Mose Allé 13, 2610 Rødovre, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

Nyhedsmail

Få tilsendt vores nyheds-
mail med oversigt over
de seneste nyheder.
DAGEN
Man 23/3-2009 10.00
23/3-2009
CO-SØFART KALENDER
 
Ole Philipsen - 10.00 møde Scandlines, 13.00 møde
John Ibsen - 10.00 møde Scandlines
 
FRA MEDIER
(opdateret fra fredag morgen)
 
Pirateri
Fragtskib kapret i Aden-bugten
Torsdag blev det græske fragtskib "Titan" kapret, og to skibe yderligere blev angrebet. Et krigsskib nær "Titan" satte sin helikopter ind for at forhindre kapringen og "Absalon" som var 100 sømil væk satte kursen mod positionen. Det lykkedes imidlertid piraterne at komme ombord og skibet stod ikke til at redde. Under sejladsen mod "Titan" modtog "Absalon" nyt opkald om angreb mod det tyrkiske fragtskib "Ulusoy 8" ca. 20 sømil fra "Absalons" position. "Absalon" afgav råd om kraftige kursændringer m.v., som typisk besværliggør en kapring, og det var tilstrækkeligt til at stoppe angrebet. Herefter fortsatte "Absalon" en eftersøgning efter piraterne dog uden held. Tidligt fredag morgen blev der igen slået alarm, denne gang fra fragtskibet "Bison Expres" som var under angreb. To krigsskibe fra koalitionen sejlede mod positionen og angrebet lykkedes ikke. Seks formodede pirater blev efterfølgende lokaliseret, men eftersom der ikke foreligger sikkerhed for at det er de samme som angreb "Bison Expres", er det hensigten at de afvæbnes og sendes retur mod Somalia.
 
"Titan" er på 43.000 dødvægtton og en besætning på 24, heraf 3 græske officerer som alle er over 60 år, og de fleste øvrige fra Filippinerne.
Borsen.dk/Nyhedsbureaet Direkt/Lloyds List, 20/3 15.53, http://borsen.dk/transport/nyhed/153835/
 
Jagten på pirater ved Somalia er en utilstrækkelig lappeløsning
Udtaler søværnets øverste chef, kontreadmiral Nils Wang. Hvis piraterne skal fjernes, så skal det bedre kunne betale sig at fiske, og en løsning forudsætter at vi går i land og gør en indsats på landjorden. Den nuværende mission på havet er kun symptombehandling. "Absalons" skibschef, kommandørkaptajn Dan B. Termansen er enig med Nils Wang og siger "vi kan ikke blive her for evigt, hvis vi ikke gør noget på land.". For øjeblikket patruljerer 16 krigsskibe i Aden-bugten og NATO er på vej med yderligere 6 skibe. En landgang i Somalia er imidlertidig et skrækscenario lige siden amerikanske soldater blev fanget og dræbt i Mogadishu i 1993. Udenrigsminister Per Stig Møller er principielt enig i at løsningen findes på land, fordi baggrunden for pirateriet er fattigdom og ineffektive myndigheder. Men han er ikke begejstret for tanken om at sende danske soldater til Somalia og henviser til vores engagement i Afghanistan og Kosova, og manglen på yderligere ressourcer.
Jyllandsposten, 22/3 22.54, http://jp.dk/indland/article1639541.ece
 
Opdatering fra IMB Live Piracy Report (Weekly Piracy Report)
20/3 1002 LT psn 07:51.8S 045:04.5E ca. 580 nm sydsydøst for Mogadishu
Fem bevæbnede pirater forfulgte et fragtskib. Kaptajnen slog alarm og foretog undvigemanøvrer. Piraterne opgav efter 30 minutter.
 
19/3 14.30 UTC psn 12:35N 047:21E Aden-bugten
Seks pirater i en speedbåd, bevæbnet med AK 47 rifler og pistoler, entrede og kaprede en bulkcarrier. Piraterne fik kontrol med skibet og sejlede det til ukendt lokalitet på Somalias kyst.
 
16/3 1805 LT psn 12:33.4N 43:25.5E Aden-bugten
Pirater i to speedbåde bevæbnet med maskingeværer forfulgte en bulkcarrier. En speedbåd krydsede skibets bov og kom op langs styrbordsiden. Skibet foretog undvigemanøvrer og afværgede entring.
 
14/3 0645 UTC psn 13:43.26N 049:19.35E Aden-bugten
Bevæbnede pirater i speedbåde beskød en bulkcarrier. Kaptajnen kontaktede IMB Piracy Reporting Centre som straks sendte meldingen til koalitionens skibe. To helikoptere fra krigsskibene ankom få minutter efter til positionen hvorefter piraterne sejlede væk. Fragtskibet øgede hastigheden og undgik entring. Besætningen uskadt. Skibet fik en del skudhuller.
 
Ubåd kolliderede med flådefartøj
Fredag morgen stødte den atomdrevne amerikanske ubåd "USS Hartford" sammen med flådefartøjet "USS New Orleans" i Hormuz-strædet ved indgangen til Den Persiske Bugt. Femten besætningsmedlemmer på ubåden kom lettere til skade og der løb 95.000 liter dieselolie ud i havet fra flådefartøjet. Begge skibe kan fortsat navigere ved egen hjælp. Omfanget af skader er ikke endeligt klarlagt og årsagen til kollisionen undersøges endnu.
 
Grundstødning ud for København
SOK oplyser at containerskibet "Karin Schepers" søndag morgen grundstødte vest for Saltholm. Et miljøskib ligger ved siden, men der er ikke tegn på olieudslip. Politiet er på vej ombord for at undersøge årsagen til manglende kursskifte.
 
Styrmanden sov brandert ud på broen konstaterede en lods som kom ombord på det grundstødte skib, og en beruset kaptajn kom dinglende op på broen. Begge blev anholdt og bragt til Station Amager hvor plitiets jurister nu overvejer hvad der videre skal ske. Et tredje beruset besætningsmedlem fik lov at blive ombord, da han ikke kunne gøres ansvarlig for grundstødningen. Containerskibet stødte på grund søndag kl. 09.39, efter SOK i en times tid forgæves havde søgt at få kontakt med skibet der sejlede sikkert mod grundstødning. Også en helikopter blev forgæves sendt i luften for at advare søfolkene. Skibet er indregistreret i Antigua og Bermuda og besætningsmedlemmerne formenes at være russere.
 
Politiets jurister har nu besluttet at de fulde russiske søfolk slipper med en bøde, og de er derfor frigivet efter endt afhøring her til morgen. "Hvad der videre skal ske er op til rederiet" udtaler politiet. Søfolkene er tilbage på deres skib hvor slæbebåde nu arbejder på at få det fri af grunden.
 
Hanjin vil investere
Lloyds List skriver at Sydkoreas største rederi, Hanjin Shipping, vil øge sine investeringer med 17% i forhold til 2008, og i alt investere 875 millioner dollar i terminaler og midtvejs-betalinger på skibsordrer. Hanjins ordreprogram lyder på 11 containerskibe og 20 tørlastskibe til levering i 2009-2012.
Euroinvestor/RB-Børsen/Lloyds List, 21/3 07.48, http://www.finansnyheder.dk/news/ShowNewsStory.aspx?StoryId=10215424
 
Små containerrederier i fare for konkurs
Tilsvarende de store containerrederier er de mindre rederier, som f.eks. viderefragter containere i Østersøen, også hårdt ramt af krisen. Flere sejler med tab og det ventes at der vil blive ryddet kraftigt ud i branchen. Rederierne har enten egne ruter eller sejler containerne videre for f.eks. Mærsk Line. Situationen giver også mulighed for konsolidering og f.eks. Containerships som omsætter for 400 millioner i Danmark, har netop overtaget tyrkiske Contaz med fire mindre skibe i Middelhavet. Danske Unifeeder som har specialiseret sig i at sejle containere mellem store europæiske havne til Skandinavien og Baltikum taber heller ikke penge.
Børsen, 23/3, side 8
 
Clipper er kommet ud af ordreprogram
Rederiet har haft et nybygningsprogram på 60 skibe som er bestilt mens højkonjunkturen var på sit højeste. På grund af leveringsproblemer fra værfterne er det nu lykkedes at komme ud af det meste af nybygningsprogrammet, så der kun er 13-15 nybygninger tilbage. Rederiet har også fået leveret en del indchartret tonnage tilbage og råder nu kun over 70 skibe mod 140 da markedet var på sit højeste.
Børsen, 23/3, side 9
 
Hapag-Lloyd forventninger til 2009
Alene i januar tabte rederiet 100 millioner euro og det forventes at det samlede tab for 2009 vil blive omkring 400 millioner euro.
Børsen, 23/3, side 18
 
TUI afviser
Den tyske rejsekoncern som er ved at sælge rederiet til et konsortium afviser forlydender om forventede tab og udtaler "Vi har ingen ide om, hvor sådanne tal stammer fra". Rederiets regnskab for 2008 forventes offentliggjort på onsdag.
 
Ny Mærsk-stategi
For første gang siden 1970'erne bliver der i år færre containere at sejle med. Langt færre, og det gør ondt på Mærsk hvor Mærsk Line er ansvarlig for 47% af omsætningen. Kinas eksportvolumen er således på 3 måneder faldet med 20%. Det er særlig svært at tilpasse en fart som er baseret på rutetrafik. Mærsk har nu lanceret en 4-punkts strategi som har fået navnet: "Weathering the storm" eller "Sådan står vi igennem stormen".
* Effektivisering og omkostningsreduktion i alle dele af forretningen, således at der spares 5,6 milliarder. Der håbes bl.a. på at høste store rabatter på passage af Suez-kanalen.
* Genskabe konkurrenceevnen i erkendelse af at Mærsk Line er for dyr i forhold til konkurrenterne.
* Genskabe positionen som størst blandt ligemænd. De 120.000 ansatte verden over har fået at vide, at nok har Mærsk eksisteret i 104 år, men Mærsk har ikke nødvendigvis krav på fremtiden. De ansatte vil helt konsekvent blive vurderet på deres kvalifikationer.
* Fjerde prioritet er miljø.Epn.dk, 21/3 10.47, http://epn.dk/brancher/transport/skib/article1639676.ece
 
Rønne-Kastrup ikke kun trafikønske fra passagerforeningen
Transportminister Lars Barfoed har i forbindelse med et møde i Rønne givet udtryk for, at det kun er Bornholms Passagerforening som har udtrykt ønske om en alternativ rute mellem Bornholm og det københavnske, i form af ny anløbshavn i Kastrup. Det afvises nu af passagerforeningen som mener at "kæden er hoppet af for ministeren". Kommunalbestyrelsen på Bornholm vedtog 14. december 2006 med 19 stemmer ud af 27, et ønske om Kastrup som anløbshavn på Sjælland, og dette ønske er af kommunalbestyrelsen senest videregivet til transportministeren på et møde i København d. 24. november 2008.
Bornholms Tidende, 20/3, side 4
 
Panyotides afviser salg af Torm-aktier
Majoritetsaktieindehaveren i Torm, familien Panyotides, afviser rygter om at økonomiske trængsler for et andet rederi, kan betyde at familien må eller vil sælge deres aktiebeholdning i Torm.
 
Kinesisk tørlastrederi har omkring 300 millioner dollar "ude at svømme"
Det privatejede kinesiske rederi Glory Wealth har bl.a. tilsvarende Torm, et stort beløb til gode fra en russisk aluminiumsgigant. Men det er langt fra det største problem. Flere kvantumkontrakter og et væld af timecharter-kontrakter er misligholdt udtaler rederiet i et større interview med Tradewinds.
Borsen.dk/Nyhedsbureaet Direkt/Tradewinds, 20/3 14.07, http://borsen.dk/transport/nyhed/153825/
 
Ankenævnet for Søfartsforhold - offentligt møde
Behandler 3F's klage over bemandingsfastsættelse på passagerskibet "Kanhave" ved offentligt møde i Ankenævnet onsdag den 25. marts 2009 kl. 15:15. Mødet finder sted i Søfartsstyrelsen, mødesal Charlie-Delta, Vermundsgade 38C, København Ø.
Søfartsstyrelsen, 20/3, http://www.dma.dk/sw24598.asp
 
Lovsjusk om udvinding af sten og grus fra havbunden
Mener Danske Havne, som noterer at et nyt forslag til råstoflov, som indeholder regler vedrørende udvinding af sten og grus fra havbunden, ikke er vurderet i forhold til de tilhørende erhvervsinteresser.
* Miljøministeriet skal ikke længere råde over et antal opgravningsområder, hvor raslsugere i fri konkurrence kan grave i og levere fra. Havnene overlades til det ralsugningsfirma som har fået monopol på det område der ligger nær havnen. Det betyder dyrere havneudvidelser og dårligere betingelser for søtransport.
* Nye statsafgifter kan gøre et havneprojekt 2 millioner kroner dyrere.
* Gravning fra havbunden stilles dårligere til sammenligning med grusgravning på land.
 
Dom i Arbejdsretten 19. marts 2009
JB Metalindustri A/S mod CO-Industri
JB Metalindustri havde erhvervet Borre Metalvarefabrik, og CO-Industri gjorde gældende, at Industriens Funktionæroverenskomst var gældende for JB Metalindustri som ikke var medlem af en arbejdsgiverorganisation og ikke omfattet af nogen kollektiv overenskomst. Borre Metalvarefabrik havde imidlertid tiltrådt Industriens overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst.
 
Arbejdsrettens afgørelse:
Det lægges til grund at viden om overenskomstmæssige forhold ikke tilgik JB Metalindustri under forhandlingerne om overtagelse af Borre Metalvarefabrik. En passus i en ansættelseskontrakt "følger retningslinierne i Industriens Funktionæroverenskomst" må snarest opfattes somom denne overenskomst ikke generelt er gældende for virksomheden. Det måtte endvidere stå klart for CO-Industri at et brev fra JB Industri måtte forstås således, at virksomheden havde fraskrevet sig enhver overenskomst. JB Industri havde således rettidigt fraskrevet sig overenskomster og virksomhedens påstande tages til følge.
 
Krisen rammer hårdt i udkantsområder
I midt- og Vestjylland er krisen nærmest ved at eksplodere i arbejdsløshed. I Holstebro og Struer er arbejdsløsheden således steget med 73% fra januar sidste år til januar i år, og stigningen fortsætter. 3F's lokalkontor i Holstebro kan notere en ledighedsstigning blandt deres medlemmer fra 5,4% til 14,4% på et år. I mange produktionsvirksomheder indføres der ordninger med arbejdsdeling for de tilbageværende medarbejdere.
 
Mon bykassen i Madrid er ved at være tom?
Bystyret i Madrid har besluttet at opkræve kæmpebøder for affaldsforsyndelser. Det skal således koste 22.000 kroner at smide et cigaretskod på gaden, og tilsvarende er prisen for: at stille affaldsposen ved siden af skraldespanden, lade hundens efterladenskaber ligge eller at fodre duer på byens åbne pladser. Prisen svarer til 2 måneds-lønninger for en gennemsnits-spanier. Der skal ansættes 300 affaldsdetektiver som bl.a. skal holde øje med affaldssorteringen og tage stikprøver af skraldeposer for at se om affaldet er korrekt sorteret. En forkert sortering kan koste posens ejermand en bøde på 5.500 kroner.
 
Ugebrevet A4 nr. 11
Indhold:
* Karens fokus trætter vælgerne
* Kriseramte danskere deler arbejdet
* Folks fedme er en sag for samfundet
* Hit med lavere moms på mad
* Velfærdens frontfigurer stresser rundt
* En medalje med bagside
* Det lysner for borgerligt centrum
* Køen af ledige vokser i alle EU-lande
* Jobansøgere skal vurdere virksomheder
 
Konjunktur og arbejdsmarked - uge 12
Indhold:
* De beskæftigede arbejder en lille smule mere
* Rekord høj beskæftigelse med 77,3 procent (2008 andelen af beskæftigede ud af alle 16-64 årige)
* Nationalbanken nedjusterer vækstforventningerne for 2009
* AKF: Stor forskel i kommunernes integrationssucces
* Nye konjunkturtiltag fra regeringen
* 4 nye ledighedsinitiativer
* Lille fald i den europæiske inflation
* Stor stigning i den svenske arbejdsløshed
* Nøgletalstabel
 
Baltic Dry Index
1782 (-13) (rekord: 20/5-2008 11.793)
 
Bankens salgskurser
100 USD = 564,82 DKK
100 Euro = 758,20 DKK
 
Aktiekurser - slutkurser
D/S Torm: 48,30 (-0,90)
APM A-aktie: 25.100 (-200)
APM B-aktie: 25.100 (-200)
D/S Norden: 159 (-3)
DFDS: 317,50 (-4,50)
Mols-Linien: 55 (+3)
Børsen, 23/3
 
THORA LUND
073(2)



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Mose Allé 13
2610 Rødovre
Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

DIS-Offshore på vej – endda med grønt lys fra Enhedslisten

-Lovforlaget er et rigtig godt eksempel på, hvad der kan lykkes, ...

Medsejlads hos DFDS og Fjord Line denne uge

Rejsesekretær Barno Jensen fra Metal Maritime indleder i dag sønd ...
bottom banner1