Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Nye overenskomster på hjemmesiden

Arbejdet med etableringen af den kommende Femern forbindelse er i ...

Rabat på billetter til historisk motorløb

Copenhagen Historic Grand Prix er et historisk og traditionelt mo ...

Positive signaler for danske søfarende fra konference

Metal Maritime - 17. november 2017

Danske Rederiers vækstpakke indeholder blandt andet jobs til danske søfarende og aktiviteter for uddannelse af både officerer og menige lød det i går på Den Maritime Konference på Christiansborg.

Positive signaler for danske søfarende fra konference

Fastholdelse af danske jobs til søs på nuværende antal og øgede uddannelsesaktiviteter for både officerer og menige allerede fra 2018 inkl. en praktikpladsgaranti. Sådan lyder løftet fra Danske Rederier, hvis politikerne på Christiansborg indfrier vækstteamets anbefalinger.

Af Hanne Hansen

Fra Metal Maritime var sekretariatschef John Ibsen i går blandt talerne på Den Maritime Konference, der havde samlet godt 100 deltagere på Christiansborg.

Blandt deltagerne var både politikere og repræsentanter fra Det Blå Danmark - herunder rederier, organisationer og virksomheder fra især værftsindustrien og underleverandører.

Vækst og udvikling i et erhverv i global konkurrence var temaet for konferencen, der blandt talerne også talte erhvervsminister Brian Mikkelsen.

John Ibsen fremhævede blandt andet i sit indlæg, at erhvervet er tynget af negative budskaber, hvilket ikke virker tiltrækkende på de unge, der kunne overveje en karriere til søs.

Ja tak til praktikpladsgaranti

John Ibsen indtog først talerstolen efter frokosten, og kunne derfor kommentere på formiddagens indlæg, hvor formand for Danske Rederier, Claus V. Hemmingsen, havde stillet en praktikpladsgaranti i udsigt som en del af den vækstpakke, Danske Rederier er klar med.

-En praktikpladsgaranti er på høje tid. Den siger vi ja tak til. Men den behøver ikke afvente vækstpakken eller endnu en gentagelse af min tale fra sidste år. Som arbejdsgivere kan rederierne frit indføre den straks, sagde John Ibsen og tilføjede, at netop en sådan garanti ville være en positiv melding om og fra erhvervet, som vil kunne påvirke rekrutteringen i den rigtige retning.

Vækstpakken fra Danske Rederier afhænger nemlig af, om politikerne på Christiansborg imødekommer de anbefalinger, som Det Blå Vækstteam leverede i forsommeren. Leverer politikerne de ønskede rammebetingelser for rederierne, vil det ifølge Claus V. Hemmingsen betyde udfoldelsen af en ambitiøs vækststrategi.

Planen vil omfatte en øgning af den dansk-flagede handelsflåde på 10 pct. og en tilsvarende vækst i antallet af ansatte i landjob, hvilket svarer til samlet beskæftigelse på over 7.000 på rederikontorerne.

Fastholdelse af danske jobs til søs

Videre rummer vækstpakken en intention om at fastholde antallet af danske jobs til søs på nuværende niveau - altså godt 7.600 danske søfarende.

Claus V. Hemmingsen medgav, at tallet kunne lyde beskedent, men den høje gennemsnitsalder blandt nuværende søfarende taget i betragtning, vil det være ambitiøst at kunne fastholde det nuværende antal.

-Det vil kræve, at vi allerede fra 2018 øger uddannelsesaktiviteterne for både officerer og skibsassistenter, sagde Claus V. Hemmingsen.

Konferencen, der var arrangeret af Danske Maritime, Danske Rederier og CO-Industri afsluttede med en politisk paneldebat. Her deltog Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, Morten Bødskov, Socialdemokratiet og Søren Gade fra Venstre.

-Positivt, at vi er blevet hørt

Sekretariatschef John Ibsen bemærker efter konferencens afslutning, at det er positivt, at Metal Maritimes gentagne og udtrykte krav til garanti om jobs til danske søfarende som en del af hele vækstpakken er blevet hørt.

-Det vil kræve et tæt samarbejde af alle parter i erhvervet at få vendt den strøm af negative signaler og budskaber, som i alt for lang tid har præget dagsordenen. Men gør rederierhvervet alvor af at ville beskæftige, fastholde og uddanne danske søfarende, så er vi jo rigtig godt på vej med positive signaler, og Metal Maritime vil naturligvis støtte op, siger John Ibsen.

 

Læs mere i artikel på Maritime Danmark
Rekrutering: Maritim branche er for negativ