Metal Maritime følger løbende udviklingen i og omkring Hormuzstrædet. Skibene på billedet har intet med den nuværende situation at gøre. Foto:Colourbox
USA og Israels angreb på Iran har allerede haft negativ påvirkning på skibstrafikken i Hormuzstrædet, hvor flere tankskibe er blevet angrebet. Hormuzstrædet er et af verdens mest kritiske maritime flaskehalse, og de seneste rapporter om militær aktivitet, angreb på skibe og forstyrrelser af kommerciel skibsfart understreger de alvorlige og umiddelbare risici, som søfarende, der opererer i eller nær disse farvande, nu står overfor.
Forventeligt
Det er ganske forventeligt, at angrebet på Iran ville få konsekvenser for skibstrafikken i området, men det er svært at spå om, hvordan det mere præcist udvikler sig. Hos Metal Maritime følges udviklingen tæt i samarbejde og dialog med relevante myndigheder og organisationer, så vi sikrer, at søfarende på DIS-skibe sejler på aftaler, som er opdateret i forhold til den nuværende sikkerhedssituation.
De søfarende skal:
- Være fuldt ud og rettidigt informeret om alle kendte risici, før de sejler ind i krigszoner eller områder med krigslignende aktiviteter.
- Have uhindret ret til hjemsendelse og transit, hvis de vælger ikke at sejle ind i zoner eller områder med forhøjet risiko.
- Være beskyttet mod disciplinære sanktioner, løntab, påvirkning af forsikring eller anden ulempe, når sikkerhedsbeslutninger træffes i god tro.
- Støttes med passende sikkerhedsforanstaltninger, velfærdsordninger og adgang til assistance, hvis rejser bliver forstyrret.