Rejsesekretær Barno Jensen, med kransen med det blå bånd, repræsenterede Metal Maritime ved mindehøjtidligheden den 5. maj.
Selvom Anden Verdenskrig kan virke som meget lang tid siden, og det efterhånden er de færreste, som levede dengang, så holdes traditionen med at mindes de danske søfarende, som faldt under Anden Verdenskrig, stadig i hævd.
I år var det således 73 gang, at de cirka 2300 danske søfarende, der mistede livet i årene 1939 - 1945, blev mindet den 5. maj ved mindeankeret i Nyhavn i København. Ankeret har ligget der siden 1951, men traditionen med at mindes de søfarende begyndte faktisk helt tilbage, da krigen sluttede i 1945. De første seks år var det dog et kors, der fungerede som mindesmærke.
Maritime medlemsorganisationer
Her knap 80 år efter Danmarks befrielse er det stadig en dag, som betyder meget for både privatpersoner og de maritime medlemsorganisationer. Derfor var blandt andet Metal Maritime også repræsenteret på dagen ved rejsesekretær Barno Jensen, som lagde en krans til minde om de modige søfarende, der i årene betalte den højeste pris for den frihed, vi i dag tager for givet.