlekommune. 

Reglerne om, hvilken kommune der skal behandle en førtidspensionssag, følger af retssikkerhedslovens bestemmelser om opholds- og handlekommune. 

Typisk er opholds- og handlekommunen den samme kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1. 

I særlige tilfælde, som ved anbragte unge, kan der være flere kommuner involveret, og flere kommuner, der behandler ansøgninger om hjælp til borgeren. 

Unge, der er anbragt uden for hjemmet i en anden kommune end den oprindelige opholdskommune, og som fortsat har ophold på en boform mv. efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, efter det fyldte 18. år, har en aktuel opholdskommune, der yder hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, og en handlekommune, der træffer afgørelse om hjælp efter servicelovens regler, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. 

Den aktuelle opholdskommune behandler ansøgninger om hjælp efter den øvrige sociale lovgivning, som f.eks. en sag om tilkendelse af pension. 

I tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at udvikle arbejdsevnen, og den unge derfor skal have tilkendt pension ved det fyldte 18. år, er det handlekommunen, der har ansvaret for, senest 6 måneder før den unge fylder 18 år, at revidere handleplanen og med samtykke oversende sagen til den aktuelle opholdskommune, jf. servicelovens § 68, stk. 13. Den aktuelle opholdskommune har herved mulighed for at oplyse sagen, før den unge fylder 18 år, og træffe afgørelse om førtidspension, når den unge fylder 18 år.

Resumé:
Ansøgning om ressourceforløb 

Når borgeren søger om en bestemt form for hjælp, f.eks. et ressourceforløb, skal kommunen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede situation, herunder borgerens helbredsmæssige-, sociale og arbejdsmæssige forhold vurdere, om og i givet fald hvilken indsats der skal iværksættes. 

Kommunen skal træffe afgørelse om retten til hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. 

Kommunen skal se borgerens ansøgning i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp til forsørgelse og udvikling med henblik på, at borgeren fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Kommunen kan ikke afvise at behandle borgerens ansøgning om hjælp med den begrundelse, at borgeren ikke kan ansøge om et ressourceforløb. 

Borgeren har ikke krav på, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om ressourceforløb, da der ikke er hjemmel i reglerne om ressourceforløb til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om hjælp. Kommunen skal kun forelægge sagen for rehabiliteringsteamet og behandle sagen med henblik på ressourceforløb i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for et ressourceforløb. Der henvises til principafgørelse 6-14 om forelæggelse for rehabiliteringsteamet og udarbejdelse af rehabiliteringsplan. 

Det følger af principperne for god forvaltningsskik, at kommunen skal svare på borgerens spørgsmål og relevante bemærkninger i sagen. I den konkrete sag skulle kommunen derfor i begrundelsen for afgørelsen forholde sig til borgerens anmodning om at få et ressourceforløb. 

Et afslag på at behandle sagen med henblik på ressourceforløb vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over. Det fremgår af principafgørelse 64-11, at jobcentrets afslag på at afklare arbejdsevnen måtte anses for en afgørelse, der tilsigtede at have retsvirkning efter sit indhold, det vil sige afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.

Resumé:
Efter boligstøtteloven skal kommunen yde lån til betaling af beboerindskud i lejligheder, når indkomstbetingelserne herfor er opfyldt. Kommunen kan dog afslå at yde lånet blandt andet i den situation, hvor kommunen efter en samlet vurdering af ansøgerens personlige og økonomiske forhold finder, at ansøgeren ikke har behov for lånet. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis kommunen vurderer, at ansøgerens hidtidige bolig er fuldt tilfredsstillende. 

Kommunen skal foretage en konkret rimelighedsvurdering, hvor der skal lægges vægt på boligens standard og størrelse i forhold til husstandens størrelse og sammensætning samt på særlige personlige forhold, der gør en flytning nødvendig. 

Ved anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen er det ikke tilstrækkeligt, at den hidtidige bolig er passende. Ansøgers nuværende bolig skal - udover at være tidsubegrænset og beliggende i samme kommune eller byområde - være fuldt tilfredsstillende. Der skal i den forbindelse foretages en samlet vurdering af ansøgers økonomiske og personlige forhold. 

Ved vurderingen skal der tages udgangspunkt i ansøgers situation på ansøgningstidspunktet. Der kan således eksempelvis ikke lægges vægt på, at ansøger har haft mulighed for at spare op til indskuddet. 

En bolig anses som udgangspunkt for fuldt tilfredsstillende, når boligens standard og størrelse skønnes at være tilfredsstillende i forhold til husstanden, og der ikke foreligger dokumenterede forhold, som nødvendiggør flytning. Der er ikke tale om forhold, som nødvendiggør flytning, hvis ansøgeren ønsker at flytte grundet rene irritationsmomenter, og hvor det ikke kan sandsynliggøres, at flytning til en ny bolig vil afhjælpe ansøgerens gener. 

En bolig kan ikke anses for at være fuldt tilfredsstillende alene med den begrundelse, at et eller flere af husstandsmedlemmerne kan sove i stuen, eller at børn altid kan dele værelse. Der skal foretages en konkret vurdering, hvor bl.a. børnenes alder og køn indgår. Taler denne vurdering for en bevilling, og kan det samtidigt sandsynliggøres at den bolig, der søges om lån til, er mere passende, skal beboerindskudslån ydes.

Resumé:
Kommunalbestyrelsen skal forelægge en sag for børn og unge-udvalget, såfremt et barn eller en ung skal have samvær med en person, hvor der er formodning eller viden om, at personen har begået overgreb mod barnet eller den unge.

Hvis kommunen har viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod barnet eller en ung, skal børn og unge-udvalget, medmindre særlige forhold taler imod det, for en bestemt periode træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge i form af samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse eller om, at samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.

Bestemmelsen blev indføjet i forbindelse med overgrebspakken, som skulle sikre myndighederne bedre redskaber i sager, hvor der var overgreb mod børn eller unge. 

Bestemmelsen indebærer, at børn og unge-udvalget har pligt til at træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen, når der er viden eller formodning om, at den person, der ønsker samvær med barnet eller den unge, har begået overgreb mod et barn eller en ung. Kun medmindre særlige forhold taler imod det, kan børn og unge-udvalget undlade at fastsætte overvåget eller afbrudt samvær.

Børn og unge-udvalg kan ikke tage sager op af egen drift. Udvalget er derfor afhængigt af, at sagerne omkring overvåget eller afbrudt samvær bliver forelagt for udvalget. Det er kommunalbestyrelsen som skal forestå denne forelæggelse. 

Dette betyder, at kommunalbestyrelsen derfor også har en pligt til at forelægge sagerne for udvalget. Det er efter bestemmelsen i § 71, stk. 4, ikke kommunalbestyrelsen der skal vurdere, hvorvidt der er særlige grunde til, at samværet ikke skal være overvåget. Denne kompetence ligger i medfør af serviceloven udelukkende i børn og unge-udvalget. 

Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig støtte til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser. 

Ankestyrelsens mulighed for at gå ind i sagerne af egen drift gælder både i tilfælde, hvor det lovpligtige sagsbehandlingsskridt slet ikke er foretaget, eller afgørelse ikke er truffet, og i de tilfælde, hvor sagsbehandlingsskridtet er foretaget, eller afgørelsen er truffet, men hvor de ikke lever op til lovens krav. 

Et manglende sagsbehandlingskridt er også at undlade at lægge en sag i børn og unge-udvalget. Derfor kan forvaltningen (kommunalbestyrelsen) pålægges, at de skal lægge sagen i børn og unge-udvalget.

Resumé:
Det er alene personer med lovligt ophold i Danmark, der har ret til hjælp efter servicelovens regler.

Kommunens børn og unge-udvalg træffer afgørelse efter serviceloven om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke overfor forældremyndighedsindehavere og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år. En sådan afgørelse forudsætter derfor, at forældremyndighedsindehavere og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, har lovligt ophold i Danmark på det tidspunkt, hvor kommunen træffer afgørelse.

Personer, der opholder sig i Danmark uden lovligt ophold, hører under lovgivningen på udlændingeområdet. Det betyder, at kommunen ikke har hjemmel til at iværksætte foranstaltninger efter reglerne i serviceloven over for denne persongruppe. Kommunen har dog en generel tilsynspligt også over for børn og unge, der opholder sig uden lovligt ophold i kommunen. Det følger af udlændingeloven, at en udlænding, der opholder sig her i landet, og som indgiver ansøgning om asyl, får udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser dækket af Udlændingestyrelsen, indtil udlændingen meddeles opholdstilladelse eller udrejser. Udlændingestyrelsens forpligtelse omfatter også nødvendige sociale foranstaltninger.

Kommunen kan ikke træffe afgørelse i sager om hjælp til børn uden lovligt ophold. Kommunen kan alene udtale sig vejledende til brug for Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Udlændingestyrelsen kan herefter på baggrund af den faglige vurdering fra kommunen beslutte at lade kommunen sætte foranstaltninger i værk over for forældremyndighedsindehaveren, et barn eller en ung. Det er Udlændingestyrelsen, der beslutter og afholder udgifterne til særlige støtteforanstaltninger.

Et børn og unge-udvalg i en kommune kan således ikke træffe afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet uden samtykke, hvis forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge over 12 år ikke har lovligt ophold i Danmark på afgørelsestidspunktet.

Ankestyrelsen ophævede børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse uden samtykke af en udenlandsk kvindes børn, fordi hun som indehaver af forældremyndigheden ikke havde lovligt ophold, da børn og unge-udvalget traf afgørelse. Kvinden havde på tidspunktet for børn og unge-udvalgets afgørelse fået afslag på asyl i Danmark.

Da Ankestyrelsen traf afgørelse, havde kvinden fået lovligt ophold, og Ankestyrelsen benyttede derfor sin kompetence til af egen drift at træffe afgørelse om anbringelse af børnene uden samtykke.

Resumé:
Borgere kan - efter servicelovens § 100 - få dækket udgifter til daglige håndsrækninger i form af snerydning, græsslåning, vinduespudsning, hækklipning og lignende.

Udmåling af nødvendige merudgifter til håndsrækninger forudsætter en helhedsvurdering af borgerens samlede situation. Kommunen skal i vurderingen inddrage, hvilken hjælp borgeren kan forvente fra borgerens netværk. Øvrige medlemmer af en husstand, blandt andet børn, forventes at deltage i opgaveudførelsen i hjemmet.

Jo større og mere modent et barn er, des større kan forventningerne til barnets deltagelse i arbejdsopgaverne i hjemmet være. En kommune skal dog i hvert enkelt tilfælde sørge for, at kravene ikke går videre end de krav, der normalt stilles til børn i samme alder. Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering af, om barnet kan håndtere opgaverne. Kommunen skal blandt andet se på, om der er særlige behov eller hensyn, der gør sig gældende i forhold til det enkelte barns samlede livssituation og ressourcer, samt hvilke opgaver, barnet i forhold til sin modenhed kan forventes at klare.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at borgerens søn på 17 år ikke kunne indgå på lige fod med en voksen i opgaveudførelsen i hjemme, da sønnen på grund af efterskoleophold kun opholdt sig i hjemmet i et begrænset omfang, og da det var uklart, hvor stor betydning sønnens indlæringsvanskeligheder havde i forhold til at kunne hjælpe i hjemmet. Da der ikke var tilstrækkelige oplysninger til, at vi kunne træffe afgørelse om udmåling, blev sagen hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Resumé:
Kommunen skal efter servicelovens regler tilbyde ledsagelse til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Efter ledsagebekendtgørelsen er personer med sindslidelse ikke omfattet af personkredsen for en ledsageordning efter servicelovens § 97. Baggrunden herfor er ifølge forarbejderne til lovbestemmelsen, at arbejdet med sindslidende stiller særlige krav om indsigt og træning, der ligger ud over de kvalifikationer, det er forudsat, ledsagerne skal have.

Begrebet ”sindslidelse” bruges almindeligvis til at betegne alle psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, som fremgår af WHO’s diagnosesystem. Der er ikke en entydig sammenhæng mellem en given sindslidelse og den enkelte persons psykiske funktionsevne.

Ankestyrelsen finder på den baggrund, at ledsagebekendtgørelsens bestemmelse om personer med sindslidelse skal ses i sammenhæng med lovgivningens øvrige kriterier for bevilling af ledsageordning: at borgeren ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og at borgeren kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold.

Der kan derfor ikke gives afslag på ledsageordning alene med den begrundelse, at ansøger har en nedsat psykisk funktionsevne som følge af en sindslidelse. Kommunen skal i hvert tilfælde foretage en konkret og individuel helhedsvurdering af borgerens behov. Hvis det vurderes, at borgeren ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal der foretages en vurdering af, om borgeren har behov for socialpædagogisk støtte. Har borgeren behov for socialpædagogisk støtte eller anden støtte, der kræver særlige kvalifikationer hos ledsageren, vil borgeren ikke være berettiget til ledsageordning.

Forskellige typer af behov

Kommunen skal være opmærksom på, at borgeren kan være berettiget til ledsageordning til nogle typer af aktiviteter, men have behov for socialpædagogisk støtte til andre typer af aktiviteter. Der kan derfor være behov for, at ledsagebehovet dækkes efter flere forskellige bestemmelser.

Beboere på botilbud

Ledsageordning kan bevilges uanset boform. Beboere på et botilbud, der vurderes at være omfattet af personkredsen, er berettiget til ledsageordning til aktiviteter, som ikke er en integreret del af botilbuddet.

Administration af ordningen

Der er ikke krav om, at borger selv er i stand til at administrere ledsageordningen, medmindre der er tale om udbetaling af kontant tilskud til ledsageordningen.

Resumé:
En person, der modtager hjemmehjælp, kan vælge selv at udpege hjælperen efter servicelovens § 94.

Den udpegede hjælper skal godkendes af kommunen.

En selvudpeget hjælper kan først ansættes fra det tidspunkt, hvor kommunen har truffet afgørelse om, at den pågældende hjælper er godkendt. Godkendelsen er en forudsætning for, at ordningen kan bevilges.

Da ordningen om selvudpeget hjælp er direkte afledt af servicelovens § 83, og da alle arbejdsgiverrelaterede opgaver håndteres af kommunen, herunder godkendelse af den mulige hjælper, kan ydelsen efter bestemmelsen ikke gives fra ansøgningstidspunktet, men alene fra godkendelsestidspunktet. En ydelse efter servicelovens § 94 er i øvrigt ikke en kontantydelse, men en naturalydelse.

Kommunen skal tilbyde hjemmehjælp efter servicelovens § 83, indtil godkendelsesproceduren er afsluttet.

Resumé:
Der kan ydes støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe de varige følger af en nedsat funktionsevne. Et hjælpemiddel skal medvirke til, at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre den pågældende uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Der kan alene ydes støtte til hjælpemidler, der i væsentlig grad afhjælper en nedsat funktionsevne.

Der kan ikke ydes støtte efter serviceloven til behandlingsredskaber. Behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling i sygehusvæsnet, eller som led i fortsættelse af den iværksatte behandling. Formålet er enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, som er opnået ved behandlingen eller at forhindre forringelse af dette resultat.

En epilepsialarm kan være et hjælpemiddel. Afgørelsen må bero på en konkret vurdering af lidelsens karakter og formålet med brugen af epilepsialarmen.

Hvis formålet med epilepsialarmen er at alarmere om et epileptisk anfald, når epileptikeren ikke selv er i stand til at tilkalde hjælp, skal epilepsialarmen betragtes som et hjælpemiddel.

Hvis en epilepsialarm alene skal bruges til at registrere epileptiske anfald til brug for regulering af medicin, skal den ikke betragtes som et hjælpemiddel, idet den så er et led i epileptikerens behandling.

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at en epilepsialarm var et hjælpemiddel, da formålet med epilepsialarmen var at alarmere barnets forældre om natlige epileptiske anfald, når barnet ikke selv kunne tilkalde hjælp ved akut behov. Ved vurderingen af kravet om væsentlighed lagde Ankestyrelsen særligt vægt på karakteren af de epileptiske anfald hos barnet og behovet for hjælp under et anfald. Det fremgik af sagen, at barnet havde fokal epilepsi med tendens til sekundær generaliserende krampetilfælde, at han havde haft natlige anfald, og at anfaldene skulle stoppes af forældrene med medicin for at barnet ikke kom til skade.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen også, at en epilepsialarm var et hjælpemiddel til et barn, der led af rolandisk epilepsi, der typisk gav krampeanfald i forbindelse med indsovning og opvågning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet var bevidstløs under de epileptiske anfald, og at anfaldene skulle brydes med medicin, såfremt de varede mere end 3-5 minutter, da hun ellers var i risiko for hjerneskader.

Resumé:
Ny praksis

Udbetalingen af sygedagpenge kan først standses efter sygedagpengelovens § 24, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, når der er truffet en gyldig afgørelse.

Udbetalingen af sygedagpenge standses ikke automatisk på revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne. Kommunen skal, forinden udbetalingen af sygedagpenge standses, have vurderet og besluttet, om der er grundlag for at forlænge sygedagpengeperioden eller for at iværksætte revalidering, ressourceforløb, visitere til fleksjob eller tilkende førtidspension.

Hvis en kommune ikke inden revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller inden udløbet af en af forlængelsesmulighederne har truffet afgørelse om, at sygedagpengeudbetalingen skal ophøre, fortsætter udbetalingen af sygedagpenge, indtil kommunen har truffet en gyldig afgørelse om standsning af sygedagpenge.

Der er ikke hjemmel til at træffe afgørelse med tilbagevirkende kraft efter sygedagpengelovens § 24, stk. 1, jf. § 27, stk. 1.

Udbetalingen af sygedagpenge kan dog standses med tilbagevirkende kraft, hvis borgeren f.eks. har raskmeldt sig, genoptaget sit arbejde, stillet sig til rådighed for A-kassen, eller er påbegyndt uddannelse. I disse situationer er betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere til stede, borgeren vidste eller burde vide dette, og borgeren har derfor ikke haft en berettiget forventning om fortsat at modtage sygedagpenge. Tilsvarende gælder, hvis der foreligger omstændigheder, som kan medføre tilbagebetaling efter sygedagpengelovens § 71, det vil sige at borgeren uberettiget mod bedre vidende har modtaget sygedagpenge.

Højesterets dom

Højesteret har i dom af 10. september 2015 fastslået, at det ikke var muligt med tilbagevirkende kraft at træffe afgørelse om, at en kvinde ikke var berettiget til forlængelse af sygedagpengeperioden ud over tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1. Der var inden tidsbegrænsningen truffet afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge af anden aktør. Beskæftigelsesankenævnet havde ophævet anden aktørs afgørelse på grund af kompetencemangel og hjemvist sagen til kommunen.

Højesteret fastslog, at ordlyden af den dagældende bestemmelse i sygedagpengelovens § 24 sammenholdt med reglerne i lovens kapitel 9 om forlængelse af sygedagpengeperioden (§§ 27-29), samt ordlyd og forarbejder til sygedagpengelovens § 28 mest nærliggende må forstås således, at udbetaling af sygedagpenge ikke skal standses automatisk ved varighedsperiodens udløb, men at kommunen forinden skal have vurderet og besluttet, om der er grundlag for at forlænge dagpengeperioden eller for at iværksætte revalidering, visitere til fleksjob eller tilkende førtidspension.

Højesteret fandt, at der ikke efter sygedagpengeloven eller efter almindelige forvaltningsretlige grundsætninger var grundlag for at tillægge kommunens afgørelse virkning tilbage fra varighedsbegrænsningen (nu revurderingstidspunktet). Det forhold, at Beskæftigelsesankenævnet i forbindelse med hjemvisningen af sagen til kommunen anførte, at hjemvisningen ikke umiddelbart ville medføre udbetaling af sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 27, kunne ikke i sig selv føre til et andet resultat.

Da den hjemviste afgørelse var uden retsvirkninger som følge af kompetencemangel, fandt Højesteret endvidere, at den opfattelse, som indholdet af afgørelsen kunne have bibragt pågældende om hendes retsstilling, var uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne kunne beslutte, at udbetalingen af sygedagpenge kunne ophøre med virkning fra et tidspunkt forud for kommunens nye afgørelse. Der var således heller ikke som følge af en hensyntagen til pågældendes forventninger grundlag for at tillægge afgørelsen virkning tilbage fra varighedsbegrænsningen (nu revurderingstidspunktet).

Genoptagelse 

Ankestyrelsens principafgørelser har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen. Undtagelse herfra er, hvis der tidligere har været tale om en forkert fortolkning af loven (en retsvildfarelse) eller ulovlig praksis.

På baggrund af Højesterets dom må den tidligere praksis anses for at være baseret på en retsvildfarelse.

Som konsekvens af dommen og praksisændringen skal kommunerne og Ankestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor udbetalingen af sygedagpenge efter tidligere praksis er standset med tilbagevirkende kraft ved revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne.

Afgørelse om genoptagelse skal træffes af den myndighed, der senest har realitetsbehandlet sagen. Afgørelser truffet af de tidligere beskæftigelsesankenævn skal behandles af Ankestyrelsen.

Genoptagelsen kan føre til, at afgørelsen ændres eller fastholdes eventuelt med en ændret begrundelse, hvis udbetalingen kunne ophøre med tilbagevirkende kraft.

Forældelse og modregning

Der skal ved behandlingen af en sag om genoptagelse tages stilling til, om der er indtrådt forældelse efter reglerne i lov om forældelse af fordringer. Den løbende udbetaling af sygedagpenge forældes efter tre år.

Ankestyrelsen har ikke med denne principafgørelse taget stilling til spørgsmålet om forældelse, da det ikke har været aktuelt i den konkrete sag. Eventuelle forældelsesspørgsmål må afgøres konkret.

Der skal desuden tages stilling til, om der er grundlag for modregning, hvis der har været udbetalt eventuelle andre ydelser i den periode, efterbetalingskravet vedrører.

Offentliggørelse

Genoptagelse af sager på baggrund af Højesterets dom skal ske på myndighedens eget initiativ, hvis det vurderes ikke at være en betydelig administrativ byrde at skulle identificere sagerne. Ellers skal myndigheden informere offentligt om muligheden for at søge om genoptagelse og vejlede om retningslinjerne herfor.

Ankestyrelsen vurderer, at det vil være en betydelig administrativ byrde for styrelsen at søge at identificere sagerne, og der vil ikke være sikkerhed for, at alle sager ville kunne identificeres. Ankestyrelsen vil derfor informere offentligt om muligheden for at søge om genoptagelse og vejlede om retningslinjerne herfor. Dette vil blandt andet ske på Ankestyrelsens hjemmeside.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering orienterer kommunerne. De enkelte kommuner skal vurdere, om de kan identificere sagerne, eller om de skal vejlede lokalt om muligheden for at søge om genoptagelse.

Resumé:
Socialtilsynet skal godkende og føre driftsorienteret tilsyn med de tilbud, der er angivet i lov om socialtilsyn.

Tilbuddet skal være godkendt for at indgå i den kommunale forsyning. Det betyder, at en kommune ikke kan visitere borgere til tilbuddet, medmindre det er godkendt af socialtilsynet.

Når et tilbud søger om godkendelse som generelt egnet til en bestemt målgruppe af borgere, træffer socialtilsynet afgørelse om godkendelse på baggrund af en vurdering af, om tilbuddet samlet set opfylder betingelserne for godkendelse. Det er en betingelse for godkendelse af sociale tilbud, at tilbuddet efter en samlet vurdering har den fornødne kvalitet. Tilbuddets kvalitet vurderes inden for en række temaer, der er angivet i loven.

Der er ikke i lov om socialtilsyn indsat bemyndigelse til at fastsætte regler om, at der i forbindelse med det driftsorienterede tilsyn kan fastsættes vilkår om fravigelse af godkendelsen som alternativ til en ændring af godkendelsen. § 6, stk. 3, i bekendtgørelse om socialtilsyn har således ikke hjemmel i loven. Der kan kun fastsættes en sådan bestemmelse i bekendtgørelsesform, hvis der er klar hjemmel hertil i loven. Bekendtgørelsen må således kun omhandle det, som loven giver mulighed for.

Dette støttes på en ordlydsfortolkning af bemyndigelsesbestemmelserne i lov om socialtilsyn. Heller ikke formålet bag godkendelsesproceduren ses at støtte en sådan bemyndigelse til at fastsætte vilkår om fravigelse af godkendelsen. Vi henviser i den forbindelse til, at socialtilsynet ved godkendelse skal foretage en bedømmelse af alle indikatorer i kvalitetsmodellen.

Selv om § 6, stk. 3, i bekendtgørelsen efter sin ordlyd giver mulighed for at godkendelsen kan fraviges i både udvidende og indskrænkende retning, kan bestemmelsen derfor ikke anvendes. En ansøgning om udvidelse af målgruppen skal i stedet behandles som en ansøgning om ændring af godkendelsen.

Resumé:
En person, der modtager sygedagpenge, har ret til befordringsgodtgørelse i det omfang, personen deltager i tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, og den daglige transport mellem bopæl og stedet, hvor tilbuddet udføres, overstiger 24 kilometer.

En sygedagpengemodtager har dog ret til den faktiske udgift til befordring, hvis udgiften er en følge af en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne, og personen deltager i et tilbud som led i afklaringen af den enkeltes arbejdsevne efter reglerne om revalidering.

Det er et krav for bevilling af den faktiske udgift til befordring til sygedagpengemodtagere, at afklaringen af arbejdsevne sker i forbindelse med forrevalidering.

Det skal derfor fremgå udtrykkeligt af tilbuddet om afklaring af arbejdsevne, at det er givet som led i forrevalidering.

Resumé:
En arbejdsgiver har ret til refusion af barselsdagpenge ved arbejdstagerens graviditetsbetingede sygefravær, når retten til fravær er dokumenteret, og når arbejdsgiveren har anmodet om refusion rettidigt, dvs. inden for fristen på 8 uger efter orlovsperiodens udløb.

En arbejdsgiver kan have ret til refusion af barselsdagpenge, selv om arbejdsgiveren ikke har anmeldt fraværet til Udbetaling Danmark inden for fristen på 5 uger efter første fraværsdag.

En orlovsperiode anses for at være udløbet, når der i en uge ikke har været fravær, der berettiger til refusion.

Ved graviditetsbetinget sygefravær skal Udbetaling Danmark have oplysning om årsag, omfang og forventet eller faktisk varighed af fraværet. Graviditetsbetinget sygefravær skal være lægeligt dokumenteret. Det skal fremgå af lægeerklæringen, at kvinden er uarbejdsdygtig som følge af sygdom, der skyldes graviditeten. Hvis graviditeten hindrer, at en sygdom kan behandles eller hvis graviditeten væsentligt forværrer en sygdom – der ellers ikke har forbindelse med graviditeten – har kvinden også ret til barselsdagpenge. Lægeerklæring indhentes og betales af Udbetaling Danmark.

Det bemærkes, at der gælder andre regler for ledige medlemmer af en arbejdsløshedskasse og for selvstændigt erhvervsdrivende ved overskridelse af de gældende frister for anmeldelse af graviditetsbetinget sygefravær.

Resumé:
Kommunen kan godkende en § 56-aftale indgået mellem arbejdsgiver og lønmodtager i arbejdsgiverperioden, hvorefter arbejdsgiver kan opnå ret til refusion fra § 56-aftalens indgåelse.

Arbejdsgiver opnår ret til sygedagpengerefusion fra indgåelsen af en godkendt § 56-aftale, selvom § 56-aftalen er indgået i arbejdsgiverperioden. Hvis § 56-aftalen bliver indgået efter arbejdsgiverperioden er udløbet, opnår arbejdsgiver først ret til sygedagpengerefusion i arbejdsgiverperioden, når der næste gang indtræder en arbejdsgiverperiode.

I forbindelse med at lønmodtager overgår fra en sygemelding på fuld tid til en delvis sygemelding, indtræder der ikke en ny arbejdsgiverperiode.

Resumé:
Ret til og optjening af førtidspension

Statsborgere fra en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien har ret til dansk førtidspension, hvis betingelserne i konventionens artikel 26, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, eller hvis betingelserne i pensionslovens § 2, stk. 2, er opfyldt.

Er betingelserne i konventionens artikel 26 for at få ret til førtidspension opfyldt, skal forsikringsperioder tilbagelagt efter jugoslavisk lovgivning medregnes, som om det drejede sig om bopælsperioder tilbagelagt efter dansk lovgivning.

Det betyder, at en statsborger i en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien, der har optjent en eller flere forsikringsperioder i det tidligere Jugoslavien, skal have disse perioder tillagt den danske bopælstid ved beregningen af størrelsen af den danske pension.

Danske statsborgere skal ved beregningen af størrelsen af pension have medregnet forsikringsperioder tilbagelagt efter jugoslavisk lovgivning, som om det drejede sig om bopælsperioder tilbagelagt efter dansk lovgivning, hvis de pågældende forsikringsperioder ikke giver ret til pension efter lovgivningen i en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien eller efter bestemmelserne i konventionen.

Det betyder, at en dansk statsborger, der har optjent ret til pension i en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien, ikke har ret til at få lagt forsikringsperioderne til den danske bopælstid ved beregningen af størrelsen af dansk pension.

Ret til pension fra både Danmark og en anden kontraherende stat i det tidligere Jugoslavien

Er der erhvervet ret til pension efter lovgivningen i både Danmark og i en anden kontraherende stat i det tidligere Jugoslavien, skal pensionerne fastsættes efter de særlige bestemmelser i konventionens artikel 32.

Den danske pension beregnet efter reglerne i artikel 32 kan sammenlagt med pensionen fra det tidligere Jugoslavien ikke udgøre et lavere beløb end den pension, pensionisten har ret til efter dansk lovgivning eller efter bestemmelserne i konventionen. I givet fald skal der efter konventionen ydes et tillæg, der svarer til forskellen, så længe pensionisten har bopæl i Danmark.

Flygtninge

Pensionslovens hovedregel om, at bopæl i oprindelseslandet sidestilles med bopæl her i riget for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7 i udlændingeloven, kan ikke anvendes for perioder, hvor der er ret til pension fra oprindelseslandet.

Konventionen med Jugoslavien om social sikring

Makedonien, Bosnien-Herzegovina og Serbien og Montenegro har statssuccederet i konventionen af 22. juni 1977 med Jugoslavien om social sikring. At staterne har succederet i konventionen betyder, at de har indtrådt i det tidligere Jugoslaviens rettigheder og pligter efter konventionen.

Slovenien har statssuccederet i konventionen med Jugoslavien, men anser ikke konventionen for gældende længere. Slovenien anser EU forordning 883/04 som det juridiske grundlag i forhold til forpligtelser om social sikring mellem Danmark og Slovenien.

Kroatien har indgået en selvstændig overenskomst med Danmark om social sikring, som afløser konventionen om social sikring med Jugoslavien.

Kosovo har ikke statssuccederet i konventionen med Jugoslavien om social sikring, hvorfor konventionen ikke er gældende mellem Danmark og Kosovo.

Ophævelse af principafgørelse 145-10

Konventionens artikel 4

Ankestyrelsens principafgørelse 145-10 fastslog, at danske statsborgere, der har bopæl i Danmark ikke er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Der blev i afgørelsen lagt vægt på, at ”det af konventionens artikel 4 fremgår, at reglerne om førtidspension omfatter statsborgere fra Jugoslavien, der har bopæl i Danmark, og statsborgere fra Danmark, der har bopæl i Jugoslavien. ”

Artikel 4 blev således fortolket som en personkredsregel, der regulerer, hvem der er omfattet af konventionens anvendelsesområde. Det var en fejlfortolkning af artikel 4 at anse den som en personkredsregel.

Artikel 4 er en lovvalgsregel, der fastsætter, om et retsforhold omhandlet af konventionen skal afgøres efter dansk ret eller jugoslavisk ret. Denne fortolkning af artikel 4 medfører, at danske statsborgere med bopæl i Danmark vil være omfattet af konventionen og kan støtte ret på dens bestemmelser.

Ankestyrelsens praksis i 145-10 har betydet, at danske statsborgere med bopæl i Danmark har fået afslag på at få medregnet forsikringsperioder optjent i det tidligere Jugoslavien ved beregningen af den danske pension. Det betyder, at de ikke har fået udbetalt den pension, som de har ret til ifølge konventionen.

Konventionens artikel 26

145-10 fastslog også, at statsborgere fra det tidligere Jugoslavien har ret til fuld dansk førtidspension, hvis de opfylder de særlige betingelser i artikel 26 i konventionen for at få ret til dansk førtidspension. Dette er en fejlfortolkning af artikel 26.

Artikel 26 i konventionen omhandler alene selve retten til pension. Den omhandler ikke størrelsen af pensionen, dvs. om der er ret til fuld pension eller en brøkpension.

Konventionens artikel 28

145-10 fastslog derudover, at der efter artikel 28 ikke skal ske fradrag for bopælsår i det tidligere Jugoslavien. Artikel 28 omhandler beregningen af størrelsen af pension. Artiklen fastsætter, hvornår forsikringsperioder optjent i det tidligere Jugoslavien skal medregnes, som om det drejede sig om bopælsperioder tilbagelagt efter dansk lovgivning. Forsikringsperioder optjent i det tidligere Jugoslavien skal således ikke fradrages i en fuld pension som fastsat i 145-10. De skal tillægges den danske bopælsperiode ved beregningen af størrelsen af pensionen.

Genoptagelse af sager afgjort efter principafgørelse 145-10

Denne afgørelse ændrer praksis i forhold til det i principafgørelse 145-10 fastlagte, idet fortolkningen af konventionens artikel 4, 26 og 28 i principafgørelse 145-10 er forkert.

Den nye praksis har således virkning tilbage fra offentliggørelsen af 145-10 den 30. juni 2010, og Ankestyrelsen og Udbetaling Danmark skal derfor tage stilling til genoptagelse af eventuelle sager, hvor der måtte være truffet afgørelse i tidsrummet siden offentliggørelsen af Ankestyrelsens principafgørelse 145-10.

Genoptagelse skal ske efter anmodning eller – hvis det er administrativt overkommeligt – på myndighedernes eget initiativ. Ved en genoptagelse skal Ankestyrelsen og Udbetaling Danmark inddrage lov om forældelse af fordringer og vurdere, om de enkelte sager er forældede.

Resumé:
Ved opgørelse af lejeindtægter fra selvstændig virksomhed skal visse udgifter ved indtægtens erhvervelse fradrages i kontanthjælpen/uddannelseshjælpen

Indtægter fra udlejning af ejerbolig har betydning for uddannelses- og kontanthjælpen. Udlejningen kan i visse tilfælde ligestilles med selvstændig virksomhed, og dermed skal visse udgifter ved indtægtens erhvervelse fradrages i indtægten, før indtægten fratrækkes i uddannelses- og kontanthjælpen.

Ved vurderingen lægges der vægt på, om udlejningen skattemæssigt anses som erhvervsmæssig udlejning, og dermed må sidestilles med selvstændig virksomhed.

Har ansøgeren eller ægtefællen indtægter, trækkes disse efter reglerne som udgangspunkt fra i uddannelses- og kontanthjælpen i den måned, de kommer til udbetaling. En undtagelse er de indtægter, som er nævnt i aktivlovens § 33.

Ved indtægter fra selvstændig virksomhed er hovedprincippet, at udgifter ved indtægtens erhvervelse kan fradrages i indtægten.

I den konkrete sag har kommunen fradraget en månedlig lejeindtægt på 8.000 kr. fuldt ud i en borgers kontanthjælp, med henvisning til Ankestyrelsens principafgørelse A-12-06. Ejerlejligheden var udlejet i mere end 12 måneder. Borger havde lavet udvidet selvangivelse, og det var oplyst, at udgifterne ved ejerlejligheden svarede til lejeindtægten.

Resumé:
Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen skal trækkes fra i hjælpen, når ferien holdes. Der kan kun foretages fradrag svarende til hjælpen for det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.

Efter ferieloven skal ferie holdes med fem dage om ugen. Det vil sige, at lørdag og søndag ikke indgår i beregningen af ferieugen.

I modsætning hertil udbetales uddannelses- og kontanthjælp som et månedligt beløb og dækker dermed alle syv kalenderdage i en uge, herunder også lørdag og søndag.

Det betyder, at fem feriedage, som er optjent efter ferieloven, svarer til en uges ferie og dermed til syv dages uddannelses- eller kontanthjælp.

Antallet af feriedage skal derfor omregnes til kalenderdage, når det vurderes, hvor mange dage en feriegodtgørelse omfatter.

I den konkrete sag havde borger ansøgt om udbetaling af feriegodtgørelse for 25 feriedage. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at feriegodtgørelsen var bestemt til at dække fem ugers ferie og dermed 35 kalenderdage. Der skulle derfor ske fradrag for feriegodtgørelsen svarende til hjælpen for 35 kalenderdage.

Resumé:
Indtægter skal fratrækkes i uddannelses- eller kontanthjælpen.

Indtægter skal som hovedregel trækkes fra krone for krone i den måned, hvor indtægterne kommer til udbetaling.

Feriegodtgørelse er en indtægt, som skal fratrækkes i uddannelses- eller kontanthjælpen.

Som en undtagelse til hovedreglen skal feriegodtgørelse trækkes fra, når ferien holdes, med det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække.

Hvis borger ikke har aftalt feriens placering med kommunen, kan borger ikke anses for at holde ferie, da borger i så fald ikke er fritaget for sin rådighedspligt i det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække. I dette tilfælde skal feriegodtgørelsen i overensstemmelse med hovedreglen trækkes fra krone for krone i den måned, hvor feriegodtgørelsen kommer til udbetaling.

Når feriegodtgørelse skal fradrages krone for krone, skal fradraget ske med det faktiske beløb, der kommer til udbetaling. Kommunen er derfor ikke berettiget til at omregne det udbetalte beløb til et bruttobeløb.

Principafgørelsen er et supplement til principafgørelse O-130-96, hvori det blev fastslået, at der skal ske fradrag i bruttokontanthjælpen for eventuelle indtægter med de faktiske beløb, uafhængigt af hvorledes indtægterne bliver behandlet skattemæssigt.

I en konkret sag havde borgeren ansøgt om udbetaling af feriegodtgørelse i forbindelse med en tvungen ferie fra sit aktiveringssted. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at feriegodtgørelsen skulle fradrages krone for krone, da borgeren ikke havde aftalt feriens placering med kommunen. Ved beregning af fradragets størrelse skulle feriegodtgørelsen ikke omregnes til et bruttobeløb.

I en anden konkret sag havde borgeren fået udbetalt feriegodtgørelse for en ferie, som borgeren allerede havde afholdt, inden borgeren blev bevilget uddannelseshjælp. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at den udbetalte feriegodtgørelse skulle fradrages krone for krone, og at fradraget skulle ske med det faktiske beløb, der var kommet til udbetaling i udbetalingsmåneden. Feriegodtgørelsen skulle derfor ikke omregnes til et bruttobeløb.

Resumé:
Det kan anerkendes som en arbejdsskade, hvis man i forbindelse med sit arbejde bliver smittet med en alvorlig infektionssygdom, som er behandlingskrævende, og der er en latent risiko for, at sygdommen vil kunne bryde ud. Det er ikke afgørende, om behandlingen faktisk finder sted, så længe der ud fra en lægefaglig vurdering er tale om en behandlingskrævende sygdom.

Ankestyrelsen har i en konkret sag anerkendt smitte med tuberkulose som en arbejdsulykke. En sygeplejerske, som var i kontakt med en patient med tuberkulose i udbrud, blev smittet med sygdommen, men udviklede ikke selv tuberkulose i udbrud. Smitten krævede forebyggende behandling, men sygeplejersken blev dog ikke behandlet, fordi hun var gravid.

Resumé:
Partsrepræsentant i rehabiliteringsteamet

Den, der er part i en sag, kan efter forvaltningsloven og forvaltningsretlige principper på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Forvaltningslovens regler om partsrepræsentation gælder dog ikke i de tilfælde, hvor det i lovgivningen er bestemt, at en borger skal medvirke personligt ved sagens behandling, eller borgerens personlige medvirken på grund af sagens karakter i øvrigt er af betydning for sagens afgørelse.

Det er i reglerne om rehabiliteringsteams bestemt, at en borger skal deltage personligt ved sagens behandling i rehabiliteringsteamet, medmindre det er åbenbart formålsløst at udvikle arbejdsevnen.

Borgeren skal som hovedregel deltage personligt i møderne i rehabiliteringsteamet. Det betyder, at borgeren ikke kan lade sig repræsentere på mødet i rehabiliteringsteamet af en partsrepræsentant.

Det er kun i det tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at udvikle borgerens arbejdsevne, at sagen kan behandles i rehabiliteringsteamet uden borgerens deltagelse.

Borgeren skal deltage i møderne i rehabiliteringsteamet blandt andet af hensyn til sagens afklaring. Borgerens personlige deltagelse i møderne i rehabiliteringsteamet er en forudsætning for, at rehabiliteringsteamet kan foretage en vurdering af borgerens arbejdsevne, herunder hvilken indsats der er den rigtige for borgeren, og dermed for, at kommunen efterfølgende kan træffe en afgørelse.

Reglen om, at borgeren skal deltage personligt i rehabiliteringsteamets møde, betyder ikke, at borgeren i alle sagens andre forhold ikke kan lade sig repræsentere af en partsrepræsentant, ligesom borgeren kan have en hjælper med som bisidder på mødet i rehabiliteringsteamet.

I den konkrete sag havde kommunen givet afslag på at lade borgerens moster repræsentere ham på mødet. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig med kommunen i, at borgeren skulle deltage personligt på mødet i rehabiliteringsteamet.

Resumé:
Kommunen skal give sanktion i uddannelses- og kontanthjælp i tilfælde, hvor modtageren af hjælp mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet.

Ved gentagelsestilfælde skal kommunen give skærpede sanktioner.

Aktivlovens bestemmelser om sanktion for mod bedre vidende at tilsidesætte pligten til at oplyse om arbejde eller mod bedre vidende uberettiget at modtage hjælp i udlandet er opdelt i 3 led.

Førstegangssanktionen er nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 3 uger.

Hvis kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion og modtageren af hjælp derefter på ny begår en forseelse omfattet af bestemmelsen, træffer kommunen afgørelse om en skærpet sanktion ved at nedsætte hjælpen med 1/3 i 20 uger.

Hvis modtageren af hjælp begår endnu en eller flere forseelser omfattet af bestemmelsen efter en gentagelsessanktion, træffer kommunen afgørelse om nedsættelse af hjælpen med 1/3 i 20 uger for hver efterfølgende forseelse. Den udbetalte hjælp gøres desuden tilbagebetalingspligtig.

Det er således en forudsætning for, at kommunen kan give en skærpet sanktion i gentagelsestilfælde, at kommunen har truffet afgørelse om førstegangssanktion, før modtageren af hjælp begår endnu en forseelse.

Hvis kommunen ikke har truffet en afgørelse om sanktion for en førstegangsforseelse inden endnu en forseelse, kan den anden forseelse alene udløse en afgørelse om en førstegangssanktion.

Det er uden betydning for anvendelse af reglerne om skærpet sanktion, om der er tale om gentagelse af samme type forseelse. Hvis en person tidligere har fået en førstegangssanktion for tilsidesættelse af pligten til at oplyse om arbejde, kan kommunen således træffe afgørelse om skærpet sanktion ved et efterfølgende ophold i udlandet uden tilladelse.

Kommunen skal i afgørelsen om førstegangssanktion vejlede borgeren om, at der træffes afgørelse om nedsættelse og eventuelt tilbagebetaling af hjælp, hvis en person efterfølgende mod bedre vidende uberettiget har modtaget hjælp under ophold i udlandet eller mod bedre vidende har tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

Resumé:
Hjælp efter bestemmelsen om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere kan alene bevilges til konkrete hjælpeopgaver i form af personlig hjælp, pleje og praktiske opgaver i hjemmet. Der kan ikke bevilges støtte til overvågning. 

Udmåling af hjælpen

Efter servicelovens § 95 kan borgeren modtage et kontant tilskud med henblik på udførelsen af personlig hjælp, pleje og støtte til praktiske opgaver i hjemmet. Hjælpen udmåles efter servicelovens § 83. 

Der kan ydes kontant tilskud til aflønning af hjælpere, der udfører konkrete hjælpeopgaver i hjemmet i form af personlig hjælp, pleje eller støtte til praktiske opgaver for borgeren. 

Modsat bestemmelsen om borgerstyret personlig assistance i servicelovens § 96, er der hverken i servicelovens § 95 eller i reglerne om rådighedstimer i den tilhørende bekendtgørelse nævnt, at der kan ydes hjælp til overvågning, det vil sige, hvor hjælperen alene iagttager borgeren, men ikke udfører hjælpeopgaver. 

I særlige tilfælde kan kommunen bevilge rådighedstimer. Ved rådighedstimer forstås timer, hvor hjælperen er til stede, men hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren, herunder i forbindelse med delt tjeneste eller ved et mere spredt hjælpebehov. Rådighedstimer kan alene bevilges til, at hjælperen står til rådighed. Rådighedstimer kan ikke bevilges til overvågning, hvor hjælpen alene har til formål, at hjælperen skal holde øje med borgeren og reagere på eventuelle hjælpebehov. 

Udmåling af tilskuddet

Kommunens tildeling af hjælp og fastsættelse af timetallet danner grundlag for udmåling af det kontante tilskud til ansættelse af hjælpere i hjemmet. 

Kommunen skal på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens hjælpebehov opgøre, hvilket støttebehov borgeren har til personlig hjælp, pleje og nødvendige praktiske opgaver i hjemmet. 

Kommunen skal ud fra en konkret vurdering af hjælpebehovet opgøre, hvor lang tid de enkelte konkrete hjælpeopgaver i hjemmet tager, som borger får bevilget støtte til. Kommunen skal begrunde udmålingen af tid til hjælpeopgaverne efter servicelovens § 95. 

Vi har ikke med denne principafgørelse taget stilling til, om der kan bevilges hjælp til tilsyn og overvågning efter sundhedslovgivningen.

Resumé:
En borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ret til kontant tilskud, hvis borgerens behov for praktisk hjælp, afløsning og aflastning overstiger 20 timer om ugen.

Tilskuddet kan i særlige tilfælde udbetales til nærtstående.

Betingelsen om mere end 20 timers hjælp om ugen udmåles efter §§ 83 og 84 i serviceloven

Kommunen skal beregne borgerens samlede behov for personlig pleje og praktisk hjælp og afløsning eller aflastning i de 20 timer. Hjælp efter de nævnte bestemmelser er udtømmende. Socialpædagogisk støtte eller anden hjælp indgår ikke i udmålingen. 

Bevilling af socialpædagogisk støtte og praktisk hjælp afhænger af, hvad der ydes hjælp og støtte til

Ved bevilling af praktisk hjælp udfører hjælperen den konkrete opgave.

Ved bevilling af socialpædagogisk støtte hjælper og støtter hjælperen borgeren, så borgeren er med til at udføre den faktiske opgave og herved kan udvikle eller vedligeholde sin psykiske, fysiske eller sociale funktionsevne. 

Afløsning- og aflastningstimer fratrækkes det bevilgede kontante tilskud

Borgers bevilgede afløsning og aflastning indgår i udmålingen af det kontante tilskud. Når kommunen har beregnet borgerens kontante tilskud, kan de timer, hvor borgeren får afløsning eller aflastning, fratrækkes udbetalingen af tilskuddet i samme omfang som den hjælp, borgeren ville have modtaget uden aflastningsopholdet, så der ikke sker dobbeltdækning af pasningsbehovet. Den reelle udbetaling af tilskuddet kan efter fradraget godt komme under 20 timer om ugen. 

Kontant tilskud til nærtstående i særlige tilfælde, § 95, stk. 3

Kommunen kan vælge, om den vil udbetale tilskuddet til nærtstående, hvis borgers hjælpebehov overstiger 20 timer om ugen. Kommunen skal desuden vurdere, om nærtstående, som helt eller delvist passer borgeren, kan administrere ydelsen og tilrettelægge hjælpen.

Borger kan ikke kræve kontant tilskud til nærtstående, men kommunen bør overveje, om bestemmelsen i stk. 3, finder anvendelse, hvis kommunen ikke kan levere den nødvendige hjælp.

Resumé:
Vilkår og påbud skal kunne opfyldes

Socialtilsynet skal godkende og føre driftsorienteret tilsyn med de tilbud, der er angivet i lov om socialtilsyn. I forbindelse med en godkendelse kan socialtilsynet fastsætte vilkår, hvis opfyldelse er en betingelse for fortsat godkendelse. Ligeledes kan socialtilsynet træffe afgørelse om at udstede påbud, hvis overholdelse kan gøres til en betingelse for fortsat godkendelse. 

Vilkåret eller påbuddet skal formuleres så tilstrækkeligt klart, at det er tydeligt for tilbuddet, hvad det skal foretage sig for fortsat at være godkendt eller blive endeligt godkendt, og hvornår det således kan forventes at ske. 

Der kan ikke gives vilkår efter § 5, stk. 4, i lov om socialtilsyn eller påbud efter § 8, stk. 2, i lov om socialtilsyn om forhold, der ikke kan opfyldes, men som er en fortsat betingelse for godkendelsen. Socialtilsynet kan således ikke betinge en godkendelse af, at tilbuddet fortsat undlader noget. Et sådant vilkår vil ikke kunne opfyldes på et bestemt tidspunkt, og tilbuddet vil således ikke have mulighed for at få en endelig godkendelse. Vilkår og påbud kan derimod anvendes om forhold, som tilbuddet kan ændre, så tilbuddet har mulighed for at opfylde vilkåret og påbuddet. 

I den konkrete sag kunne socialtilsynet ikke fastsætte et vilkår om, at plejefamiliens nuværende og fremtidige plejebørn ikke måtte have kontakt eller anden omgang med plejefamiliens tidligere plejebarn. Forhold af en sådan karakter skal i stedet indgå i vurderingen af, om plejefamilien fortsat kan godkendes som generelt egnet.

Resumé:
Tilskud af enzymet laktase i form af Lactrase piller kan være del af en diæt for borgere med laktoseintolerans, men i den konkrete sag var tilskuddet ikke en del af borgerens diæt og udgifterne hertil kunne derfor ikke dækkes som merudgifter

Personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges. Det fremgår af bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse § 2, stk. 1.

I den konkrete sag led borgeren af laktoseintolerans og var derfor omfattet af persongruppen i bekendtgørelsens § 2, stk. 1. Ankestyrelsen fandt imidlertid, at udgifter til Lactrase piller ikke kunne indgå i beregningen af borgerens merudgifter.

Begrundelsen var, at indtagelse af enzymet laktase i form af Lactrase piller ikke var nødvendig på baggrund af forskrifter om diæt. Ankestyrelsen fandt, at det ikke var tilstrækkeligt for at få dækket merudgifter, at indtagelse af laktase kunne gøre hverdagen lettere for borgeren.

Laktase er et enzym, som personer med laktoseintolerans ikke har. Ved at indtage enzymet laktase kan personer med laktoseintolerans spise kost med laktose.

Resumé:
En person med en arbejdsskade, som er visiteret til et fleksjob, men endnu ikke er kommet i fleksjob og som får ledighedsydelse, skal have sit erhvervsevnetab vurderet efter de særlige regler, der gælder for personer i fleksjob.

Østre Landsret har afsagt dom i en arbejdsskadesag, hvor skadelidte var visiteret til fleksjob, men endnu ikke havde fået et fleksjob. Skadelidte modtog ikke ledighedsydelse men en særlig ydelse (kontanthjælp) efter de dagældende regler.

Landsretten fastslog, at en skadelidt, der er visiteret til et fleksjob, og som modtager kontanthjælp eller en særlig ydelse, efter en formålsfortolkning også er omfattet af den særlige regel i arbejdsskadesikringslovens § 17 a. Det vil sige, at der ved beregningen af erhvervsevnetabet skal foretages en sammenligning mellem den løn, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt, og størrelsen af kontanthjælpen eller den særlige ydelse.

Resumé:
Kommunen skal dække nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år, som har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en betingelse, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser i denne lov eller anden lovgivning.

Udgangspunktet for vurderingen er en konkret og individuel helhedsorienteret vurdering af barnets funktionsnedsættelse eller lidelse og det deraf afledte hjælpebehov.

Barnets funktionsniveau skal vurderes med brug af hjælpemidlet

Hvis barnet bruger et hjælpemiddel, skal vurderingen af, om barnet har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, foretages ud fra barnets funktionsniveau med brug af hjælpemidlet.

Ved medicinsk behandling skal vurderingen af, om betingelserne om varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i servicelovens bestemmelse om merudgifter er opfyldt, også foretages ud fra situationen med medicin. Dette gælder dog ikke i de tilfælde, hvor ophør med den medicinske behandling ville være akut livstruende eller medføre umiddelbar risiko for varig eller væsentlig funktionsnedsættelse. I de situationer skal vurderingen foretages uafhængigt af den løbende eller varige behandling, som barnet modtager til afhjælpning af sin lidelse. Denne undtagelse gælder kun ved medicinsk behandling og ikke i de situationer, hvor barnet bruger et hjælpemiddel.

Det er den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse, der er afgørende

Selv om årsagen til den nedsatte funktionsevne ofte vil være en lægelig diagnosticeret lidelse, er det en konkret vurdering af funktionsnedsættelsen, der er afgørende. I denne vurdering vil bl.a. kunne indgå funktionsnedsættelsens betydning i relation til barnets eller den unges aktivitetsniveau, skole- og uddannelsesforhold, personlige forhold, helbredsforhold m.v.

I den konkrete sag var forældrene til et barn med cochlear implant (CI) omfattet af den personkreds, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet.

Resumé:
Der kan ikke ydes hjælp til tandbehandling, hvis ansøger selv kan betale for behandlingen for eksempel ved tilbagekøb af en pension

Ved ansøgning om hjælp til sygebehandling kan kommunen give afslag på hjælp, hvis ansøger selv kan betale for behandlingen for eksempel ved tilbagekøb af en kapitalpension eller en anden pensionsordning. Dette gælder, selv om ansøger er tæt på pensionsalderen, og uanset om pensionen er væsentlig større end behandlingsudgiften.

Der gælder således ikke på dette område regler om, at kommunen ser bort fra et beløb på op til 10.000 kr. og formue i form af visse kapitalpensioner m.v., som tilfældet er ved eksempelvis kontanthjælp.

Kommunen kan ikke uden videre lægge til grund, at borgeren kan tilbagekøbe en pensionsordning. Det er en del af sagens oplysning, hvorvidt der er mulighed for at tilbagekøbe en pensionsordning. Kommunen skal derfor indhente oplysninger herom.

Principafgørelsen er udtryk for en skærpelse af praksis i forhold til A-10-03, som derfor ophæves. Dette skyldes, at der ikke, som angivet i A-10-03, er grundlag for at se bort fra en mindre formue ved vurderingen af, om ansøger selv kan betale for behandlingen.

Resumé:
En borger, som har behov for et længerevarende botilbud, har frit valg mellem botilbud efter servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105, hvis betingelserne for frit valg er til stede, herunder at det af borgeren ønskede botilbud kan tilgodese borgerens behov.

Det følger af forarbejderne til både serviceloven og almenboligloven, at borgerens ret til frit valg omfatter både botilbud efter servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105. En borger, der er tildelt et længerevarende botilbud efter serviceloven, har således ret til frit valg af længerevarende botilbud efter almenboligloven. En borger, der er tildelt et længerevarende botilbud efter almenboligloven, har ret til frit valg af længerevarende botilbud efter serviceloven.

Det er en forudsætning for, at borgeren kan anvende sin ret til frit valg, at det botilbud, som borgeren ønsker, er egnet til at tilgodese borgerens behov, at tilbuddet fremgår af tilbudsportalen, og at det botilbud, som borgeren ønsker, ikke er væsentligt dyrere end det tilbud, som kommunen vurderer kan tilgodese borgerens behov. Kommunen skal vejlede borgeren om retten til frit valg.

Disse generelle betingelser for frit valg, som fremgår af principafgørelserne 165-10, 178-11 og 53-13, finder således anvendelse, uanset om borgeren ønsker at anvende sin ret til frit valg til at flytte til et botilbud i henhold til servicelovens § 108 eller almenboliglovens § 105.

Hvis borgeren ønsker at flytte til en anden kommune, skal borgeren opfylde betingelserne for at få anvist en bolig i både fraflytningskommunen og tilflytningskommunen, jf. almenboliglovens § 58 a, stk. 2, og servicelovens § 108, stk. 2.

Resumé:
En erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er en indtægt

En erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er i forhold til retten til uddannelses- og kontanthjælp en indtægt, da den træder i stedet for en arbejdsindkomst. Det gælder også, hvis erstatningen bliver udbetalt som et større engangsbeløb for en periode, der er gået. Erstatningen er en indtægt, uanset om den bliver udbetalt, mens borgeren modtager hjælp, eller før borgeren har ansøgt om hjælp.

Hvis der er tale om en mindre erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der er blevet udbetalt efter datoen for bevilling af hjælp, skal erstatningen trækkes fra i borgerens hjælp efter reglerne om fradrag for indtægter.

Hvis der er tale om en større erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der bliver udbetalt, mens borgeren modtager hjælp, ophører borgerens ret til hjælp fra det tidspunkt, hvor erstatningen bliver udbetalt. Hvis der er tale om en større erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, der er blevet udbetalt, før borgeren har ansøgt om hjælp, og som stadig helt eller delvist er i behold på ansøgningstidspunktet, har borgeren ikke ret til hjælp.

Hvor stort beløbet skal være afhænger af en konkret vurdering. Ankestyrelsen har praksis for, at retten til kontanthjælp først indtræder på det tidspunkt, hvor en resterende løn og feriepenge er levet op. Der var i et konkret tilfælde tale om løn for 14 dage, feriepenge for fem uger og efterbetaling af løn med et beløb svarende til kontanthjælpsniveauet for en forsørger i 37 dage.

Kommunen skal vurdere, hvor længe borgeren skal leve af erstatningen

Når der er tale om en større erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skal kommunen tage stilling til og meddele borgeren, hvor længe erstatningen skal dække forsørgelsesbehovet.

Kommunen kan ikke ved denne vurdering se bort fra beløb på op til 10.000 kr. for enlige og 20.000 kr. for ægtefæller/samlevende efter aktivlovens § 14, stk. 1. Kommunen kan heller ikke se bort fra beløb af hensyn til borgerens og familiens boligstandard, eller af hensyn til borgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder efter aktivlovens § 14, stk. 2.

Hvis der er et beløb tilbage af erstatningen efter den periode, hvori erstatningen efter kommunens beregning skal dække forsørgelsesbehovet, er dette beløb formue i aktivlovens forstand, da beløbet er opstået ved opsparing.

Disse principper gælder også for andre former for indtægter.

I en sag fik en borger, som modtog kontanthjælp og særlig støtte til boligudgifter efter aktivlovens § 34, udbetalt en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 200.000 kr. Der kunne ikke ses bort fra erstatningen, og udbetalingen af kontanthjælp og særlig støtte ophørte. Borgeren skulle leve af erstatningen i ca. ni måneder.

I en anden sag kunne der ikke ses bort fra en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på 111.696,30 kr., der var blevet udbetalt ca. to måneder før ansøgningen om kontanthjælp, og som fortsat var i behold på ansøgningstidspunktet. Erstatningen var at anse som en indtægt i aktivlovens forstand, og borgeren havde ikke ret til kontanthjælp. Borgeren, der var gift, skulle leve af erstatningen i 17 måneder.

Resumé:
Kommunen skal udtømme alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt

Det er en betingelse for, at kommunen kan give en aktivitetsparat borger en sanktion, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at få personlig kontakt med borgeren om grunden til, at borgeren ikke mødte til samtalen, udeblev fra sit tilbud m.v. Kommunen skal forsøge at få personlig kontakt med borgeren, hvis borgeren ikke reagerer på kommunens skriftlige partshøring.

Det er ikke en betingelse, at kommunen rent faktisk opnår kontakt med borgeren.

Det beror på en konkret vurdering af oplysningerne i den enkelte borgers sag, hvilke og hvor mange forsøg på personlig kontakt kommunen skal gøre, før kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for at få personlig kontakt med borgeren.

Det er som udgangspunkt ikke tilstrækkeligt, at kommunen kun forsøger at få personlig kontakt ved opringninger til borgerens private telefonnummer, og/eller skriver til borgerens private e-mail, hvis der er andre rimelige muligheder for at opnå kontakt. Det kan f.eks. være via borgerens mentor, på borgerens bopæl, eller på borgerens tilbudssted.

Kommunen skal dokumentere forsøgene på personlig kontakt på borgerens sag

Kommunen skal notere på borgerens sag, hvordan, hvornår og hvor mange gange kommunen har forsøgt at komme i personlig kontakt med borgeren inden afgørelsen om sanktion.

De konkrete sager

Ankestyrelsen har valgt at behandle to sager for bedre at belyse problemstillingen.

I sag 1 var det tilstrækkeligt til at opfylde kravet om udtømmelse af alle rimelige muligheder for personlig kontakt, at kommunen forsøgte at få kontakt over telefonen, gennem mentor og gennem uddannelsesinstitution.

I sag 2 var det ikke tilstrækkeligt at kommunen forsøgte at få personlig kontakt ved at sende en e-mail til borgers private e-mailadresse, når der også var et telefonnummer tilgængeligt.

Resumé:
Aktivitetstillæg

Hovedreglen efter aktivlovens § 24, stk. 1, er, at kommunen udbetaler et aktivitetstillæg til uddannelseshjælpen til en borger, der er visiteret som aktivitetsparat og deltager i tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. Kommunen udbetaler også aktivitetstillæg, når borgeren har tilkendegivet, at pågældende ønsker et tilbud. Kommunen kan som udgangspunkt tidligst udbetale tillægget, når borgeren har modtaget uddannelseshjælp i 3 måneder.

Reglen om aktivitetstillæg er en tilkendelsesregel og regulerer, fra hvilket tidspunkt en aktivitetsparat borger har ret til et aktivitetstillæg til uddannelseshjælpen.

Ophør - sanktion

Der er ikke hjemmel til at bringe et bevilget aktivitetstillæg til ophør, uanset at borgeren ikke længere deltager i tilbud.

Aktivitetstillægget indgår som en del af uddannelseshjælpen, og fradrag i eller nedsættelse eller ophør af aktivitetstillægget skal sammen med grundydelsen i form af uddannelseshjælp vurderes efter aktivlovens regler om sanktion. Der kan ikke sanktioneres kun i aktivitetstillægget.

Deltager en aktivitetsparat borger, der er bevilget uddannelseshjælp med aktivitetstillæg, ikke længere i tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, skal kommunen således vurdere, om betingelserne for at give en sanktion er opfyldt, herunder om borgeren havde en rimelig grund til at udeblive fra eller afvise et tilbud.

Det samme gælder for aktivitetsparate borgere, der modtager kontanthjælp, og som er bevilget et aktivitetstillæg efter aktivlovens § 25, stk. 7.

Resumé:
En afgørelse om at anse to personer for samlevende efter aktivlovens § 2 b skal meddeles begge parter

Både den person, der ansøger om eller modtager hjælp, og dennes sambo er part i sagen.

Kommunen skal meddele afgørelsen individuelt til begge parter.

Det er ikke tilstrækkeligt, at parten får underretning om afgørelsen på anden måde – f.eks. via sin sambo.

Udgangspunktet er, at afgørelsen skal meddeles skriftligt. Hvis der er dokumentation for, at afgørelsen er meddelt mundtligt af kommunen, vil manglende skriftlighed ikke medføre ugyldighed.

Afgørelsen har ikke virkning, før den er meddelt begge parter

Meddelelse af afgørelsen er en grundlæggende betingelse for, at afgørelsen kan få retsvirkning efter sit indhold.

Afgørelsen kan ikke håndhæves, før såvel ansøger som samlever har fået afgørelsen meddelt. Det betyder, at kommunen ikke kan beregne hjælpen til ansøgeren på grundlag af samleverens indtægter eller formue, før afgørelsen er meddelt begge parter.

Kommunens afgørelse om samliv og gensidig forsørgelsespligt har ikke retsvirkning, før den er meddelt begge parter.

Resumé:
Kommunen bør oplyse en sag om, hvorvidt to personer er samlevende, i en bestemt rækkefølge

Når kommunen træffer afgørelse om, at to personer er samlevende og har gensidig forsørgelsespligt i sager om kontanthjælp og uddannelseshjælp, skal kommunen først undersøge, om ansøgeren og samboen er omfattet af grundbetingelserne i aktivlovens § 2 b, stk. 1, nr. 1-5. Kommunen indhenter oplysningerne i cpr-registeret.

Betingelserne i § 2 b, stk. 1, nr. 1-5, skal altid være opfyldt. Betingelserne er, at begge er fyldt 25 år, at begge er ugifte, at de har fælles bopæl, at de ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje, og at de ikke er søskende.

Herudover skal betingelserne i § 2 b, stk. 2 eller 3, være opfyldt.

Efter § 2 b, stk. 2, skal kommunen undersøge, om de to personer er omfattet af én af betingelserne i nr. 1-3, det vil sige, om de har et fælles barn, er eller har været noteret som samlevende i ATP, eller tidligere har været gift med hinanden. Kommunen indhenter oplysningerne i cpr-registeret og hos ATP.

Efter § 2, stk. 3, kan kommunen anse to personer for at være samlevende, når de har et samliv af ægteskabslignende karakter.

Kommunen skal i videst muligt omfang indhente oplysninger fra de elektroniske registre, som kommunen har adgang til. Det fremgår af aktivlovens § 98 a.

Kommunen bør derfor først undersøge, om parterne opfylder betingelserne i § 2 b, stk. 2, inden kommunen vurderer, om der er tale om et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3.

Manglende undersøgelse af, om betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt, før der træffes afgørelse om samliv efter § 2 b, stk. 3, medfører ikke i sig selv ugyldighed, hvis kommunens afgørelse om samliv er materielt korrekt

Det medfører ikke i sig selv, at kommunens afgørelse om at anse to personer for samlevende efter § 2 b, stk. 3, er ugyldig, hvis kommunen ikke, inden afgørelsen blev truffet, har undersøgt om betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt.

Grunden er, at der ikke er tale om en væsentlig mangel ved sagsbehandlingen, der kan føre til et ændret resultat af kommunens afgørelse.

I den konkrete sag forelå der en underskreven samlivserklæring, og kommunen havde ikke undersøgt via cpr-registeret eller hos ATP, om parterne var omfattet af betingelserne i § 2 b, stk. 2, nr. 1-3, før kommunen traf afgørelse om at anse parterne for at have et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kommunens vurdering af, at der forelå et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3, var korrekt.

Manglende partshøring medfører ikke altid ugyldighed

Partshøring er en garantiforskrift. Hvis kommunen ikke har partshørt parterne, det vil sige både ansøger og sambo, forud for en afgørelse om samliv, er der en formodning for, at afgørelsen er påvirket af manglen. Afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglen har påvirket afgørelsens resultat.

Det skal derfor konkret vurderes i den enkelte sag, om den manglende partshøring har været af væsentlig betydning for afgørelsen.

Hvis denne konkrete vurdering fører til, at manglen ikke kan anses for at have haft væsentlig betydning for afgørelsen i sagen, medfører den manglende partshøring normalt ikke, at kommunens afgørelse er ugyldig.

Resumé:
Fastholdelsesfleksjob

Det er som hovedregel en betingelse for bevilling af fleksjob på hidtidig arbejdsplads (fastholdelsesfleksjob), at personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.

Akut skade eller sygdom

Hvis den ansatte har været udsat for akut opstået skade eller sygdom, kan kommunen undtagelsesvis bevilge fastholdelsesfleksjob, uanset at personen ikke har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Akut skade eller sygdom omfatter også en alvorlig og fremadskridende sygdom som fx Parkinsons sygdom.

Ved akut skade eller sygdom kan kommunen dog kun bevilge fastholdelsesfleksjob, hvis kommunen vurderer, at det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret vurdering af sygdommen, herunder prognosen for sygdommen, ligesom det skal vurderes, om arbejdspladsen kan gøre noget for at undgå forværring eller forebygge yderligere nedsættelse af arbejdsevnen. Hvis der ikke er mulighed for på arbejdspladsen at gøre noget for at undgå forværring eller forebygge yderligere nedsættelse af arbejdsevnen, skal kommunen bevilge personen fastholdelsesfleksjob.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse om, at en person, som led af Parkinsons sygdom, havde ret til fastholdelsesfleksjob, uanset at han ikke havde været ansat på sin arbejdsplads i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at personen led af en alvorlig og fremadskridende sygdom med henfald af hjerneceller over tid og uden gendannelse heraf. Beskæftigelsesudvalget vurderede, at det måtte anses for åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Udvalget vurderede, at der ikke var mulighed for på arbejdspladsen at gøre noget for at undgå forværring eller forebygge yderligere nedsættelse af arbejdsevnen. Udvalget lagde herved vægt på oplysningerne om, at personens sygdom ville forværres over tid, og at prognosen var dårlig med gradvis forværring uden mulighed for at bremse sygdommen.

Udvalget lagde desuden vægt på, at sygdommen allerede konkret betød, at arbejdsevnen var væsentligt nedsat.

Resumé:
Beregning af løntilskud til arbejdsgiver ved ansættelse i fleksjob

Arbejdsgiver betaler lønnen til ansatte i fleksjob bevilget før 1. januar 2013. Kommunen betaler arbejdsgiveren tilskud til lønnen.

Tilskuddet bliver beregnet ud fra lønnen. Hertil kommer udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP og eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Principafgørelsen tager stilling til, at arbejdsgiveren har ret til tilskud af lønmodtagerens pensionsbidrag, hvis arbejdsgiveren finansierer bidraget.

Pensionsbidrag

Skal arbejdsgiveren ifølge overenskomsten betale pensionsbidrag, indgår bidraget som et arbejdsgiverbidrag ved beregningen af løntilskud til arbejdsgiveren.

Mange pensionsordninger er indrettet, så arbejdsgiveren betaler en andel af pensionsbidraget, mens den ansatte selv betaler resten. I det tilfælde bliver den ansattes andel af pensionsbidraget trukket fra i den ansattes løn.

I nogle overenskomster – typisk for offentligt ansatte – finansierer arbejdsgiveren hele udgiften til pensionsbidrag. Det sker, selvom bidraget kaldes ”eget bidrag”. Det kan i overenskomsten være formuleret som:

”… 1/3 af det samlede pensionsbidrag anses for at være den ansattes eget bidrag …”

eller

”… 1/3 af det samlede pensionsbidrag henføres til egetbidrag …”

Hvis det er dokumenteret, at arbejdsgiveren også finansierer lønmodtagerens ”eget bidrag”, skal tilskuddet fastsættes på grundlag af arbejdsgiverens faktiske udgift.

En del af arbejdsgiverens udgift kan derfor også være lønmodtagerens eget bidrag til en pensionsordning.

For at afklare spørgsmålet, om arbejdsgiver reelt finansierer begge bidrag, skal der foretages en konkret vurdering. I vurderingen indgår overenskomsten og lønsedler.

Resumé:
Betingelser for førtidspension til unge med udviklingshæmning

Efter reglerne, der trådte i kraft 1. januar 2013 (førtidspensionsreformen), kan borgere fra 18 til 39 år få førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.

I en sag, hvor en 18-årig borger var mentalt retarderet i spændet fra lettere grad til middelsvær grad, vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg konkret, at det ikke på tidspunktet for kommunens afgørelse var dokumenteret, eller at det på grund af særlige forhold var helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kunne forbedres.

Udvalget vurderede, at det ikke ud fra de lægelige oplysninger alene var muligt at vurdere, om borgerens funktionsniveau var nedsat i et sådant omfang, at det var udelukket, at han kunne blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, for eksempel i form af et fleksjob. Udvalget vurderede i den forbindelse, at der var behov for en yderligere og længerevarende afklaring med henblik på udvikling af borgerens arbejdsevne.

Udvalget lagde vægt på, at det fremgik af sagens oplysninger, at borgeren var mentalt retarderet i spændet fra lettere grad til middelsvær grad. Borgeren havde som følge heraf indlæringsvanskeligheder og var forsinket i sin udvikling. Borgeren var beskrevet som en dreng med gode sociale kompetencer. Der var ikke beskrevet særlige psykiske problemer.

Udvalget lagde vægt på, at at det fremgik af sagen, at borgeren i sine sproglige og kommunikative kompetencer klarede sig godt ved almindelig daglig tale, og at han i dagligdags situationer havde et næsten aldersvarende ordforråd. Det var desuden oplyst, at borgeren havde gode faglige muligheder, men at han ikke brugte dem optimalt. Det fremgik også, at borgeren læste dansk på 3. klasses niveau, og at han både læste skøn- og faglitteratur. Det fremgik dog også, at han havde problemer med at fokusere, fastholde og dele sin opmærksomhed, og at han havde hukommelsesproblemer og let blev afledt. Der var jævnligt behov for at blive guidet. Han var dygtig til IT, og han var hurtig til at lære nye programmer.

Udvalget lagde videre vægt på, at der i sagen lå en elevbeskrivelse fra borgerens efterskole. Det fremgik af denne, at borgeren var i stand til at transportere sig selv med busser og tog, og at han med interesse deltog i madlavningen. Det fremgik også af elevbeskrivelsen, at borgeren var glad for pedelarbejde på skolen, og at han ligeledes havde interesse for mekaniker området.

Udvalget lagde desuden vægt på, at borgeren var i gang med et tre årigt STU forløb (Særligt Tilrettelagt Uddannelse). Udvalget vurderede, at det ikke kunne udelukkes, at der var udviklingsmuligheder ved fortsat deltagelse i det 3-årige STU-forløb.

Forskellen til principafgørelse 68-14, hvor Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg traf afgørelse om ret til førtidspension, er, at borgeren i denne sag ikke har psykiske problemer, har flere kompetencer, og er væsentligt bedre fungerende både fagligt og socialt.

Resumé:
Ophør af sygedagpenge

Sygedagpengeudbetalingen ophører helt den dag, hvor lønmodtageren eller den selvstændige erhvervsdrivende er helt arbejdsdygtig, og delvist den dag, hvor pågældende er delvist arbejdsdygtig.

Udbetalingen kan ifølge sygedagpengelovens § 7, stk. 5, 2. pkt., ophøre tidligere, når den sygemeldtes helbredstilstand er stationær, og kommunen efter en individuel, konkret vurdering af personens arbejdsevne skønner, at den sygemeldte ikke er berettiget til revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension.

Kommunen kan ikke standse sygedagpengeudbetalingen alene med den begrundelse, at den sygemeldte vil kunne stille sig til rådighed på det ordinære arbejdsmarked på deltid. Det er en forudsætning, at den helbredsmæssige tilstand er stationær, og at det er afklaret, at den sygemeldte ikke har behov for revalidering, ressourceforløb eller visitation til fleksjob eller førtidspension.

Uarbejdsdygtighed på revurderingstidspunktet

Vurderingen af uarbejdsdygtighed er den samme, uanset om den sker på revurderingstidspunktet eller et andet tidspunkt. En sygemeldt kan derfor kun vurderes arbejdsdygtig på revurderingstidspunktet, hvis der foreligger tilstrækkelige oplysninger, herunder lægelige, som underbygger denne vurdering.

Resumé:
Bevilling af ressourceforløb til sygedagpengemodtagere

Hvis en sygedagpengemodtager får bevilget et ressourceforløb, skal udbetalingen af sygedagpenge ophøre, og pågældende får i stedet udbetalt ressourceforløbsydelse. Pågældende kan ikke vælge fortsat at få udbetalt sygedagpenge.

Kommunen kan give ressourceforløb til personer, der ud over ledighed har komplekse problemer, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af en beskæftigelsesindsats og sociale eller sundhedsmæssige indsatser.

Bevillingen sker inden revurderingstidspunktet

Hvis bevillingen af ressourceforløb sker, inden tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, stk. 1, er nået, skal ressourceforløbsydelsen udbetales på sygedagpengeniveau, indtil revurderingstidspunktet ville indtræde. Der skal ikke træffes afgørelse om, hvorvidt der herefter kunne være sket forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.

Bevillingen sker på revurderingstidspunktet

Hvis bevillingen af ressourceforløb sker på revurderingstidspunktet, skal der ikke træffes afgørelse om, hvorvidt der herefter kunne være sket forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge. I disse tilfælde udbetales ressourceforløbsydelsen på uddannelses- eller kontanthjælpsniveau.

Bevillingen sker, mens udbetalingen af sygedagpenge er forlænget

Sker bevillingen af ressourceforløb, mens udbetalingen af sygedagpenge er forlænget, skal ressourceforløbsydelsen udbetales på sygedagpengeniveau, indtil retten til sygedagpenge efter den konkrete forlængelsesregel ville være ophørt. Der skal ikke træffes afgørelse om, hvorvidt der kunne være sket forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge, efter forlængelsen er ophørt.

Er udbetalingen af sygedagpenge forlænget efter § 27, stk. 1, nr. 2, udbetales ressourceforløbsydelsen på sygedagpengeniveau, indtil forlængelsesperioden ville være udløbet. En forlængelse efter § 27, stk. 1 nr. 4, udløber på det tidspunkt, hvor ressourceforløbet begynder. I sager, hvor der er sket forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 6, og nr. 7, udbetales ressourceforløbsydelsen på sygedagpengeniveau, indtil der er truffet afgørelse i arbejdsskadesagen eller pensionssagen, og afgørelsen herom er meddelt til den sygemeldte.

Hvis udbetalingen af sygedagpenge er forlænget efter § 27, stk. 1, nr. 1, og nr. 3, udbetales ressourceforløbsydelsen ikke på sygedagpengeniveau efter tidspunktet for bevillingen af ressourceforløb, da den sygemeldte ikke længere opfylder betingelserne for fortsat udbetaling af sygedagpenge efter forlængelsesreglerne.

Bevillingen sker på tidspunktet for udløb af en forlængelsesperiode

Hvis bevillingen af ressourceforløb sker ved udløbet af en forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, skal der ikke træffes afgørelse om, hvorvidt der herefter kunne være sket forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge. I disse tilfælde udbetales ressourceforløbsydelsen på uddannelses- eller kontanthjælpsniveau.

De konkrete afgørelser

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse i tre sager, hvor kommunen har bevilget et ressourceforløb og truffet afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge.

I sag nr. 1 var betingelserne for bevilling af ressourceforløb opfyldt. Ressourceforløbet blev tilkendt på revurderingstidspunktet. Kommunen skulle ikke forholde sig til, om der var forlængelsesmuligheder efter sygedagpengeloven. Ressourceforløbsydelse skulle udbetales på uddannelses- eller kontanthjælpsniveau.

I sag nr. 2 var betingelserne for ressourceforløb opfyldt. Ressourceforløbet var tilkendt under en løbende forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 2, og udbetalingen af ressourceforløbsydelse skulle ske på sygedagpengeniveau, indtil forlængelsesperioden udløb. Pågældende kunne ikke vælge mellem fortsat at modtage sygedagpenge eller at deltage i ressourceforløb.

I sag nr. 3 var betingelserne for visitation til ressourceforløb ikke opfyldt, da pågældende ikke havde komplekse problemer, som ikke kunne løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Udbetalingen af sygedagpenge var på tidspunktet for bevillingen af ressourceforløb forlænget efter § 27, stk. 1, nr. 2, og der var ikke grundlag for at bringe udbetalingen af sygedagpenge til ophør.

Resumé:

Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt.

Der kan ske forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, når en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom.

Forlængelsesmuligheden finder ikke kun anvendelse i situationer, hvor behandlingsmulighederne er udtømte, men også i tilfælde, hvor borgeren har en livstruende og alvorlig sygdom i tidligere sygdomsfaser. Derfor kan kommunen forlænge sygedagpengeudbetalingen i tilfælde, hvor man ikke har klarhed over, hvilket forløb sygdommen vil få.

Det er en forudsætning for forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, at borgeren aktuelt har en sygdom, der er livstruende og alvorlig. Bestemmelsen finder derfor ikke anvendelse i tilfælde, hvor en borger har en alvorlig lidelse, som medfører, at borgeren fremtidigt har en øget risiko for at få en livstruende sygdom.

I den konkrete sag led borgeren af forkalkning af hovedkranspulsårerne og havde haft en blodprop i hjertet to gange. Borgeren ville livsvarigt være i meget høj risiko for at få en ny blodprop i hjertet og/eller anden hjertesygdom som følge af sygdommen. Det fremgik dog af de helbredsmæssige oplysninger, at sygdommen ikke var aktuelt livstruende, og at borgeren var stabil og klar til rehabiliteringsforløb.

Resumé:

Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt.

Det fremgår af sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 4, at kommunen kan forlænge sygedagpengeudbetalingen, hvis der er behov for at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet med henblik på, at kommunen hurtigst muligt kan træffe afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Forlængelse forudsætter dermed, at der er konstateret et behov for at vurdere, om den sygemeldte er berettiget til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Dette må afgøres på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den sygemeldtes samlede forhold, hvor man blandt andet må lægge vægt på de helbredsmæssige og sociale forhold samt erhvervserfaring og resultatet af eventuelle afklarende foranstaltninger.

Omfang af efterprøvelse

Et afslag på at forlænge sygedagpengeudbetalingen er en afgørelse, der kan klages over. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan fuldt ud efterprøve kommunens vurdering af, hvorvidt betingelserne for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen efter bestemmelsen om behandling i rehabiliteringsteamet er opfyldt. Ankestyrelsen kan derfor foretage en konkret vurdering af, om sagen skulle have været forelagt rehabiliteringsteamet med henblik på afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Der var ikke grundlag for at forlænge sygedagpengeudbetalingen i en sag, hvor det ikke var dokumenteret, at den sygemeldtes arbejdsevne var nedsat i en sådan grad, at det var nødvendigt at behandle sagen i rehabiliteringsteamet med henblik på en vurdering af, om den sygemeldte var berettiget til ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Den konkrete sag

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse i en sag, hvor kommunen gav afslag på at forlænge sygedagpengene efter bestemmelsen om forelæggelse for rehabiliteringsteamet.

Sagen drejede sig om en 56-årig mand, der led af leddegigt. Gigten havde været meget aktiv og svær at behandle i over to år. På tidspunktet for standsningen af sygedagpengeudbetalingen var det ikke lykkedes at opnå bedring af leddegigten, som fortsat var moderat til svær aktiv.

Det fremgik af de lægelige oplysninger, at doseringen af gigtmedicin skulle øges. Der foregik dermed fortsat en regulering af medicinen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at den helbredsmæssige tilstand var uafklaret på grund af medicinreguleringen. Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på, at den sygemeldte ikke havde komplekse problemstillinger, da det primært var leddegigten, der var en hindring i forhold til tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Resumé:

Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt.

Der kan ske forlængelse af sygedagpengeudbetalingen efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3, når det efter en konkret helhedsvurdering af sagens oplysninger skønnes, at den sygemeldte med lægelig sikkerhed vil kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet. Dette kan også være tilfældet, selvom der ikke foreligger en præcis lægelig vurdering af tidsperspektivet for tilbagevenden til erhvervsmæssig beskæftigelse i hidtidigt omfang.

Ved helhedsvurderingen kan der blandt andet lægges vægt på den sygemeldtes helbredsmæssige forhold, de sociale forhold, og om den sygemeldte inden sygemeldingen har haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kan desuden lægges vægt på behandlingens art, f.eks. om der er tale om et kendt indgreb, der forventes at kunne bringe den sygemeldte tilbage til erhvervsmæssig beskæftigelse.

Sygedagpengeudbetalingen kan forlænges, selvom der er behov for langsom optrapning sideløbende med lægelig behandling.

Hvis en læge ændrer sin vurdering af prognosen, skal den ændrede vurdering være begrundet. Kommunen skal derfor bede om en uddybende udtalelse, hvis lægen ikke har oplyst, hvorfor prognosen er ændret.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse i to sager om muligheden for forlængelse af sygedagpengeudbetalingen efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3.

I sag nr. 1 kunne sygedagpengeudbetalingen forlænges efter en helhedsvurdering af sagens oplysninger. Der blev lagt vægt på, at den sygemeldte kort før revurderingstidspunktet var blevet opereret for en diskusprolaps, og at der ikke var oplysninger om efterfølgende komplikationer. Lægen forventede sygemelding i to til tre måneder, hvorefter den sygemeldte formentlig kunne begynde langsomt op på arbejde. Den sygemeldte havde desuden haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.

I sag nr. 2 var sagen ikke tilstrækkeligt oplyst til, at kommunen kunne vurdere, om den sygemeldte havde ret til forlængelse af sygedagpengeudbetalingen, da der manglende en udtalelse fra den behandlende psykolog. Derudover havde egen læge foretaget en ubegrundet ændret vurdering af prognosen, hvorfor kommunen skulle bede lægen om en konkret begrundelse for den nye vurdering.

Resumé:

Kommunen kan efter aktivlovens § 85 yde hjælp til en flytning, der forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold. Det er en betingelse for hjælpen, at ansøgeren ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften.

Formålet med bestemmelsen er blandt andet at yde den nødvendige hjælp til, at ansøgeren kan få en efter sine forhold rimelig bolig.

En person, der er boligløs, kan være berettiget til hjælp til flytning efter aktivlovens § 85, uanset årsagen til, at han er boligløs

Der kan ikke gives afslag på hjælp til flytning alene med den begrundelse, at ansøgeren har haft mulighed for at spare op til udgiften. Kommunen skal vurdere ansøgningen på baggrund af ansøgerens økonomiske forhold på ansøgningstidspunktet.

Der kan heller ikke gives afslag alene med den begrundelse, at ansøger selv er skyld i at være uden bolig. Dette gælder også i tilfælde, hvor ansøgeren hidtil har haft en passende bolig, og hvor han selv har opsagt sin hidtidige bolig, umiddelbart før der ansøges om hjælp til flytning.

Derimod kan ansøgers forhold forud for ansøgningen få betydning for, hvilken bolig der må anses for passende, og dermed for hvilken form for hjælp kommunen er forpligtet til at yde.

Der skal være tale om en passende bolig

At ansøger er boligløs betyder således ikke, at der nødvendigvis er ret til hjælp til at flytte ind i den ansøgte bolig. Ansøgeren kan henvises til andre løsninger på boligproblemet, som efter en konkret vurdering kan anses for passende. Der kan være tale om boliger med lavere indflytningsomkostninger, boliger med mulighed for beboerindskudslån eller boliger, som kan udgøre en midlertidig løsning på boligproblemet.

Ansøgeren kan efter omstændighederne henvises til en midlertidig bolig

Ved vurderingen af, om ansøger kan henvises til en midlertidig løsning af boligproblemet, kan der f.eks. lægges vægt på størrelsen og sammensætningen af ansøgerens husstand, og om der er mulighed for fremadrettet at spare op til flytteudgifterne. Det kan efter omstændighederne endvidere indgå i vurderingen, om ansøgeren forud for ansøgningen har haft anledning til og mulighed for at spare op til flytteudgifterne, eller om ansøger selv er skyld i at være uden bolig.

En ansøgning om hjælp til flytning skal først behandles efter aktivlovens § 85, der er en specialbestemmelse vedrørende hjælp til flytning, når flytningen er begrundet i bolig- eller erhvervsmæssige forhold. I de tilfælde, hvor flytningen skyldes andre forhold end bolig- eller erhvervsmæssige forhold, kan der ydes hjælp efter aktivlovens § 81.

Resumé:

En vidnesituation, hvor en person oplever noget ubehageligt eller voldsomt, men ikke selv har været i direkte fare eller har haft indflydelse på situationen, kan som udgangspunkt ikke opfylde kravet om, at en hændelse skal være egnet til at forårsage psykiske symptomer eller psykisk sygdom, som kan betegnes som en personskade.

Ankestyrelsen har behandlet tre sager om psykiske belastninger som årsag til psykiske gener.

Sag 1. Skadelidte var beskæftiget med pædagogisk arbejde med unge og voksne. Skadelidte var udsat for to typer af påvirkning i forbindelse med, at en beboer skulle køres til en kiosk. Det ene forhold var, da beboeren begik et røveri i kiosken, mens skadelidte ventede i bilen. Skadelidte var vidne i situationen. Det andet forhold var, at beboeren på turen til kiosken satte sig på bagsædet af bilen. Skadelidte tolkede det efterfølgende som unormal adfærd og kom til at tænke på, om det havde været meningen, at beboeren ville true skadelidte med en kniv for at få penge. Skadelidte havde anmeldt PTSD som en arbejdsskade. Skadelidte havde ikke været i direkte fare, men oplevede alene røveriet gennem en glasrude. Skadelidtes overvejelser om, hvad der kunne have været beboerens intention med at sætte sig på bagsædet, var alene af hypotetisk og spekulativt karakter. De psykiske gener blev derfor ikke anerkendt som en arbejdsskade.

Sag 2. Skadelidte fik et opkald under sit arbejde som togfører om, at politiet var på vej til en station længere fremme på linjen, idet der var en formodet knivstikker på toget. Toget skulle køre langsomt ind på stationen, mens politiet kom på plads. Politiet fandt ingen knivstikker ombord på toget. Skadelidte har anmeldt akut psykisk overbelastning og psykisk chok. Skadelidte har ikke været direkte i fare og blev ikke konfronteret med den formodede knivstikker. Hverken skadelidte eller passagererne på toget var således på noget tidspunkt i fare. De psykiske gener blev derfor ikke anerkendt som en arbejdsskade.

Sag 3. Skadelidte var i praktik på ortopædkirurgisk afdeling som led i sin uddannelse til SOSU-assistent og var under praktikken tilknyttet afsnittet for sår, behandling og amputation. Under overværelse af behandling af en patient, hvor det akut blev besluttet at patientens tå skulle amputeres, blev skadelidte psykisk dårlig. Skadelidte anmeldte en angst-depressionstilstand. Den anmeldte psykiske lidelse blev afvist som personskade, idet hændelsen ikke var egnet til at medføre en lettere angst-depressionstilstand, og idet skadelidte var vidne til en situation, som var en naturlig del af det daglige arbejde på en operationsgang. Skadelidte var ikke ansvarlig og havde ikke på anden måde indflydelse på hændelsesforløbet. De psykiske gener blev derfor ikke anerkendt som en arbejdsskade.

Resumé:
Psykisk skade efter psykisk påvirkning

En psykisk skade kan være forårsaget af enten en fysisk påvirkning som eksempelvis vold, trusler og ulykker, hvor sikrede selv er involveret, eller en psykisk påvirkning som eksempelvis uretmæssige beskyldninger, chikane, mobning eller andre stresspåvirkninger.

For at kunne tage stilling til, om der er årsagssammenhæng mellem en påvirkning/hændelse og en psykisk skade, må det afklares, hvilken psykisk skade der hævdes forårsaget af påvirkningen/hændelsen.

Personskadebegrebet skal endvidere ses i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående tilstande, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.

Der skal foreligge en psykisk sygdom eller behandlingskrævende psykiske symptomer, for at der kan være tale om en psykisk personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.

En tilpasningsreaktion er en forbigående tilstand, der kan have en varighed på op til 6 måneder. Der er tale om uspecifikke symptomer, der kan opstå selv efter udsættelse for mindre belastninger. Tilstanden vil som udgangspunkt ikke være omfattet af personskadebegrebet, medmindre der er tale om en hændelse af en vis alvorlig karakter, og der er tale om en behandlingskrævende tilstand.

Uspecificeret belastningsreaktion er en længerevarende psykisk reaktion med en varighed på op til 2 år. Tilstanden vil som udgangspunkt være omfattet af personskadebegrebet

Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, er en psykisk tilstand, man kan risikere at udvikle, hvis man har været udsat for voldsomme katastrofeagtige hændelser. Det gælder f.eks. hvis man har været udsat for alvorlige ulykker, naturkatastrofer, krig, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning. Sygdommen er behandlingskrævende og vil som udgangspunkt være omfattet af personskadebegrebet

Almindelige psykiske reaktioner i form af vrede, sorg, chok, forskrækkelse eller ikke-behandlingskrævende gener, er ikke syge psykiske tilstande, der er omfattet af personskadebegrebet i arbejdsskadesikringsloven. At en hændelse er eller kan opfattes som ubehagelig og medføre en psykisk reaktion er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde personskadebegrebet.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager, hvor de skadelidte har været udsat for en psykisk påvirkning, og på baggrund heraf har anmeldt psykiske symptomer/sygdomme som arbejdsskader.

De skadelidte havde anmeldt, at de var blevet mobbet på arbejdspladsen. Sagerne medvirker til at belyse, hvilke psykiske symptomer/sygdomme, der opfylder betingelserne til en personskade i lovens forstand i forhold til almindelige psykiske reaktioner.

De sikrede havde begge anmeldt psykisk chok og efterfølgende fået stillet diagnoserne tilpasningsreaktion og uspecificeret belastningsreaktion. De angivne omstændigheder kunne efter en lægefaglig vurdering alene medføre gener i form af kortvarigt og forbigående psykisk ubehag.

At hændelsen i sig selv er eller kan opfattes som ubehagelig og medføre psykisk reaktion er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at anerkende tilfældet som en arbejdsskade.

Resumé:
Psykisk skade efter fysisk påvirkning

En psykisk skade kan være forårsaget af enten en fysisk påvirkning som eksempelvis vold, trusler og ulykker, hvor sikrede selv er involveret, eller en psykisk påvirkning som eksempelvis uretmæssige beskyldninger, chikane, mobning eller andre stresspåvirkninger.

For at kunne tage stilling til, om der er årsagssammenhæng mellem en påvirkning/hændelse og en psykisk skade, må det afklares, hvilken psykisk skade der hævdes forårsaget af påvirkningen/hændelsen.

Personskadebegrebet skal endvidere ses i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående tilstande, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.

Der skal foreligge en psykisk sygdom eller behandlingskrævende psykiske symptomer, for at der kan være tale om en psykisk personskade i arbejdsskadesikringslovens forstand.

En tilpasningsreaktion er en forbigående tilstand, der kan have en varighed på op til 6 måneder. Der er tale om uspecifikke symptomer, der kan opstå selv efter udsættelse for mindre belastninger. Tilstanden vil som udgangspunkt ikke være omfattet af personskadebegrebet, medmindre der er tale om en hændelse af en vis alvorlig karakter, og der er tale om en behandlingskrævende tilstand.

Uspecificeret belastningsreaktion er en længerevarende psykisk reaktion med en varighed på op til 2 år. Tilstanden vil som udgangspunkt være omfattet af personskadebegrebet.

Posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD, er en psykisk tilstand, man kan risikere at udvikle, hvis man har været udsat for voldsomme katastrofeagtige hændelser. Det gælder f.eks. hvis man har været udsat for alvorlige ulykker, naturkatastrofer, krig, tortur, overfald, dødstrusler eller gidseltagning. Sygdommen er behandlingskrævende og vil som udgangspunkt være omfattet af personskadebegrebet.

Almindelige psykiske reaktioner i form af vrede, sorg, chok, forskrækkelse eller ikke-behandlingskrævende gener, er ikke syge psykiske tilstande, der er omfattet af personskadebegrebet i arbejdsskadesikringsloven. At en hændelse er eller kan opfattes som ubehagelig og medføre en psykisk reaktion er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde personskadebegrebet.

Ankestyrelsen har behandlet 5 sager, hvor de skadelidte har været udsat for en fysisk påvirkning og på baggrund heraf har anmeldt psykiske symptomer/sygdomme som arbejdsskader.

Sagerne er med til at belyse den nedre grænse for, hvornår en psykisk sygdom/tilstand kan anerkendes som en ulykke efter arbejdsskadesikringsloven.

I sag 1 var en operatør i forbindelse med sit arbejde ved at blive trukket ind i en maskine, fordi hendes tørklæde satte sig fast, da maskinen utilsigtet blev aktiveret. Skadelidte anmeldte PTSD-lignende symptomer og en angsttilstand. Efter en lægefaglig vurdering var hændelsen egnet til at medføre en psykisk tilpasningsreaktion. Skadelidte modtog i tilknytning til hændelsen seks psykologbehandlinger, hvorefter skadelidte gav udtryk for, at hendes hverdag igen var normaliseret. Vi anerkendte tilpasningsreaktion som en arbejdsskade.

I sag 2 var en ergoterapeut på et demenscenter udsat for et fysisk overgreb fra en psykisk syg og aggressiv beboer. Skadelidte anmeldte en uspecificeret belastningsreaktion. Efter en lægefaglig vurdering var hændelsen egnet til at medføre en uspecificeret belastningsreaktion, som gav anledning til relevante behandlinger hos en psykolog. En eventuel forudbestående psykisk følsomhed blev vurderet som værende inden for normalområdet, idet den ikke tidligere havde givet anledning til psykisk sygdom eller behandling. Vi anerkendte uspecificeret belastningsreaktion som en arbejdsskade.

I sag 3 var den skadelidte beskæftiget med fartmåling og sad i en målebil. Der blev kastet to belægningssten ind gennem bilens forrude. Skadelidte anmeldte en belastningsreaktion. Efter en lægefaglig vurdering var hændelsen alene egnet til at udløse en forbigående tilpasningsreaktion i form af forskrækkelse. Efterforløbet viste, at skadelidte ikke havde været i fare, men havde haft en berettiget frygt for at være det, indtil det blev afklaret, hvad der var sket. Skadelidte havde tidligere haft en paranoid psykose/depression. Vi afviste, at der var tale om en arbejdsskade.

I sag 4 var en pædagog indenfor 5 dage udsat for to konkrete episoder fra en udadreagerende dreng på 6 år. Ved begge hændelser var den 6-årige dreng aggressiv og påførte skadelidte spark i maven/hoften og knytnæveslag, ligesom han ved den sidste hændelse kastede tallerkener og en stol efter hende. Skadelidte anmeldte uspecificeret belastningsreaktion. Efter en lægefaglig vurdering var påvirkningen egnet til at medføre en forbigående tilpasningsreaktion i form af psykisk ubehag. Vi anerkendte ikke uspecificeret belastningsreaktion som en arbejdsskade.

I sag 5 skulle en lærer håndtere en 10-årig elev, der ikke kunne deltage i klassenes undervisning på grund af sin adfærd. Eleven blev udadreagerende og reagerede voldeligt med spark, ligesom eleven påførte skadelidte blå mærker og nivmærker. Skadelidte anmeldte uspecificeret belastningsreaktion. Efter en lægefaglig vurdering var hændelsen egnet til at medføre en forbigående tilpasningsreaktion, men ikke varige psykiske symptomer. Vi anerkendte ikke en uspecificeret belastningsreaktion som en arbejdsskade.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ret til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn

Forældre med alvorligt syge børn har ret til dagpenge, når barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende institution i 12 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med ophold på hospital, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det.

Der skal være tale om et sygdomsforløb, som sammenhængende skønnes at vare i 12 dage eller mere. Det skal således være et ubrudt forløb. De 12 dage regnes fra sygdomsperiodens start. Det er sygdommens længde, der er afgørende for, om barnet er omfattet af bestemmelsen, og ikke sygdommens art.

Et lægeligt skøn over sygeperiodens længde er tilstrækkeligt. Det vil sige, at der er ret til dagpenge, selv om det senere viser sig, at sygeperioden blev kortere.

Der kan være tale om sygdomsforløb, som både består af hospitalsophold og ophold i hjemmet. Der kan også være tale om sygdomsforløb, som alene består af ophold i hjemmet.

Det skal være lægeligt attesteret af den læge, som behandler barnet, at betingelserne er opfyldt.

Behandling eller pleje under ophold i hjemmet

Ved ophold i hjemmet er det en betingelse, at barnet enten skal behandles eller plejes i hjemmet.

Det er også en betingelse, at barnets behov i forbindelse med sygdommen kræver, at forælderen opholder sig i hjemmet sammen med barnet.

Det betyder, at barnet skal have behov for forælderens medvirken eller tilstedeværelse. Når barnet har et sådant behov i forbindelse med sygdommen, skal perioder med behandling eller pleje i hjemmet indgå i beregningen af sygeperiodens længde.

Det skal være lægeligt attesteret, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for behandling eller pleje i hjemmet og behov for forælderens tilstedeværelse. Det skal være lægeligt belyst, hvilke skånebehov barnet har, og hvad der kræves af dem, som skal behandle eller pleje barnet.

Barnet har bl.a. behov for pleje i hjemmet, når barnet i forbindelse med sygdommen ikke kan varetage sine basale behov såsom at spise og gå på toilettet. Der kan også være tale om behov for overvågning af barnet, eller at der er risiko for barnets helbred ved pasning uden for hjemmet.

Ophør af ret til dagpenge

Sygdomsforløb med ret til dagpenge ophører fra det tidspunkt, hvor barnet er rask eller – i forbindelse med ophold i hjemmet - hvor der ikke længere er behov for, at forælderen behandler eller plejer barnet i hjemmet.

Sygdomsforløb med ret til dagpenge bliver således brudt, når barnet kan komme i daginstitution eller skole, eller når barnet kan behandle eller pleje sig selv i hjemmet uden forælderens tilstedeværelse.

Retten til dagpenge ophører også, når den tidsmæssige begrænsning indtræder, hvorefter der alene er ret til dagpenge i 52 uger inden for de forudgående 18 måneder.

Udbetaling Danmark skal vejlede om reglerne vedrørende tabt arbejdsfortjeneste

Når et barn kan være omfattet af den personkreds, hvor forældrene kan være berettiget til tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven, skal Udbetaling Danmark vejlede om reglerne.

Udbetaling Danmark skal blandt andet oplyse om, at forældrene kan søge om tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen, og at forældre, som både opfylder betingelserne for at få dagpenge efter barselloven og tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven, har mulighed for at vælge mellem de to regelsæt.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Krav til dokumentation for afgørelse om videreført anbringelse

En videreført anbringelse af et barn eller en ung er en anbringelse uden tidsbegrænsning. Det er alene barnet eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, der er afgørende for, om børn og unge-udvalget kan træffe afgørelse om en videreført anbringelse.

Anbringelsen forudsætter ikke et anbringelsesgrundlag efter servicelovens § 58.

En indstilling til børn og unge-udvalget om en videreført anbringelse skal indeholde:

-en revideret undersøgelse af barnets eller den unges forhold efter servicelovens § 50,

-en revideret handleplan efter servicelovens § 140,

-en psykologisk, lægefaglig eller anden børnesagkyndig helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet, og

-barnets eller den unges holdning til en videreført anbringelse

Den reviderede børnefaglige undersøgelse og den reviderede handleplan skal være målrettet en videreført anbringelse.

Den børnesagkyndige helhedsvurdering skal, i det omfang det er muligt, indeholde en individuel beskrivelse af barnets eller den unges tilknytning til:

-anbringelsesstedet og anbringelsesstedets omsorgspersoner

-anbringelsesstedets netværk og omgivelserne (for eksempel daginstitution, skole, fritidsinteresser mv.)

-forældre, eventuelle søskende, bedsteforældre mv. med henblik på en vurdering af forældrenes potentiale i relation til at udvikle tilknytningen

Tilknytningen skal være beskrevet gennem observationer og relevante tests, således at karakteren af tilknytningen er afdækket ved hjælp af en anerkendt videnskabelig metode. Det er ikke tilstrækkeligt, at oplysninger og vurderinger fremgår af andre akter i sagen.

I de tilfælde, hvor der er tale om børne- og ungdomspsykiatriske forstyrrelser og/eller sygdomme hos barnet eller den unge, er det afgørende, at beskrivelsen af tilknytningen sammenholdes med denne forstyrrelse.

Erklæringen skal være udarbejdet af en børnesagkyndig. Hvis der er flere erklæringer, skal der være foretaget en koordinering eller sammenskrivning, der giver grundlag for en samlet vurdering.

Undersøgelsen skal give grundlag for den børnesagkyndiges vurdering af, hvilken betydning det vil have for barnets eller den unges sundhed og udvikling, såfremt barnet eller den unge flyttes fra anbringelsesstedet. Endvidere skal undersøgelsen give grundlag for en vurdering af, hvordan tilknytningen på sigt må antages at kunne udvikle sig, herunder når barnet eller den unge bliver voksen.

Resumé:

Ret til fortsat mellemkommunal refusion kræver, at flytningen internt i den nye kommune sker i overensstemmelse med reglerne om frit valg af ældrebolig

Efter servicelovens § 108, stk. 2, har en borger, der ønsker at flytte til en anden kommune, ret til et tilsvarende tilbud i en anden kommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i både fraflytningskommunen og tilflytningskommunen.

Det følger af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 4, at opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune.

En person, der efter reglerne om frit valg flytter til en anden kommune, skal fortsat opfylde betingelserne efter reglerne om frit valg ved en senere flytning internt i den nye kommune.

For at tilflytningskommunen fortsat er berettiget til mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9c, stk. 4, skal en senere flytning internt i den anden kommune således opfylde betingelserne om dobbeltvisitation (visitation til botilbuddet af såvel fraflytnings- som tilflytningskommunen), ligesom fraflytningskommunen skal have et tilsvarende botilbud som det, tilflytningskommunen vil flytte personen ind i.

Resumé:

Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp til rengøring, og hvis borgerens behov nødvendiggør det, skal serviceniveauet i kvalitetsstandarden fraviges.

Kommunen skal mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp. Kvalitetsstandarden skal indeholde generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen, hvis de får behov for personlig og praktisk hjælp.

Et kommunalt fastsat serviceniveau indgår i afgørelsesgrundlaget, og fravigelser skal begrundes særskilt af hensyn til ligebehandlingsprincippet.

Kommunen skal sørge for, at borgere der ikke selv kan gøre rent, får bevilget rengøring til nødvendige opgaver.

Kommunen kan i kvalitetsstandarden for personlig og praktisk hjælp i hjemmet fastsætte størrelsen på det areal, borgere som udgangspunkt får gjort rent i. Kvalitetsstandarden kan også fastlægge, hvilke og hvor mange rum hjælpen omfatter.

Kommunen skal dog altid foretage en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp til rengøring. I sager om bevilling af rengøring betyder det, at serviceniveauet, som det er beskrevet i kvalitetsstandarden, skal fraviges, hvis borgerens behov nødvendiggør det.

I kommunens vurdering af borgerens behov for rengøring, kan det være relevant at se på anvendte rum, og rummenes fordeling og funktion, samt om der er hjemmeboende børn, kørestol/hjælpemidler og borgerens nedsatte funktionsevne. Kommunen skal herefter tage stilling til, om serviceniveauet i kvalitetsstandarden skal fraviges i forhold til hyppighed, opgaver, omfanget af opgaver og areal, der skal rengøres.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at der ikke var foretaget en konkret og individuel vurdering af, om borgernes samlede funktionsnedsættelse betød, at kvalitetsstandarden skulle fraviges.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Erstatning for tab af erhvervsevne skal fastsættes uafhængigt af den sikredes skattemæssige forhold. Der er således i forbindelse med erstatningsudmålingen ikke mulighed for at inddrage skatteforhold, herunder skattenedslag for seniorer. Ankestyrelsen tog ved denne vurdering udgangspunkt i Højesterets dom af 3. februar 1998 (U. 1998.553H) og Arbejdsskadesikringsloven med kommentarer (5. udgave), side 541.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Personer ansat i fleksjob er undtaget fra det almindelige beskæftigelseskrav. De er derfor berettiget til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag, hvis de opfylder de øvrige betingelser for ret til sygedagpenge.

Arbejdsgiver har ret til sygedagpengerefusion fra første fraværsdag, idet der ikke er en arbejdsgiverperiode for personer ansat i fleksjob. Det er en betingelse, at arbejdsgiver anmelder sygefraværet rettidigt. Dette gælder uanset, at medarbejderen er ansat i fleksjob, om arbejdsgiveren er forsikret eller om der er indgået en § 56-aftale.

Selvom den sygemeldte er ansat i fleksjob og derfor opfylder beskæftigelseskravet over for kommunen, vil arbejdsgiveren ikke være berettiget til refusion af sygedagpenge, når den sygemeldte er omfattet af tidsbegrænsningen på sygemeldingstidspunktet.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen skal have foretaget en revurdering af sygedagpengemodtagerens situation, inden sygedagpengeudbetalingen ophører som følge af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1. Afgørelsen om forlængelse af sygedagpengeudbetalingen skal derfor træffes inden udløbet af sygedagpengeperioden.

På revurderingstidspunktet er kommunen som følge af undersøgelsesprincippet forpligtet til at have et tilstrækkeligt grundlag til at kunne træffe afgørelse om eventuel forlængelse af sygedagpengeperioden. Kommunen kan derfor som den absolutte hovedregel alene inddrage oplysninger, der foreligger på revurderingstidspunktet.

Hvis sagen undtagelsesvist ikke er tilstrækkeligt oplyst på revurderingstidspunktet, skal kommunen træffe afgørelse og standse udbetalingen på tidspunktet for revurderingen og herefter indhente de oplysninger, der er nødvendige for at oplyse sagen tilstrækkeligt. De indhentede oplysninger skal beskrive den sygemeldtes tilstand, som den var på revurderingstidspunktet.

I tilfælde, hvor borgeren har klaget over kommunens afgørelse, og oplysningerne indgår hos kommunen inden genvurderingen af afgørelsen, skal de indhentede oplysninger indgå i grundlaget for kommunens genvurdering. I sager, hvor borgeren ikke har klaget over afgørelsen, skal kommunen vurdere, om oplysningerne er af så væsentlig betydning, at sagen skal genoptages med henblik på ny afgørelse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Når den sygemeldte tidligere har opbrugt sin ret til sygedagpenge på grund af tidsbegrænsningen i sygedagpengelovens § 24, vil den sygemeldte ved fornyet sygemelding ikke være berettiget til sygedagpenge fra kommunen, hvis der er udbetalt sygedagpenge i mere end 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder.

Hvis den sygemeldte opfylder beskæftigelseskravet overfor arbejdsgiver ved at have været ansat uafbrudt i de seneste 8 uger i mindst 74 timer, vil den sygemeldte være berettiget til udbetaling af sygedagpenge eller løn fra arbejdsgiveren i arbejdsgiverperioden. Arbejdsgiver vil være berettiget til refusion af sygedagpenge fra kommunen i arbejdsgiverperioden, hvis der er tegnet forsikring, eller hvis der er indgået en aftale efter sygedagpengelovens § 56.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tilknytningen til en tidligere opholdskommune afbrydes som hovedregel ikke ved udrejse af Danmark

En tidligere opholdskommune bliver ikke frigjort fra sine fremtidige forpligtelser ved at en borger i en periode har været udrejst af Danmark.

Der skal som hovedregel for en person, der tager ophold på et § 110-tilbud, altid kunne findes en tidligere opholdskommune. Det er i den forbindelse uden betydning, om personen i en periode har været udrejst af Danmark.

En person, der ikke tidligere har haft ophold i Danmark, og som ved indrejse tager direkte ophold på en institution, som nævnt i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, får dog opholdskommune i den kommune institutionen er beliggende i.

Resumé:
Fritagelse for forældrebetaling ved anbringelse uden for hjemmet

I principafgørelse 158-12 har Ankestyrelsen opstillet pejlemærker for, hvornår kommunen efter en konkret og individuel vurdering har mulighed for at meddele forældre hel eller delvis fritagelse for betaling til udgifterne ved et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet med henvisning til, at opholdet har et udpræget behandlingssigte.

Principafgørelsen fastslår, at der er udpræget behandlingssigte, når der er et massivt behandlingsbehov, der har stået på over en længere periode, og der er udsigt til en udvikling for barnet eller den unge af ikke ubetydeligt omfang. Der kan også være tale om udpræget behandlingssigte, hvis anbringelsens formål er at forhindre en markant forværring af barnets eller den unges tilstand.

Udvikling af ikke ubetydeligt omfang

Ankestyrelsen har behandlet yderligere to sager om forældrebetaling ved anbringelse uden for hjemmet for at præcisere hvilke elementer, der indgår i kommunens vurdering af, om der er udsigt til en udvikling af ikke ubetydeligt omfang for barnet eller den unge.

Denne vurdering skal tage udgangspunkt i det enkelte barn og i dette barns forudsætninger for at udvikle sig eller bevare sine færdigheder.

Vurderingen kan ikke foretages ud fra en fast målestok. En udvikling, der for et barn uden behov for støtte må anses for ubetydelig, kan for et barn med store vanskeligheder være ”ikke ubetydelig”.

Der kan ikke stilles krav om, at barnet skal udvikle sig i en sådan grad, at barnet ikke længere har en funktionsnedsættelse eller et omfattende behov for støtte.

Det skal indgå i vurderingen, om anbringelsen er nødvendig for, at der sker en udvikling hos barnet.

Vurdering af forældrebetaling

Kommunen er forpligtet til at tage begrundet stilling til, om forældrene er omfattet af en eller flere fritagelsesgrunde i betalingsbekendtgørelsen. Hvis dette er tilfældet, skal kommunen herefter konkret tage begrundet stilling til, om der kan ske hel eller delvis fritagelse for betaling.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der skal foretages en anden vurdering end normalt ved beregningen af professionelle sportsudøveres erhvervsevnetab som følge af en arbejdsskade.

Det skal således ikke lægges til grund, at den professionelle sportsudøver ville kunne have opretholdt sin hidtidige indtægt som sportsudøver frem til den normale pensionsalder.

Der skal konkret fastsættes en periode, hvor den skadelidte ville forventes at kunne opretholde sin beskæftigelse og indtægt som professionel sportsudøver. Der skal for denne periode beregnes et eventuelt erhvervsevnetab baseret på en sammenligning mellem skadelidtes indtjeningsevne efter arbejdsskaden, og hvad skadelidte ville kunne have tjent uden arbejdsskaden.

Ved periodens udløb skal Arbejdsskadestyrelsen tage spørgsmålet om erhvervsevnetabet op til revision og vurdere, i hvilken grad følgerne af arbejdsskaden fremadrettet påvirker skadelidtes erhvervsevne i ordinær beskæftigelse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Dækning af tabt arbejdsfortjeneste som følge af et barns nedsatte funktionsevne kan alene ske, når ansøgeren har lidt et indtægtstab

Ved dækning af tabt arbejdsfortjeneste kan der alene ske dækning af forældrenes tab. Det betyder blandt andet, at ydelsen nedsættes med sparede udgifter til f.eks. daginstitution og transport til arbejde. Det betyder også, at ydelsen nedsættes med en løbende indtægt fra en pensions- eller forsikringsordning, når udbetalingen sker som følge af det samme indtægtstab.

Tilbagebetaling efter dobbeltforsørgelsesprincippet kan ske, selvom de to ydelser ikke er en følge af samme begivenhed

Dobbeltforsørgelse forudsætter, at to ydelser dækker samme forsørgelsesbehov eller er en følge af samme begivenhed. Ydelserne skal desuden dække samme tidsrum, og hvis ydelserne var blevet udbetalt på samme tidspunkt, skulle den ene ydelse udelukke eller nedsætte den anden.

Der er i den konkrete sag tale om dobbeltforsørgelse, selvom de to ydelser ikke er en følge af samme begivenhed, idet de dækker samme forsørgelsesbehov.

Ansøger modtog tabt arbejdsfortjeneste på baggrund af sønnens sygdom. Ansøger modtog samtidig løbende udbetalinger fra en pensionsordning på baggrund af sin egen nedsatte arbejdsevne. Der skulle derfor ske tilbagebetaling af den for meget modtagne tabte arbejdsfortjeneste.

Feriegodtgørelse eller ferietillæg, der udbetales som følge af en feriehindring, udelukker ikke dækning af tabt arbejdsfortjeneste

Når feriegodtgørelse eller ferietillæg udbetales som følge af en feriehindring, har der ikke været afholdt ferie. Udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste skal derfor ikke nedsættes med sådanne udbetalinger.

Resumé:
Personkredsen for opretholdt anbringelse

En ung mellem 18 og 22 år er omfattet af personkredsen for opretholdt anbringelse, når vedkommende har et omfattende støttebehov på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og når der som følge heraf ikke er udsigt til en selvstændig voksentilværelse.

Det er ikke til hinder herfor, at kommunen ved seneste opfølgning på handleplanen har vurderet, at den unge har gennemgået en vis udvikling og i begrænset omfang har kunnet forbedre sine færdigheder.

Den unge kan forblive anbragt i plejefamilie, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Det er en forudsætning, at plejefamilien er egnet, og at den unge er indforstået med støtten.

Den opretholdte anbringelse skal bidrage til en god overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste boform.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Frakendelse af førtidspension

Ved tilkendelsen af førtidspensionen har kommunen vurderet, at der er tale om en varig lidelse. Førtidspensionen kan derfor som udgangspunkt ikke frakendes.

Kommunen skal dog træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne. Kommunen skal således vurdere, om den pågældende er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (f.eks. i et fleksjob) og derved opnå indtægt til selvforsørgelse.

Det er en betingelse for at frakende førtidspensionen, at pensionisten mod forventning er blevet i stand til at arbejde i større omfang end forudsat ved tilkendelsen af førtidspension, og at pensionisten gennem en længere periode har vist, at arbejdsevnen er blevet forbedret. Det afgørende er, om arbejdsevnen er blevet forbedret, således at pensionisten er blevet i stand til at kunne varetage et fleksjob/ordinært job.

Kommunen skal i forbindelse med den konkrete helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne vurdere, om der er behov for at indhente aktuelle lægelige oplysninger.

Det er ikke en generel betingelse for at frakende førtidspensionen, at der skal foreligge aktuelle lægelige oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold.

I de konkrete sager var Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg enig med kommunen i at frakende førtidspensionen. Borgerne havde gennem arbejde i en længere årrække vist, at deres arbejdsevne var væsentligt forbedret, så de vedvarende kunne være selvforsørgende gennem indtægtsgivende arbejde.

I modsætning hertil ændrede Beskæftigelsesudvalget i principafgørelse 120-13 kommunens afgørelse om at frakende pensionen. I den sag havde borgeren forsøgt, men havde ikke kunnet klare at arbejde i større omfang.

Forelæggelse for rehabiliteringsteamet

I sager om frakendelse af førtidspension skal kommunen ikke udarbejde rehabiliteringsplan eller forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.

Begrundelsen herfor er, at når kommunen træffer afgørelse om at frakende førtidspension, skal kommunen ikke iværksætte en fremadrettet indsats for borgeren. Borgeren skal, inden frakendelse kan komme på tale, have vist en arbejdsevne, som kan anvendes enten på det ordinære arbejdsmarked eller i et fleksjob.

Kommunen kan dog vælge at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet. I så fald skal kommunen følge sagsbehandlingsreglerne for forelæggelse, herunder udarbejde rehabiliteringsplanen og indhente lægeattest til rehabiliteringsteamet.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Udeblivelse fra møde i rehabiliteringsteamet

Når borgeren er indkaldt til møde i rehabiliteringsteamet, skal borgeren som udgangspunkt deltage i rehabiliteringsteamets møde. Udeblivelse kan medføre sanktion i udbetalingen af ydelser efter de gældende regler for ydelser.

Borgerens deltagelse er begrundet i, at borgeren skal have ejerskab til sin sag. Det formål vil ikke i fuldt omfang blive opfyldt, hvis borgeren ikke deltager i rehabiliteringsteamets møde.

Kommunen skal skelne mellem tilfælde, hvor borgerens manglende deltagelse i mødet skyldes uvilje, og tilfælde, hvor borgeren har haft en rimelig grund til ikke at deltage i mødet, for eksempel sygdom.

Hvis borgeren ikke ønsker at deltage, kan følgen være, at teamet ikke kan give en fyldestgørende indstilling i sagen. Dette kan føre til, at kommunen må træffe en afgørelse med skadevirkning for borgeren.

I de tilfælde, hvor borgeren har haft en rimelig grund til ikke at deltage, skal kommunen indkalde til et nyt møde i rehabiliteringsteamet, herunder eventuelt vente til borgeren er rask nok til at deltage. Kun hvis det er åbenbart formålsløst at udvikle borgerens arbejdsevne, kan sagen behandles i teamet uden borgerens deltagelse.

Særligt om sager om førtidspension på det foreliggende grundlag

Når borgeren har ansøgt om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet, før sagen kan overgå til behandling efter pensionslovens regler. Kommunen træffer efter rehabiliteringsteamets indstilling afgørelse om, at sagen påbegyndes.

Sagen skal overgå til behandling efter pensionslovens regler, uanset hvilken indstilling rehabiliteringsteamet kommer med. Dette følger af selve retten til at ansøge om førtidspension på det foreliggende grundlag.

Der kan derfor ikke stilles samme krav til, at borgeren tager ejerskab til sin sag, når sagen forelægges for rehabiliteringsteamet med henblik på, at der afgives indstilling om, hvorvidt sagen kan overgå til behandling efter pensionslovens regler på det foreliggende grundlag.

I den konkrete sag havde borgeren ansøgt om førtidspension på det foreliggende grundlag. Borgeren blev indkaldt til møde i rehabiliteringsteamet, men mødte ikke op, da han ikke magtede det. Rehabiliteringsteamet gav indstilling om, at sagen kunne overgå til behandling efter pensionslovens regler. Kommunen traf herefter afgørelse om afslag på førtidspension på det foreliggende grundlag.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at borgerens manglende fremmøde ikke havde betydning for sagens afgørelse. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig, og Beskæftigelsesudvalget stadfæstede kommunens afgørelse om afslag på førtidspension.

Principafgørelsen fastslår

Socialtilsynet skal foretage en konkret vurdering af, om en kommune er part

En kommune kan kun være part i en tilsynssag, hvis kommunen har en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Det var derfor ikke korrekt, at socialtilsynet imødekom kommunens ønske om partsstatus i en konkret tilsynssag vedrørende et privat døgntilbud, fordi tilbuddet meddelte samtykke hertil. Socialtilsynet burde have foretaget en nærmere vurdering af, om kommunen havde en så konkret og individuel væsentlig interesse i sagen, at den burde tillægges partsstatus.

Det forhold, at kommunen havde en samarbejdsaftale med det private tilbud og anvendte et antal pladser i tilbuddet, var ikke i sig selv ensbetydende med, at kommunen skulle tillægges partstatus – heller ikke selv om de meddelte påbud potentielt ville indebære en stigning i tilbuddets (og dermed også i kommunens) udgifter. Det forhold, at kommunen generelt skal iagttage forsyningsforpligtelsen, var heller ikke i sig selv tilstrækkeligt til at tillægge kommunen partsstatus.

Socialtilsynets afgørelser

Socialtilsynets afgørelser retter sig bl.a. mod ejere og bestyrelser af private døgntilbud, der er omfattet af loven.

Klageadgang

Det fremgår direkte af socialtilsynsloven, at socialtilsynets afgørelser kan påklages af de tilbud eller myndigheder, der er adressater for socialtilsynets afgørelser.

Partsstatus - udgangspunktet

De almindelige forvaltningsretlige kriterier for, hvem der i en sag er klageberettiget, er som udgangspunkt sammenfaldende med de forvaltningsretlige kriterier for partsstatus.

Det forvaltningsretlige partsbegreb opfattes i praksis sådan, at en fysisk eller juridisk person er part, hvis den pågældendes interesse i en given sag er tilstrækkelig væsentlig og individuel.

I relation til tilsynssager vedrørende private døgntilbud, vil det som udgangspunkt alene være døgntilbuddet, der er part i sagen.

Partsstatus – undtagelser

Borgere i tilbuddet skal som udgangspunkt ikke betragtes som parter i en tilsynssag. Det samme gør sig som udgangspunkt gældende for kommune eller region i tilsynssager vedrørende private døgntilbud.

Selv om det klare udgangspunkt således er, at en kommune eller region ikke skal tillægges partsstatus i en tilsynssag vedrørende et privat døgntilbud, kan der imidlertid bestå en så betydelig (afledt) interesse, at kommune eller region alligevel skal betragtes som part og dermed klageberettiget. I den sammenhæng er det som nævnt afgørende, om den pågældende kommune eller region har en tilstrækkelig væsentlig og individuel interesse i sagen.

Dette vil altid bero på en konkret og individuel vurdering af, hvor direkte betydning den konkrete afgørelse over for et privat døgntilbud har for en given kommune eller region. Altså i hvilken grad den eller de trufne afgørelser påvirker kommunen eller regionen.

For så vidt angår kriteriet om individuel interesse er det afgørende, om socialtilsynets afgørelse berører et antal aktører, der er større og/eller ubestemt, således at kommunens eller regionens interesse dermed ikke kan siges at være eksklusiv.

Det forhold, at en kommune eller region har en borger anbragt på et privat tilbud, indebærer ikke i sig selv, at pågældende kommune eller region kan betragtes som part i en tilsynssag vedrørende et privat tilbud. Hensynet til forsyningsforpligtelsen udgør heller ikke i sig selv et så tungtvejende forhold, at kommune eller region kan tillægges partsstatus i forhold til tilsynssager vedrørende private tilbud.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Efter tre måneders sygefravær skal vurderingen af uarbejdsdygtigheden foretages efter en bred vurdering. Det betyder efter praksis, at uarbejdsdygtigheden skal vurderes i forhold til de arbejdsområder, som pågældende på baggrund af sin uddannelse eller arbejdserfaring ville kunne varetage eventuelt efter en kortere oplæring.

Vurderingen af, om en selvstændig er uarbejdsdygtig efter en bred vurdering, skal foretages ud fra samme vilkår som for en lønmodtager.

Udbetalingen af sygedagpenge til en selvstændig kan ikke standses efter en bred vurdering, inden der er gået tre måneder, alene med henvisning til at den selvstændige kan varetage et andet arbejde. Det vil dog for selvstændige, i lighed med lønmodtagere, i særlige tilfælde være muligt at fravige udgangspunktet om, at den brede vurdering skal foretages efter tre måneder.

Kommunen skal tage stilling til, om der er grundlag for at yde nedsatte dagpenge, hvis den selvstændige kan genoptage arbejdet delvist.

Kommunen kunne i den aktuelle sag standse udbetalingen af sygedagpenge til en selvstændig efter en bred vurdering af uarbejdsdygtigheden efter tre måneders sygemelding. Der var ikke særlige grunde, der talte for et andet tidspunkt for vurderingen.

Der var ikke behov for gennemførelse af en arbejdsprøvning, da skånehensynene i forhold til at undgå arbejde i uhensigtsmæssige stillinger var kendte.

Helbredstilstanden var ikke til hinder for, at pågældende kunne varetage et andet arbejde med de nævnte skånehensyn samtidigt med, at hun skulle til yderligere undersøgelser.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Betingelser for et ressourceforløb

Et ressourceforløb er til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed. Det kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og sociale eller sundhedsmæssige indsatser.

Det er en betingelse for at være omfattet af målgruppen for et ressourceforløb, at den indsats, der er nødvendig for borgeren, er tværfaglig. Det vil sige en indsats fra forskellige dele af den kommunale forvaltning, men ikke nødvendigvis også en indsats fra sundhedsvæsenet.

Det er tillige et krav, at personen

1) har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,
2) har deltaget i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller revalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller
3) at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Det fritager ikke kommunen for at bevilge et ressourceforløb, at der i kommunens regi er en indsats, som kommunen vurderer er tilstrækkelig, når betingelserne for et ressourceforløb i øvrigt er opfyldt.

Et ressourceforløb skal være af mindst et og højst fem års varighed.

Det er derfor et krav, at kommunen vurderer, at problemerne ikke kan være løst inden for et år.

I den konkrete sag havde rehabiliteringsteamet indstillet til kognitiv terapi, smertebehandling, træning/motivation hos fysioterapeut og et basis- og kombinationsforløb. Kommunens basis- og kombinationsforløb var beskrevet som et tværfagligt forløb til personer med behov for en indsats fra flere forvaltningsgrene med henblik på at hjælpe personen tilbage på arbejdsmarkedet.

Der var ikke udsigt til, at borgerens problemer ville være løst, så der inden for et år kunne fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Den koordinerende sagsbehandler

Kommunen kan ikke afvise, at en person er omfattet af målgruppen for et ressourceforløb med den begrundelse, at kommunen vurderer, at der ikke er behov for en koordinerende sagsbehandler.

Udpegning af en koordinerende sagsbehandler er en følge af, at personen er omfattet af målgruppen for et ressourceforløb.

I den konkrete sag havde kommunen begrundet afslaget med, at der ikke var behov for en koordinerende sagsbehandler.