Mose Allé 13, 2610 Rødovre, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

Nyhedsmail

Få tilsendt vores nyheds-
mail med oversigt over
de seneste nyheder.
DAGEN
Man 9/11-2009 10.00
9/11-2009
CO-SØFART KALENDER
 
Ole Strandberg - arbejder hjemme og møde i Tilsynsrådet (udligningskontoret) kl. 11
Carsten Melhaven (SK) - feriedag
 
FRA MEDIER
(opdateret fra fredag morgen)
 
Pirateri
Truer med at dræbe tre gidsler
Pirater truer med at dræbe tre besætningsmedlemmer fra et kapret spansk fiskefartøj, medmindre to pirater som sidder fængslet i Spanien bliver løsladt. Fiskefartøjet "Alakrana" blev kapret 2. oktober med 36 besætningsmedlemmer ombord i Det Indiske Ocean. De somaliske pirater har tidligere sagt at de ikke vil forhandle en løsesum før deres kammerater i Spanien er blevet løsladt.
Jyllandsposten/ritzau, 6/11 12.12, http://jp.dk/udland/article1877195.ece
 
IMB Live Piracy Report update
5/11 0320 LT psn 06:00.6S 105:56.4E Ciwandan red, Indonesien
Fire røvere entrede en bulkcarrier på reden fra agter. Røverne bandt en matros og førte en anden under trusler med kniv til maskinrummet hvorfra de stjal reservedele og forsvandt. Ingen tilskadekomne.
 
5/11 0426 UTC psn 09:40.36S 045:05.48E 690 nm syd for Mogadishu, Somalia
Pirater har angrebet og kapret en bulkcarrier. Yderligere oplysninger afventes.
 
Kineserne fortsætter med at købe skibe op
I oktober købte kinesiske rederier 28 tørlastskibe som var udbudt til salg, og i de første ti måneder af året er der tilsammen opkøbt 220 skibe, svarende til hver fjerde skib der har været udbudt til salg.
Maritime Danmark/Tradewinds, 7/11 08.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=6216
 
"Mærsk Stepnica" ramt af væltende containere i Bremerhaven
Containerne væltede fra et andet containerskib i havnen. Ingen kom til skade. Der var formentlig tale om fejllastning af containerskibet "Husky Racer" på 980 TEU, da skibet begyndte at svinge kraftigt fra side til side og 18 containere væltede af skibet, hvoraf de otte ramte "Maersk Stepnica" på 8.750 TEU, mens resten faldt i havnen. En af containerne gik straks til bunds, mens resten begyndte at flyde ned af floden.
Maritime Danmark/Bild, 6/11 13.43, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=6211
 
Fjord Line kan blive i Kristiansand
Tilsynsmyndigheden ESA har givet Fjord Line medhold i en klage over udelukkelse fra Kristiansand Havn, medmindre der var tale om helårssejlads. Fjord Line mener havnen har forsøgt at give Color Line monopol på brug af havnen efter et forbud i 2008 mod at give tilladelse til en hurtigfærgeforbindelse i sommerhalvåret. Ruten starter nu op til næste år, men Fjord Line vil alligevel anlægge erstatningssag mod havnen.
Maritime Danmark/Fjord Line, 9/11 08.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=6224
 
Færgematros dømt for groft underslæb
En 34-årig matros er ved retten i Nykøbing idømt et års betinget fængsel for groft underslæb på en halv million kroner. Over halvandet år havde han taget sin egen del af billetindtægterne på færgen mellem Kragenæs og Fejø i 2006 og 2007. Han indberettede imidlertid billetindtægterne korrekt men indbetalte et mindre beløb. Alligevel gik der halvandet år før bedrageriet blev opdaget.
 
Normalt idømmes der ubetinhet fængsel for en forseelse af denne art, men det kom matrosen til gode at han var ustraffet og havde aftalt en tilbagebetalingsordning som han hidtil har passet upåklageligt. Det var også formildende at kontrollen var så ringe.
 
DFDS news
Toyota bruger DFDS til biltransporter fra England til Norge
Efter måneders forhandlinger er der indgået aftale med Toyota om transport af Toyota-biler produceret i England, med Tor Line-ruten mellem Immingham og Brevik. Det drejer sig om 5-6.000 biler årligt og de første afskibninger forventes i løbet af de næste par uger.
 
Ny container service
Der introduceres ny rute fra Zeebrugge til Waterford i Irland. Afgang fra Zeebrugge onsdag og lørdag og ankomst Waterford torsdag og søndag. Første afgang fra Zeebrugge er lørdag den 14. november.
Fra november tilbydes i samarbejde med kølehuse i Holland, at kunder kan nøjes med at reservere plads til 1-3 paller med kølevarer i en enkelt container, hvorefter containeren fyldes op med paller fra andre kunder. Tilbuddet gælder for to temperaturområder.
 
Oplysning om rusmidler
Københavns politis kriminalpræventive afdeling vil holde foredrag på "Crown" og "Pearl" om stoffer og rusmidler. På "Crown" finder det sted under dokning i januar og på "Pearl" i januar/februar mens der sejles.
 
Kvartalets oliepris
Vinder blev efter megen matematik erklæret for at være "Tor Magnolia". De øvrige kandidater til prisen var "Tor Petunia", "Tor Primula" og "Lysskog". Prisen giver 50.000 kroner til skibskassen.
DFDS all aboard weekly 6/11
 
Samsø og færgetrafikken
SamsøPosten har stillet topkandidaterne til kommunalvalget seks spørgsmål, og spørgsmål to lyder: Skal færgedriften også i udbud fremover, eller skal kommunen selv stå for besejlingen? Her er besvarelser fra Social Listen:
 
Einer Madsen: Det er pristalsregulerende at udbyde driften i licitation, men det kræver der er flere rederier som konkurrerer. God ide at have et ø-rederi parat til eventuel overtagelse.
Lena Sundstrøm: Alle muligheder åbne, også det at starte et kommunalt rederi.
Hanne Valter Bruun: Lige nu bundet af kontrakt med NFS, men andre ø-kommuner har eget rederi og Samsø kan måske lære noget. Nej til hurtigrute fra Mårup til Århus, men en rigtig god ide med hurtigbus fra Hou til Århus.
 
Læserbrevene:
En læser konstaterer at hjemmesiden igen ikke var opdateret om fortsatte morgenaflysninger i forbindelse med blæsevejr. Hjemmesiden lovede normal drift, og blev først opdateret efter aflysningerne. Det gav lange køer af forgæves ventende passagerer. En anden læser konstaterer at pendlere, vognmænd og alle andre denne morgen, igen var gidsler i et spil om Samsøs fremtid, og at selv 12 s/m fra sydøst er nok til problemer, udover problemer med lavvande og lastbiler som får beskadiget taget på deres biler når hældningen til rampen er for stejl.
SamsøPosten, 6/11
 
SamsøTrafikken
Stormens rasen første weekend i oktober markerede det absolutte nulpunkt for Jyllandsruten. Rederiet etablerede straks efter en 6-punktsplan med overfartschef Jørgen Jensens tilstedeværelse på Samsø og et 24 timers beredskab 365 dage om året. De aflyste afgange fra d. 1. til d. 4. november er kommunikeret ud til alle passagererne, personalet er orienteret og minut for minut er situationen beskrevet på hjemmesiden.
 
Også udvalg i bistro og madsortiment er tilpasset kundernes ønsker. Rederiet er på rette vej og har fået godt fat om tingene. Der har været øget trafik på ruten og forhandlingerne med Samsø Kommune skrider fremad, hvor begge parter arbejder sig frem mod en fornuftig løsning.
Underskrevet Per Gullestrup (som vist ikke følger med på rederiets hjemmeside)
 
Katamaranfærger i kulfiber
Tuco Yacht Værft har udviklet en katamaranfærge på 35 meter som er bygget i kulfiber. Værftet har fået kontrakt på levering af tre stk. til færdiggørelse på det norske værft Båtservice Mandal A/S. Kulfiberskibet er op til 40% lettere end skibe i traditionelle materialer som stål, aluminium og glasfiber. Det giver betydelige driftsbesparelser. De er samtidig tre gange stærkere.
Maritime Danmark/Fyns Amts Avis, 9/11 06.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=6221
 
Elektroniske søkort over grønlandske farvande
Der er indgået aftale mellem det grønlandske selvstyre og den danske regering om at øge produktionen af elektroniske kort over de mest trafikerede grønlandske farvande. Det sker efter antallet af krydstogtsskibe er tredoblet over de seneste fem år. Der er afsat 10 millioner kroner til projektet.
Maritime Danmark/Sermitsiaq.gl, 9/11 06.30, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=6222
 
Maritime betjente
Justitsminister Brian Mikkelsen besøgte torsdag Bornholms Politi for at høre om erfaringer med maritime betjente, og besøgte herunder også "Havfruen" på en kort sejlads. Betjentene gennemførte forskellige øvelser i Rønne Havn, herunder demonstrerede de også en fredelig bording og efterforskning på et skibs bro.
 
Danmark på maritim førsteplads
I nyligt udgivne "Flag State Performance Table" indtager Danmark sammen med Hong Kong, Storbritannien og Tyskland en førsteplads. Landene måles på forskellige forhold, som f.eks. i hvilket omfang de har tiltrådt internationale konventioner, hvor ihærdigt de deltager i arbejdet i IMO og i hvilken udstrækning flagskibe tilbageholdes på grund af fejl og mangler.
Maritime Danmark/Danmarks Rederiforening, 6/11 06.00, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=6205
 
Ransagning hos Steen Bryde kendt lovlig og i orden
En klage fra Steen Bryde over bagmandspolitiets og SKAT's ransagning i august er afvist af byretten i København. Klagen gik på at SKAT ikke havde legal adgang til Steen Brydes hjem og kontor, og at de blot var på "fisketur". SKAT's personale var imidlertid udlånt til politiet som manglede personale til den 40 mand store aktion. Der var ikke tale om at Steen Bryde er mistænkt for skattesvig. Bryde er nu sigtet for skyldner- og mandatsvig. Anklagepunkterne er bl.a. at Bryde, mens han stod i spidsen for Nordic Tankers, forsøgte at berige sig på rederiets bekostning. Det vurderes at Steen Bryde risikerer flere års fængsel.
 
Efterfølger til "Vi de druknede"
Carsten Jensen og Karsten Hermansen har sammen udgivet en opfølger til succesromanen "Vi de druknede".
Vi sejlede bare - virkeligheden bag "Vi de druknede"
Vel illustreret
205 sider, 299 kr.
Marstal Søfartsmuseum
ISBN 978-87-8989-38-8
Anmeldt i søfart 6/11 side 13
 
HK vil ultimativt af med 50%-regel
Ved de kommende overenskomstforhandlinger er det et ultimativt krav fra HK-Privat, at overenskomstbestemmelsen om at minimum 50% af de ansatte på en virksomhed skal være HK-medlemmer, før de ansatte kan være overenskomstdækkede, nu fjernes. Reglen blev indført i den første overenskomst HK tegnede i 30'erne, og andre fagforbund har ikke denne regel. Hvis ikke reglen nu kan blive fjernet er HK simpelthen nød til at stemme nej til et overenskomstresultat, udtaler formanden for HK-Privat.
 
Arbejdsløshed i USA rekordhøj
I oktober steg arbejdsløsheden i USA til 10,2% og har dermed for første gang siden 1983 passeret de 10%.
 
Bruttonationalproduktet (BNP)
BNP faldt i 2008 med 0,9% efter korrektion for prisudvikling. Efter høje vækstrater i årene 2004-2006 er dansk økonomi i tilbagegang og udviste i 2008 et fald i BNP, som Danmark ikke har oplevet de sidste 15 år.
Danmarks Statistik, 6/11, http://www.dst.dk/nytudg/12827
 
De mørklødede kan bare give sig til at drikke alkohol som vi andre
Der er bredt politisk flertal for forbud mod vandpibetobak (hele venstrefløjen har armene i vejret). Kræftens Bekæmpelse har i en undersøgelse konstateret at unge som har prøvet vandpibe, har tre gange større chancer for at ende som cigaretrygere (end dem som f.eks. starter med at drikke sojamælk). Tyskerne har for nylig forbudt den særlige søde tobak, ved at sænke grænsen for tilsætningsstoffer i tobak til 25%, og vandpibetobak er for to tredjedeles vedkommende tilsætningsstoffer.
 
Ugebrevet A4 nr. 38
Indhold:
* Politikere flygter fra regionsråd
* Krisen giver vælgersmæk til Lykke
* Netnyt
* A-kassen kæmper med dårligt image
* Update & Kalender
* Eksplosition i langvarig ledighed
* Unge i Mellemøsten venter på job - og sex.
* Jordskælv - ikke jordskred
* Hemmelig kontrol bedre end tillid
 
Baltic Dry Index
3393 (+58) (rekord: 20/5-2008 11.793)
Dryships.com, 6/11, http://www.dryships.com/pages/report.asp
 
Bankens salgskurser
100 USD = 513,27 DKK
100 Euro = 757,25 DKK
 
Aktiekurser - aktuelle købskurser
D/S Torm: 49.60
APM A-aktie: 34.900 
APM B-aktie: 36.100 
D/S Norden: 200 
DFDS: 336,50
Mols-Linien: 52,50
 
Thora Lund
051(4)



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Slår et ekstra slag for skibsmekaniker-uddannelsen i høringssvar

Omlægningen af uddannelserne til sætteskipper- og skibsfører, hvo ...

-Velfortjent IMO-pris til Birgit Sølling Olsen

-Det er mere end velfortjent, at Birgit Sølling Olsen modtager IM ...
bottom banner1