Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Nye overenskomster på hjemmesiden

Arbejdet med etableringen af den kommende Femern forbindelse er i ...

Rabat på billetter til historisk motorløb

Copenhagen Historic Grand Prix er et historisk og traditionelt mo ...

75-års jubilar:
-Jeg savner nu noget oprør

DMMA - 30. oktober 2014

Egun Grønlund påmønstrede i oktober 1939 sit første skib, 'Viola', som kullemper. Foto: Privat

75-års jubilar: -Jeg savner nu noget oprør

Der er fortsat brug for faglig kamp, mener 97-årige Egun Grønlund, der 30. oktober 1939 meldte sig ind i Søfyrbødernes Forbund. Fagbevægelsen af i dag, synes han dog har tendens til at blive for "pæn".

Af Hanne Hansen

97-årige Egun Grønlund, Helsingør, runder i dag et sjældent jubilæum. For 75 år siden meldte meldte sig ind i det, der dengang hed Søfyrbødernes Forbund. Han er fortsat medlem af forbundet, der efter fusioner har skiftet navn til først Metal Søfart og siden Dansk Metals Maritime Afdeling.

Egun_Grønlund_long_400lres

Ifølge jubilaren er der fortsat brug for faglig kamp, og derfor er han også fortsat medlem. Dog synes han, at fagforeningerne i dag er blevet for ”pæne”.
-Det lyder så pænt, når der refereres fra forhandlinger for eksempel. Jeg kan nu godt savne noget mere oprør, at man sætter hårdt mod hårdt, smiler han.
-Vi skal ikke blive for bløde, tilføjer han med et tryk på ordet ”for”.

-Vi måtte kæmpe for vore rettigheder
Egun Grønlund stod i oktober 1939 overfor sin første udmønstring som kullemper på stykgodsskibet ’Viola’ fra rederiet Torm.

-Selvfølgelig skulle jeg være medlem af en fagforening dengang. Som kullemper var man noget af det lavest rangerende om bord, og man måtte kæmpe for sine rettigheder, fortæller Egun Grønlund og fortsætter:

-30’erne var jo præget af faglige kampe og strejker. Men kampen var ikke kun generelt i samfundet. Den var også om bord. De, der var kolleger som f. eks. maskinmestrene, jamen dem havde vi også vores uoverensstemmelser og faglige kampe med.

Pensioneret i 1983 - men fortsat medlem
Fra kullemper avancerede Egun Grønlund til søfyrbøder. Han sejlede på langfart frem til 1949, hvor det blev til fast job som søfyrbøder på DSB-færgerne på Helsingør-Helsingborg-overfarten. Her fra gik han som 67-årig på pension som motormand i 1983.

For Egun Grønlund var pensioneringen dog ikke ensbetydende med et farvel til fagforeningen.

-Nej, man skal holde fast og blive ved. Der er altid brug for at tingene kan blive endnu bedre, og den kamp har jeg støttet ved at fortsætte som medlem - også selv om jeg gik på pension, fortæller han.

Han har aktivt deltaget i forbundets møder og sammenkomster indtil for få år siden. Han er lettere gangbesværet og turen med toget til København vover han ikke mere.

-Men jeg har hygget mig meget til de forskellige møder og sammenkomster. Det har betydet meget for mig, fortæller han.

Gør din pligt og kræv din ret!
Egun Grønlund bor fortsat i huset, som han sammen med sin nu afdøde hustru fik bygget i 1968. Med hjemmehjælp fra kommunen er han selvkørende i huset, hvor han selv forestår madlavningen.

-Gør din pligt og kræv din ret. Det har altid været mit motto, siger han.

Haven er han nu også ved at være efterårsklar med. Her er komposten gravet ned og bedene er forberedt til vinteren.

Lerbanken, som huset blev bygget på i 1968, er gennem årtiers efterårsgravning forandret til et frodigt hjørne med en halv meter muldjord.

-Fagforeningsarbejde er som havearbejde, sammenligner Egun Grønlund med et glimt i øjet og uddyber:

-Man må kæmpe for forbedringerne. Bliver man ved længe nok, så bliver resultatet også godt. Men man skal ikke hvile på laurbærerne. Man skal holde fast og blive ved.