Det er svenske Vattenfall, der har vundet udbuddet på de to nye havvindmølleparker. Selskabet stod blandt andet også bag opførslen af Horns rev, hvor billedet stammer fra. Foto: Vattenfall
I 2032 skal havvindmøllerparkerne Nordsøen Midt og Hesselø være klar til at levere minimum 1,8 GW grøn strøm, og den 4. august oplyste Klima, Energi- og Forsyningsministeriet, at det er det svenske energiselskab Vattenfall, som har vundet udbuddet på opførslen af de nye havvindmølleparker.
I gang efter pause
Der har siden 2024 været en pause i udbuddet af nye havvindmølleprojekter, da der dengang ikke var nogle bydere på projekterne, da energiselskaberne fandt, at vilkårene var for usikre. Den nye udvikling er både godt nyt for de danske rederier, som er involveret i opførslen af havvindmølleparker og for de danske søfarende, som finder branchen interessant.
"Projekterne er interessante set fra et maritimt perspektiv. Opførelsen og den efterfølgende drift vil skabe betydelig aktivitet for installationsskibe, serviceskibe, offshore medarbejdere, søfarende og danske havne, og det er en udvikling vi hilser velkommen, og vi vil følge de to projekter tæt," siger Niels Wilstrup, formand for Metal Maritime.
Info om de to parker
Hesselø Havvindmøllepark er placeret 30 km fra Nordsjællands kyst, mens Nordsøen Midt Havvindmøllepark er placeret 20 km fra Vestjyllands kyst.
En tredje park er stadig i offentligt udbud.