Deltagerne på seminaret skulle blandt andet ud i grupper og snakke om krav til de kommende OK25 forhandlinger. Foto: Martin van Dijk
Metalskolen Jørlunde dannede fra onsdag 18. september til fredag 20. september rammerne for det årlige CO-Søfart seminar for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Deltagerne repræsenterede en lang række af forskellige rederier, og på programmet var blandt andet de kommende OK25 forhandlinger, som nærmer sig.
Efter en gennemgang af hele overenskomstsystemet fra industriforliget til transportforliget, som er det forlig, som skal på plads, før vi kan indlede forhandlingerne, fik deltagerne en introduktion til de forskellige typer af overenskomster, som eksisterer på det maritime område.
Krav er afgørende
Et væsentlig parameter til de kommende overenskomstforhandlinger er de krav og ønsker i som medlemmer har til resultatet. Krav og ønsker som vi selvfølgelig meget gerne vil have, og i den proces spiller tillidsrepræsentanterne en afgørende rolle. Derfor blev hele proceduren for indlevering af krav og ønsker gennemgået, og deltagerne fik mulighed for i grupper at stille spørgsmål og komme med input til de kommende overenskomstforhandlinger.
Engagementet var stort blandt deltagerne, ikke kun hvad angår den del af seminaret som omhandlede OK25, men hele vejen igennem de tre dage, og det kan der læses mere om i det næste fagblad, når det udkommer den 22. november.