CO-SØFART KALENDER
Ole Strandberg - eftermiddag møde i Korsør
John Ibsen - ferie til 10/8
Christian Petersen - ferie til 4/8
FRA MEDIER
Fængslingen af de to skibsofficerer i Korea
Hele protest-erklæringen fra verdens skibsfartsorganisationer (ITF, BIMCO, IG/ISF m.v., jf. DAGEN 23/7), incl. omtale af underskriverne og resume af ulykken 7/12-2007, kan nu findes på Danmarks Rederiforenings hjemmeside.
Hårdt pres på containerraterne
Der er fortsat et massivt pres på prisfastsættelsen på ruterne mellem Europa og Asien, og væksten er stoppet tidligere end ventet udtaler en Mærsk-kilde til Lloyd's List. De europæiske forbrugere har mindsket indkøbslysten på grund af den økonomiske situation i Europa. Det var forventet at markedet ville vokse med ca. 14%, men reelt har det kun udviklet sig med 8-9% fra januar til nu.
Spillet om Hapag Lloyd
Mærsk vil ikke udtale sig om selskabet har budt på den tyske container-gigant, men vil til gengæld gerne overordnet give udtryk for, at en konsolidering/fusionering i sektoren må anses som en fordel både for branche og kunder. Tirsdag var sidste frist for at afgive tilbud og moderselskabet TUI kan meddele at der er afgivet 6-7 bud som skulle ligge i intervallet 3 til mere end 4 milliarder euro. Heraf har kun Neptune Orient Line og et tysk konsortie med sæde i Hamburg officielt afsløret at de har afgivet bud. TUI selv har tidligere givet udtryk for at de ønsker mere end 5 milliarder euro i kassen for salget, men det er af analytikere erklæret alt for ambitiøst.
Hapag Lloyd betydeligt mindre værd på grund af markedssituationen
De dårlige udsigter på containermarkedet lige nu, kan meget vel betyde at rederiet er betydeligt mindre værd end for blot et par måneder siden.
Ny direktør for A2SEA
Udviklingen for havvindmøller er i positiv vækst og rederiet har formuleret en vækststrategi til sikring af markedsandele. Til udfordringerne er nyansat direktør Jens Frederik Hansen som kommer fra Suzlon Energy A/S. Kapaciteten for installationsfartøjer til vindmøller er netop nu ved at blive øget.
Børsen, 24/7 side 10
BHT
I dag oplyser BornholmsTrafikkens hjemmeside at der nu sejles planmæssigt igen.
"Amerigo Vespucci" på besøg i København
Det 100 meter lange italienske skoleskib har lagt til ved Kvæsthusbroen efter en tur på ni dage fra Paris. Den italienske skønhed har 390 elever ombord hvoraf 30 er kvinder. Maksimalt kan skoleskibet rumme 480 elever og besætningsmedlemmer. Skibet er opkaldt efter en italiensk opdagelsesrejsende som også har givet navn til Amerika. Mange ser benovede på skibet "Deres både bliver til legetøj ved siden af den imponerende tremaster, der minder lidt om et sørøverskib fra en eventyrfilm". Der er åbent skib: Fredag kl. 10-17, lørdag kl. 10-12 og 15-19, samt søndag kl. 14-19.
"Adrenalin®, DAK fra firmaet Nycomed med 5 års holdbarhed ombord trækkes tilbage
Center for det Maritime sundhedsvæsen meddeler danske indregistrerede skibe, som har lægemiddelstoffet af mærket Adrenalin®, DAK fra firmaet Nycomed med 5 års holdbarhed ombord, at produktet er trukket tilbage og skal erstattes med Adrenalin med 2 års holdbarhed."
Søfartens Ledere har fået medhold i skattesag vedrørende fratrædelsesgodtgørelse
Det er en længere historie som vil blive beskrevet i næste nummer af Søfartens Lederes fagblad. Konsekvensen af den seneste afgørelse er tilsyneladende, at alle fratrædelsesgodtgørelser udbetalt på baggrund af DIS-indtægt - uanset om de er udbetalt som omregnede bruttobeløb - giver adgang til skattelempelse (skattefritages). Sagen er ført af advokatfirmaet NORDIA på vegne af Søfartens Ledere, gennem de seneste 3½ år, og er pågået ved flere instanser. Efter sagen senest har været indbragt for byretten i Svendborg som prøvesag, har skatteministeriet skåret igennem og meddelt at myndighedernes tidligere fortolkning af en dom fra Vestre Landsret, som betød at forudsætningen for "skattelempelse" var at godtgørelsen var udbetalt som nettobeløb, ikke havde hold i omtalte dom fra Vestre Landsret. Ministeriet har således frivilligt sat punktum for den voluminøse sag, og søfarende som måtte være omfattet at myndighedernes tidligere fortolkning kan under visse forudsætninger og på forskellig vis få genoptaget deres skatteansættelse.
Søværnets ansatte vil videreuddannes
Korvetten "Peter Tordenskjold" skal udskifte en del besætningsmedlemmer, og søværnet glæder sig over at mange af dem som fratræder har valgt at fortsætte en uddannelse i den ene eller den anden retning. Det sker med økonomisk hjælp fra Søværnet.
Arbejdstiden er blevet længere
Gennem de sidste 10 år er den gennemsnitlige arbejdstid for den gennemsnitlige lønmodtager steget med 5,2%. Stigningen er mest markant i den første del af perioden, hvorefter den sjette ferieuge og længere barsel dæmper udviklingen, men dog således at stigningen fortsætter hele perioden igennem. Det er tal fra OECD som "slår en tyk pæl igennem myten om, at danskerne ikke arbejder nok".
Tobaksforbud giver mindre ølsalg
Tobaksforbud på de engelske pubber er et overraskende hårdt slag for ølsalget, skriver The Guardian. Antallet af solgte øl er faldet med 9% og det gør f.eks. utvivlsomt ondt på Carlsberg som har satset stort på det engelske marked.
Valutakurser
100 USD = 486,84 DKK
100 Euro = 759,24 DKK
Aktiekurser - slutkurser
D/S Torm: 156,50 (+2,50)
APM A-aktie: 54.500 (+1200)
APM B-aktie: 54.800 (+1300)
D/S Norden: 489 (+21,50)
DFDS: 597 (+17)
Mols-Linien: 194 (-1,50)
Børsen, 24/7
THORA LUND