Mose Allé 13, 2610 Rødovre, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

Nyhedsmail

Få tilsendt vores nyheds-
mail med oversigt over
de seneste nyheder.
DAGEN 28/2
Man 28/2-2011 10.00

Dagen hedder "Øllegaard" af uvis oprindelse. Måske mystikeren Hildegard fra Bingen, måske Karl den Stores hustru.

1648: Kong Christian d. IV udsteder ordinans for Flåden. Ved denne indføres bl.a. en søfiskal, der skal virke som Flådens offentlige anklager. 1754 ændres titlen til søkrigsprokurator, en stilling der sidste gang ses besat i 1864, men som formelt først afskaffes 1902.
1648: Kong Christian d. IV dør på Rosenborg slot.
1922: Storbritannien opgiver sit overherredømme over Egypten, som bliver et selvstændigt kongerige.
1933: Nazistisk dekret ophæver de borgerlige rettigheder i Tyskland.
1948: De sidste engelske tropper forlader Indien.
1971: Kvinder nægtes stemmeret i Liechtenstein.
1973: Flere hundrede indianere besætter Wounded Knee i South Dakota i protest mod behandlingen af indianere.
1986: Den svenske statsminister Oluf Palme myrdes på gaden i Stockholm.
1991: Iraq går ind på våbenhvile i Golfkrigen.

Sol op 07.06 sol ned 17.40


CO-SØFART KALENDER

Ole Philipsen - ITF Maritime Forum (Manila)
John Ibsen - 12.00 møde, her
Jens Fage-Pedersen - ITF-inspektørpraktik Dunkerque

Henrik Mikkelsen - medsejlads "Crown of Scandinavia" København-Oslo
 

FRA MEDIER

Pirateri
ITF tæt på at fraråde søfarende at sejle i truede områder
ITF har udsendt en pressemeddelelse 25/2 hvori det hedder, at den internationale transportarbejder føderation, efter en ugelang konference om pirateri, nu er tæt på den situation, hvor organisationen må fraråde medlemmerne at sejle i alle de berørte områder. ITF repræsenterer 720.000 søfarende gennem 201 fagforeninger.

ITF påpeger ved samme lejlighed at det kun er ganske få lande som har påtaget sig forpligtelser til at bekæmpe sørøveriet, og at ingen bekvemmelighedsflagstater deltager, på trods af at de høster profit fra en meget stor del af verdens handelsflåde. I dag er hele Den Arabiske Bugt og det meste af Det Indiske Ocean i princippet lovløst områdem og 800 søfarende holdes for tiden som gidsler. ITF kalder det en latterlig praksis når krigsskibene i området blot tager våben fra piraterne og lader dem sejle videre.
Pressemeddelelse, 25/2

Sydkorea tiltaler somaliske pirater
13 somaliske pirater kaprede i januar den sydkoreanske kemikalietanker "Samho Jewelry". Sydkoreanske specialenheder befriede skib og besætning få dage efter hvor otte pirater blev dræbt. De fem overlevende pirater bliver nu stillet for en domstoil i Sydkorea med anklager for kapring, gidseltagning, indbrud og drabsforsøg. Anklagen for drabsforsøg skyldes at en af piraterne skød på kaptajnen med sin AK 47-riffel da de sydkoreanske styrker gik ombord. Kaptajnen blev dog kun såret.
Politiken, 26/2 13.27, http://politiken.dk/udland/ECE1207200/sydkorea-tiltaler-fem-somaliere-for-soeroeveri/

Stjernekok chokeret over Mærsk-kosten
Søren Gericke har set billeder af den kost Mærsk serverer for sine søfolk, og Gericke udtaler bl.a. at den er uspiselig og sundhedsskadelig.
Billedserie
Business.dk, 28/2 07.43, http://www.business.dk/forside/stjernekok-i-chok-over-maersk-mad

De omfattende spareplaner og stramme indkøbssystemer har sendt råvarekvaliteten af kosten i Mærsk i frit fald. ”Halvt fordærvede tunbøffer, presset fars forklædt som skinke og rødspætter på størrelse med en tændstikæske. Var det noget at sætte på aftenmenuen derhjemme?” Berlingske har talt med flere Mærsk-hovmestre, som giver en hård kritik af vilkårene. Søfolkene har valgt at være anonyme. CO-Søfart har udleveret en billedserie af Mærsk-råvarer, og formand for CO-Søfart, Ole Philipsen, udtaler: ”Det handler ikke om at man skal have luksusmad. Men når man er hjemme, så kan man selv vælge sin mad og købe de råvarer, man har lyst til. Men man ville simpelthen ikke kunne købe så dårlige råvarer, som dem Mærsk byder”. Ole Philipsen mener det er OK at rederiet har måtte spare, men mener rederiet er gået for langt.

Mærsk svarer at billederne kun repræsenterer et ganske lille udsnit af 16.000 leverancer på halvandet år, hvor der kun er indberettet 49 klager, og at Mærsk er kommet kritikken i møde gennem møder med officererne og har nu erkendt at madbudgettet er skåret for hårdt. Budgettet er for nylig hævet med 6% og kaptajnerne har fået rådighed over et kontantbeløb til selvvalgte indkøb.
Business.dk, 28/2 05.00, http://www.business.dk/transport/maersk-soefolk-kritiserer-daarlig-mad
Maritime Danmark/business.dk, 28/2 07.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10222


Svenske rederier vil have det hele
Pressemeddelelse fra Sjöbefalsforbundet og Sveriges Fartygsbefälsförening
Søfartens parter har været samlet til diskution om svensk søfarts fremtid. Desværre var rederierne totalt uinteresseret i forhandlinger. De kræver ret til at bemande skibene 100% med søfolk fra lavtlønslande, uden forhandlingsret for de svenske fagforeninger. Fagforeningerne havde foreslået en kvoteordning sammen med en tonnageskatteordning og et forenklet lovsystem for søfarten. Men redernes svar var et blankt nej, og fagforeningerne beklager dybt at rederierne har tabt interessen for det svenske flag.
Stockholm, 25/2.

Spøgelsesskib drev rundt i tre måneder
Tankskibet "Esperanza" er nu slæbt ind til Port Victoria af Seychellernes kystvagt, efter tre måneder uden besætning i Det Indiske Ocean. I begyndelsen af december blev besætningen samlet op af et amerikansk krigsskib, efter skibet var drevet rundt i 17 dage uden motorkraft. Det vides ikke om krigsskibet har orienteret nogen myndigheder om det besætningsløse skib. Seychellernes kystvagt modtog indberetning den 10. februar om skibet, som først blev fundet 21. februar på en position mere end 500 sømil fra det sted besætningen havde forladt det.
Maritime Danmark/Salem News, 26/2 08.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10214

Sejlande natklub kom ikke til Oslo efter planen
"Spektrum Skandinavia" har ligget som diskotek i Aarhus Havn i 20 år, og var planlagt at ankomme Oslo d. 25. februar. Jomfrusejladsen ud af Danmark blev imidlertid forhindret af is i Limfjorden som ikke tillod at skibet kom af sted fra Thisted.  Den 59 år gamle færge er blevet gennemrenoveret og forventes nu til Oslo d. 4. marts. I alt skal 10 byer besøges i Skandinavien i løbet af 2011.
Frederiksborg Amts Avis, 27/2 18.02, http://www.sn.dk/Sejlende-natklub-sad-fast-i-isen/Danmark/artikel/115172

Ingen korn til Libyen
For tiden tør skibe ikke anløbe Libyen og senest er to franske skibe med byg vendt om med lasten. Libyen forventes at skulle importere 1,3 millioner tons hvede i år.
Maritime Danmark/Landbrugsavisen.dk, 25/2 09.02, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10206

Mærsk
Virksomheden har nu tilsvarende tre ud af fire amerikanske virksomheder etableret et whistleblower-system, hvor alle medarbejdere kan ringe op og rapportere kritisable forhold. Det er gratis at ringe til nummeret fra overalt i verden og opkaldet, som er anonymt, kan foretages på 40 forskellige sprog. En repræsentant for havnearbejderme i Mumbai hilser initiativet velkomment efter at have oplevet en handlingslammet organisation i forbindelse med kidnapninger og overfald på ansatte. En repræsentant for oliearbejderne i England er mere skeptisk. Forbundet har flere gange anklage Mærsk for chikane af folk der optrådte som whistleblowers. Repræsentanten mener der bliver tale om en ret stille linie til telefonen. Heller ikke en repræsentant for transportarbejderne i El Salvador tror meget på systemet. I El Salvador har man bl.a. krænket ansøgere til job ved brug af løgnedetektor-test. Tilliden kan ligge på et meget lille sted og ordningen er mest etableret for at tækkes fagforeningerne mener denne repræsentant. Mærsk håber at de over tid kan bevise de er troværdige.
Information, 26/2, side 10-11

Nye 13.100 TEU'ere
Mærsk Line har charteraftale på otte nye containerskibe, hvoraf nummer fem og seks netop er leveret fra Hyundai Heavy Industries i Korea. De fire første blev leveret sidste år.
Maritime Danmark/The Motorship, 25/2 15.03, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10213

Andre rederier vil formentlig ikke følge trop med gigantskibe
Neptune Orient Line mener at skibe større end 12.000 TEU er ufleksible og at der er for få som har volumener i en størrelsesorden som retfærdiggør større skibe. Det tyske rederi Claus Peter Offen advarer mod overkapacitet i branchen igen og Meditterreanean Shipping Company tænker ikke i skibe større end 14.000 TEU.
Borsen.dk/Nyhedsbureaet Direkt, 28/2 08.43, http://borsen.dk/nyheder/transport/artikel/1/202322/maersk_andre_rederier_kloer_sig_i_skaegget.html

CMA CGM venter normalisering i 2011
Det franske containerrederi slap bedre gennem 2010 end 2009. Omsætningen steg fra 10,5 milliarder dollar til 13,4 og nettoverskuddet blev på 1.627 millioner dollar mod et underskud i 2009 på 1,4 milliarder dollar. Selskabet forventer stabilisering af rentabiliteten i 2011.
Borsen.dk/Nyhedsbureaet Direkt, 25/2 16.20, http://borsen.dk/nyheder/investor/artikel/1/202259/maersk-rival_venter_normale_tilstande_i_2011.html

Samsø - "lad os være realistiske"
I et læserbrev i SamsøPosten slår en læser fast at der er grund til at være realistiske, og at der nu må samles enighed på øen om, at en hovedrute skal være mellem Aarhus og Sælvig, således at aarhusianere kan få mulighed for at bosætte sig på Samsø og bevare deres job i Aarhus.

Der er aftalt møde mellem Samsø Erhvervsforum og kommunalbestyrelsen 17. marts om fremtidens færgeforbindelser.
SamsøPosten, 25/2

DFDS update
Alle skal maile og kommikere på engelsk
I en meddelelse til alle "DFDS-kollegaer" fortæller CEO Niels Smedegaard, med reference til myten om Babelstårnet, som aldrig blev færdigt fordi bygningsarbejderne var blevet forbandet med forskellige sprog, at nu skal alle DFDS'ere maile og kommunikere på skrift i det engelske sprog. Det er uanset om en dansker skriver til en dansker eller en tysker til en tysker. Engelsk skal det være, på samme måde som alle finere titler i koncernen er blevet anglificerede i de senere år. Smedegaard har forståelse for de kommunikationsproblemer det kan medføre, men sådan skal det være i en internationaliseret virksomhed. Indtil videre fortsætter de danske udgaver af UPDATE (og vi ser nu frem til en DFDS-ordbog hvor også skylleren har fået sin anglikanske titel).

Rouletten ruller
DFDS har fået tilladelse til at drive casino på Oslo-ruten, og efter økonomiske beregninger og godkendelse af investering, vil "Pearl" nu blive udstyret med pengemaskiner som forventes at kunne rulle fra 1. juni 2011. Før en eventuel etablering på "Crown" skal der høstes erfaringer fra "Pearl".

Pilotprojekt for passagerforretningen
DFDS har købt et nyt reservationssystem kaldet SEABOOK af Stena Line som skal standardisere forretningsprocesser på alle ruter. Med en stram tidsplan for innovationen er nedtællingen begyndt for opstart på Esbjerg-Harwich-ruten den 16. maj. Systemet skal erstatte Cosmos og Star.
DFDS update, 25/2

Bilfærge ombygges til batteridrift
En norsk bilfærge som har en overfartstid på 10 minutter mellem Oanes og Lauvik i Rogaland, skal ombygges til batteridrift for 40 millioner kroner. En fond betaler næsten 27% af prisen. De tekniske udfordringer i projektet er løst og nu ledes der efter egnede batterier. Ombygningen kan være klar i begyndelsen af 2012.
Maritime Danmark/tu.no, 26/2 09.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10215

Travlhed på "Hvidbjørnen" før stor flådeøvelse
Om en lille måned skal "Hvidbjørnen" deltage i den store britiske flådeøvelse Joint Warrior. Besætningen arbejder på højtryk for at blive operationsklare. Torsdag morgen kunne inspektionsskibet sejle ud på testsejlads efter tre en halv måned på værft. Øvelserne i Joint Warrior ligge langt fra "Hvidbjørnens" normale opgaver i Nordatlanten. Udover "Hvidbjørnen" deltager "Absalon" og Søværnets Taktiske Stab.
SOK, 25/2 12.59, http://forsvaret.dk/SOK/Nyt%20og%20Presse/oevrigenyheder/Pages/TravlhedpåHVIDBJØRNENførstorflådeøvelse.aspx

Skagen Skipperskole
Udgravninger til den nye skipperskole er godt i gang og i marts ankommer de første elementer til grundplanen. De 2.515 kvadratmeter ny skole forventes at være færdig i november.
Maritime Danmark/Skagen Havn, 25/2 16.04, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10158

Kina ønsker at bevare markedsandel i værftsindustrien
Kina har en markedsandel på 40% af alt skibsbyggeri og er kendt for at være billige men ikke særligt teknologisk avancerede, hvor Kina halter efter Sydkorea og Japan. Det vil tvinge Kina til at investere mere i teknologi og udvikling hvis markedsandelen skal bevares.
Maritime Danmark, 27/2 09.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=10219

FOA jubler ikke
Dennis Kristensen kalder forliget på det offentlige område for magert, men er tilfreds med at der er indgået forlig. Forliget indeholder en nul-løsning for i år, og 2,65%'s lønstigning i 2012. Dennis Kristensen er skuffet over at regionerne har afvist alle andre krav, særlig et krav om tryghedsbestemmelser.
Business.dk/ritzau, 27/2 10.21, http://www.business.dk/arbejdsmarked/foa-ingen-grund-til-jubel-over-forlig

Prosa-strejke foreløbig udsat af Arbejdsretten
En varslet strejke mod it-giganten CSC, som bl.a. vil ramme SKAT's it-systemer, er blevet udsat til tidligst at kunne træde i kraft fra d. 21. marts. Strejken var ellers varslet til iværksættelse fra i dag. CSC's ledelse vil have strejkens legalitet underkendt, bl.a. fordi den vil ramme SKAT. PROSA afviser at strejken er i strid med en fredsaftale som løber til juni og som friholder normal drift af it-systemerne. Fra juni er der varslet storstrejke for yderligere 400 ansatte. CSC's ledelse har krævet massiv løntilbagegang og har varslet fyring af 600 medarbejdere i det næste år.
Avisen.dk, 25/2 14.10, http://avisen.dk/csc-strejke-udsat-i-tre-uger_142363.aspx

Forligsmand har foreløbigt afværget grøn konflikt
Efter over 24 timers forhandlinger har forligsmanden opgivet at få skrevet overenskomst på det grønne område, som omfatter omkring 20.000 gartnere, skovarbejdere og landbrugsassistenter.
Der var udsendt konfliktvarsel til 1. marts, men forligsmanden valgte at udskyde konflikten i 14 dage.
3F-nyheder, 26. februar 11.59, http://forsiden.3f.dk/article/20110226/NYHEDER/110229938/2140/NYHEDER

150.000 kr. i erstatning til fyret gravid
En rengøringsassistent kom tilbage til arbejde efter endt barselsorlov. To dage efter konstaterede hun at hun igen var gravid. Efter 11 dage fik hun fyresedlen. Afskedigelsesnævnet fastslog d. 25. februar at arbejdsgiveren skal betale en erstatning på 150.000 kroner. Arbejdsgiveren kunne ikke bevise at han var uvidende om rengøringsassistentens nye graviditet, og omvendt kunne 3F heller ikke bevise at arbejdsgiveren var blevet oplyst om graviditeten. Med påstand mod påstand faldt kendelsen ud til rengøringsassistentens fordel. Arbejdsgiveren mener 3F skulle skamme sig, fordi 3F fra dag et har vidst at arbejdsgiveren havde ret.
3F-nyheder, 25/2 10.31, http://forsiden.3f.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20110225/NYHEDER/110229950/2140/NYHEDER

Dom tolkes således at arbejdsgivere må narkoteste ved mistanke
Arbejdsretssagen om en arbejdsgiver som havde narkotestet en lærling (se DAGEN 22/2), vækker glæde i Dansk Erhverv, hvor dommen tolkes således at den giver arbejdsgiveren ret til at udføre en narkotest på baggrund af en konkret og aktuel mistanke.
Business.dk/ritzau, 25/2 18.00, http://www.business.dk/karriere/nu-maa-arbejdsgivere-narkoteste

Velhavende danskere snyder massivt med skatten
Hver anden dansker snyder - bevidst eller ubevidst, skriver Berlingske, og det er mest dem med høje indkomster og store fradrag som deltager i "legen". Specialkonsulent i SKAT Jens Buch oplyser at SKAT i 2008 alene i Midtjylland hentede 55 millioner kroner fra 1.700 borgere. Konsulenten skal fra 1. maj i år koordinere en landsdækkende kontrol af danskere som har store fradrag.
Avisen.dk, 25/2 08.27, http://avisen.dk/velhavende-danskere-snyder-i-skat_142328.aspx

Støjberg på kommunerejse om aktivering
Beskæftigelsesministeren besøger i dag Holstebro og Viborg kommuner for at forhøre sig om samarbejdet mellem jobcentrene og virksomhederne. Der bliver tjekket ud på konkrete virksomheder om deres tilbud på området. Udgangspunktet er at et virksomhedstilbud er den bedste vej tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket et nyt refusionssystem underbygger.
Beskæftigelsesministeriet, 25/2, http://www.bm.dk/Aktuelt/Nyheder/Pressemeddelelser/Arkiv/2011/02/Stoejberg%20tjekker%20aktive%20tilbud%20paa%20virksomheder.aspx

Konjunkturbarometre
Serviceerhverv februar 2011
Den sammensatte indikator er 11 mod 8 i januar. Den nåede sit laveste niveau i marts 2009.

Industrien
Den sammensatte indikator er 3 i februar mod 4 i januar. Den har stort set befundet sig på samme niveau siden januar 2010.

Bygge og anlæg
Den sammensatte indikator er -21 i februar mod -31 i januar. For et år siden var indikatoren -41.
Danmarks Statistik, 25/2, http://www.dst.dk/Statistik/Nyt/Tidsopdelt.aspx

Ugebrevet A4
Indhold:
* Industrien ser kulsort på fremtiden
* Ny pensionsskat kan løse gældskrisen
* Svensk succes kan ikke kopieres
* Europæerne får flere børn
* Børnene overtager børnehaverne
* Det vaklende videnssamfund
* Ingen bestikkelse med gratis øl
* Hvad er der galt i at hyre en billig polak?
LO, 28/2, http://www.ugebreveta4.dk/

BALTIC DRY INDEX
1.245 (-26) (rekord 20/5-2008 11.793)
Dryships.com, 25/2, http://www.dryships.com/pages/report.asp

VALUTAKURSER – når du køber kontanter
100 USD = 556,63 DKK
100 Euro = 758,58 DKK
Danske Bank, 28/2, http://www.danskebank.dk/da-dk/Privat/Daglig-oekonomi/Valuta/Pages/Se-valutakurser.aspx#

AKTIEKURSER

APM A-aktie: 50.450 (0)
APM B-aktie: 51.600 (-200)
D/S Norden: 191,90 (-1,90)
DFDS: 466 (-3)
D/S Torm: 37,19 (-0,52)
Mols-Linien: 29,60 (-0,30)
Børsen, 24/2

OleS

THORA LUND

023-brugt



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Gratis onlinekurser for medlemmer

Bliv klogere hjemme i sofaen og få papir på din viden. Dansk Meta ...

"DIS-regnemaskine" opdateret på hjemmesiden

Dagpenge- og DIS til brutto-beregnerne her på hjemmesiden er opda ...
bottom banner1