Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Uddannelsen til skibsmaskinist opdateres til fremtiden

Uddannelsen til skibsmaskinist på MARTEC har igennem de seneste p ...

Nye overenskomster på hjemmesiden

Arbejdet med etableringen af den kommende Femern forbindelse er i ...

Kort høringssvar med effekt - minister trækker forslag

CO-Søfart - 27. februar 2019

De erhvervspolitiske ordførere i Folketinget tog CO-Søfarts høringssvar op i forhandlingerne om lovforslaget om skibsdagbøgerne. Og erhvervsministeren var lydhør overfor argumenterne, hvorefter forslaget blev trukket. Dermed skal skibsdagbøger fortsat opbevares i tre år. Arkivfoto: CO-Søfart

Kort høringssvar med effekt - minister trækker forslag

Et forslag om at forkorte opbevaringen af udskrevne skibsdagbøger fra tre til kun ét år opgives af erhvervsministeren efter kritisk høringssvar fra CO-Søfart. Oplysninger i skibsdagbøgerne kan være afgørende i arbejdsskadesager.

Af Hanne Hansen

Skibsdagbøger skal fortsat opbevares i tre år. Erhvervsminister Rasmus Jarlov har trukket sit forslag om at reducere opbevaringstiden til kun ét år efter kort, men kritisk, høringssvar fra CO-Søfart. Dermed vil vitale oplysninger for søfarendes rettigheder ved arbejdsskadesager fortsat være tilgængelige i tre år.

Forkortelsen af opbevaringstiden af udskrevne skibsdagbøger indgik oprindeligt som en del af en samlet lovpakke, der omfatter både ændring af søloven og lov om mortifikation af værdipapirer. Sidstnævnte er en del af digitaliseringsprojektet for skibsregistrering, og her havde CO-Søfart ingen kommentarer i høringsfasen i efteråret sidste år. 

Opbevaring ”en unødig byrde for erhvervet”

Den foreslåede forkortelse af opbevaringsperioden for skibsdagbøger fra tre til ét år begrundede erhvervsministeren med, at kravet om opbevaring i tre år "er en unødig byrde for erhvervet."

At det skulle være nogen større byrde at opbevare udskrevne skibsdagbøger i tre år, havde CO-Søfart imidlertid svært ved at se.

Det korte høringssvar lød: "På vegne af organisationerne i CO-Sea, skal vi blot bemærke, at netop dagbøgerne kan få en meget vigtig rolle i forhold til arbejdsskader, og vi ikke umiddelbart kan se opbevaringen som en stor praktisk eller økonomisk belastning for et rederi, hvorimod de er vitale for sømandens rettighed til erstatning.
Hertil vil vi også gerne tilføje, at det også bør sammenholdes med skibsførerens ansvar efter Søloven, og derfor i relation til dennes ansvar, kan være en væsentlig del af en eventuel løftelse af bevisbyrde, hvorfor vi er imod en nedsættelse af opbevaringskravet."

Flere partier udtrykte bekymring

Da lovforslaget i januar blev førstebehandlet, henviste flere ordførere til CO-Søfarts høringssvar og udtrykte bekymring for, at den kortere opbevaringstid ville have konsekvenser for de søfarendes rettigheder. Dette gjaldt således både Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten, mens partiet Venstre var alene om mundtligt at udtrykke uforbeholden støtte lovforsalget.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov meddelte, at han ville undersøge sagen nærmere og at han var indstillet på at ændre lovforslaget, hvis det som påstået af CO-Søfart, ville have negativ påvirkning af de søfarendes rettigheder.

Ved en arbejdsskadesag er det skadelidte - herunder den søfarende - der har bevisbyrden for at få en ulykke anerkendt som arbejdsskade. Dette varetager Metal Maritime for sine medlemmer, ligesom CO-Søfart løser de samme opgaver for udenlandske søfarende på DIS-skibe i regi af Danske Rederier - herunder navigatører, cateringansatte og menige på dækket.

Og det er her, oplysninger i skibsdagbogen kan være afgørende i bevisførelsen. 

Tre eksempler fra det seneste halve år

Konkret har CO-Søfart og Metal Maritime i forbindelse med behandling af søfarendes arbejdsskadesager inden for det seneste halve år haft brug for tre gange at søge oplysninger skibsdagbøger, der er mere end ét år gamle. Det har blandt andet været oplysninger om vind og sø på et givet tidspunkt, oplysninger om igangsat behandling om bord efter en arbejdsulykke samt nærmere detaljer om ventetiden på assistance fra land.

Som følge af sagsbehandlingstiden hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, sker det ofte, at der er gået mere end et år, inden det ligger klart, hvilke oplysninger CO-Søfart og Metal Maritime på vegne af den søfarende har brug for til at kunne dokumentere den anmeldte arbejdsskade. 

Lovforslaget ændret – vedtages i morgen

Efter førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget stillede Hans Kristian Skibby (DF) flere skriftlige spørgsmål til ministeren om problemstillingerne og konsekvenserne ved at forkorte opbevaringstiden.

Under den videre behandling af lovforslaget i Folketingets erhvervsudvalg blev forslaget trukket på opfordring af erhvervsministeren. Lovforslaget blev 2. behandlet i Folketinget i går, og når det i morgen er til 3.-behandling, er forslaget om at ændre skibsdagbøgernes opbevaringstid helt udgået.

I høringsfasen var CO-Søfart den eneste faglige organisation, der afgav høringssvar.