Principafgørelser

241-11

Resumé:
En nu enlig forælder skulle ikke tilbagebetale fripladstilskud, der var udbetalt efter, at hendes fraseparerede ægtefælle var flyttet fra det fælles hjem. Kun fripladstilskud modtaget forud for ægtefællens fraflytning skulle tilbagebetales. 

Ankestyrelsen fandt, at efter ægtefællens fraflytning var indkomsten i husstanden ikke længere for høj til at modtage det udbetalte fripladstilskud, da husstandsindkomsten alene skulle beregnes på baggrund af indkomsten hos den enlige forælder. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at forælderen ikke havde pligt til at underrette kommunen om indtægtsnedgangen. Underretningspligten gjaldt således kun ved en indtægtsstigning. 

Der kunne derfor ikke stilles krav om tilbagebetaling for den periode, hvor der var en indtægtsnedgang i husstanden, selvom familien for en tidligere periode havde undladt at oplyse kommunen om en stigning i den samlede husstandsindkomst. 

240-11

Resumé:
Et barn, som gik i en SFO oprettet efter folkeskoleloven, kunne få fripladstilskud på 50 procent. 

Ankestyrelsen fandt, at det var uden betydning for fripladstilskuddets størrelse, at der var tale om en SFO tilknyttet en specialskole. Det afgørende var, at SFO'en var oprettet efter bestemmelserne i folkeskoleloven. 

Ankestyrelsen kunne ikke tilsidesætte kommunens beslutning om, at der var tale om en SFO efter folkeskoleloven og ikke et behandlingstilbud efter serviceloven. 

239-11

Resumé:
En forælder havde ret til dagpenge i den periode, hvor barnet var indlagt på hospital og den efterfølgende periode med behandling og pleje i hjemmet. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at perioden med behandling og pleje i hjemmet kunne sidestilles med ophold på hospital. Den tidsmæssige betingelse om ophold på hospital eller lignende institution i 12 dage eller mere var herefter opfyldt. 

Udvalget lagde vægt på, at barnet som følge af et brud på lårbensknoglen var indlagt på hospital efterfulgt af ophold i hjemmet. Barnet var først i strækbehandling i hjemmet og skulle derefter passes i hjemmet i yderligere 4 uger, fordi barnet ikke måtte belaste benet og derfor ikke måtte komme i daginstitution. 

238-11

Resumé:
En forælder havde ret til dagpenge i den periode, hvor barnet var indlagt på hospital. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at betingelsen om ophold på hospital eller lignende institution i 12 dage eller mere var opfyldt. 

Udvalget fandt, at både dagen, hvor barnet blev indlagt, og dagen, hvor barnet blev udskrevet, skulle indgå ved beregningen af opholdsperioden på hospitalet. 

237-11

Resumé:
En klage over nævnets afvisning af pårørendes klageret kunne ikke behandles efter borgerens død. 

Sagen vedrørte et endnu ikke igangsat forløb og efter borgerens død ville en afgørelse derfor ikke påvirke retstilstanden for nogen af sagens parter. 

Borgerens pårørende havde ikke nogen retlig interesse i at få afklaret, om de ville kunne klage over udfaldet af ansøgningen. 

236-11

Resumé:
Det Sociale Nævn havde kompetence til at træffe afgørelse om bevillig af misbrugsbehandling som døgntilbud, selv om kommunen havde bevilget behandlingen som dagtilbud. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at nævnet kan foretage en retlig efterprøvelse af en kommunes afgørelse. I efterprøvelsen af kommunens afgørelse kan også indgå en vurdering af, om det rigtige tilbud for borgeren er et døgn- eller et dagtilbud. 

Ankestyrelsen fandt endvidere, at en borger, der ønsker behandling for stofmisbrug, ikke har frit valg mellem dag- og døgntilbud efter serviceloven. 

235-11

Resumé:
En kommune (B), som havde mulighed for at sikre dokumentation for at kunne fremsætte et refusionskrav overfor en anden kommune, blev refusionspligtig i forbindelse med en borgers flytning til et forsorgshjem i en anden kommune (A). 

Borgeren var i en periode på 13 år hovedsagelig indskrevet på forsorgshjem i B Kommune, afbrudt af perioder uden adresse. 

Det fremgik ikke af sagen, hvor borgeren opholdt sig i de perioder, hvor han stod uden adresse. 

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at borgeren konsekvent vendte tilbage til et forsorgshjem i B Kommune. B Kommune var derfor den kommune, der bedst kunne sikre sig dokumentation for borgerens færden, forud for flytningen til forsorgshjemmet i A Kommune. 

234-11

Resumé:
Når retten til sygedagpenge er bortfaldet, fordi en sygemeldt ikke har medvirket ved kommunens opfølgning, skal der ske genoptagelse af udbetalingen af sygedagpenge, hvis betingelserne for udbetaling igen er opfyldt inden for fortrydelsesfristen på 4 uger. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at fortrydelsesfristen på 4 uger skulle regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om bortfaldet var meddelt den sygemeldte. 

Der blev lagt vægt på, at afgørelse om bortfald tidligst kan træffes efter partshøring, og at bortfaldet først kan anses for at være sket, når afgørelsen er meddelt den sygemeldte. 

Endeligt blev der lagt vægt på, at fristen på 4 uger ifølge loven løber fra det tidspunkt, hvor den sygemeldte er blevet underrettet om bortfaldet. 

233-11

Resumé:
Kommunen kunne ikke ved udbetaling af sygedagpenge i forbindelse med arbejdsgivers konkurs stille krav om tilbagebetaling af de udbetalte sygedagpenge. 

Eventuelt krav om tilbagebetaling skulle i givet fald afgøres efter de almindelige regler for tilbagebetaling af sygedagpenge. 

232-11

Resumé:
En kommune havde ikke opfyldt sin pligt til at oplyse en sag tilstrækkeligt ved blot at konstatere, at en læge ikke havde besvaret en henvendelse og ikke telefonisk havde ønsket at udtale sig til kommunen om sygemeldtes psykiske lidelse. 

Ifølge retssikkerhedslovens bestemmelser om oplysningspligt kan en myndighed efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange at en læge, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den pågældende, der er nødvendige for at behandle en sag. 

En eventuel tvivl om den sygemeldtes daværende helbredstilstand, som ikke kunne afklares efterfølgende, skulle ikke komme den sygemeldte til skade. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt på baggrund af nye indhentede oplysninger, at sygemeldte ikke uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning på tidspunktet for standsning af hans sygedagpenge. Sygedagpengene skulle derfor genoptages fra dette tidspunkt. 

230-11

Resumé:
En kvinde opfyldte beskæftigelseskravet, da hun efter sin barselorlovs på ny sygemeldte sig. Beskæftigelseskravet var opfyldt, da hun havde modtaget barseldagpenge i samtlige 13 uger før sygemeldingen. 

Kvinden havde heller ikke opbrugt sygedagpengeretten, da udbetalingen af sygedagpenge først ophørte, når der var udbetalt sygedagpenge for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder, og der ved beregningen af sygedagpengeperioder ikke medregnes de dage, for hvilke der er udbetalt dagpenge i henhold til barselloven i anledning af barsel. 

Hvis kvinden opfyldte de øvrige betingelser for at modtage sygedagpenge, var hun derfor berettiget til at modtage sygedagpenge. 

229-11

Resumé:
En kommunes helhedsvurdering forud for stop af sygedagpenge var også en vurdering af, at der ikke var grundlag for at rejse pensionssag eller tilkende fleksjob. Dette var en afgørelse, der kunne påklages selvstændigt til Beskæftigelsesankenævnet. 

Beskæftigelsesudvalget var enig i vurderingen af, at der ikke var grundlag for at forlænge sygedagpengene, at påbegynde pensionssag eller tilkende fleksjob. 

Spørgsmålet om forlængelse af sygedagpenge kunne behandles, uanset at borgeren var død efter at sagen var anket.

Der blev lagt vægt på, at der var tale om et økonomisk krav, som boet kunne indtræde i. 

228-11

Resumé:
En kommunalt ansat sagsbehandler havde truffet afgørelse om stop for udbetaling af sygedagpenge. En vikar, der måtte betragtes som anden aktør, fastholdt afgørelsen ved genvurderingen efter ansøgers klage. Genvurderingen var derfor ugyldig, og kommunen skulle foretage en ny genvurdering af afgørelsen. 

Når der klages over en afgørelse, skal den myndighed, der har truffet afgørelsen, foretage en genvurdering. 

Genvurdering indebærer en stillingtagen til sagens omstændigheder og er en konstatering af, hvad der skal være ret for borgeren. Genvurderingen er derfor at betragte som en del af det at træffe afgørelse om retten til ydelsen. Genvurderingen er derfor omfattet af forbuddet mod delegation af kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge. 

227-11

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at Ankestyrelsens Principafgørelser om personkredsen for merudgifter, som var truffet på baggrund af en lovændring, der trådte i kraft den 1. december 2008, skulle have virkning fra den 1. december 2008. 

I den konkrete sag skulle Det Sociale Nævns afgørelse om, at borgeren var omfattet af personkredsen for merudgifter først have virkning fra den 8. april 2009. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen den 8. april 2009 havde truffet afgørelse om, at borgeren ikke længere var omfattet af personkredsen for merudgifter.

226-11

Resumé:
Når begge forældre har nedsat funktionsevne, som følge af samme type lidelse, skal der ved udmåling af støtte til et handicaprelateret familiekursus medtages udgifter for hele familien hos den ene forælder. Udgiften skal i dette tilfælde ikke opgøres separat for begge forældre. 

I den konkrete sag kunne udgiften til det ansøgte familiekursus for døve forældre dog ikke dækkes, fordi kurset ikke var en nødvendig merudgift som følge af den nedsatte funktionsevne, som var døvhed. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kurset var et forældrevejledningskursus om børns udvikling, opvækst og syn på børn gennem tiderne. Der blev endvidere lagt vægt på, at oplysningerne kunne tilegnes på anden måde end ved deltagelse i kursus. 

225-11

Resumé:
Udgifter til el til opladning af hjælpemidler kunne ikke ydes som en merudgift, da der var tale om en almindelig driftsudgift. 

Reglen om merudgifter kan alene anvendes i de situationer, hvor der er tale om en udgift som følge af brug af hjælpemidlet, som er helt udforholdsmæssig eller urimelig for borgeren. 

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at selvom borgeren havde flere hjælpemidlter, som samlet brugte el for mere end 600 kr. om året, medførte det ikke, at hans elforbrug var uforholdsmæssigt stort. 

224-11

Resumé:
En familie kunne ikke få hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig, da familien havde anskaffet sig den anden bolig uden kommunens medvirken. 

Ankestyrelsen fandt, at i en sådan situation kan der ydes hjælp til boligindretning af den anskaffede bolig. 

223-11

Resumé:
Beskyttelsesmaske kunne ikke ydes som hjælpemiddel til en kvinde med MCS (duft- og kemikalieoverfølsomhed). 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke er en lægefaglig forklaring på de fysiologiske mekanismer, der udløser symptomerne, og der er ikke dokumentation for effektiv behandling. 

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke er lægevidenskabelig dokumentation for, at beskyttelsesmaske virker mod MCS. 

222-11

Resumé:
En borger, der inden overgangen til plejevederlag modtog sygedagpenge, skulle have satsreguleret sit plejevederlag. Årsagen var, at borgeren ellers ville blive økonomisk ringere stillet, end hvis han var fortsat med at modtage sygedagpenge. 

Sygedagpenge er en ydelsestype, der er omfattet af reglerne om satsregulering en gang årligt efter lov om en satsreguleringsprocent. 

Servicelovens regel om, at plejevederlag ikke kunne overstige den hidtidige indtægt, skulle ikke forstås så snævert, at der ikke kunne ske satsregulering af vederlaget.

221-11

Resumé:
En kommune, der traf afgørelse om praktisk hjælp i hjemmet, var berettiget til at tage hensyn til, i hvilket omfang ansøgers ægtefælle var i stand til at varetage opgaver i hjemmet. 

Kommunen skal bedømme ansøgers samlede situation, når der træffes afgørelse om praktisk hjælp. I denne bedømmelse forudsættes det, at øvrige medlemmer af den fælles husstand deltager i udførelsen af opgaver i hjemmet. 

220-11

Resumé:
En kommune havde bevilget en familie med et handicappet barn økonomisk hjælp til udgifter til anskaffelse af en anden bolig, herunder udgifter til en byggestyrer. Da kommunen vurderede, at byggestyrerens opgaver var opfyldte, meddelte kommunen til familien, at den ikke ville afholde yderligere udgifter til byggestyring. Ankestyrelsen fandt, at denne meddelelse var en afgørelse, som kunne påklages.

De løbende boligudgifter i den hidtidige bolig og den nye bolig skulle opgøres på tidspunktet for flytningen.

219-11

Resumé:
For at kunne bringe en ledig hurtigst og mest direkte i arbejde skal jobcentret tage udgangspunkt i arbejdsmarkedets behov og den lediges ønsker og forudsætninger. 

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte jobcentrets samlede konkrete og individuelle vurdering af, at den 1-årige frisøruddannelse ikke var den hurtigste vej for en ledig til at opnå varig beskæftigelse og selvforsørgelse. 

Ved vurderingen af, at jobcentrets afgørelse ikke skulle tilsidesættes, lagde Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg blandt andet vægt på, at den ledige ikke havde forudgående kompetencer i frisørfaget, at der ikke var særlig mangel på arbejdskraft i faget, og at der var gode muligheder for job med den ordinære frisøruddannelse.

218-11

Resumé:
Jobcentret i kommunen skal udarbejde en jobplan i dialog med den ledige med det formål at opnå enighed om relevante konkrete beskæftigelsesmål, og hvilke aktiviteter der leder frem til dette. 

Dette er ikke til hinder for, at jobcentret kan lave et udkast til jobplan, inden dialogen med den ledige. 

Det har ikke betydning for gyldigheden af jobplanen, om den ledige formelt har accepteret planen med sin underskrift.

217-11

Resumé:
Beskæftigelsesankenævnet havde ikke kompetence til at behandle en klage fra borgeren om konkurrenceforvridende virksomhed.

Kommunen havde hverken givet sanktion for at nægte at deltage i et tilbud eller på noget tidspunkt etableret et konkret tilbud. Kontanthjælpsmodtageren havde derfor ikke en så væsentlig interesse i sagen, at han havde ret til at klage til beskæftigelsesankenævnet over spørgsmål om konkurrenceforvridning. 

216-11

Resumé:
En person, der er visiteret til fleksjob og modtager kontanthjælp, tilhører både målgruppen i beskæftigelsesindsatslovens § 82 og målgruppen i lovens § 83, der har ret til befordringsgodtgørelse ved deltagelse i tilbud efter loven. Det skyldes, at personen både hører til målgruppen i lovens § 2, nr. 3, om personer, der modtager hjælp ikke alene på grund af ledighed og målegruppen i § 2, nr. 7 om personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, som ikke modtager pension, og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. 

Personen kan derfor søge om befordringsgodtgørelse efter enten den ene eller den anden bestemmelse. 

Lovens definition af målgrupper bestemmer ikke, at en person kun kan tilhøre én af målgrupperne. 

214-11

Resumé:
Aktivlovens bestemmelse om tilbagebetaling skal anvendes i tilfælde, hvor en person kan bebrejdes, at pågældende har mistet et andet forsørgelsesgrundlag, som der ellers ville være ret til. 

Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at kræve tilbagebetaling af kontanthjælp, hvis modtageren tilsidesætter sin oplysningspligt i et andet system med den virkning, at den anden ydelse bortfalder. 

I den konkrete sag var borgeren ved ansøgning om kontanthjælp ikke omfattet af bestemmelsen om tilbagebetaling. Han havde ikke undladt at give oplysninger, der ville have ført til, at han kunne modtage anden ydelse til forsørgelse. Han ville ikke have haft ret til sygedagpenge, selv om han havde oplyst om sit arbejde. 

213-11

Resumé:
En borger kunne ikke frasige sig retten til supplerende kontanthjælp, da ægtefællen søgte om kontanthjælp. 

Ægtefæller bedømmes samlet ved udmåling af kontanthjælp, og der er ikke hjemmel til at fravige reglerne om beregning og udbetaling af kontanthjælp til ægtefæller. 

212-11

Resumé:
En borger havde ikke ret til revalidering til den ønskede uddannelse, da der er mindre gode jobmuligheder inden for faget, og da ansøger kun kunne forventes at klare en mindre del af de udbudte stillinger på grund af begrænsninger i arbejdsevnen.

211-11

Resumé:
En førtidspensionist har ret til at vælge at få frakendt sin førtidspension. 

Kun i de tilfælde, hvor betingelserne for at tilkende borgeren førtidspension efter reglerne om uansøgt pension er opfyldt, har borgeren ikke fri ret til at vælge. 

Borgeren kan vælge, fra hvilket tidspunkt han ønsker sin førtidspension frakendt. 

210-11

Resumé:
Pensionsstyrelsen havde kompetence til at træffe afgørelse om retten til opsat pension med tilbagevirkende kraft, da ansøger boede i udlandet på det tidspunkt, hvor han nåede folkepensionsalderen. 

Pensionsstyrelsen kunne ikke afvise at behandle sagen med den begrundelse, at ansøger først havde rettet henvendelse til Pensionsstyrelsen 10 måneder efter tilbagekomsten til Danmark. 

209-11

Resumé:
Pensionsstyrelsen havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om beregning af pension på et tidspunkt, hvor et ægtepar var flyttet tilbage til en dansk kommune, selv om Pensionsstyrelsen ved en fejl havde fortsat udbetalingen af pensionen. Det var ægteparrets danske bopælskommune, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om retten til pensionstillæg for tiden efter tilflytning til kommunen.

208-11

Resumé:
En kvinde havde ret til at bevare sit invaliditetsbeløb som 65- og 66-årig, da hun havde opnået ret til pensionen før 1. januar 2002. 

Hun havde fået tilkendt mellemste førtidspension ved afgørelse af 6. december 2001 og blev anset for at have ret til mellemste pension fra tidspunktet fra afgørelsen, uanset at pensionen ifølge afgørelsen havde virkning fra 1. januar 2002, hvor den blev udbetalt. 

207-11

Resumé:
En partshøringsfrist på syv dage mellem jul og nytår var ikke en rimelig frist. Ved fastsættelsen af en rimelig frist burde myndigheden have inddraget, at i perioden mellem jul og nytår er det kutyme, at mange virksomheder og myndigheder holder lukket, og posten i samme periode kan være forsinket på grund af helligdagene og de mange forsendelser. 

Ved vurderingen af, om der var givet en rimelig frist for bemærkninger i forbindelse med partshøring, kunne myndigheden ikke lægge vægt på, at der var sendt partshøring til borgeren med kopi til borgerens partsrepræsentant. Partshøringsbrevet skulle have været stilet til partsrepræsentanten. Kopien til borgeren var alene en orienterende skrivelse uden betydning for vurderingen af, om myndigheden havde overholdt reglerne om partshøring. 

En myndighed bør som hovedregel imødekomme en parts anmodning om at udsætte afgørelsen i en sag. Hvis myndigheden ikke vil udsætte afgørelsen, skal myndigheden give parten meddelelse om dette og give en begrundelse. Dette gælder også, hvis myndigheden har modtaget anmodningen om udsættelse i den periode, hvor myndigheden genvurderer en påklaget afgørelse. 

En myndighed kan ikke stille krav om, at henvendelser til myndigheden skal være skriftlige, medmindre der er lovhjemmel til det. 

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering, at myndighedens tilsidesættelse af de forvaltningsretlige garantiforskrifter ikke medførte ugyldighed, da partsrepræsentanten havde haft mulighed for at komme med bemærkninger til Ankestyrelsen og da fejlen ikke havde konkret betydning for afgørelsens resultat. 

206-11

Resumé:
Indeklimasymptomer kunne ikke anerkendes som en erhvervssygdom efter erhvervssygdomsfortegnelsen, da det ikke var dokumenteret, at borgeren havde allergier over for faktorer i arbejdsmiljøet – heller ikke over for skimmelsvamp. 

Indeklimasymptomer kan ikke anerkendes uden for erhvervssygdomsfortegnelsen, da generne forsvinder, når påvirkningen ikke længere er til stede, og ikke efterlader varige mén. Indeklimasymptomer er ikke en anerkendt diagnose og medfører ikke kroniske lidelser 

205-11

Samme som 203

204-11

Samme som 203

203-11

Resumé:
En skade, der opstår under en sportsaktivitet, som ikke er en del af de normale arbejdsopgaver, kan være i en gråzone mellem arbejde og fritid.

For at belyse, hvilke elementer der indgår i vurderingen, har Ankestyrelsen behandlet tre sager om skader, som indtræder i forbindelse med medarbejdernes deltagelse i forskellige sports- og motionsaktiviteter, hvor arbejdsgiveren i større eller mindre omfang har været involveret.

Følgende momenter kan inddrages i vurderingen:

• * sportsaktiviteten foregår på arbejdsgiverens initiativ
• * arbejdsgiveren tilskynder medarbejderne til at deltage
• * arbejdsgiveren finansierer aktiviteten
• * arbejdsgiveren står for planlægning, iværksættelse og gennemførelse samt evaluering af aktiviteten
• * sportsaktiviteten foregår i arbejdstiden som en del af ansættelsen eller i fritiden
• * arbejdsgiveren stiller særlige krav til medarbejderne i form af mødepligt eller andre vilkår
• * det er frivilligt at deltage
• * der er en reklamemæssig værdi for arbejdsgiveren
• * arbejdsgiveren begrunder aktiviteten med at skabe øget sammenhold og bedre sundhed blandt medarbejderne

I sag nr. 1 203-11 anerkendte Ankestyrelsen, at en skade, som opstod mens medarbejderen deltog i virksomhedens interne motionsordning, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold. Den daglige halve times motion foregik i arbejdstiden som en del af ansættelsen, og tilskadekomne skulle være i selskab med mindst en af kollegerne.

I sag nr. 204-11 anerkendte Ankestyrelsen, at en skade, som opstod, mens medarbejderen deltog i et firmaarrangeret sportsprojekt, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold. Der deltog cirka 10 medarbejdere, der skulle være ”sundheds­ambassadører” i et projekt, hvis formål var at få en bestemt medarbejdergruppe til at dyrke motion og dermed få bedre livskvalitet.

I sag nr. 3 205-11 afviste Ankestyrelsen, at en skade, som opstod, mens medarbejderen deltog i en firmafodboldturnering, der strakte sig over en sæson, var en arbejdsskade, der skyldtes arbejdets forhold.

202-11

Resumé:
Skadelidtes krav på erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén kunne ikke nedsættes på grund af en alkoholpromille på 2,42 på skadestidspunktet.

Skadelidte havde ved faldet på stilladset hverken forsætligt eller ved retsstridig handling eller undladelse fremkaldt eller væsentligt bidraget til arbejdsskadens indtræden.

201-11

Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt til afklaring af kravene til anerkendelse af slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom.

Vi tog i alle tre sager udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erhvervssygdomme. Vi var enige i de krav til diagnosen, der stilles i vejledningen.

Vi har endvidere understreget betydningen af principperne i EF-forordning nr. 883/2004 om ligebehandling og om sammenlægning af perioder. Vi fastslår, at den arbejdsmæssige belastning, som personen har været udsat for i et andet EU-land, skal inddrages i vurderingen af den samlede arbejdsmæssige udsættelse.

I sag nr. 1 199-11 afviste vi at anerkende slidgigt i begge hofter som en erhvervssygdom, da der ikke havde været tale om en tilstrækkelig samlet daglig løftemængde i tilstrækkeligt mange år. Vi slog også fast, at skub og træk ikke kunne sidestilles med løft, ligesom vi ikke mente, at hop op og ned fra en højde på ca. 50 cm udgjorde en tilstrækkelig påvirkning af hofteleddene til at udvikle slidgigt. Endelig fandt vi ikke, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelse for hoftebelastende løftearbejde og sygdommens udvikling. Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

I sag nr. 2 200-11 anerkendte vi slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom hos en person, som havde arbejdet indenfor fiskeri. Vi inddrog en periode, hvor løftebelastningen ikke i sig selv at kunne føre til anerkendelse, men hvor der dog var tale om en belastning, der vedligeholdt og bandt to perioder med relevante belastninger sammen. Vi inddrog også den belastning, som personen havde været udsat for i et andet EU-land.

I sag nr. 3 201-11 afviste vi, at der var påvist en sygdom omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme., Selv om der ved røntgenundersøgelse var påvist slidgigtsforandringer i begge hofteled, mente vi ikke, at personens egen beskrivelse af smerterne opfyldte betingelserne, fordi personen ikke havde smerter fra højre hofte. Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

200-11

Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt til afklaring af kravene til anerkendelse af slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom.

Vi tog i alle tre sager udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erhvervssygdomme. Vi var enige i de krav til diagnosen, der stilles i vejledningen.

Vi har endvidere understreget betydningen af principperne i EF-forordning nr. 883/2004 om ligebehandling og om sammenlægning af perioder. Vi fastslår, at den arbejdsmæssige belastning, som personen har været udsat for i et andet EU-land, skal inddrages i vurderingen af den samlede arbejdsmæssige udsættelse.

I sag nr. 1 199-11 afviste vi at anerkende slidgigt i begge hofter som en erhvervssygdom, da der ikke havde været tale om en tilstrækkelig samlet daglig løftemængde i tilstrækkeligt mange år. Vi slog også fast, at skub og træk ikke kunne sidestilles med løft, ligesom vi ikke mente, at hop op og ned fra en højde på ca. 50 cm udgjorde en tilstrækkelig påvirkning af hofteleddene til at udvikle slidgigt. Endelig fandt vi ikke, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelse for hoftebelastende løftearbejde og sygdommens udvikling. Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

I sag nr. 2 200-11 anerkendte vi slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom hos en person, som havde arbejdet indenfor fiskeri. Vi inddrog en periode, hvor løftebelastningen ikke i sig selv at kunne føre til anerkendelse, men hvor der dog var tale om en belastning, der vedligeholdt og bandt to perioder med relevante belastninger sammen. Vi inddrog også den belastning, som personen havde været udsat for i et andet EU-land.

I sag nr. 3 201-11 afviste vi, at der var påvist en sygdom omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme., Selv om der ved røntgenundersøgelse var påvist slidgigtsforandringer i begge hofteled, mente vi ikke, at personens egen beskrivelse af smerterne opfyldte betingelserne, fordi personen ikke havde smerter fra højre hofte. Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

199-11

Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt til afklaring af kravene til anerkendelse af slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom.

Vi tog i alle tre sager udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erhvervssygdomme. Vi var enige i de krav til diagnosen, der stilles i vejledningen.

Vi har endvidere understreget betydningen af principperne i EF-forordning nr. 883/2004 om ligebehandling og om sammenlægning af perioder. Vi fastslår, at den arbejdsmæssige belastning, som personen har været udsat for i et andet EU-land, skal inddrages i vurderingen af den samlede arbejdsmæssige udsættelse.

I sag nr. 1 199-11 afviste vi at anerkende slidgigt i begge hofter som en erhvervssygdom, da der ikke havde været tale om en tilstrækkelig samlet daglig løftemængde i tilstrækkeligt mange år. Vi slog også fast, at skub og træk ikke kunne sidestilles med løft, ligesom vi ikke mente, at hop op og ned fra en højde på ca. 50 cm udgjorde en tilstrækkelig påvirkning af hofteleddene til at udvikle slidgigt. Endelig fandt vi ikke, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelse for hoftebelastende løftearbejde og sygdommens udvikling. Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

I sag nr. 2 200-11 anerkendte vi slidgigt i begge hofteled som erhvervssygdom hos en person, som havde arbejdet indenfor fiskeri. Vi inddrog en periode, hvor løftebelastningen ikke i sig selv at kunne føre til anerkendelse, men hvor der dog var tale om en belastning, der vedligeholdt og bandt to perioder med relevante belastninger sammen. Vi inddrog også den belastning, som personen havde været udsat for i et andet EU-land.

I sag nr. 3 201-11 afviste vi, at der var påvist en sygdom omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme., Selv om der ved røntgenundersøgelse var påvist slidgigtsforandringer i begge hofteled, mente vi ikke, at personens egen beskrivelse af smerterne opfyldte betingelserne, fordi personen ikke havde smerter fra højre hofte. Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

198-11

Resumé:
Omberegning af boligstøtte på baggrund af huslejestigning kan tidligst ske med virkning fra måneden efter, at ansøger har givet meddelelse om huslejestigningen til kommunalbestyrelsen. Det gjaldt også huslejestigning meddelt i januar måned. 

En varslet ændring i huslejen er således ikke omfattet af den særlige mulighed for at få en ændring i beregningsgrundlaget meddelt i januar til at indgå i beregningen af boligstøtte fra 1. januar.

197-11

Resumé:
En kommune var berettiget til at frakende en borger en manuel kørestol og en minicrosser i forbindelse med tilretning af el-kørestol. 

Det daglige kørselsbehov var dækket med el-kørestolen og den bevilgede handicapbil, som borgeren selv kørte. 

En minicrosser og en manuel kørestol ville således ikke yderligere afhjælpe borgerens nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet.

195-11

Resumé:
Betingelsen for hjælp til studiebøger var opfyldt, når bøgerne var nødvendige for studiet. Selv om kommunen efter reglen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ”kan” give tilskud, kan kommunen ikke vælge at give afslag på tilskud, når lovens betingelser er opfyldt.

193-11

Resumé:
En ansøger havde ikke ret til kontanthjælp, da han ikke opfyldte kravet om ophold her i landet i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at han ifølge CPR-registret havde været registreret som udrejst af Danmark i en periode på 15 måneder. 

Han opfyldte ikke aktivlovens betingelser for, at hans ophold i udlandet undtagelsesvist kunne sidestilles med ophold i Danmark. 

Udvalget lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at hans ophold i udlandet ikke skyldtes udsendelse på militær mission for den danske stat under instruktion af forsvaret. Ansættelse hos Udenrigsministeriets Internationale Humanitære Beredskab som observatør ved en mission i udlandet kunne således ikke anses for eller ligestilles med en udsendelse på militær mission. 

192-11

Resumé:
En modtager af ledighedsydelse, der uden gyldig grund havde afslået et rimeligt tilbud om fleksjob i en iskiosk, havde ikke ret til ledighedsydelse i 5 uger. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at hun var visiteret til fleksjob, og at hun derfor var omfattet af aktivlovens sanktionsregler i forhold til ledighedsydelse til personer, der er visiteret til fleksjob. 

Sanktionsreglen om, at en person, der ikke står til rådighed for fleksjob, mister retten til ledighedsydelse, kunne ikke anvendes. Udvalget lagde vægt på, at kommunen ikke havde afprøvet hendes rådighed efter, at hun havde afslået tilbuddet om fleksjob. 

191-11

Resumé:
En EU-borger, der var arbejdsløs, uden at det fremgik, at det var uforskyldt, havde hverken ret til kontanthjælp eller starthjælp fra ansøgningstidspunktet. 

Ved ansøgning om hjælp må kommunen konkret vurdere i den enkelte sag, om statsforvaltningen må forventes at ville anse en EU-borgers ophold i Danmark for lovligt i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen. 

Det var i det konkrete tilfælde ikke tilstrækkeligt godtgjort, at EU-borgeren havde lovligt ophold i Danmark, da han søgte som hjælp efter aktivloven. 

Der blev lagt vægt på, at statsforvaltningen havde udstedt et registreringsbevis, og at EU-borgeren efterfølgende blev opsagt fra sit arbejde på grund af grov overtrædelse af personalepolitikken. 

Ifølge EU-opholdsbekendtgørelsen bevarer en EU-borger kun under visse betingelser sin status som arbejdstager, hvis han ikke længere er erhvervsaktiv. Afgørelsen afhænger blandt andet af en vurdering af, om arbejdstageren er uforskyldt arbejdsløs og er arbejdssøgende. 

190-11

Resumé:
En EU-borger havde som arbejdstager efter EU-reglerne ret til kontanthjælp, hvis han opfyldte de øvrige betingelser herfor. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at der på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke var tvivl om, at han havde lovligt ophold her i landet, herunder arbejdstagerstatus. 

Udvalget lagde vægt på, at statsforvaltningen umiddelbart inden tidspunktet for kommunens afgørelse om retten til hjælp havde truffet afgørelse om, at han fortsat havde lovligt ophold, da han fortsat havde arbejdstagerstatus. 

189-11

Resume:
En borger havde ikke ret til engangshjælp, fordi hun havde rådighed over SU, der var udbetalt ved en fejl.

188-11

Resumé:
En kontanthjælpsmodtager, der rejste ud af landet den 8. i en måned, havde ikke ret til kontanthjælp for den første uge af måneden, når han kom tilbage til Danmark. 

Retten til kontanthjælp er ikke knyttet til et optjeningsprincip. Retten til kontanthjælp indtræder, hvis en person ikke er i stand til at forsørge sig selv på anden måde og i øvrigt opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, herunder at opholde sig i Danmark. 

186-11

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en vikaraftale mellem en kommune og et vikarbureau var en entydig vikaraftale, hvori der ikke var tale om overdragelse af opgavevaretagelse fra kommunen til vikarbureauet. Vikaren, der i sagen havde truffet afgørelse om retten til sygedagpenge, havde derfor truffet afgørelsen på kommunens vegne som en kommunalt ansat vikar. 

Kommunen havde også indgået en samarbejdsaftale med et privat firma om reduktion af udgifterne til sygedagpenge. Denne aftale var indgået senere end vikaraftalen. 

185-11

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en afgørelse om standsning af udbetaling af sygedagpenge var ulovlig, da den var truffet af en anden aktør. 

Kommunen havde indgået en samarbejdsaftale med et datterselskab i en privat koncern om reduktion af udgifterne til sygedagpenge. Koncernen havde indgået en rammeaftale med et vikarbureau. Vikaren, der havde truffet afgørelse om ret til sygedagpenge, var rekvireret af datterselskabet i henhold til denne vikarrammeaftale, som var det eneste grundlag for vikarens arbejde i kommunen. 

Beskæftigelsesudvalget fandt, at aftalegrundlaget for vikarens arbejde i kommunen ikke var en klar og entydig vikaraftale. Vikarens arbejde måtte anses for udført for datterselskabet som led i dennes forpligtelser i henhold til samarbejdsaftalen med kommunen. Datterselskabet måtte anses som anden aktør.

184-11

Resumé:
En betalingskommune kunne ikke uden samtykke fra borgeren kræve at få oplysninger fra opholdskommunen om, hvor mange faktiske  timer borgeren benyttede en centerplads, når der var tale om en hel støttecenterplads.

Kravet om samtykke kan kun fraviges for så vidt angår oplysninger om cpr. nr., hjemmel til udgifter, udgiftens elementer og antal enheder.

181-11

Resumé:
En ugyldig afgørelse om ophør af sygedagpenge medførte ikke, at borgeren havde ret til sygedagpenge frem til det tidspunkt, hvor hun modtog meddelelsen om kommunens nye afgørelse. 

Den nye afgørelse om ophør af sygedagpenge kunne meddeles med tilbagevirkende kraft, fordi borgeren forud for afgørelsen vidste eller burde vide, at hun ikke længere var uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Hun havde dermed ikke en berettiget forventning om fortsat at få udbetalt sygedagpenge. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgeren selv havde raskmeldt sig. 

180-11

Resumé:
Ankestyrelsen gav samtykke til, at et barn kunne bortadopteres uden samtykke. Barnet var under et år, da børn og unge-udvalget fandt, at betingelserne for adoption var opfyldt. Sagsbehandlingen hos de øvrige myndigheder, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen kunne ikke afsluttes, inden barnet var fyldt et år.

Ankestyrelsen besluttede at give samtykke til bortadoption, idet der var tale om et særligt tilfælde, hvor loven giver mulighed for at meddele samtykke, når det var bedst for barnet.

179-11

Resumé:
I en konkret sag om adoption uden samtykke vurderede Ankestyrelsen, at der kunne udarbejdes en prognosevurdering på baggrund af et sammendrag af de oplysninger, der allerede lå på sagen. Moderen ønskede ikke at deltage i en ny undersøgelse hos en psykiatrisk speciallæge. 

Oplysningerne afdækkede til fulde moderens nuværende situation og hendes forventede fremtidige situation, herunder, at hun varigt ville være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. 

Ankestyrelsen fandt derfor, at betingelserne for adoption var opfyldt.

Ankestyrelsen indstillede til adoption i denne sag, hvor moderen ikke ønskede bortadoption af sit barn. Faderen havde givet samtykke. Barnet havde haft ophold hos plejefamilien i mere end tre år.

178-11

Resumé:
En kommune må kun tilbyde en borger ophold i et længerevarende botilbud, som borgeren har ønsket efter fritvalgsreglerne, hvis botilbudet er registreret på Tilbudsportalen. 

Borgeren havde ret til at vælge et andet botilbud fra Tilbudsportalen, der fagligt og økonomisk svarede til kommunens tilbud, medmindre det valgte tilbud var væsentligt dyrere, end det botilbud kommunen var kommet med. 

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens døgnbemandede botilbud kunne, med respekt for hans sammensatte funktionsnedsættelse, opfylde hans betydelige behov for daglig hjælp og støtte. 

176-11

Resumé:
Skadelidte havde efter en konkret vurdering løftet bevisbyrden for, at hendes deltidsansættelse på tidspunktet for arbejdsskaden alene var af midlertidig karakter. Da hun havde fuld erhvervsevne før arbejdsskaden, skulle årslønnen herefter i overensstemmelse med Højesterets dom af 16. august 2010 fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling.

Ved dommen af 16. august 2010 tog Højesteret (190-10) stilling til spørgsmålet om beregning af erhvervsevnetabsprocent og fastsættelse af årsløn i en sag, hvor skadelidte på tidspunktet for arbejdsskaden arbejdede på deltid.

Højesteret fastslog, at hvis skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet forud for arbejdsskaden, skal der ved fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten tages udgangspunkt i, at skadelidte – uden skaden – kunne arbejde på fuld tid. Højesteret fastslog også, at den årsløn, der indgår ved udmålingen af skadelidtes erhvervsevnetabserstatning, skal fastsættes skønsmæssigt med udgangspunkt i lønnen i en fuldtidsstilling, hvis skadelidtes ansættelse på nedsat tid anses for at være midlertidig.

I Ankestyrelsens vurdering af, at deltidsansættelsen alene var af midlertidig karakter, indgik, at skadelidte i et vist omfang tog ekstravagter på sin arbejdsplads, hvilket efter hendes eget udsagn gjorde, at hun næsten fik en fuldtidsløn, og at skadelidte i en periode på flere år forud for arbejdsskaden var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse, selv om hun i perioder var deltidsansat med under 30 timer om ugen.

Ankestyrelsen lagde ikke vægt på hensynet til skadelidtes børn, da skadelidte havde oplyst, at børnene på tidspunktet for arbejdsskaden var henholdsvis 15 og 4½ år gamle og var velfungerende i skole og børnehave. Hun havde også oplyst, at deltidsansættelse var passende, især da den mindste var yngre, men at det aldrig havde afholdt hende fra at forsøge at få flere timer.

Ankestyrelsen lagde til grund, at skadelidte havde fuld erhvervsevne før arbejdsskaden, men blot ikke udnyttede erhvervsevnen fuldt ud.

175-11

Resumé:
Personer, der modtager plejevederlag efter servicelovens § 119, er ikke omfattet af personkredsen i arbejdsskadelovgivningen.

Der er ikke et ansættelsesforhold, når en person modtager plejevederlag for at passe en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem. Der er tale om en frivillig ordning efter ansøgning, hvor hverken kommunen eller den døende er arbejdsgiver.

174-11

Resumé:
Det er sikrede, der har bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og forværringen ved anmodning om genoptagelse efter udløbet af 5 års fristen. Dette er slået fast ved Højesterets dom af 10. februar 2011.

Ankestyrelsen afslog at genoptage sagen, fordi den femårige frist for genoptagelse var overskredet. Sikredes nakkegener var forværret, men det var overvejende sandsynligt, at det skyldtes udbredte slidgiftforandringer, som ikke var en følge af skaden fra 1998. Ankestyrelsen dispenserede derfor ikke fra overskridelsen af fristen.

173-11

Resumé:
Ankestyrelsen afgrænsede anerkendelsen af en ulykke til kun at omfatte smerterne i ryggen. Slidgigten blev således ikke anerkendt, da der var tale om en forudbestående lidelse. 

Ved erstatningsudmålingen vurderede Ankestyrelsen, at der i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke var grundlag for at foretage fradrag i det samlede mén som følge af slidgigten. Begrundelsen herfor var, at reglen om fradrag i erstatning ikke var ændret i forhold til tidligere. 

Betingelserne for at foretage fradrag var således fortsat, enten at der var dokumentation for helbredsforandringer og symptomer, der medførte mén, forud for arbejdsskaden, eller at der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå nærliggende risiko for, at den forudbestående lidelse uafhængigt af arbejdsskaden ville have medført væsentlig helbredsforringelse (prognosesynspunkt).

172-11

Resumé:
Tilskadekomne var berettiget til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, selv om han efter arbejdsskaden stod fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet og modtog arbejdsløshedsdagpenge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var dokumenteret, at tilskadekomne med arbejdsskadens følger ikke i samme omfang som hidtil kunne arbejde som postmedarbejder. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at tilskadekomne ikke uden videre kunne påtage sig andet arbejde, hvor han kunne oppebære samme indtægt som på skadestidspunktet.

Ankestyrelsen vurderede derfor, at tilskadekomne, uanset at han stod til rådighed for arbejdsmarkedet, med arbejdsskadens følger ikke kunne påtage sig et arbejde, hvor han kunne oppebære en indtægt svarende til hans hidtidige job.

Ankestyrelsen vurderede samtidig, at det ikke kunne udelukkes, at tilskadekomne med sine personlige ressourcer og efter et opkvalificeringsforløb kunne placeres på arbejdsmarkedet, hvor han kunne have mindst samme indtægt som i hans hidtidige job. Erstatningen er på den baggrund tilkendt som en midlertidig erstatning.

171-11

Resumé:
Ved spørgsmål om erstatning for tab af erhvervsevne gælder generelt, at skadelidte har pligt til at begrænse sit tab ved at lade sig omskole eller påtage sig ethvert arbejde, som med rimelighed kan forlanges med arbejdsskadens følger. Myndighederne har mulighed for at nedsætte eller lade erstatningen bortfalde, hvis skadelidte ikke har overholdt tabsbegrænsningspligten.

170-11

Resumé:
En skadelidt skulle ikke have sit erhvervsevnetab vurderet efter de særlige regler, der gælder for personer i fleksjob. Hun var visiteret til fleksjob, men havde ikke fået noget fleksjob. Hun modtog supplerende kontanthjælp.

Ankestyrelsen har tidligere vurderet, at den særlige regel om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer i fleksjob eller på ledighedsydelse er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra lovens forarbejder og en formålsfortolkning må fortolkes indskrænkende (247-10 og 248-10).

En skadelidt, der modtager supplerende kontanthjælp, er derfor ikke omfattet af den særlige regel.

Ankestyrelsen har vurderet skadelidtes erhvervsevnetab på baggrund af hendes evner, uddannelse, indtjeningsevne før og efter arbejdsskaden og de funktionsbegrænsninger som arbejdsskaden har medført.

Når den skadelidte modtager supplerende kontanthjælp, kan erstatningen for tab af erhvervsevne ikke kapitaliseres og udbetales som engangserstatning. Grunden til dette er, at det er uafklaret, hvad det endelige forsørgelsesgrundlag bliver, og at erstatning skal omberegnes, hvis den skadelidte senere kommer i fleksjob.

169-11

Resumé:
Skattefri rejsegodtgørelse er en ligningsmæssigt fastsat godtgørelse, som ydes til dækning af gennemsnitlige faktiske udgifter i forbindelse med arbejdet. Der er således ikke tale om løn eller anden arbejdsfortjeneste, som skal indgå i vurderingen af indtjeningsevnen. Godtgørelsen indgår derfor hverken i fastsættelsen af årslønnen eller erhvervsevnetabsprocenten.

168-11

Resumé:
Der kan træffes midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, selvom skadelidtes situation ikke er endeligt afklaret. Dog skal der både være en afklaring af de helbredsmæssige forhold, og det skal være afklaret, at skadelidte ikke kan komme tilbage til sit hidtidige arbejde i samme omfang som tidligere på grund af arbejdsskaden.

Ankestyrelsen fandt, at disse betingelser var opfyldt for en kvinde, der havde fået tilkendt 8 procent i mén for lændesmerter, modtog sygedagpenge, var blevet arbejdsprøvet 19 timer ugentligt med skånehensyn og ikke kunne vende tilbage til sit arbejde.

167-11

Resumé:

Der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, hvis skadelidte udelukkende på grund af en konkurrerende lidelse midlertidigt eller varigt forhindres i at vende tilbage til arbejdsmarkedet, før arbejdsskaden har manifesteret sig i et sikkert erhvervsevnetab. Skadelidte skal dokumentere erhvervsevnetabet og bærer risikoen, når det ikke er muligt at adskille arbejdsskadens følger fra en af arbejdsskaden uvedkommende konkurrerende lidelse.

Ankestyrelsen har behandlet to sager om erstatning for tab af erhvervsevnetab, hvor en anden lidelse udelukker erstatning for tab af erhvervsevnetab.

Begge sager vedrører alene de situationer, hvor erhvervsevnetabet på tidspunktet for den konkurrerende lidelses debut ikke er endeligt afklaret, og hvor den konkurrerende lidelse udelukkende må antages at være årsag til erhvervsevnetabet.

Sag 1: Skadelidte havde pådraget sig en lænderyglidelse ved et fald. Skadelidte blev tilkendt revalidering i maj 2010, men før denne kunne påbegyndes i august 2010 udviklede skadelidte en konkurrerende lidelse i form af hjertesvigt. Ankestyrelsen vurderede, at skadelidte uanset arbejdsskadens følger ville være ophørt med erhvervsaktivitet under det helbredsmæssige afklaringsforløb, og der forelå derfor ikke et erstatningsberettigende tab som følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at fra det tidspunkt, hvor skadelidte ikke kunne påbegynde revalidering som planlagt og måtte forblive sygemeldt, var det overvejende sandsynligt, at det foreliggende erhvervsevnetab i hvert fald midlertidigt udelukkende skyldtes den konkurrerende sygdom.

Sag 2: Skadelidte havde pådraget sig en skade, som medførte smerter i hoved, nakke og skuldre og ryg og blev vurderet til et samlet varigt mén på 15 procent. Efter arbejdsskaden fik han konstateret en konkurrerende lidelse i form af knoglemarvskræft. Ankestyrelsen vurderede, at der på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsen afgørelse ikke var påvist et tab af erhvervsevne, som kunne henføres til arbejdsskaden, og at det nuværende tab af erhvervsevne udelukkende måtte henføres til den konkurrerende sygdom. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte ikke var erhvervsmæssigt afklaret i forhold til følgerne af arbejdsskaden, før den konkurrerende lidelse indtrådte. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det påhviler skadelidte at dokumentere erhvervsevnetabet, og at skadelidte bærer risikoen, når det ikke lader sig gøre.

166-11

Resumé:
Der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, hvis skadelidte udelukkende på grund af en konkurrerende lidelse midlertidigt eller varigt forhindres i tilbagevenden til arbejdsmarkedet, før arbejdsskaden har manifesteret sig i et sikkert erhvervsevnetab. Skadelidte skal dokumentere erhvervsevnetabet og bærer risikoen derfor, når det ikke er muligt at adskille arbejdsskadens følger fra en af arbejdsskaden uvedkommende konkurrerende lidelse.

Ankestyrelsen har behandlet to sager om erstatning for tab af erhvervsevnetab, hvor en anden lidelse udelukker erstatning for tab af erhvervsevnetab.

Begge sager vedrører alene de situationer, hvor erhvervsevnetabet på tidspunktet for den konkurrerende lidelses debut ikke er endeligt afklaret, og hvor den konkurrerende lidelse udelukkende må antages at være årsag til erhvervsevnetabet.

Sag 1: Skadelidte havde pådraget sig en lænderyglidelse ved et fald. Skadelidte blev tilkendt revalidering i maj 2010, men før denne kunne påbegyndes i august 2010 udviklede skadelidte en konkurrerende lidelse i form af hjertesvigt. Ankestyrelsen vurderede, at skadelidte uanset arbejdsskadens følger ville være ophørt med erhvervsaktivitet under det helbredsmæssige afklaringsforløb, og der forelå derfor ikke et erstatningsberettigende tab som følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen lagde vægt på, at fra det tidspunkt, hvor skadelidte ikke kunne påbegynde revalidering som planlagt og måtte forblive sygemeldt, var det overvejende sandsynligt, at det foreliggende erhvervsevnetab i hvert fald midlertidigt udelukkende skyldtes den konkurrerende sygdom.

Sag 2: Skadelidte havde pådraget sig en skade, som medførte smerter i hoved, nakke og skuldre og ryg og blev vurderet til et samlet varigt mén på 15 procent. Efter arbejdsskaden fik han konstateret en konkurrerende lidelse i form af knoglemarvskræft. Ankestyrelsen vurderede, at der på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsen afgørelse ikke var påvist et tab af erhvervsevne, som kunne henføres til arbejdsskaden, og at det nuværende tab af erhvervsevne udelukkende måtte henføres til den konkurrerende sygdom. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte ikke var erhvervsmæssigt afklaret i forhold til følgerne af arbejdsskaden, før den konkurrerende lidelse indtrådte. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det påhviler skadelidte at dokumentere erhvervsevnetabet, og at skadelidte bærer risikoen derfor, når det ikke lader sig gøre.

165-11

Resumé:
Når erhvervsevnetabsprocenten for en deltidsansat skal fastsættes, er udgangspunktet, at skadelidte har fuld erhvervsevne på skadestidspunktet, medmindre der foreligger oplysninger om andet. Som udgangspunkt er det uden betydning for fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten, at skadelidte på skadestidspunktet ikke udnytter sin arbejdsevne til at arbejde på fuld tid. 

Det er derimod udgangspunktet, at årslønnen fastsættes som svarende til en fuldtidsstilling, hvis skadelidte havde fuld erhvervsevne på skadestidspunktet, og skadelidte kan godtgøre, at deltidsstillingen var af midlertidig karakter. 

Skadelidte havde ikke godtgjort, at hendes deltidsansættelse var af midlertidig karakter. Der var tale om en 49-årig kvinde, som blev uddannet frisør i 1980 og havde arbejdet fuldtid inden for dette erhverv fra 1981-1987. I forbindelse med at hun fik et barn, valgte hun at skifte erhverv til social- og sundhedsassistent og at gå ned i tid. Barnet var på skadestidspunktet 21 år. Der forelå oplysninger om, at kommunen, hvor hun var ansat, ikke tilbød fuldtidsstillinger indenfor hendes erhverv. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at skadelidte havde forsøgt at påtage sig ekstra aften og weekendvagter for at gå op i tid. Der var desuden mulighed for at søge en fuldtidsstilling i en anden kommune. 

164-11

Resumé:
Ankestyrelsens Principafgørelser 1-11, 2-11 og 3-11 er udtryk for en klar ændring af praksis i forhold til den tidligere Principafgørelse A-22-07, som må anses for at være uforenelig med lovreglen. Den nye praksis har derfor virkning tilbage fra offentliggørelsen af A-22-07 den 2. november 2007. 

Kommunen skal derfor tage stilling til genoptagelse af tidligere afgørelser om beregning af supplement til borgeren tilbage fra dette tidspunkt. 

Den nye praksis medfører generelt, at kommunerne skal tage stilling til genoptagelse af eventuelle sager, hvor der måtte være truffet afgørelser i tidsrummet mellem Ankestyrelsens Principafgørelse A-22-07 fra 2. november 2007 og til offentliggørelsen af de nugældende Principafgørelser 1-11, 2-11 og 3-11 den 31. januar 2011. Genoptagelse skal ske efter anmodning eller - hvis det er administrativt overkommeligt - på myndighedens eget initiativ. 

163-11

Resumé:
Et adoptivbarn, som adoptivforældrene henter i udlandet, anses for modtaget, når de formelle betingelser for at rejse hjem med barnet er opfyldt. De formelle betingelser for at rejse hjem med barnet var opfyldt, da formalia omkring selve adoptionen var bragt i orden, og der var udstedt dansk pas til barnet. 

Det betød, at retten til fravær fra arbejdet med barseldagpenge indtrådte dagen efter, at de formelle betingelser for at tage barnet med ud af landet var opfyldt.

162-11

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en vikaraftale, som var indgået mellem et privat vikarbureau og en kommune, og som indeholdt aftale om socialfaglig sagsbehandling, måtte anses som en aftale om opgavevaretagelsen. Kommunen kunne derfor ikke uddelegere kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til vikaren fra bureauet, der også havde udført udredningen i sygedagpengesagen. Afgørelsen var derfor ugyldig. 

Vikaraftalen var iværksat som en af indsatsområderne omfattet af en partnerskabsaftale mellem kommunen og en anden afdeling fra samme koncern som vikarbureauet. Beskæftigelsesudvalget fandt, at vikaraftalen var kædet sammen med partnerskabsaftalen på en sådan måde, at vikaraftalen ikke fremtrådte som en entydig vikaraftale om at levere vikarer, der skulle udføre arbejdet ved at indgå i kommunens medarbejderstab på samme vilkår som kommunens ansatte. 

161-11

Resumé:
Udgifter til kanylebokse til bortskaffelse af brugte kanyler kan ikke dækkes efter reglerne om nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen fandt, at udgifter til kanylebokse må betragtes som en omkostning, der er forbundet med brugen af kanyler. Der er derfor tale om en almindelig driftsudgift. 

Ankestyrelsen lagde til grund, at kanylerne var blevet ydet som hjælpemidler. 

Hjælpemiddelbekendtgørelsen regulerer udtømmende dækningen af driftsudgifter ved brug af hjælpemidler. Derfor kan udgiften ikke dækkes som en merudgift efter serviceloven.

160-11

Resumé:
En ansøger havde på grund af sit handicap en særligt stor og driftsmæssigt dyr bil.

Ankestyrelsen fandt, at han havde ret til at få dækket forskellen mellem dieseludligningsafgiften for en almindelig diesel personbil og dieseludligningsafgiften for en dieseldrevet bus som en merudgift.

159-11

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke var berettiget til at få hjælp til dækning af udgiften til snerydning af privat fællesvej. 

Udgifter til snerydning af privat vej kunne ikke anses som merudgifter ved forsørgelsen af et barn med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, selv om taxaen, som skulle hente sønnen, når han skulle i skole, ikke kunne komme op til huset, når der var for meget sne. 

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en nødvendig merudgift ved forsørgelsen af det handicappede barn. 

Reglen om hjælp til nødvendige merudgifter omfatter alene egenlige forsørgelsesudgifter, der er tæt knyttet til barnet.

158-11

Resumé:
En netværksplejefamilie havde adgang til at klage over dækning af omkostninger ved barnets ophold hos dem.

157-11

Resumé:
En stærkt bevægelseshæmmet 54-årig mand var berettiget til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag. 

Manden havde svær lammelse i begge ben, højresidig lammelse i kroppen i øvrigt, svære sproglige og kommunikative vanskeligheder (afasi og apraksi) efter blodprop i hjernen. Han var permanent kørestolsbruger. 

Der var oplyst et væsentligt kørselsbehov i forbindelse med daglige indkøb, næsten daglige genoptræninger, ugentlige besøg hos familiemedlemmer, ugentlige læge- og hospitalsbesøg, og til forskellige fritids-, idræts- og kulturaktiviteter.

Ankestyrelsen fandt, at kørselsbehovet ikke var af en sådan karakter, at det mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved brug af andre ordninger, herunder ordninger om individuel handicaptransport. 

156-11

Resumé:
En borger med en gangdistance på 10 til 50 meter med rollator var berettiget til en 3 hjulet el-scooter som et forbrugsgode. Borgeren boede alene med sin samlever, som var kørestolsbruger. 

Ankestyrelsen var opmærksom på, at borgeren var bevilget hjælp til vareudbringning, handicapkørsel og havde mulighed for at få bevilget kørsel til træning, lægebesøg og sygehus. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger havde brug for el-scooteren for at komme rundt til nødvendige dagligdags aktiviteter i nærområdet. 

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at borgeren med en el-scooter ville blive selvhjulpen og uafhængig af kørselsbevilling. 

155-11

Resumé:
Det sociale Nævn havde kompetence til at behandle en klage over forældelse af et efterbetalingskrav. 

Ankestyrelsen fandt, at spørgsmålet om forældelse var en del af den samlede afgørelse, som kunne ankes til nævnet. Ankeinstanserne tager stilling til almene juridiske spørgsmål som forældelse.

154-11

Resumé:
En mor til en 5-årig pige, som var født med en dårligt fungerende gane, var berettiget til at modtage 3 ugers hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med datterens svælglapsoperation. 

Børn, der fødes med alvorlige misdannelser, er som udgangspunkt omfattet af personkredsen for hjælp til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med disse misdannelser. Dette gælder også lidelser, hvor et operativt indgreb helt kan fjerne handicapmæssige misdannelser. 

153-11

Resumé:
Et digitalkamera var et forbrugsgode, som indgik i sædvanligt indbo. Der kunne derfor ikke ydes støtte til anskaffelse efter reglerne i serviceloven om støtte til forbrugsgoder.

152-11

Resumé:
Engangsvaskeklude og engangshandsker var for ansøger forbrugsgoder, der udelukkende fungerede som hjælpemidler. 

Kommunen skulle derfor betale for engangskludene og engangshandskerne, hvis beregningen af udgiften hertil oversteg 500 kr. inden for en overskuelig periode. 

Produkterne afhjalp den nedsatte funktionsevne og lettede den daglige tilværelse for ansøgeren i forbindelse med en nedsat blære- og tarmfunktion. 

Produkterne blev ikke anvendt til behandling af lidelsen, da tilstanden var varig, og der ikke var yderligere behandlingsmuligheder. 

151-11

Resumé:
En borger, der ikke kunne færdes uden brug af kørestol, havde efter en konkret vurdering ret til en el-kørestol.

Borgeren havde fået bevilget manuel kørestol, handicapkørsel, kørselsordning i forbindelse med læge- og sygehusbesøg, og han kunne få bragt dagligvarer og apotekervarer. Den bevilgede støtte fandtes ikke i tilstrækkelig grad at kompensere for hans funktionsnedsættelse, idet den ikke gav ham mulighed for at foretage nødvendige ture i nærområdet til dagligdags aktiviteter. Brug af manuel kørestol var vanskeliggjort af, at hans bolig lå i en slugt med stigende terræn. 

150-11

Resumé:
En borger havde ikke ret til fleksjob, da hans arbejdsevne ikke kunne anses for nedsat i så væsentligt et omfang, som det forudsatte for at få fleksjob. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgeren i forbindelse med virksomhedspraktik og revalideringsforløb havde arbejdet 25-26 timer om ugen, og at han i øvrigt havde betydelige ressourcer i form af blandt andet længerevarende tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Borgeren var derfor efter en frist på 3 måneder ikke længere berettiget til ledighedsydelse som følge af visitationen til fleksjob. 

149-11

Resume:

148-11

Resumé:
Tilskud til fleksjob i egen virksomhed kan kun bevilges, hvis virksomheden har været drevet i væsentligt omfang i en periode på 12 måneder inden for de sidste 24 måneder før afgørelsen om fleksjob. 

24 måneders perioden kan ikke forlænges af andre grunde end dem, som særligt er nævnt i bekendtgørelsen om fleksjob. Det vil sige perioder, hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven, syge- eller barselsdagpenge eller ydelser i forbindelse med børnepasningsorlov. 

147-11

Resumé:
Udgifter til AER (arbejdsgivernes elevrefusion), AES (arbejdsmarkedets erhvervssygdomsforsikring) og arbejdsskadeforsikring indgår ikke ved beregning af tilskuddet til  fleksjob. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en landmands udgifter til AER, AES og arbejdsskadeforsikring ikke er udgifter, der relaterer sig direkte til løn, hverken for ham selv eller for en eventuel ansat. 

De arbejdsgiverbidrag, der indgår i beregningen af tilskud til ansættelse i fleksjob, er arbejdsgiverens andel af det beløb, der indbetales til ATP og eventuelt andre pensionsordninger m.v., hvor beløbene beregnes som en del af lønnen.

146-11

Resumé:
Løntilskuddet til en kvinde, som blev ansat i fleksjob i sin hidtidige stilling som tjenestemand, klassificeret i lønramme 34, skulle beregnes ud fra den laveste lønramme for tjenestemænd i tilsvarende stillinger. Det vil sige lønramme 16. 

Fordi hun var ansat som tjenestemand, skulle løntilskuddet beregnes ud fra lønrammen for tjenestemænd. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at kvinden varetog en almindelig funktion som sognepræst. Arbejdsopgaverne svarede til dem, der sædvanligvis gælder for sognepræster. 

145-11

Resumé:
En person i varetægtssurrogat var ikke omfattet af bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslede eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus. 

Det betød, at kommunen skulle vurdere efter aktivlovens almindelige regler om kontanthjælp, om han fortsat havde ret til kontanthjælp efter fængslingen i varetægtssurrogat på Psykiatrisk Center. 

144-11

Resumé:
Når en kontanthjælpsmodtager begynder et månedslønnet arbejde midt i en måned, kan han være berettiget til supplerende kontanthjælp for den del af måneden, hvor han var ledig og stod til rådighed for arbejde. 

Kommunen skal anvende lovens regler om beregning af kontanthjælp, når den tager stilling til, om borgeren har ret til supplerende kontanthjælp til den første månedsløn. 

143-11

Resumé:
Den elektroniske tilmelding til jobnet opfyldte ikke den særlige vejledningspligt, der er en forudsætning for, at kommunen kan give en sanktion. Vejledningen havde følgende ordlyd: 

”Hvis du ikke møder op i jobcentret på førstkommende åbningsdag, vil din tilmelding blive annulleret. Dette kan få betydning for din ret til hjælp, hvis du søger hjælpen alene på grund af ledighed. 

For at være tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende, skal du mindst hver 7. dag bekræfte, at du søger job.” 

Vejledningen var ikke tilstrækkelig, fordi den ikke indeholdt oplysninger om konsekvensen af manglende bekræftelse af jobsøgningen eller om, hvordan borgeren igen kunne blive berettiget til hjælp. 

Da kommunen dermed ikke havde vejledt borgeren tilstrækkeligt præcist, kunne kommunen ikke foretage fradrag i kontanthjælpen for de dage, hvor borgeren var afmeldt jobnet pga. manglende bekræftelse af jobsøgning. 

142-11

Resumé:
En revalidend, hvis uddannelsesforløb var blevet forsinket på grund af sygdom, havde ret til revalideringsydelse til færdiggørelse af den oprindeligt planlagte uddannelse. Når forrevalideringen blev fratrukket, ville revalideringen i den konkrete sag ikke overskride 5 år. 

Revalidenden kunne ikke få bevilget revalidering til en overbygning (mastergrad). Revalidendens helbredsmæssige forhold var ikke afklaret, og det var ikke sandsynliggjort, at den oprindelige uddannelse ikke kunne hjælpe revalidenden tilbage på arbejdsmarkedet. 

141-11

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en kvinde, der modtog ledighedsydelse og søgte førtidspension, stod til rådighed for et fleksjob. Udbetalingen af ledighedsydelse kunne derfor ikke standses.

Kvinden havde ikke afslået et konkret tilbud om fleksjob. Hun havde deltaget i den løbende opfølgning, afklaring af og drøftelser om søgning af relevante fleksjob. 

Det kunne ikke tillægges nogen selvstændig betydning ved vurdering af kvindens rådighed, at hun havde søgt om førtidspension efter visitationen til fleksjob. 

Det kunne heller ikke tillægges nogen selvstændig betydning ved vurdering af kvindens rådighed, at hun var uenig i kommunens vurdering af sin arbejdsevne. 

Kommunen skulle afprøve kvindens rådighed, hvis der var tvivl herom. 

140-11

Resumé:
Den skattefri rejsegodtgørelse til dækning af kost og logi, som borgeren modtog fra sin arbejdsgiver, skulle betragtes som indtægt ved beregning af kontanthjælp.

Rejsegodtgørelse er ikke specifikt nævnt i loven som indtægt, som er undtaget fra at medføre fradrag i kontanthjælpen. Den udbetalte rejsegodtgørelse medførte derfor fradrag i kontanthjælpen. Rejsegodtgørelsen kunne ikke sidestilles med den særligt nævnte transportgodtgørelse i § 33, stk. 1, nr. 7.

139-11

Resumé:
Der gælder ikke formkrav til anmeldelse af graviditetsbetinget sygefravær efter barselloven. 

Da barselloven ikke indeholder nogen anvisninger for anmeldelse af fraværet, kunne der ikke opstilles formkrav til, hvordan anmeldelse af graviditetsbetinget sygefravær - i perioden før 4 uger før forventet fødsel - skulle ske. 

En telefonisk anmeldelse af fraværet til kommunen blev derfor anset for at være tilstrækkelig til, at arbejdsgiver efterfølgende kunne gøre et refusionskrav gældende. 

138-11

Resumé:
En borger havde ikke ret til barseldagpenge fra kommunen, da hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet på tidspunktet for fraværsperiodens (barselorlovens) start. 

Hun var ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen om, at man kan opnå ret til barseldagpenge, hvis man efter fraværets påbegyndelse opfylder beskæftigelseskravet om at være dagpengeberettiget medlem af en a-kasse.

137-11

Resumé:
Udbetalt feriegodtgørelse for ikke afholdt ferie kunne ikke medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet for en borger, som havde fået bevilget opsat folkepension. 

Borgeren havde derfor ikke ret til venteprocent. 

136-11

Resumé:
Kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af pension til dækning af husleje og lignende, da der ikke var rimelig udsigt til, at borgeren ville blive løsladt inden for 6 måneder. 

Der blev ved afgørelsen blandt andet lagt vægt på, at Landsretten i oktober 2009 havde stadfæstet byrettens dom på 6 års fængsel, at borgeren havde været varetægtsfængslet siden april 2008, og at indgivelse af en begæring om tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret efter retsplejelovens regler ikke i sig selv medfører, at dommens fuldbyrdelse udsættes eller standses. 

135-11

Resumé:
Kommunen skulle foretage en konkret vurdering af borgerens økonomiske forhold, når kommunen skulle tage stilling til fratræk i førtidspensionen for lån til betaling af beboerindskud. 

Borgeren skulle overlades et rimeligt rådighedsbeløb til sig selv og sin familie, idet den månedlige pensionsudbetaling er en aktuel forsørgelsesydelse. 

134-11

Resumé:
Den skriftlige vejledning, som borgeren havde modtaget ved indkaldelse til en jobsamtale, var tilstrækkelig, selvom jobsamtalen blev flyttet til dagen efter på foranledning af borgeren. 

Det var afgørende, at det kun var mødetidspunktet, der var ændret, at ændringen skyldtes borgerens forhold, at ændringen kom i stand dagen inden det oprindeligt aftalte møde, og det nye mødetidspunkt lå kort tid efter samtalen om ændring af tidspunktet 

133-11

Resumé:
Kommunen skulle behandle en ansøgning om særlig støtte til høje boligudgifter fra en kvinde, der på grund af sygdom havde mistet en stor del af sit forsørgelsesgrundlag. Hun havde før sygemeldingen en indtægt på ca. 10.000 kr. efter skat hver 14. dag. Efter sygemeldingen modtog hun sygedagpenge på 4.608 kr. hver 14. dag. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kvinden havde været ude for ændringer i sine forhold, der bevirkede, at hun ikke havde mulighed for at skaffe det nødvendige til sin forsørgelse.

132-11

Resumé:
Kommunen skal vejlede konkret og præcist om konsekvensen af arbejdsophør uden rimelig grund, når kommunen har anledning til det. 

I denne sag havde kommunen imidlertid ikke en sådan anledning til at vejlede borgeren, idet kommunen ikke havde oplysninger om, at borgeren ville opsige sit arbejde. 

131-11

Resumé:
Kommunen havde vejledt tilstrækkeligt i forbindelse med indkaldelse til jobsamtale. 

130-11

Resumé:
Det var en forudsætning for, at kommunen skulle gøre pensionen hvilende, at den forventede indtægt vedvarende oversteg det dobbelte af grundbeløbet. 

Det var ikke tilstrækkeligt, at kommunen udelukkende foretog en konkret vurdering af erhvervsevnen. 

129-11

Resumé:
Arbejdsgivers ret til at få refusion af sygedagpenge var afledet af, at medarbejderen havde ret til sygedagpenge fra kommunen. Da medarbejderens ret til sygedagpenge ophørte på grund af manglende medvirken ved kommunens opfølgning, kunne arbejdsgiveren ikke få refusion af sygedagpenge, selvom han ikke var orienteret om det mulige bortfald af sygedagpenge.

128-11

Resumé:
Arbejdsgivers ret til refusion af sygedagpenge var afledet af, at medarbejderen havde ret til sygedagpenge fra kommunen. Da medarbejderens ret til sygedagpenge ophørte på grund af, at medarbejderen uden rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens opfølgning, kunne arbejdsgiveren ikke få refusion af sygedagpenge. 

Det forhold, at lønmodtageren inden for fristen havde søgt hjælp hos sin arbejdsgiver, kunne ikke sidestilles med, at han havde medvirket ved kommunens opfølgning, fordi arbejdsgiveren ikke var en del af kommunen. 

127-11

Resumé:
Kommunen var ikke forpligtet til at orientere den sygemeldte om fortrydelsesretten, når kommunen sendte oplysningsskema. 

Kommunen skulle først i forbindelse med partshøring skriftligt og tydeligt orientere den sygemeldte om, at udbetalingen kunne genoptages, hvis den sygemeldte inden for tidsfristen efterfølgende medvirkede ved kommunens opfølgning. 

Det var ikke tilstrækkeligt, at sygedagpengelovens regler om genoptagelse, var gengivet nederst i partshøringsbrevet. 

Beskæftigelsesudvalget fandt samtidig, at utilstrækkelig vejledning om reglerne ikke i sig selv gav ret til sygedagpenge, når betingelserne for udbetalingen af sygedagpenge ikke var opfyldt. 

126-11

Resumé:
En selvstændig, der modtog tilskud på fleksjoblignende vilkår, havde ret til sygedagpenge.

Sygedagpengene skulle beregnes på grundlag af arbejdsfortjenesten i virksomheden. 

Beskæftigelseskravet måtte anses for opfyldt, idet kommunen et par år tidligere havde bevilget tilskud svarende til, at der blev drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, og der ikke var oplysninger om ændrede forhold. 

124-11

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at arbejdsgiverens anmeldelsespligt ikke kan anses for opfyldt ved fremsendelse af blanketten dp 333 om sygefraværssamtale mellem arbejdsgiver og lønmodtager.

Arbejdsgiveren har ansvaret for, at anmeldelse af lønmodtagerens sygefravær til kommunen sker rettidigt og ved den rette fremgangsmåde, som er via hjemmesiden virk.dk eller på den korrekte blanket.

Arbejdsgiveren havde derfor ikke anmeldt lønmodtagerens sygefravær rettidigt, og da der ikke var grundlag for dispensation for anmeldelsesfristen, havde arbejdsgiveren ikke ret til refusion af udbetalte sygedagpenge.

122-11

121-11

120-11

119-11

118-11

117-11

116-11

115-11

114-11

113-11

112-11

111-11

110-11

109-11

108-11

107-11

106-11

105-11

104-11

103-11

102-11

101-11

100-11

99-11

98-11

97-11

96-11

95-11

94-11

93-11

92-11

91-11

90-11

89-11

88-11

87-11

86-11

84-11

83-11

82-11

81-11

80-11

79-11

78-11

77-11

76-11

75-11

74-11

73-11

72-11

71-11

70-11

68-11

67-11

66-11 

65-11

64-11

63-11

62-11

61-11

60-11

59-11

58-11

56-11

55-11

54-11

53-11

52-11

51-11

49-11

Resume:

En blind person var efter en konkret helhedsvurdering omfattet af den personkreds, der kan få hjælp efter reglerne om merudgifter. Hans funktionsevne var væsentligt nedsat på grund af blindhed og nedsat hypofysefunktion, som havde indgribende konsekvenser i den daglige tilværelse.

Ved helhedsvurderingen af hans funktionsevne lagde Ankestyrelsen vægt på, at hans evne til at færdes, hans evne til at deltage i den almindelige husholdning og hans evne til at gå på indkøb, var væsentligt nedsat. Der blev også lagt vægt på, at hans evne til at deltage i socialt samvær og fastholde et almindeligt aktivitetsniveau var væsentligt nedsat.

Betingelsen om ”ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger” var opfyldt, da ansøger var bevilget førerhund og mobilitystok, og modtog hjælp til rengøring.

48-11

Resume:

En afgørelse om støtte til indretning af en handicapbil var ugyldig, da den måtte anses for truffet af anden aktør.

En anden aktørs indstilling til afgørelse i en sag om indretning af en handicapbil måtte anses for så tæt forbundet med selve afgørelsen, at der var tale om myndighedsudøvelse. Gennem indstillingen havde anden aktør i realiteten foretaget det lovpligtige skøn, som fastsatte, hvad der skulle være ret for borgeren i sagen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var hjemmel i serviceloven til delegation af myndighedsudøvelse, og at anden aktør ikke havde kompetence til myndighedsudøvelse.

47-11

Resume:

En kvinde hæftede som medansøger om boligstøtte for krav om tilbagebetaling af støtte for den periode, hvor hun havde boet i boligen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden som medansøger var orienteret om pligten til at oplyse om ændringer, og at manglende opfyldelse af oplysningspligten kunne medføre krav om tilbagebetaling af boligstøtte.

Da kvinden ved sin underskrift som medansøger var bekendt med tilbagebetalingspligten, kunne det forhold, at hun ikke havde skrevet under i feltet om solidarisk hæftelse, ikke føre til en nedsættelse af tilbagebetalingskravet.

46-11

Resume:

Kommunens jobcenterhar ret til at uddelegere sin kompetence til at udrede og indstilletil påbegyndelse afsag om førtidspension til anden aktør.

Det betyder, at kommunen kan påbegynde sag om førtidspension på baggrund af ressourceprofil og indstilling fra anden aktør om at påbegynde sag om førtidspension.

Beskæftigelsesankenævnet kan derfor ikke afvise at behandle en klage over kommunens efterfølgende afgørelse om, at betingelserne for at få førtidspension ikke er opfyldt.

44-11

Resume:

Fast ophold uden for hjemmet fra torsdag efter skole til mandag morgen er af et sådant omfang, at det skal bevilliges efter reglerne om anbringelse uden for hjemmet. Opholdet kan således ikke etableres som aflastning.

43-11

Resume:

Tilbud om efterværn, herunder tilbud om at opretholde et døgnophold i et anbringelsessted, skal ophøre, når tilbuddet ikke længere opfyldersit formål under hensyn til den unges behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Ved en afgørelse om efterværn skal der derfor ikke sættes en tidsmæssig begrænsning på hjælpens varighed ud over, hvad der følger af lovens ordlyd.

Ankestyrelsenophævede derfor kommunens og nævnets afgørelse om tidsbegrænsning på et år fra den unge fyldte 18 år.

41-11

Resume:

Den mulighed for delegation af kompetence til anden aktør, som fremgår af sygedagpengeloven, omfatter ikke indstilling til afgørelse om retten til sygedagpenge eller partshøringforud for denne afgørelse. Disse to sagsbehandlingsskridt er efter Beskæftigelsesudvalgets opfattelse en så integreret del af afgørelsen om retten til ydelsen, at de er omfattet af delegationsforbuddet i sygedagpengeloven. Kommunens og nævnets afgørelser var ugyldige, fordi retsvirkningen af anden aktørs manglende kompetence er ugyldighed.

40-11

Resume:

Når sygedagpengeperioden er forlænget på grund af påbegyndelse af sag om førtidspension, og der tilkendes førtidspension, skal udbetalingen af sygedagpenge fortsætte, indtil der udbetales førtidspension.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tog ved afgørelsen ikke stilling til begyndelsestidspunktet for udbetaling af pension.

39-11

Resume:

En kommune kan ikke yde hjælp, når en borger modtager en formue, som kan dække det økonomiske behov.

Der er ikke lovregler, der fastlægger, hvor længe en person skal leve af en udbetalt formue.

Det betyder, at kommunen kan fastlægge metoden for beregning af periodens længde.

Ved fastsættelsen af den periode, hvor en person skønnes at kunne forsørge sig for sin formue, skal kommunen tilgodese, at personen som minimum har et beløb til rådighed, som svarer til, hvad personen ville kunne have modtaget netto per måned, hvis der havde været ret til hjælp til forsørgelse.

Kommunen skal ved sin vurdering være opmærksom på ikke at forskelsbehandle personer og behandle sammenlignelige situationer ens. Det indebærer blandt andet, at kommunen skal beregne perioden efter samme princip, uanset om en person har opfyldt eller tilsidesat sin oplysningspligt.

38-11

Resume:

Kommunen havde ikke ret til at gøre udbetalingen af kontanthjælp betinget af, at borgeren indsendte en underskrevet tilbagebetalingserklæring, idet en sådan underskrift ikke var afgørende for, om kommunen havde et tilbagebetalingskrav eller ej.

Det var en betingelse for gyldigheden af kommunens tilbagebetalingskrav, at kommunen senest ved udbetaling af hjælpen orienterede modtageren om, at hjælpen skulle betales tilbage og med hvilken begrundelse.

Kommunen skulle derfor være i stand til at dokumentere, at orienteringen havde fundet sted. En underskrevet tilbagebetalingserklæring kunne være en mulighed.

37-11

Resume:

En person med bopæl og arbejde i udlandet kunne opsætte udbetalingen af dansk pension til et tidspunkt, der lå efter folkepensionsalderen.

Bekendtgørelsen om opsat pension omhandler kun arbejde, der udføres i lande inden for EØS-området samt arbejde, der udføres i lande uden for EØS-området, hvor der er indgået konvention om social sikring mellem Danmark og det pågældende land.

Bekendtgørelsen kunne dog ikke anses for udtømmende, men måtte også omfatte de tilfælde, hvor en person har ret til folkepension i udlandet efter de særlige regler herom i loven om social pension.

I foreliggende tilfælde opfyldte personen betingelsen om at modtage folkepension overalt i udlandet, fordi han havde optjent mindst 30 års bopælstid i Danmark mellem det fyldte 15. år og det fyldte 65. år.

Kommunens oprindelige afgørelse om ret til at opsætte pension skulle derfor opretholdes.

Det forhold, at det var kommunen og ikke Pensionsstyrelsen, som havde truffet den oprindelige afgørelse i sagen, havde ikke betydning for afgørelsens gyldighed i den foreliggende sag. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en arbejdsfordeling mellem myndighederne, og at den stedlige kompetenceordning ikke kunne opfattes som en garanti for afgørelsens lovlighed.

36-11

Resume:

En mand havde ikke optjent ret til fuld pension, da han hovedsageligt var vokset op i USA og Canada, og først senere i livet flyttede til Danmark, hvor han søgte om førtidspension.

Ved opgørelse af bopælstid i Danmark kunne perioder med skolegang og kurser under opholdet i udlandet ikke sidestilles med bopæl i Danmark, da opholdet i udlandet ikke tog sigte på uddannelse, men havde andet formål.

Når der ifølge overenskomst er ret til ligebehandling med danske statsborgere, medfører dette ikke, at der er ret til fuld pension, men at der gælder samme betingelser som for danske statsborgere.

35-11

Resume:

Omberegning af folkepensionens grundbeløb i forbindelse med en tidsbegrænset arbejdsindtægt foretages alene, hvis en beregning på grundlag af den forventede fremtidige indtægt på årsbasis fører til en ændring af pensionens størrelse.

Kommunen skulle lægge den faktiske indkomst til grund og kunne ikke fastsætte en fiktiv årsindkomst beregnet ved at gange den midlertidige indtægt pr. måned med 12.

34-11

Resume:

Ved beregningen af helbredstillæg skulle kommunen ikke fradrage tilskud fra Sygeforsikringen Danmark, når pensionisten ikke havde ret til tilskuddet. Pensionisten var medlem af Sygeforsikringen Danmark, men havde anvendt en fodbehandler, som Sygeforsikringen Danmark ikke gav tilskud til.

33-11

Resume:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at et medlem af en a-kasse, der i forbindelse med arbejdsgivers konkurs havde modtaget erstatning fra Lønmodtagernes Garantifond, til opfyldelse af 2-årsreglen, kunne medregne det antal løntimer, som han ville have haft i erstatningsperioden.

Det forhold, at der som følge af udbetalingsloftet i lov om Lønmodtagernes Garantifond var sket en nedsættelse af medlemmets lønerstatning, kunne ikke føre til en tilsvarende nedsættelse af antallet af løntimer, som medlemmet kunne medregne til opfyldelse af 2-årsreglen.

32-11

Resume:

Faderens arbejdsgiver havde ret til refusion af barselsdagpenge udbetalt til faderen, selvom anmodningen om refusion først blev modtaget i kommunen, da der var udbetalt dagpenge for hele perioden til moderen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalglagde vægt på, at arbejdsgiveren havde anmodet om refusion inden for den i loven fastsatte frist.

Der blev endvidere lagt vægt på, at forældrene, på tidspunktet for faderens afholdelse af orlov, ikke havde opbrugt deres ret til 32 ugers forældreorlov tilsammen.

Kommunen kunne rette eventuelt tilbagebetalingskrav mod moderen.

31-11

Resume:

A Kommunes refusionsforpligtelse ophørte ikke ved, at borgeren flyttede fra et bofællesskab i egen bolig med støtte. Borgeren flyttede senere igen i bofællesskab. Der var tale om et ubrudt forløb.

Borgeren modtog socialpædagogisk støtte med 22 timer og var visiteret tilbeskyttet beskæftigelse på fuld tid. Hjælpen havde stort set været uændret gennem årene.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælpen i egen bolig havde et omfang, der kunne sidestilles med en boform efter serviceloven. Den samlede hjælp bidrog til at skabe struktur i borgerens hverdag, som et ophold i boform også ville kunne yde.

30-11

Resume:

B Kommune var refusionspligtig overfor A Kommune i forbindelse med en borgers flytning til et beskyttet botilbud i A Kommune.

Ankestyrelsen fandt, at B Kommune var opholds- og handlekommune for borgeren, da behovet for et beskyttet botilbud opstod. Borgeren var uden bolig og kunne ikke klare sig selv.

Det forhold, at der på grund af ventetid på botilbuddet blev etableret en midlertidig foranstaltning i A Kommune, hvor der var lejet et værelse og etableret støtteforanstaltninger, medførte ikke en ændring af B Kommunes betalingsforpligtelse. Der var tale om et ubrudt forløb.

29-11

Resume:

Det er kun sikrede, som er berettiget til at få dækket udgifter til behandling efter loven.

Udgifter til behandling kan ikke dækkes, når arbejdsgiver har afholdt udgiften.

Når arbejdsgiver har en forsikringsordning, hvorefter regningen for behandling bliver sendt til arbejdsgiver, og sikrede således ikke har en faktisk udgift til behandling, kan udgiften til behandling ikke dækkes efter arbejdsskadelovgivningen.

26-11

Resume:

En borger stod ikketil rådighed for et fleksjob, fordi hun uden gyldig grund havde afvist at deltage i afklaring af, om hun stod til rådighed for et fleksjob. Som følge heraf havde hun ikke ret til ledighedsydelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgeren var blevet orienteret om, at der var rejst tvivl om hendes rådighed for et fleksjob, og at virksomhedspraktikken var nødvendig for, at hun kunne bevare retten til ledighedsydelse. Der var tale om et rimeligt tilbud, hvor der var taget hensyn til hendes ressourcer og helbredsbegrænsninger. Borgeren blev i tilstrækkeligt omfang orienteret om starttidspunktet og formålet med virksomhedspraktikken, samt om konsekvenserne ved udeblivelse.

25-11

Resume:

Sygedagpengeperioden kunne forlænges, idet kvindens arbejdsevne var nedsat i en sådan grad, at hun ikke ville kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde bl.a. vægt på, at kvinden var helbredsmæssigt udredt, og at der ikke var behandlingsmuligheder, der kunne bringe hende tilbage på det ordinære arbejdsmarked, samt at de objektive fund svarede til de subjektive klager.

Beskæftigelsesudvalget vurderede endvidere, at det ikke var endelig afklaret, om kvinden ville være berettiget til fleksjob, eller om der skulle rejses sag om førtidspension. En sådan afklaring vurderedes at ville kunne finde sted inden for en periode på 26 uger.

24-11

Resume:

Der var ikke ret til forlængelse af sygedagpengeperioden, da det ikke kunne anses for godtgjort, at en kvinde, som gennem mange år havde lidt af lændesmerter ikke kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.

Kvinden havde været i stand til at arbejde op til 30 timer ugentlig i en arbejdsprøvning, uden atrygsmerterne var værre på arbejdet end derhjemme. Den effektive arbejdstid var vurderet til ca. 21 timer ugentlig, og det blev vurderet, at arbejdstiden kunne øges ved ansættelse af personlig assistance.

Kvinden havde fået en depression efter arbejdsprøvningen, men dette kunne ikke ændre på vurderingen, da det ikke på tidspunktet for afgørelsen kunne fastslås, om depressionen på længere sigt ville nedsætte kvindens arbejdsevne yderligere.

23-11

Resume:

En 11-årig dreng med svær mental retardering, ADHD og autisme var berettiget til en handicap-tandemcykel som hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på graden og omfanget af drengens nedsatte funktionsevne og de belastende følger, den havde for ham i dagligdagen

Drengen kunne blive panisk, når han for eksempel skulle stige af- eller på en bus, eller hvis der var for mange taxaer, busser, biler og mennesker omkring ham. Han kunne i sådanne situationer være voldsomt udadreagerende, således at han enten skulle føres væk eller fastholdes for at undgå at situationen udartede sig yderligere. Dertil kom, at han nemt ville kunne komme galt af sted i trafikken, hvis han skulle færdes alene.

22-11

Resume:

En sportsprotese til en benamputeret person var et hjælpemiddel og ikke en merudgift, idet der var tale om et kropsbåret hjælpemiddel.

Sportsprotesen kunne bevilliges, selv om der også var bevilliget en almindelig protese, da sportsprotesen i det konkrete tilfælde i væsentlig grad ville kunne afhjælpe de varige følger af handicappet og i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. Der blev lagt vægt på, at ansøger før amputationen havde dyrket idræt dagligt, og at han ønskede at fortsætte den daglige idrætsudøvelse på en idrætsefterskole.

21-11

Resume:

Et barn på 11 måneder skulle fortsat være anbragt og genbehandlingsfristen blev fastsat til tre år fra tidspunktet, hvor børn og unge-udvalget traf sin afgørelse.

Barnet havde været anbragt uden for hjemmet, siden det varen måned. Moderen havde alvorlige personlighedsmæssige vanskeligheder efter en hjerneskade, hvilket hæmmede hende i at indleve sig følelsesmæssigt i barnet. Faderen var impulsstyret med mangelfuld indlevelse i barnet og han havde problemer med at kunne styre sin aggressive adfærd.

Der forelå et særligt tilfælde, hvor det var overvejende sandsynligt, at de forhold, der begrundede anbringelsen,ville væretil stede itre år fra udvalgets afgørelse.

20-11

Resume:

En hjerneskadet mand, der var optaget i et botilbud, kunne flyttes uden samtykke til et andet tilsvarende botilbud tættere på sin hustru og øvrige familie.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om et ganske særligt tilfælde, og at der var dokumentation for, at en flytning ville være i mandens egen interesse.

Der blev lagt vægt på, at arten og omfanget af mandens hjerneskade medførte, at han ikke genkendte eller genkaldte sig de personer, der omgav ham i det daglige. Til gengæld genkaldte han sig oplysninger om hustruen og sønnen og tilværelsen inden ulykken. En hyppigere kontakt til hustruen måtte derfor betragtes som en væsentlig forbedring af hans livskvalitet.

Ankestyrelsen henviste til, at lovændringen af 1. juni 2009 havde til formål at sikre, at det i særlige tilfælde vil være muligt at flytte en person uden samtykke fra et botilbud, hvor pågældendes omsorg og pleje kan varetages, til et andet egnet botilbud, hvis det skønnes at være i den pågældendes interesse. Vurderingen heraf vil være en samlet vurdering af forholdene, hvori hensynet til at kunne bevare tilknytningen mellem de pårørende og pågældende vil skulle indgå.

19-11

Resume:

En hjerneskadet ung kvinde, der var optaget i et botilbud, kunne ikke uden samtykke flyttes til et andet tilsvarende botilbud tættere på sin mor.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke i sagen var dokumentation for, at en flytning af kvinden ville være i kvindens egen interesse, idet det ikke var beskrevet, hvordan kvinden profiterede af sin mors besøg.

Det forhold, at det fremgik af funktionsevnevurderingen, at kvinden var glad, når hun havde besøg af sin mor, og at hun smilende kiggede på moren, var ikke tilstrækkelig dokumentation for at flytte kvinden fra sit vante botilbud. Der manglede en beskrivelse af, hvordan kvinden trivedes på sit vante bosted, herunder en beskrivelse af, om kvinden havde behov for at forblive på bostedet, og hvordan en eventuel flytning ville påvirke kvinden.

18-11

Resume:

En skadelidt, der efter det fyldte 60 år overgår fra ledighedsydelse til fleksydelse, skal ikke have vurderet sit tab af erhvervsevne efter de særlige regler, der gælder for personer i fleksjob.

Ankestyrelsen har tidligere vurderet, at den særlige regel om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer i fleksjob eller på ledighedsydelse er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra lovens forarbejder og en formålsfortolkning måfortolkes indskrænkende (247-10 og 248-10).

Personer, der modtager fleksydelse, er derfor ikke omfattet af den særlige regel.

Ankestyrelsen vurderede skadelidtes tab af erhvervsevne på baggrund afhans evner, uddannelse, indtjeningsevne før og efter arbejdsskaden og de funktionsbegrænsninger, som arbejdsskaden medførte. I erstatnings-beregningen indgik forskellen mellem hvad skadelidte kunne have tjent, hvis arbejdsskaden ikke var sket, og det skadelidte kunne tjene, hvis muligheden for fleksydelse ikke forelå.

17-11

Resume:

Ankestyrelsen finder ikke grundlag for at anerkende en anmeldte brystkræft som erhvervssygdom hos en mand, der har arbejdet mange år med nattevagter. Ankestyrelsen finder heller ikke grundlag forat forelægge sagenfor Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen lægger vægt på, at der ikke foreligger generel medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem natarbejde og udvikling af brystkræft hos mænd. Da årsagsforholdene i forbindelse med udvikling af brystkræft er forskellig hos mænd og kvinder, finder Ankestyrelsen heller ikke, at den viden, der foreligger om en sammenhæng mellem natarbejde og udvikling af brystkræft hos kvinder, kan overføres til mænd

16-11

Resume:

En deltager i længerevarende uddannelsesforløb med VEU-godtgørelse havde ret til VEU-godtgørelse under uddannelsesstedets ferielukning med fradrag i godtgørelsen af hævet feriegodtgørelse.

Udvalget bemærkede, at der måtte bortses fra bestemmelsen i vejledningen om, at der skulle reduceres i VEU-godtgørelsen, blot der var mulighed for at hæve feriepenge el. lign. , idet vejledningen ikke var i overensstemmelse med bekendtgørelsen.

15-11

Resume:

Kommunen var i forbindelse med opfølgning i en sygedagpengesag ikke forpligtet til at anvende en e-mailadresse, som var oplyst af borgeren.

Kommunen havde hidtil anvendt borgerens postadresse. Der var ikke truffet aftale om kommunikation via e-mail, og der var ikke oplysninger om krypteret e-mail. Da kommunen flere gange havde modtaget breve retur, havde det dog været god forvaltningsskik at forsøge at kontakte borgerenved e-mail.

14-11

13-11

12-11

11-11

10-11

09-11

08-11

07-11

06-11

05-11

04-11

03-11

02-11

01-11