Mose Allé 13, 2610 Rødovre, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

Nyhedsmail

Få tilsendt vores nyheds-
mail med oversigt over
de seneste nyheder.
DAGEN
Fre 23/10-2009 10.03
23/10-2009
CO-SØFART KALENDER
 
John Ibsen - 11.30 muligt møde
Søren V. Nielsen - fridag
 
FRA MEDIER
 
Pirateri
Somalia internt
Mindst 17 er dræbt og 58 såret efter de værste sammenstød i månedsvis mellem FN-soldater og muslimske oprørere i Mogadishu. Urolighederne startede da oprørerne beskød lufthavnen på et tidspunkt hvor præsidenten skulle flyve ud af landet.
 
Kina truer med militær indgriben
En talsmand for det kinesiske forsvarsministerium har på en pressekonference sagt at Kina ikke vil udelukke militær indgriben mod de pirater som i mandags kaprede et kinesisk kulskib med 25 besætningsmedlemmer. Truslen om militær indgriben vil blive kombineret med forhandlinger. Kineserne mener ikke samarbejdet i området er godt nok, og Beijing vil nu tage initiativ til en konference mellem lande som forsøger at opretholde sikker sejlads i området.
 
Indisk fragtskib kapret
Torsdag morgen lykkedes det igen somaliske pirater at kapre et fragtskib i Adenbugten. Der er tale om det indiske bulkskib "Al Khaliq" og det er det tredje bulkskib som kapres inden for de seneste to uger. Besætningen består af 26 personer og deres situation er uvis. IMB advarer for tiden om at det gunstige vejr muliggør kapringer længere væk fra kysten end vanligt og opfordrer alle skibe, også på den anden side af en 600 sømils zone, til at være på vagt.
Borsen.dk/Nyhedsbureaet Direkt, 22/10 16.09, http://borsen.dk/transport/nyhed/168567/
 
Nye advarselszoner for skibsfarten
Efter pirater i mandags kaprede et kinesisk skib med 25 besætningsmedlemmer 700 sømil fra Somalias kyst, fraråder de kinesiske myndigheder nu alle kinesiske skibe at sejle i området ud for Afrikas Østkyst.
 
Så langt vil Danmarks Rederiforening ikke gå, men anbefaler at skibene sejler så langt fra kysten som muligt. Samtidig mener Jan Fritz Hansen fra rederiforeningen at der skal presses hårdere på de afrikanske lande for at opnå mere lokal beskyttelse.
 
Kapringer sker nu længere væk fra kysten og det er vanskeligere at gardere sig. Derimod er det blevet sikrere at sejle i Adenbugten på grund af de mange krigsskibe i området. Det Indiske Ocean derimod udgør et enormt ubeskyttet område.
 
IMB Live Piracy Report update
22/10 05.55 UTC psn 04:09S 052:35E 570 nm SE for Mogadishu, Somalia
Pirater bevæbnede med automatvåben og RPG's åbnede ild mod en bulkcarrier fra skiffs. Piraterne entrede, tog 25 besætningsmedlemmer som gidsler og kaprede skibet. Skibet er nu under piraternes kontrol og sejles til ukendt bestemmelsessted.
 
22/10 0415 UTC psn 03:45.28S 046:43.24E 350 nm SE for Mogadishu, Somalia
Pirater i to skiffs bevæbnede med automatvåben og RPG's beskød et roro skib med hensigter om at entre skibet. Skibet øgede hastigheden, foretog undvigemanøvrer og undslap piraterne.
 
21/10 16.00 UTC psn 09:13N 014:12W 35 nm ud for Conakry lodsstation, Guinea
Otte pirater i en smal båd nærmede sig et fragtskib. Vagthavende officer slog alarm, øgede hastigheden og foretog undvigemanøvrer. Da piraterne var 150 meter fra skibet observerede besætningen at en af piraterne holdt et reb, to pirater var bevæbnede og de øvrige pirater signalerede til skibet om at stoppe. Vagthavende øgede hastigheden til maksimum og foretog fortsatte undvigemanøvrer hvorefter piraterne opgav forfølgelsen af skibet. Havnekontrollen blev kontaktet uden respons.
 
Kommentar til Lars Vang Christensen
Som en kommentar til udtalelser fra formanden for Danmarks Rederiforening siger Peer Bøje Brandenborg, formand for Søfartens Ledere, at det er flot at Lars Vang Christensen kan udtale at dansk arbejdskraft kan bevares på skibene, hvis den blot er bedre og ikke dyrere.
 
Per Bøje vil i den forbindelse erindre formanden om at dengang DIS-loven blev vedtaget, med massiv støtte fra samfundet, var en af forudsætningerne sikring af dansk beskæftigelse. Udviklingen nu er et farligt angreb på hele den maritime sektor. Hvor skal eksperterne som i dag befolker Søfartsstyrelsen, Farvandsvæsenet, Søværnet, rederikontorerne osv, komme fra, hvis de unge vender erhvervet ryggen?
 
Clipper på jagt efter kontrol med Nordic Tankers
Der forhandles for øjeblikket om overtagelse af en aktiepost på ca. 30% i tilknytning til en kapitaludvidelse i Nordic Tankers, hvor Clipper både vil skyde skibe og kontanter i tankskibsrederiet. Clipper som har hovedsæde på Bahamas og råder over en af verdens største tørlastflåder, formodes at interessere sig for Nordic Tankers som del af et forsøg på at blive mere stuerene og få adgang til en børsplatform.
 
Clipper ønsker ikke at overtage hele Nordic Tankers og skulle indgive købstilbud på alle aktier efter reglerne om en ejerandel på mere end 33%. Blot 30% er tilstrækkeligt til at kontrollere selskabet, fordi resten af aktierne er spredt på mere end 6.000 investorer. Rederiet Clipper ønsker ikke at kommentere Børsens oplysninger.
Børsen, 23/10, side 10-11
 
Vagt i gevær om containerrater
Netop som der er glæde over stigende containerrater råber den hollandske storbank ING vagt i gevær. Den strukturelle overkapacitet vil formentlig medføre betydelige ratefald i 2010, og det kan let blive med mere end 30%. Allerede når juletrafikken lakker mod enden i slutningen af november, vil raterne igen blive sat under pres. På de førende ruter har raterne ellers mærket et voldsomt opsving i den seneste tid til et rentabelt niveau på omkring 1000 dollar pr. TEU. Samlet mener banken at overkapacitet ikke er et midlertidigt problem men et strukturelt problem for branchen.
 
Mærsk presser priser på leje af skibe i bund
KG-selskaber som lever af at købe skibe og leje dem ud til rederier, er for tiden under stærkt pres fra danske Mærsk, som udnytter sin markedsposition til at indleje skibe til spotpriser. Mærsk sikrer sig skibene for længere perioder til priser som ligger under markedsprisen. Særlig tyske KG-selskaber er i vridemaskinen blandt skibsejere som har bygget skibe for lånte penge i håb om attraktive udlejepriser.
Borsen.dk/Nyhedsbureaet Direkt, 22/10 10.23, http://borsen.dk/transport/nyhed/168518/
 
Milliard-potentiale i scrubber-systemet
Ålborg Industries som i øjeblikket tester et scrubber-system på "Tor Ficaria" fra DFDS, forventer milliardstore omsætningsudvidelser når kravene til en renere skibsfart spidser til med årene. Valget for rederierne er nemlig om den billige fuelolie skal droppes eller at få etableret et rensningssystem.
 
Ålborg Industries forventer umiddelbart en omsætningsnedgang i kølvandet på den økonomiske krise, men fra 2014 forventes et omsætningsniveau som i dag hvor scrubberne står for 30% af omsætningen.
Børsen, 23/10, side 14
 
Scandlines må ikke videovervåge tjenerne
I en kendelse i en faglig voldgift anlagt af 3F Privat Service mod Scandlines, slår opmanden, højesteretsdommer Thomas Rørdam, utvetydigt fast at rederiet ikke må iværksætte planlagt videoovervågning af restauranterne på Gedser-Rostock færgerne.
 
Scandlines havde begrundet ønsket om videoovervågning med ønske om at:
* forebygge og opklare berigelseskriminalitet fra kunder og ansatte
* afklare forløb hvor kunder har indgivet klager
* sikre de ansatte mod overfald.
 
Efter overenskomsten må rederiet indføre kontrolforanstaltninger som er sagligt begrundede i driftsmæssige årsager og som har et fornuftigt formål. Foranstaltningerne må ikke være krænkende og de må ikke forvolde tab eller nævneværdige ulemper. Med de ansatte er der indgået en aftale om kontrolforanstaltninger, hvorefter rederiet uden varsel kan etablere videovervågning med videre. Der er enighed om at personaleaftalen ikke hindrer foreningen i at få prøvet klager i overensstemmelse med overenskomstens tekst.
 
Rederiet har i mundtlige forklaringer begrundet de planlagte foranstaltninger med 10 episoder med berigelseskriminalitet begået af tjenere inden for en periode på 6 år. Afhørte tillidsrepræsentanter har forklaret, at de opfatter videovervågning af restauranterne som krænkende, og at de ikke er bekendt med berigelseskriminalitet siden 29. august 2008.
 
Opmanden lægger i sin kendelse til grund, at baggrunden for ønsket om videovervågning primært er ønske om at opklare berigelseskriminalitet begået af tjenerne, og der må kræves klar driftsmæssig begrundelse for at overvågningen kan være i overensstemmelse med overenskomstens krav. Der foreligger alene oplysninger om 7 tilfælde af berigelseskriminalitet inden for de sidste 6 år, hvor de pågældende tjenere er blevet bortvist, og der er ikke fremlagt nærmere oplysninger om svind i restauranterne. Endelig er der ikke fremlagt oplysninger om tyveri fra kundernes side eller om overfald på tjenerne. En klar driftsmæssig begrundelse for indgrebet er derfor ikke dokumenteret.
DAGEN/3F Privat Service, Hotel og Restauration
 
Samsø og "Kanhave"
I åbent brev til trafikudvalget fra det radikale medlem af økonomiudvalget hedder det, at byrådet nu bør suge luft ind mellem tænderne. Det haster ikke med en tillægskontrakt og et øget antal afgange med "de tomme pladsers passagerer" er ikke sagen i vintermånederne. Måske hellere afgange til Århus. En tillægskontrakt skal af Samsø opleves som et løft "der giver håb om en reel kompensation for de skadevirkninger øen kan lide under i mange år fremover i forhold til bosætning og turisme".
Samsø Posten, 22/10
 
"Kanhave" forbereder sig på vinteren
Der er nu monteret møbler på dækket i færgens forende og gyngeheste til de mindste. Agterdækket forbliver åbent fordi det er landingsplads for helikopter.
SamsøTrafikken, 22/10
 
Ubåd med 10 ton kokain
Hjemmebyggede ubåde bliver i stigende grad anvendt af narkosmuglere til at transportere store mængder narkotika. De er bygget af stål og glasfiber og ofte vanskelige at spore. BBC fortæller at narkopoliti fra Guatemala og USA er lykkedes med at indfange en ubåd 280 kilometer fra Guatemalas Stillehavskyst som fragtede 10 ton kokain til en værdi af en milliard kroner.
Jyllandsposten, 23/10 06.59, http://jp.dk/udland/usa/article1860603.ece
 
Vemodigt job at strippe skrottede korvetter
"Niels Juel", "Peter Tordenskjold" og "Olfert Fischer" er ved at blive strippet for alt som kan genbruges på Flådestation Korsør. Det er nu besluttet at korvetterne kun skal sælges til skrothandlere. Der bliver lagt sjæl i arbejdet siger Carsten Fjord-Larsen som har været chef på "Peter Tordenskjold".
 
Korvetchefen konstaterer at den umiddelbare fornemmelse er at det er ærgerligt fordi der var tale om velfungerende skibe med velfungerende besætninger, men kigger man lidt længere frem rundt om hjørnet, så dukker noget endnu bedre op. De gamle besætninger skal udgøre grundstammen i de første fregatbesætninger som størrelsesmæssigt kan være med blandt de allerbedste, og indeholder udstyr som er på højde med det mest moderne som findes i NATO.
 
Mindre forurening fra skibsfarten end forventet
Onsdag offentliggjorde Danmarks Miljøundersøgelser og Århus Universitet nyt forskningsmateriale om forureningen fra skibe i farvandene omkring Danmark, og resultaterne overrasker. Tilsyneladende er skibsfarten "kun" ansvarlig for 37% af svovlforureningen i Danmark, hvor den etablerede konklusion i forskningsverdenen hidtil har været at 68% af svovloxider i luften over Danmark stammer fra skibstrafikken. Det er nu konstateret at allerede i 2007 slog de skærpede krav til svovlindhold i skibenes brændstof i stort omfang igennem. Der forudses en reduktion på 91% frem mod 2020.
 
Meget af nedjusteringen skyldes den simple kendsgerning, at en større del af skibstrafikken sejler gennem Øresund hvor en større andel af de udledte svovloxider blæser med vestenvinden til Sverige.
 
Den samlede svovlforurening over Danmark er imidlertid den samme som hidtil, det er blot konstateret at skibsfartens andel er mindre end antaget. Det fremgår ikke af undersøgelsen om enkelte forureningskilder, som f.erks. brændeovne, bidrager med mere end hidtil antaget.
 
C. J. Helt & Co. har indgivet konkursbegæring
Skibsmæglerfirmaet som blev stiftet i 1972 og som har adresse i Svendborg er gået konkurs. Firmaet beskæftiger to ejere, en skibsmægler og en elev. C.J. Helt & Co. disponerer fem skibe hvoraf et er 100% ejet mens der er anparter i de øvrige.
 
Vismandsrapporten efteråret 2009
Rapporten, pressemateriale og skriftlige kommentarer fra rådsmedlemmerne.
Det økonomiske råd, 22/10, http://www.dors.dk/sw7007.asp
 
Fra resumeet:
Der er tegn på at bunden er nået men flere årsager til at der kun kan forventes et forkølet opsving. Der er således lidt betydelige formuetab hos boligejerne og der er udsigt til stigende ledighed. Ledigheden ventes at stige til 170.000 i 2011. Lønstigningstakten forventes at holde sig på 2,5% de kommende år, hvilket indebærer fortsat forringelse af konkurrenceevnen. Finanspolitikken bør lempes, men der bør strammes når det er højkunjunktur. Skattestoppet har forstærket konjunkturudsving. Senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er essentiel vigtig for udviklingen. Dagpengereform er en god ide.
 
Regeringens finanspolitik skyld i stigende antal arbejdsløse
Da nationalbankdirektør Jens Thorsen torsdag holdt tale for pressen i Det Økonomiske Råd, kritiserede han utvetydigt regeringen for ikke at have ført en aktivistisk finanspolitik under højkunjunkturen. En forudsætning for en aktiv finanspolitik er symmetri. Lempes der under krise, skal der strammes under højkunjunktur. Finansminister Claus Hjort Frederiksen er uforstående over kritikken og gentager at det ikke er regeringens politik at forhøje skatterne.
 
Forbrugerforventninger
Den samlede indikator for forbrugertilliden var i oktober -0,9 mod -1,1 i september. Om den fremtidige situation forventer forbrugerne at den økonomiske situation vil være bedre om et år, end den er i dag, mens de vurderer at situationen i dag er dårligere end for et år siden.
Danmarks Statistik, 22/10, http://www.dst.dk/nytudg/12358
 
Regeringen vil nedlægge SP-ordningen
Udbetalingen af SP var en succes og 9 ud af 10 valgte at få deres penge udbetalt. Der vil nu blive fremsat et lovforslag som giver de resterende mulighed for at få pengene udbetalt eller overført til anden pensionsordning. Hvis man valgte at fortsætte ordningen risikerer man at de resterende penge bliver spist op af administrative udgifter.
 
Skraldekonflikten i fem københavnske kommuner
De fyrede skraldemænd fra HCS har torsdag forsøgt at blokere for aflevering af affald på Vestforbrænding i Glostrup. Det er imidlertid lykkedes for stadig flere af skraldevognene fra de nye firmaer kommunerne har hyret at få afleveret skraldet, tildels ved hjælp af politiet.
 
Søfart nr. 43
Indhold:
Immingham forude
Britiske Immingham er på få år blevet til DFDS’ største knudepunkt for ro/ro-trafikken. Rederiet har netop investeret i en forlængelse af de tre "blomsterbåde" »Tor Begonia«, »Tor Freesia« og »Tor Ficaria«, der dermed er blevet Europas største ro/ro-fartøjer. Følg med over AngloBridge fra Göteborg til Immingham.
 
Oprustning hos Copenship
Efter i januar at have skåret betydeligt ned for blusset med bare 12 skibe tilbage i flåden, er operatørvirksomheden Copenship nu oppe på 55. Optimismen betyder bl.a., at virksomheden har styrket sin linjetrafik med to japanske nybygninger, der er taget på charter i en årrække. For første gang i virksomhedens historie udstyres de med Copenship-navne.
 
Scan-Trans skærer til
Rederi- og operatørvirksomheden Scan-Trans i Næstved har droppet de sidste to af i alt fire nybygninger fra et kinesisk værft. Dermed er rederiets nybygningsafdeling blevet overflødig og lukket ned. Det koster tre stillinger, mens yderligere seks ansatte er afskediget andre steder i organisationen pga. reduceret aktivitet i virksomheden.
 
Rene ord om emissioner
Det står slet ikke så galt til med skibsfartens emissionsudledninger over Danmark, som man hidtil har troet. Det viser en ny undersøgelse, foretaget af Danmarks Miljøundersøgelser ved Århus Universitet, der officielt blev præsenteret på et pressemøde i Charlottenlund i går torsdag.
 
Navtex fra egen fabrik
Sirius-3 Navtex er navnet på intet mindre end et helt nyt produkt fra Polaris Electronics, der til og med har etableret egen produktion i nye lokaler bag firmaets domicil. Den mere end tiltrængte fornyelse af Navtex'en havde verdenspremiere på DanFish-messen i Aalborg – tæt på Polaris Electronics hjemmebane.
 
Kæbestød til Rule B
En amerikansk appeldomstol har bidraget med endnu et søm til Rule B's kiste. Rule B's deroute blev indledt med Atlas-sagen og et velanrettet skud fra Sø- og Handelsretten i foråret. Et juridisk wildwest kan være et overstået kapitel – blandt andet fordi Rule B blev en alt for stor byrde for retsvæsenet.
 
Innovation i Hvide Sande
Når den nye mandskabsbåd fra DONG Energy går ind til havmøllefundamentet, tager fenderen over. Måler trykket og sender besked til skibsføreren – eller regulerer automatisk motorkraften selv. Denne feature er kun én af flere nyskabelser i den 32 m lange mandskabsbåd, der tager form i Hvide Sande lige nu.
 
Gigantisk tonnagebehov i øst
I Rusland er man ved at geare op til en stor maritim satsning over næste 10 år. Den omfatter realiseringen af omfattende nybygningsprogram og etableringen af fire nye værfter. Det åbner også for danske virksomheder med lyst til at se østover.
 
Baltic Dry Index
3001 (+84) (rekord: 20/5-2008 11.793)
Dryships.com, 22/10, http://www.dryships.com/pages/report.asp
 
Bankens salgskurser
100 USD = 508,66 DKK
100 Euro = 757,41 DKK
 
Aktiekurser - aktuelle købskurser
D/S Torm: 55 (-1)
APM A-aktie: 35.900 (-800)
APM B-aktie: 37.000 (-1000)
D/S Norden: 208 (-2,25)
DFDS: 344 (+1)
Mols-Linien: 61 (-1)
Børsen, 23/10
 
Thora Lund
040(4)



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Gratis onlinekurser for medlemmer

Bliv klogere hjemme i sofaen og få papir på din viden. Dansk Meta ...

"DIS-regnemaskine" opdateret på hjemmesiden

Dagpenge- og DIS til brutto-beregnerne her på hjemmesiden er opda ...
bottom banner1