Esvagt-aftalen
10/11-2009 19.47
Aftalen er trådt i kraft
10.11-2009
Aftalen med Esvagt blev første gang omtalt på hjemmesiden d. 29/10, og samtidig blev der på medlemssiden udlagt protokollat med Esvagt og en kommentar fra CO-Søfart om aftalens indhold.
Formålet med aftalen er at fastholde alle medarbejdere i en periode, hvor aktiviteten er lav, og forsøge at forhindre opsigelse af et stort antal medarbejdere. Midlet en aftale om tørnreduktioner i tilknytning til uddannelsesaftaler.
Vi kan nu oplyse at stort set alle fra vores tre overenskomstområder:
* Skibsassistenter/skibsmekanikere
* Skibsmaskinister
* Kokke
har tilsluttet sig aftalen, og den er dermed trådt i kraft med virkning fra 1. november 2009.
For CO-Søfart har det været en betingelse at aftalen var frivillig for den enkelte, og fra rederiets side et krav at minimum 90% af de berørte tilsluttede sig.
Ideen i aftalen er reduceret tørn og indlæggelse af kurser på op til 10 ugers varighed for den enkelte, hvor der udbetales minimum 636 kroner netto pr. kursusdag (hvis højere refusion opnås, da dette beløb).
For skibsassistenter/skibsmekanikere havde vi et særligt problem med indgåelse af aftalen. Efter overenskomsten kan de ansatte vælge mellem ret så forskellige tørnmuligheder (16 dage ude og 12 dage hjemme, 23 dage ude og 19 dage hjemme, 16 dage ude og 26 dage hjemme, 30 dage ude og 26 dage hjemme). Systemet er bundet sammen med en grundlønsordning og et tillæg pr. udedag på kr. 654 pr. 1. marts 2009.
Det særlige system for skibsassistenter/skibsmekanikere bevirker, at regnestykket i forbindelse med indgåelse af uddannelsesaftalen med rederiet, betyder et ekstra tab for Metal Søfarts medlemmer, til sammenligning med Sømændenes Forbund. Det ekstra tab er beregnet til at være omkring 400 kroner om måneden for det enkelte medlem.
For at kompensere for ovennævnte har foreningen besluttet at udbetale en kontingentgodtgørelse på 400 kroner pr. medlem pr. måned, så længe aftalen løber. Aftalen kan opsiges med 14 dages varsel fra begge sider til den første i en måned.
CO-Søfart vil afslutningsvis gerne rose rederiet for kreativ tænkning, med det formål at fastholde medarbejderne, og sammen med rederiet håber vi på bedre tider.
Det skal også bemærkes at vi har haft et fint samarbejde med Sømændenes Forbund i relation til hele historien.