SAMARBEJDE SØFART
21/10-2004
DSRF og Metal Søfart
21.10-2004
STÆRK SAMLET
SØFARTSORGANISATION
Dansk Sø-Restaurations Forening og Metal Søfart har indledt forhandlinger med det formål at skabe en stærk samlet søfartsorganisation.
Parterne har igennem en periode været i dialog om mulighederne for en fusion mellem DSRF og Metal Søfart.
Men for nærværende står en række praktiske problemer i vejen for en fusion. Det er kontingentforskelle, som ikke er uvæsentlige, og at Sø-Restaurationens kernemedlemsgruppe, hovmestrene, har status som arbejdsledere.
Som et første skridt på vejen til at danne en stærk samlet søfartsorganisation, har Dansk Metal og Dansk Sø-Restaurations Forening aftalt at danne Centralorganisationen for Søfart (CO-Sø), som en fælles overbygning for DSRF og for Metal Søfart.
Udadtil kommer de to organisationer til at optræde samlet. Men samtidig fortsætter de som selvstændige organisationer med egne overenskomster.
Der kommer til at ske følgende:
Metal Søfart flytter ind i Sø-Restaurationens lokaler i Rødovre
DSRF-formand Ole Philipsen bliver også formand for Søfartens Centralorganisation.
Metal Søfarts formand Niels-Jørgen Hilstrøm bliver næstformand
DSRF forbliver medlem af FTF og med FTF-A som a-kasse
Metal Søfart forbliver medlem af Dansk Metal og Metal a-kasse
Metal Søfarts og Sø-Restaurationens overenskomster for menige ligner grundlæggende hinanden. Gennem CO-Sø kommer de to organisationer til at fremstå som en enhed, både nationalt og internationalt, og øger dermed deres indflydelse på udviklingen på søfartsområdet.