High Risk området er blevet udvidet markant. Skibene på billedet har intet med den konkrete situation at gøre. Foto: Colourbox
Situationen i og omkring Adenbugten og Røde Havet har desværre ikke udviklet sig til det bedre i begyndelsen af 2024. Houti bevægelsen udfører stadig angreb på den internationale handelsflåde, og det har ført til, at det område der karakteriseres som High Risk område er blevet udvidet markant.
Udvidelsen er besluttet internationalt i IBF og er trådt i kraft per 16. februar. Den er i første omgang gældende frem til 30. april.
I dansk kontekst er de involverede parter, Maskinmestrenes Forening, Dansk El-Forbund, Metal Maritime og Danske Rederier, blevet enige om at følge den internationale udvidelse og dermed udvide området.
Helt til Oman
Hvor High Risk området tidligere var centeret omkring den sydlige del af Røde Havet, er hele Adenbugten nu også karakteriseret som High Risk område. Det vil sige hele området mellem den somaliske nordkyst og op til grænsen mellem Yemen og Oman.
Der er altså tale om en markant udvidelse af området.
I henhold til aftalen gælder stadig, at en passage igennem det nu udvidet High Risk område udløser et tillæg på en ekstra dagshyre, det vil sige et tillæg på 100% af hyren, når området passeres. Tillægget gives pr. 24 timer skibet opholder sig i området.
Aftalen dækker danske søfarende på danskflagede skibe hos rederier, der er medlemmer af Danske Rederier.
Udviklingen i området følges stadig tæt af de involverede parter, som har aftalt at holde tæt kontakt.