Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Nye overenskomster på hjemmesiden

Arbejdet med etableringen af den kommende Femern forbindelse er i ...

Rabat på billetter til historisk motorløb

Copenhagen Historic Grand Prix er et historisk og traditionelt mo ...
MÆRSK
6/3-2008 15.22 Nyheder samlet 5/2 - 6/3
6.3-2008
Selve aftaleteksten
På den interne del af hjemmesiden er der nu udlagt:
5/3 13.39
 
1)
Den ordrette aftaletekst mellem rederiet og Dansk Sø-Restaurations Forening.
 
2)
En forklarende tekst fra foreningen til uddybning og forståelse af aftalen. 
 
 
Fælles pressemeddelelse
Aftale mellem rederiet A. P. Møller Maersk A/S og
Dansk Sø-Restaurations Forening
29/2 17.09
 
Der er i dag indgået en aftale mellem rederiet A. P. Møller Maersk A/S og Dansk Sø-Restaurations Forening i anledning af de af Rederiets bebudede opsigelser af hovmestre og stewardesser i Rederiets liniefart.
 
Parterne er enige om, at der ikke på sigt er beskæftigelse for det nuværende
antal danske hovmestre, stewardesser og kokke på Rederiets skibe. Derfor vil ca. 125 danske hovmestre, stewardesser og kokke blive tilbudt frivillige fratrædelsesordninger med fornuftig kompensation og hjælp til omskoling, genplacering og videreuddannelse. Rederiet har som led i aftalen accepteret ikke at afgive de opsigelser, der blev bebudet den 5. februar 2008.
 
"Der er i et internationalt marked med stærk konkurrence behov for at tilpasse omkostningsstrukturen. Aftalen skaber et fundament for, at vi kan gøre det ad frivillighedens vej, og det er en rigtig god løsning for alle parter, udtaler Henrik Sloth, Marine HR-chef i A.P. Møller - Mærsk.
 
Dansk Sø-Restaurations Forening repræsenterer langt den største del af de ca. 200 medarbejdere, der var berørt af de bebudede opsigelser. Det har for Dansk Sø-Restaurations Forening været en afgørende forudsætning, at de opnåede vilkår også tilbydes Dansk Metal og Sømændenes Forbund i Danmark.
 
Formanden for Dansk Sø-Restaurations Forening Ole Philipsen udtaler i den forbindelse: "En forudsætning for, at samarbejdet i DIS Kontaktudvalget kunne fortsætte, var, at der blev fundet en samlet løsning på den alvorlige situation, der var skabt. Vi har, med den aftale vi er nået frem til, af forhandlingsvejen skabt de bedste mulige vilkår for vore medlemmer i den givne situation. Valgfriheden for den enkelte er for os afgørende, og samtidig har vi for de medlemmer, der vælger at fratræde opnået særdeles gode fratrædelsesvilkår".
 
Parterne oplyser, at man herefter ser frem til at fortsætte samarbejdet i Kontaktudvalget, der er forum for det generelle samarbejde mellem de faglige organisationer og Rederiforeningerne om Dansk Internationalt Skibsregister.
 
 
Meddelelse fra CO-Søfart
Vedrørende den fælles pressemeddelelse
29/2 16.25
 
Efter lange og meget vanskelige forhandlinger har CO-Søfart’s forhandlere (Ole Philipsen og John Ibsen) i dag indgået en aftale med A. P .Møller – Mærsk, om de den 5. februar varslede opsigelser af hovmestre og stewardesser, ansat på Dansk Sø-Restaurations Forenings overenskomster og rammeaftaler.
 
Aftalen betyder at rederiet annullerer de varslede opsigelser.
 
Der er i fællesskab udarbejdet en række tilbud til de ansatte, som frivilligt måtte ønske at forlade
 
A. P .Møller – Mærsk. Herunder omskolinger til f.eks. styrmand, tilbud om andre jobs i A. P. Møller gruppen, konsulentbistand til karriere fornyelse og særdeles gunstige økonomiske fratrædelsesgodtgørelser.
 
CO-Søfart har som del af aftalevilkårene betinget sig at aftalen ligeledes bliver tilbudt Metal Søfart og 3F/Sømændenes Forbund.
 
Selve aftalen vil snarest blive udsendt til medlemmerne i A. P. Møller – Mærsk, lige som der vil blive orienteret om aftalen på medlemsmødet den 6. marts på Hotel Nyborg Strand.
 
CO-Søfart skal opfordre medlemmer i A. P .Møller – Mærsk til at tilmelde sig mødet.
 
For medlemmer, som ikke er hjemme eller ikke har mulighed for at deltage i medlemsmødet, vil der blive afholdt medlemsmøder igen med ca. 3 uger mellemrum.
 
mvh
CO-Søfart
 
 
 
22/2-2008
Meddelse fra CO-Søfart:
 
Der blev i går afholdt møde i Arbejdsretten, hvor klageskriftet fra LO vedr. skibsassistenter/skibsmekaniker blev fremlagt på vegne af 3F og Metal Søfart. LO nedlagde påstand om, at der var tale om et ulovligt kampskridt, og ønskede genansættelse af eventuelt fyrede, samt bod af både APM-Mærsk og Danmarks Rederiforening. Sagen blev udsat til 6. marts på svarskrift fra Danmarks Rederiforening.
 
 

21/2 14.30 Pressemeddelelse
vedr. Hovmestre og stewardesser

Meddelelse fra CO-Søfart:

Der har i dag, torsdag den 21. februar, været afholdt forhandlingsmøde mellem A.P.Møller - Mærsk, Danmarks Rederiforening og Dansk Sø-Restaurations Forening om de varslede opsigelser af hovmestre og stewardesser.
Mødet var konstruktivt og forhandlingerne vil fortsætte i næste uge. Parterne er enige om ikke at oplyse nærmere om forhandlingerne før den endelige udgang af disse kendes.
 
 
18/2
Fællesmøde i Danmarks Rederiforening
 
Mærsk udskyder fyringer af menige danske søfolk
 
Der har nu været afholdt fællesmøde mellem Metal Søfart og Sømændenes Forbund på den ene side og Danmarks Rederiforening på den anden side, vedrørende de af Mærsk varslede fyringer af ca. 80 menige ansatte søfarende (skibsmekanikere og skibsassistenter).
 
Mødet sluttede uden der opnåedes enighed og de 2 faglige organisationer agter nu at indbringe sagen for Arbejdsretten som en hastesag.
Mærsk har konsekvensmæssigt meddelt at de agter at stille fyringer af de menige danske søfolk i bero indtil Arbejdsretten har talt.
De to faglige organisationer indsender deres klagepunkter til Arbejdsretten torsdag.
 
Formanden for Metal Søfart, Keld Bækkelund Hansen, udtaler til Ritzau/Jyllandsposten at "Vi mener, at det er et kollektivt kampskridt fra A.P. Møller-Mærsk. De har sagt o.k. til overenskomsten og har derfor kendt omkostningerne. De kan ikke fyre danskere for at erstatte dem med billigere udenlandsk arbejdskraft."
 
 
14/2-2008
DSRF
PRESSEMEDDELELSE
 
Bestyrelsen i Dansk Sø-Restaurations Forening giver daglig ledelse mandat til at opsige
DIS - Hovedaftalen.
 
Bestyrelsen i Dansk Sø-Restaurations Forening (DSRF), har på bestyrelsesmødet i dag givet den daglige ledelse bemyndigelse til at opsige DIS-Hovedaftalen.
 
Bestyrelsen har dog pålagt ledelsen først at forhandle med de øvrige faglige organisationer om dette skridt, og forsøge at etablere en fælles opsigelse af DIS-Hovedaftalen.
 
Endvidere vil der blive taget kontakt til de relevante udenlandske faglige organisationer, som DSRF igennem DIS-Hovedaftalen har forpligtelser overfor, med information om udviklingen i Danmark, og med henblik på at finde løsninger for eventuelt fremtidigt samarbejde.
 
CO-Søfart (DSRF samt Metal Søfart) behandler i dag ca. 250 årlige arbejdsskadesager for udlændinge, både i relation til arbejdsskadeloven og sygedagpengeloven. Dette arbejde er en direkte del af beslutninger udsprunget af DIS-Hovedaftalen gennem DIS-Kontaktudvalget. DSRF's bestyrelse har nu pålagt den daglige ledelse i foreningen, at finde muligheder for overlevering af arbejdet til Søfartsstyrelsen eller anden relevant myndighed. Modsat A.P.Møller, ønsker bestyrelsen ikke at efterlade samarbejdspartenere og de berørte udenlandske søfarende i et tomrum, med øjebliks varsel
 
Bestyrelsen udtrykker sin skuffelse over A.P.Møller’s udmeldinger, især set i lyset af de skriftlige garantier, som rederiet så sent som i sommeren 2007 har givet om hovmestres og meniges fortsatte fremtid i rederiet. Samt ikke mindst det gode samarbejde der har eksisteret mellem A.P. Møller og DSRF siden 1915, hvor den første overenskomst blev indgået mellem parterne.
 
Bestyrelsen kan konstatere, at A.P.Møller nu ikke mere mener, at man skal overholde de løfter man giver.
 
Bestyrelsen er forundret over, at Danmarks Rederiforening som arbejdsgiverforening ikke er skredet ind og har tilrettevist sit medlem A.P.Møller. Dette da det er Danmarks Rederiforening som på sine medlemmers vegne har indgået den forpligtende DIS-Hovedaftale.
 
Det at Danmarks Rederiforening reagerer med larmende tavshed, og ikke lever op til sit ansvar som arbejdsgiverforening, kan kun fremover give alle faglige søfartsorganisationer stor usikkerhed for om man kan indgå aftaler med Danmarks Rederiforening. Da denne jo ikke magter eller har vilje til at håndhæve disse aftaler overfor sine medlemmer, når de bryder dem.
 
Foreningen afventer nu regeringens og Folketingets holdning til sammenhængskraften i DIS, og målsætningen for Danmark som Europas førende søfartsnation.
 
 
12/2-2008 16.33
Maskinmestrenes Forening
PRESSEMEDDELELSE
 
Maskinmestrenes Forening anbefaler, at fyringsvarsel trækkes tilbage.
 
Mandag 11. februar 2008 har Maskinmestrenes Forening deltaget i et møde med rederiet A. P. Møller-Mærsk i anledningen af varslingen om fyring af ca. 200 danske søfarende under DIS.
 
De varslede fyringer er på dagsordenen i kontaktudvalget 28. februar 2008.
 
Fyringer sendes tidligst 15. marts 2008 til de ansatte, som er omfattet af varslingen.
 
Maskinmestrenes Forening har på mødet 11. februar anbefalet, at varslingen om fyringerne trækkes tilbage med henvisning til de mulige politiske konsekvenser for DIS-samarbejdet.
 
Der pågår et forløb via kontaktudvalget, Søfartsstyrelsen samt Folketinget om de varslede fyringer og de mulige konsekvenser for samarbejdet i DIS kontaktudvalget og dermed også for rammebetingelserne for dansk international skibsfart. Der er således fortsat mulighed for, at der findes alternative løsninger.
 
Maskinmestrenes Forening har med de øvrige søfartsorganisationer indgået den såkaldte DIS Hovedaftale. En del af aftalen er et samarbejdsudvalg mellem rederierne og de søfarende, kontaktudvalget. DIS Hovedaftalen forpligter bl.a. parterne til at arbejde sammen om DIS og sikre vækst og udvikling af dansk skibsfart samt ansættelse af danske søfarende.
 
 
22/2-2008
CO-Søfart
 
Meddelse fra CO-Søfart:
 
Der blev i går afholdt møde i Arbejdsretten, hvor klageskriftet fra LO vedr. skibsassistenter/skibsmekanikere blev fremlagt på vegne af 3F og Metal Søfart. LO nedlagde påstand om, at der var tale om et ulovligt kampskridt, og ønskede genansættelse af eventuelt fyrede, samt bod af både APM-Mærsk og Danmarks Rederiforening. Sagen blev udsat til 6. marts på svarskrift fra Danmarks Rederiforening.
 
12/2-2008
Søfartens Ledere
PRESSEMEDDELELSE
 
DIS-samarbejdet på vippen 12-02-2008 Søfartens Ledere var i går, sammen med Maskinmestrenes Forening, inviteret til møde i A.P. Møller – Mærsk (APMM) på baggrund af APMM udmelding om at opsige alle danske hovmestre og skibsassistenter i container- og tankskibe.
 
APMM ønskede på mødet med al tydelighed at gøre det klart, at de udmeldte opsigelser ikke skulle ses som et første trin i en raket, hvor næste skridt vil være opsigelser at danske officerer. APMM gjorde det klart, at man gennem rekruttering af både studerende og allerede uddannede officerer ønsker som minimum at holde fast i antallet af danske officerer.
 
Søfartens Ledere understregede på mødet, at vi ser to store problemer i opsigelsen af danske hovmestre og skibsassistenter. For det første vil det gøre det sværere at fastholde og tiltrække øvrige danske officerer, når man for det første reducerer i den danske besætning, og samtidig skærer den danske mad væk i skibene.
 
Men man kan også frygte for DIS’ens fremtid, idet man med de varslede opsigelser kan risikere, at både intentioner og grundlaget for CO-Søfarts deltagelse i det såkaldte DIS-Kontaktudvalg forsvinder. DIS-kontaktudvalget er som bekendt erhvervets aftale, der sikrer enighed og samarbejde om DIS. Det på trods at problemerne i forhold til ILO-konventionen og den manglende ret for danske organisationer til at kræve overenskomster på arbejde i danske skibe.
 
Søfartens Ledere gjorde det på mødet klart, at vi vil se med alvor på en sådan udvikling. Og det er ikke en selvfølge, at vi vil fortsætte vores deltagelse i et DIS-kontaktudvalg som ikke omfatter CO-Søfart (DSRF og Metal Søfart).
 
Søfartens Ledere opfordrer på baggrund af ovennævnte indvendinger APMM til at genoverveje beslutningen om at effektuerer de varslede afskedigelser af hovmestre og skibsassistenter.
 
På mødet drøftede man også APMMs ønsker om at gøre Mærsk Supply Service (MSS) mere attraktivt for danske officerer. APMM og MSS oplyste, at man ikke er helt færdige med at evaluere de forslag og ønsker, som er indkommet fra officererne i MSS.
 
Søfartens Ledere opfordrede APMM og MSS til at få etableret en talsmandsgruppe, hvor alle officersgrupper er repræsenteret og som nyder de ansattes opbakning. Det nuværende management forum fungerer efter Søfartens Lederes opfattelse ikke optimalt.
 
 
10/2-2008
Dansk Sø- Restaurations Forening
PRESSEMEDDELELSE
 
Torsdag den 14. Februar 2008 afholder Dansk Sø-Restaurations Forening (DSRF) bestyrelsesmøde, hvor formand A.O. Philipsen vil indstille til bestyrelsen, at DSRF udtræder af DIS-Kontaktudvalget.
 
"Samarbejde fordrer gensidig tillid og respekt. Når A. P. Møller, som p.t. er repræsenteret i DIS - Kontaktudvalget som formand for udvalget, vælger at afskedige alle vores officerer, er det efter vores mening et groft brud på den aftale der ligger til grund for udvalgets virke. Foreningen har tidligere kunnet forsvare DIS som nødvendig for at bibeholde danske arbejdspladser på danskflagede skibe, men denne begrundelse er nu blevet trukket væk under os.
 
Når det samfundsøkonomiske grundlag for at blive i DIS nu bliver ændret, må vi naturligvis fokusere på vore medlemmers interesser.
Såfremt bestyrelsen giver os mandat til at udtræde af Kontaktudvalget, er det min umiddelbare holdning, at fagbevægelsen ikke længere kan støtte DIS - hverken nationalt eller internationalt, hvilket må meddeles de internationale organisationer.
 
Henrik Sloth udtaler, at vores medlemmer bl.a. kan finde arbejde i Svitzer - hvor man ikke beskæftiger hovmestre/kokke - eller som slagtere og kokke i Dansk Supermarked.
 
Denne udtalelse tyder ikke på stor indsigt i, hvad de ansatte laver ombord på rederiets skibe.
 
Men vi har da noteret os, at vores medlemmer ombord på tankskibene, end ikke bliver opsagt af økonomiske årsager".
 
A.O. Philipsen
 
 
10/2-2008
Folketingsmedlem Niels Sindal (S)
PRESSEMEDDELELSE
 
Mærsk minus 200.
 
Det var med nogen undren, Det Blå Danmark, tirsdag den 5. feb. vågnede op til en prokuratorbeslutning i klasse et. Rederiet, der er kendt for korpsånd og tro medarbejdere på alle positioner, lukkede ånden ud af flasken og annoncerede en fyringsrunde af hovmestre og menige søfolk. Lad det stå klart: Jeg er skuffet, forundret og fly forbandet gal.
 
I en tid, hvor vi bruger mange penge på at rekruttere folk til handelsflåden! Hvor vi søger at sikre søfolk hyremuligheder! Hvor man taler om personalegoder m.m.!
 
Ja i en sådan tid går Mærsk mod strømmen. Det er tydeligt, at man har været rundt hjørnerne for at finde krummer til en besparingsrunde. Det er ligeså tydeligt, at den ny direktion og bestyrelsen tænker anderledes end forgængerne. Men, har man ikke lukket "the company spirit" ud af flasken? Hvad bliver det næste? Hvis man skal til at søge sin egen stilling rundt på kontorerne, er der måske god grund til at se sig om! Hvor mange udenlandske officerer vil sive ind under "Blue Star"?
 
Det politiske miljø har gennem årene leveret "varen": DIS og tonnageskat. Hvad er takken? Ikke, at man på direktionsgangene skal gå rundt og være evig taknemmelige, men aftalen gik vel ud på, at man herigennem sikrede beskæftigelsen i dansk søfart.
 
Det er min klare opfattelse, at såvel regering som folketing er bekymrede over denne udvikling.
 
Personligt er jeg ikke imponeret over personalepolitikken, eller mangel på samme. Det vil ikke forbavse mig, om den storvask man er i gang med i Mærsk, vil få en noget anderledes udgang, end "konsulentfirmaet" forestiller sig, - for det er vel da ikke bestyrelsens drejebog, der køres efter?
 
 
8/2-2008
"Søfart"
 
Mærsk-fyringerne
 
"Søfart" har i dag 2 artikler om fyringer af søfarende i Mærsk. En baseret på interview med Vice President fra Mærsk, Henrik Sloth, og en baseret på interview med CO-Søfarts formand, Ole Philipsen.
 
Mærsk
Henrik Sloth udtaler at de menige vil blive erstattet i løbet af de næste 6 måneder, mens overgangen for hovmestrene vil "løbe til engang i 2009". Han siger samtidig at Mærsk vil forsøge flere muligheder for at sikre berørte placeret andet steds i koncernen. Henrik Sloth nævner: Supply (som den vigtigste mulighed), Svitzer, Esvagt og Dansk Supermarked. For dem som ikke finder arbejde andet steds i Gruppen, vil der blive aftalt fratrædelsesordninger og forhandlinger med CO-Søfart er netop indledt.
 
Når Mærsk Tankers er omfattet af fyringsrunden, selv om det er Mærsk Line som er økonomisk hårdt ramt, så er konkurrencen også der benhård, hvorfor det var en logisk beslutning.
 
Endelig udtaler Henrik Sloth at de øvrige officersgrupper kan være ganske rolige.
 
CO-Søfart
Ole Philipsen udtaler skuffelse og forstår ikke beslutningen generelt, herunder at det kun er hovmestrene blandt officererne som skulle fyres. For 3 år siden var udmeldingen at hovmester-gruppen kunne være ganske rolige, og for 6 måneder siden blev foreningen også beroliget da rederiet sendte filippinske kokke ud til oplæring.
 
Formanden for CO-Søfart tror ikke meget på muligheder andre steder i virksomheden. Der er ca. 40 danske hovmestre/kokke i supply, så hvor skulle de få plads til 140 hovmestre? Foreningen har mange ældre medlemmer, og det undrer at man ikke kunne lade dem "løbe linen ud" og koncentrerede sig om at replacere de yngre. Vi har også en gruppe medlemmer som er bosat med familie langt fra Danmark, og de kan blive særlig hårdt ramt.
 
Det kan ikke afvises at hele historien vil kunne få konsekvenser. Det kan bl.a. blive dødsstødet for den maritime kokkeuddannelse fordi der vil blive mangel på lærepladser og jobmuligheder.
 
Søfartens Ledere udtrykker bekymring for de negative konsekvenser fyringerne kan få for ønsket om at markedsføre Det Blå Danmark som et attraktivt karrievalg.
 
 
7/2-2008
Maskinmestrenes Forening
PRESSEMEDDELELSE
 
Fyrede danske søfarende skal sikres ny beskæftigelse
 
Med beslutningen i A.P. Møller-Mærsk om opsigelsen af 200 danske hovmestre og menige søfarende er der igen grundlag for at diskutere fremtiden for DIS (Dansk Internationale Skibsregister), mener Maskinmestrenes Forening.
- De opsagte søfarende under DIS skal uden økonomiske tab sikres ny beskæftigelse og relevante efter- og videreuddannelsestilbud, siger Per Jørgensen, formand for Maskinmestrenes Forening.
 
Han ønsker de planlagte opsigelser behandlet i DIS’ kontaktudvalg så hurtigt som muligt.
 
Per Jørgensen påpeger, at afskedigelserne også vil være en forringelse af de søfarendes velfærd og personalegoder. Han er bekymret for, at A.P. Møller-Mærsk fremover vil få sværere ved at fastholde danske søfolk samt rekruttere nye medarbejdere i en tid, da konkurrencen blandt rederierne om arbejdskraften er hård.
 
Maskinmestrens formand understreger, at det er nødvendigt at sikre udviklingen i beskæftigelsen af danske søfarende, hvis Danmarks position som en førende søfartsnation skal styrkes og udvikles.
 
Maskinmestrenes Forening har sammen med de søfarendes øvrige organisationer indgået den såkaldte DIS Hovedaftale. En del af aftalen er et samarbejdsudvalg mellem rederierne og de søfarende, kontaktudvalget. DIS Hovedaftalen forpligter bl.a. parterne til at arbejde sammen om DIS og sikre vækst og udvikling af dansk skibsfart og ansættelse af danske søfarende.
 
 
7/2-2008
3F Nyhedsbrev
 
Maersk-fyringerne får nu Dansk Sø-Restaurations Forening (DSRF) og Metal Søfart til at bakke op om 3F's kritik af Dansk Internationalt Skibsregister og en trussel om at fjerne den politiske opbakning til skibsregistret.
 
Fyringer skaber ny uro om skibsregister
 
Maersk-fyring af 200 søfolk får nu yderligere to søfartsorganisationer til at undsige opbakningen til Dansk Internationalt Skibsregister. Det giver udsigt til nyt samarbejde, mener 3F.
 
Af Hans Christian Graversen, Fagbladet 3F, graversen@3f.dk
 
Det særlige danske skibsregister, DIS, hvor danske rederier har adgang til at ansætte udenlandske søfolk til lavpris-lønninger, bliver nu mødt med kritik fra yderligere to søfartsorganisationer.

Det er Dansk Sø-Restaurations Forening (DSRF) og Metal Søfart, der nu følger i 3F's fodspor med harsk kritik af Dansk Internationalt Skibsregister og en trussel om at fjerne den politiske opbakning til skibsregistret.

Baggrunden for den nye kritik er A.P. Møller Maersks varsel om fyring af 200 danske søfolk, der skal erstattes af billige internationale besætninger.

Metal Søfart og DSRF mener, at fyringerne er brud på indgåede aftaler og overvejer på den baggrund at forlade samarbejdet med rederierne og den såkaldte "hovedaftale" vedrørende DIS.

"Hvis DSRF og Metal Søfart beslutter at udtræde af DIS Hovedaftalen, er DIS igen åben for, at ITF kan erklære DIS for et bekvemmelighedsflag, og regeringens forsvar over for ILO i forhold til DIS-loven er forsvundet", lyder det blandt andet fra de to maritime organisationer i en pressemeddelelse.
 
3F: Fint med opbakning
3F's Transportgruppe og sømændene i 3F har længe holdt sig uden for samarbejdet med rederierne på grund af forholdene i Dansk Internationalt Skibsregister og rederiernes adgang til at hyre billige udenlandske søfolk uden faglige rettigheder.

På den baggrund hilser 3F den seneste kritik af DIS særdeles velkommen.

- Vi er helt enige i, at DIS er en katastrofe for de danske søfarende. Det var derfor, 3F stod bag en stor kampagne mod skibsregistret i 2003. Derfor er vi er glade for, at Metal Søfart og Sørestauratørerne overvejer at fjerne deres alibi til rederierne for DIS, siger Henrik Berlau, der er forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe.
 
 
6/2-2008
Søfartens Ledere
PRESSEMEDDELELSE
 
Søfartens Ledere bekymret over udviklingen i A.P. Møller - Mærsk A/S
A.P. Møller – Mærsk A/S meddelte i går, at man vil fyre 200 danske hovmestre og menige søfolk (skibsassistenter) tilknyttet rederiets containerskibe og tankskibe under dansk flag og skifte dem ud med billigere udenlandske søfolk.
 
Rederiet oplyser at man derved vil spare et tocifret millionbeløb som et bidrag til den nye ledelses forsøg på at bringe forretningen på ret køl.
 
Søfartens Ledere ser med bekymring på det negativ signal markedets største arbejdsgiver sender i en tid hvor dansk skibsfart ønsker at markedsføre det blå Danmark som et attraktivt karrierevalg for unge danskere. "Selvom vi kan konstatere, at A.P. Møller – Mærsk gør meget ud af at forsikre, at denne massefyringsrunde ikke vil berøre rederiets danske skibsofficerer og den fremtidige rekruttering af danske officerskadetter, efterlader man stadig det indtryk at danske søfolk skal spares væk på grund af langt dyrere fejlslagne dispositioner på direktionsgangen" siger Peer Bøje Brandenborg, formand for Søfartens Ledere, med henvisning til købet af P&O Nedlloyd og de nuværende ledelsesmæssige problemer i containerforretningen.
 
I en tid hvor manglen på danske skibsofficerer er stor som aldrig før, har også A.P. Møller – Mærsk svært ved at rekruttere og fastholde officerer i konkurrencen med andre danske og udenlandske rederier. Derfor kan fyringen af danske hovmestre og menige vise sig at blive dyrere end den planlagte besparelse. "Vore medlemmer går efter de bedste arbejdspladser. Danske hovmestre og skibsassistenter betyder både god dansk mad og en effektiv dansk arbejdskultur i skibene. Derfor bør man i rederiets ledelse være klar over, at man her er ude at skære i "personalegoderne" og dermed i jobtilfredsheden hos alle sine ansatte i skibene, forklarer Peer Bøje Brandenborg, som er ked af at A.P. Møller – Mærsk på denne måde bidrager til at sætte sin position som rollemodel og motor for rekruttering og beskæftigelse af danske søfolk over styr.
 
I et erhverv hvor mange rederier i mange år har valgt slet ikke at have danske hovmestre, kokke og skibsassistenter, fordi man kan gennem DIS-loven har adgang til at ansætte udenlandske søfarende på billige lokale overenskomster, rammer det hårdt når den største arbejdsgiver lukker helt ned for beskæftigelse at disse uddannelser. "Vi må erkende at det blå Danmark i dag har en masse dygtige medarbejdere og aktører, som i sin tid er taget til søs som menige og siden arbejdet og videreuddannet sig til de ledende stillinger i skibene og landorganisationerne." udtaler Peer Bøje Brandenborg og foreslår, at hele erhvervet har fokus på at finde ny beskæftigelse eller uddannelse til de 200 personer som nu siges op. Der må være andre rederier som har set værdien af danske hovmestre, færgerne begynder at mangle erfarne skibsassistenter og det ville være oplagt at tilbyde støtte til videreuddannelse af skibsassistenter til maskinister, sætteskippere og sidenhen maskinmestre eller skibsfører, som er en stor mangelvare i det blå Danmark.


6/2-2008
CO-Søfart
PRESSEMEDDELELSE
 
Situationen i APM og mulige konsekvenser i relation til DIS
Den politiske ro om DIS i alvorlig fare

Med A. P. Møller-Mærsks beslutning om at opsige alle hovmestre og menige er der igen skabt uro om DIS registret.

Da 3F i 2003 forsøgte at få DIS erklæret for et bekvemmelighedsflag, blev dette afværget ved at der mellem rederiforeningerne og de søfarendes organisationer (Søfartens Ledere, Maskinmestrenes Forening, Dansk Sø-Restaurations Forening og Metal Søfart) blev indgået den såkaldte DIS Hovedaftale, som indebar at der blev nedsat et DIS Kontaktudvalg.

Denne Hovedaftale forpligter parterne til loyalt at arbejde sammen om DIS, og herunder også om at bevare de eksisterende danske arbejdspladser. Samtidig påtog de danske organisationer sig en række opgaver overfor de udenlandske søfarende i danske skibe. Rederne indrømmede samtidig de danske organisationer indflydelse på de overenskomster som rederne indgår for udenlandske søfarende.
 
DIS Hovedaftalen er siden blevet en fast bestanddel af DIS. Regeringen og erhvervsministeren har gang på gang brugt netop DIS Hovedaftalen som forsvar over for folketinget, ILO og andre internationale organer, når det er blevet påpeget at DIS lovens § 10 stk. 2 & 3 er i modstrid med ILO konventionerne. Også når regeringen har skullet forsvare andre søfartspolitiske spørgsmål har det altid været forsvaret, at det spørgsmål havde parterne løst i DIS Kontaktudvalget. Sidst har Kontaktudvalget løst spørgsmålet om sejlads i risikozoner.
 
Men med A. P. Møllers klare brud på DIS Hovedaftalens § 2 stk. 2 & 3, er værdien af DIS Hovedaftalen, og især værdien af at være en del af den og derved acceptere de begrænsninger den giver de faglige organisationer, kommet i et misforhold
 
Dansk Sø-Restaurations Forening og Metal Søfart vil nu tage fortsat medlemskab af DIS Kontaktudvalget og opsigelse af DIS Hovedaftalen op til kraftig overvejelse. Ingen af disse organisationer føler at de kan være med til at give rederierne og regeringen fortsat alibi for DIS, når rederierne åbenbart ikke føler sig forpligtet af de indgåede aftaler.
 
Hvis DSRF og Metal Søfart beslutter at udtræde af DIS Hovedaftalen, er DIS igen åben for at ITF kan erklære DIS for et bekvemmelighedsflag, og regeringens forsvar overfor ILO og andre i forhold til DIS lovens § 10 stk. 2 & 3 er forsvundet.
 
6/2-2008
CO-Søfart
 
Seneste om opsigelserne i APM

Dagens møde i Danmarks Rederiforening
CO-Søfart har d.d. afholdt møde med A. P. Møller og Danmarks Rederiforening.
På mødet fik organisationen fremlagt sit synspunkt på situationen. Der blev stillet krav om, at A. P. Møller stillede med diverse informationer til brug for videre forhandlinger fx alder, anciennitet og bopæl.
 
På mødet blev vi oplyst om, at det, for CO – Søfarts vedkommende - drejede sig om 119 hovmestre, 5 Stewardesser, 10 faglærte skibsassistenter, 7 skibsmekanikere og 3 ufaglærte.
 
Det står klart, at der er to veje at gå. Enten fortsætter opsigelserne i et juridisk slagsmål, eller også bliver parterne enige om særligt gunstige ordninger, der sikrer medlemmerne bedst mulige vilkår.
 
Organisationen fremlagde ønsker til sådanne ordninger, herunder arbejdsgiverfinansieret omskoling, garanteret sejltid i forbindelse med omskoling, efteruddannelse, samt forskellige former for fratrædelsesordninger og fritstilling.
 
Arbejdsgiversiden kunne ikke umiddelbart tage stilling til vore ønsker, og fremlagde ikke selv forslag af betydning.
 
Vi vil snarest muligt få de ønskede informationer, så vi kan danne os et præcist billede af jeres situation, og dermed tilpasse eventuelle løsninger bedst muligt.
Vi vil, så snart vi har nye informationer, sørge for straks at bringe dem videre til jer.
 
Næste møde er aftalt til sidst i uge 8, hvorfor vi ikke har yderligere nyt før efter dette.
 
På grund af den snævre tidshorisont vil alle opsigelser som skulle have fundet sted 1. marts være udskudt 14 dage.
 

5/2-2008
CO-Søfart
 
CO-Søfart-medlemmer i Mærsk fyres

CO-Søfart har i dag været kaldt til møde med A.P. Møller. Samtlige danske hovmestre, skibsmekanikere, skibsassistenter og stewardesser vil blive opsagt og erstattet af udlændinge. Mærsk Supply er ikke omfattet.
 
De menige vil blive opsagt fra 1. marts 2008 og hovmestrene fra 1. maj 2008 og løbende fremefter.
 
Der er nyt møde i morgen onsdag hvor der indledes forhandlinger om fratrædelsesvilkår.
 
CO-Søfart holder medlemsmøde for hovmestre og skibsassistenter i A.P. Møller, på hotel Nyborg Strand, fredag d. 15. februar kl. 11.00. Tilmelding til kontoret på 36 36 55 85 eller pr. e-mail.
 
Der vil løbende blive opdateret på hjemmesiden når der er nyt.
 
 
5/2-2008
A.P. Møller - Mærsk
PRESSEMEDDELELSE
 
Fortsat internationalisering af container- og tankbemanding
 
For at genoprette lønsomheden fokuserer A.P. Møller - Mærsk på at være konkurrencedygtig og omkostningseffektiv. Denne proces omfatter også vores tekniske organisation, som er ansvarlig for besætningen på de danske skibe, og resultaterne viser, at der er behov for at foretage betydelige ændringer i forhold til driften af skibene og omkostningerne ved at sejle under dansk flag. Dette vil medføre afskedigelser af omkring 200 danske hovmestre og menige på container- og tankskibe under dansk flag. Disse vil blive erstattet med internationale besætninger.
 
Vi beklager at måtte afskedige hovmestre og menige, som har tjent virksomheden godt gennem mange år. Afskedigelserne er et resultat af internationaliseringen af søfarende, som er sket gennem en årrække, og er udtryk for det faktum, at internationale besætninger har bevist deres evner og kunnen og kan tilbyde et alternativ til danske hovmestre og menige. I dag er vi nødt til at ansætte søfarende, der er konkurrencedygtige.
 
Hovedparten af afskedigelserne for menige vil finde sted inden for seks måneder. For hovmestrenes vedkommende vil processen løbe til en gang i 2009. I dette tidsrum vil vi gøre, hvad vi kan for at finde andre muligheder inden for Gruppen for de berørte hovmestre.
 
Der foregår forhandlinger med danske fagforeninger.
 
Ændringerne vil ikke påvirke vores rekruttering af danske kadetter; vi har stadigvæk behov for at ansætte så mange kadetter, vi kan få.

21/2 14.30
Pressemeddelelse
vedr. Hovmestre og stewardesser


Meddelelse fra CO-Søfart:

Der har i dag, torsdag den 21. februar, været afholdt forhandlingsmøde mellem A.P.Møller - Mærsk, Danmarks Rederiforening og Dansk Sø-Restaurations Forening om de varslede opsigelser af hovmestre og stewardesser.
Mødet var konstruktivt og forhandlingerne vil fortsætte i næste uge. Parterne er enige om ikke at oplyse nærmere om forhandlingerne før den endelige udgang af disse kendes.



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Nye overenskomster på hjemmesiden

Arbejdet med etableringen af den kommende Femern forbindelse er i ...

Rabat på billetter til historisk motorløb

Copenhagen Historic Grand Prix er et historisk og traditionelt mo ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX