CO-SØFART KALENDER
Ole Philipsen - ferie til 13. juli
Christian Petersen - 13.00 møde Søfartens Ledere
FRA MEDIER
Pirateri
"Maersk Phoenix" angrebet
Mandag morgen blev Mærsk-tankskibet angrebet af pirater i Aden-bugten. Skibet foretog undvigemanøvrer og tilkaldte hjælp som ankom efter 15 til 20 minutter. Piraterne flygtede og de 24 besætningsmedlemmer er i god behold. Tankskibet som var på vej fra Bashir i Sudan til Singapore med råolie, eskorteres nu ud af Adenbugten.
Dømt til amputationer i Somalia
Militsgruppen Somalia al Shabaab har i hovedstaden Mogadishu idømt fire teenagere til hver at få en hånd og et ben amputeret som straf for røveri.
Hold fingrene fra Somalia
Mens den somaliske regering tigger om militær udefra, udtaler eksperter at den bedste vej til at standse 20 års borgerkrig i Somalia er at gøre absolut ingenting. Fremmede tropper i landet styrker kun sammenholdet mod en fælles fjende udefra. Alene i sidste uge blev sikkerhedsministeren, politichefen og et parlamentsmedlem dræbt af al-Shabab-militsen, men internationale tropper vil kun være at hælde benzin på bålet. Det vil alligevel heller ikke være muligt at sende tilstækkelig mange tropper til at stabilisere landet. Somalia har brug for en regering med folkelig legitimitet og ikke en regering som opfattes som en konstruktion fra udlandet. Det handler om at gøre mindre snarere end mere.
Information, 23/6, side 6-7
Omsætningsfald på 35% i containerbranchen
Nyhedsbrevet Alphaliner har analyseret regnskaberne hos 11 af verdens 20 største containerrederier, og fundet at det samlede omsætningsfald i første kvartal af 2009 var på 35% til sammenligning med samme kvartal året før. Det tegner til at blive det værste år for branchen i moderne tider. Kinesiske CSCL og Cosco er værst ramt med omsætningsfald på 56 og 53%.
Neptune Orient Lines - fald i fragtvolumen på 21%
I fire uger op mod d. 29. maj faldt fragtvolumen med 21% oplyser det Singapore-baserede rederi.
Mærsk vil eje mindre og leje mere
Efter Smedegaards udmeldinger om at Mærsk vil nedtone containerdelen af virksomheden, forudser analytikere at strategien fremover vil tilpasses en større relativ andel af indchartrede skibe. Analytikerne er dog enige om, at man ikke skal forvente dramatiske ændringer på området og at Mærsk har den rette størrelse på trods af ubalance i markedet som antages at holde sig år fremover. Forventningen er at antallet af indchartrede skibe vil stige hastigt når markedet bedres og at det vil give større fleksibilitet for rederiet.
Mærsk-opsving i USA
Mærsk Line har genopbygget Asien-USA ruten og øget markedsandelen over Stillehavet til næsten 14% fra 8% i de seneste år. Nordea mener rederiet har positioneret sig godt til det forventede opsving i amerikansk økonomi som vil vise sig på et eller andet tidspunkt.
Mærsk Broker gav sikkert overskud
Skibsrederens private skibsmæglervirksomhed gav i 2008 et overskud på 236 millioner kroner mod 255 millioner i 2007. Af overskuddet er de 166 millioner ført tilbage til Hr. Møllers egen private pengekasse. Mærsk Broker beskæftiger sig primært med køb og salg af skibe.
Regnskabschef hos Mærsk stopper
Efter 22 år hos Mærsk stopper Per Møller som Head of Group Accounting. Posten overtages af 40-årige Jesper Cramon der har været i rederiet siden 2003.
"Kanhave" kom til Danmark i går
Mandag sidst på formiddagen lagde "Kanhave" til kaj i Hou havn, hvor (den længe savnede) færgen blev budt velkommen af et menneskemylder. Håndværkere er straks gået i gang med færdiggørelser som skal være på plads før færgen sættes i ordinær drift (forventeligt d. 29. juni). Sideordnet annoncerer SamsøTrafikken nu med gratis billetter på tidlige og sene afgange i dagene 26., 27. og 28. juni.
Besparelser i Forsvaret kan mærkes i Søværnet
Forsvaret mangler 800 millioner i budgettet og de penge skal findes i besparelser inden årets udgang. For Søværnet betyder det 50 millioner, penge som bl.a. skal findes hos værnets operative logistiske støttecenter i Frederikshavn. Konsekvenserne er at der ikke kan købes nye reservedele, at tilkaldevagter sløjfes og at der ikke kan arbejdes uden for den normale arbejdstid i hverdagen m.v.
Færger kan underminere økonomi for Femern-bro
Broens økonomi er baseret på en billet-indtægt på 400 kroner pr. tur og 7.700 biler i døgnet stigende til 10.000. Forudsætningerne er baseret på at færgefarten mellem Rødby og Puttgarden indstilles, men Scandlines agter ikke at give op uden kamp udtaler adm. direktør John Steen Mikkelsen. Når broen er bygget vil Scandlines-færgen været afskrevet, og så kan der spekuleres i lavere priser for færgeoverfarten. I dag er en tredjedel af kunderne endagskunder, der får en billet til 300 kroner per vej.
"Martha" kommer til Århus
1. juli ankommer skonnerten "Martha" til Århus før ugetogterne starter. På dagen kan man få en gratis prøvetime mellem 15 og 21 og snakke med andre som sejler med skonnerten. Det er stadig muligt at få plads ombord til ugetogterne og af de 18 pladser ombord er der, ud over dem som skal besættes af erfarne sejlere, også plads til førstegangssejlere.
Forbrugerforventningerne
"Den samlede indikator for forbrugertilliden var i juni -5,5 mod -4,7 i maj og ligger dermed på et lidt lavere niveau. Indikatoren belyser hver måned befolkningens syn på den aktuelle og den fremtidige økonomiske situation."
Næsten hver femte danske arbejder i udenlandsk virksomhed
Selvom udenlandsk ejede virksomheder kun udgør 1% af alle virksomheder i Danmark, er andelen af danskere som arbejder for en udenlandsk virksomhed 18% i 2008. Andelen er steget fra 16% i 2002. De fleste (30%) arbejder i svenske virksomheder og herefter kommer britiske og amerikanske virksomheder.
Bankens salgskurser
100 USD = 550,62 DKK
100 Euro = 757,47 DKK
Aktiekurser - slutkurser
D/S Torm: 57,50 (-2,50)
APM A-aktie: 30.600 (-1300)
APM B-aktie: 31.400 (-1300)
D/S Norden: 180 (-13,25)
DFDS: 285 (-2)
Mols-Linien: 62,50 (-2)
Børsen,23/6
THORA LUND