Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Uddannelsen til skibsmaskinist opdateres til fremtiden

Uddannelsen til skibsmaskinist på MARTEC har igennem de seneste p ...

Nye overenskomster på hjemmesiden

Arbejdet med etableringen af den kommende Femern forbindelse er i ...

Afskedigelser på vej i Maersk Supply Service

DMMA - 04. november 2015

Riggen 'Maersk Guardian' sluttede sig sidst i september til de to oplæggere 'Maersk Assister' og 'Maersk Advancer' i Frederikshavn havn. Foto: Orskov Yard / fotograf Preben Nielsen, E-frame, Frederikshavn

Afskedigelser på vej i Maersk Supply Service

DMMA går nu i forhandling med Maersk Supply Service for at reducere omfanget og den varslede opsigelsesrunde mest muligt.

Af Hanne Hansen

Offshore-krisen rammer nu også Maersk Supply Service, der som følge af oplægning af skibe vil reducere antallet af søfarende med omkring 200. Nedskæringen vil ifølge Maersk Supply Service (MSS) ramme på tværs af rang og nationalitet.

Rederiet har i dag sendt orientering om den forestående afskedigelsesrunde ud til alle skibe og besætninger, og rederiet forventer sidst i november at kunne effektuere opsigelserne. 

-Fra Dansk Metals Maritime Afdeling går vi nu ligesom de øvrige faglige organisationer i forhandling med rederiet om den varslede afskedigelsesrunde, siger formand Ole Philipsen og fortsætter:
-Afskedigelserne er omfattende, og det ser dystert ud i offshore-sektoren. Udmeldingen fra MSS er dog i første omgang på et overordnet plan, og detaljerne er slet ikke afklarede. Det arbejde går først i gang nu, og der er ingen tvivl om, at vi vil arbejde for, at nedskæringerne rammer så få af vore medlemmer som overhovedet muligt.

DMMA afholder medlemsmøde

DMMA vil så hurtigt som muligt indkalde til medlemsmøde for de berørte medlemmer i MSS.
-Men vi skal først have konkrete detaljer på plads med rederiet for at have så godt et grundlag som muligt at informere og hjælpe medlemmerne ud fra, siger Ole Philipsen. 

-Rederikoncernen Mærsk skal sikre beskæftigelsen

Offshore-krisen, forårsaget af først og fremmest den lave oliepris, har det seneste år trukket opsigelser i tusindtal i Norge og England. 40.000 jobs menes at være forsvundet i offshore-sektoren i Norge, mens England har noteret et minus på 30.000 stillinger.

Herhjemme har A2Sea tidligere i oktober oplagt to skibe og i går varslede Viking Supply Ships oplægning af ’Odin Viking’.
-Vi har med stigende bekymring fulgt udviklingen på markedet og i landene omkring os, hvor offshore-krisen har kostet dyrt i stillinger. Når vi til gengæld kigger isoleret på de nedskæringer, som MSS nu planlægger, er det vores klare holdning, at rederikoncernen A.P. Møller-Mærsk samlet har et ansvar for at sikre beskæftigelsen for de danske søfarende, der vil blive i overskud som følge af oplægninger i supply-flåden, siger Ole Philipsen og tilføjer:
-Det virker uforståeligt, hvis en rederikoncern af den størrelse ikke har volumen til at omplacere ansatte, der måtte komme i overskud i det ene forretningsområde til det andet.

Antallet af danske menige faldet

-Generelt har hele erhvervet et ansvar for at sikre beskæftigelsen for danske søfarende jf. samfundskontrakten. Det danske samfunds støtte til erhvervet via DIS-lønninger og tonnageskat er etableret med det formål at sikre danske arbejdspladser til søs. Og der er ifølge de seneste tal fra Danmarks Rederiforening plads til forbedringer. Det seneste år er procentdelen af menige, danske søfarende i handelsflåden faldet med 10 procent, påpeger Ole Philipsen og henviser til tallene, som Danmarks Rederiforening offentliggjorde i mandags.
Der er ifølge tallene fra Danmarks Rederiforening pt. 270 færre danske, menige søfarende sammenlignet med sidste år, mens antallet af menige fra EU/EØS i samme periode er steget med tilsvarende antal. Ud af handelsflådens i alt knap 7.000 menige er kun 2.390 danske søfarende.

Regler for varsel, godtgørelse og efteruddannelse

-Går det så galt, at opsigelserne rammer vore medlemmer, har vi i overenskomsterne klare regler for både varsler, godtgørelser og krav om efteruddannelser, påpeger Ole Philipsen og forsætter:
-Især opnåede vi ved den seneste overenskomstforhandling forbedring på uddannelsesområdet ved afskedigelser, som dem MSS nu planlægger. Og jeg vil opfordre medlemmer i MSS til allerede nu at overveje muligheder for efteruddannelse for at være forberedt bedst muligt, hvis de skulle blive ramt af opsigelsesrunden. Vi står naturligvis til rådighed i DMMA for de medlemmer, der har brug for hjælp og vejledning.

 

For yderligere oplysninger kontakt
John Ibsen, sekretariatschef i CO-Søfart
tlf. 36 36 55 85

 

FAKTA

Opsigelsesvarsler, godtgørelser og efteruddannelse

 

Hovmestre

Hovmestre er ansat på individuelle aftaler, hvor opsigelse og fratrædelse vil ske i forhold til den enkeltes kontrakt, mens de også er omfattet af nedenstående varsler.

Godtgørelser:
ansættelse i 12 år/ godtgørelse 1 måneds hyre
ansættelse i 15 år/ godtgørelse 2 måneders hyre
ansættelse i 18 år/ godtgørelse 3 måneders hyre

Efter fyldt 50 år og mere end ti års uafbrudt ansættelse udbetales yderligere 3 mdr.s hyre i godtgørelse

 

Menige på dæk og i catering

Aktuelle uddrag fra Hovedoverenskomsterne for menige på dæk og i catering og Særoverenskomsterne mellem DMMA og Rederiet A.P. Møller A/S vedrørende opsigelser, godtgørelser mv.

Rederiets opsigelsesvarsel
Opsigelsesvarslet for skibsassistenter og menigt restaurationspersonale er ifølge overenskomsterne som for officerer:
ansættelse i 0-1 år / varsel 1 måned
ansættelse i 1-4 år/ varsel 3 mdr.
ansættelse i 5-7 år/ varsel 4 mdr.
ansættelse i 8-9 år/ varsel 5 mdr.
ansættelse i 10 år/ varsel 6 mdr.

Godtgørelser
Ifølge Hovedoverenskomstens §1 stk. 11 (skibsassistenter)
Ifølge Hovedoverenskomstens §1 stk. 12 (catering)

ansættelse i 3 år/ godtgørelse 5.000 kr.
ansættelse i 6 år/ godtgørelse 10.000 kr.
ansættelse i 8 år/ godtgørelse 15.000 kr.

Ifølge Hovedoverenskomstens §1 stk. 12 (skibsassistenter)
Ifølge Hovedoverenskomstens §1 stk. 13 (catering)

ansættelse i 12 år/ godtgørelse 1 måneds hyre
ansættelse i 15 år/ godtgørelse 2 måneders hyre
ansættelse i 18 år/ godtgørelse 3 måneders hyre 

Efteruddannelse
Efteruddannelse mv. ifølge Hovedoverenskomsternes §1 stk. 14 (skibsassistenter samt catering)

Efter uafbrudt ansættelse i mindst et år:
Ret til i alt 4 ugers efteruddannelse
(for at opnå de sidste to ugers efteruddannelse skal den opsagte senest en uge efter opsigelsen varsle rederiet skriftligt om, at retten til disse to ugers uddannelse ønskes benyttet).
(Samtidig er disse sidste to ugers uddannelse betinget af, at rederiet modtager støtte fra kompetenceudviklingsfonden til dækning af den opsagtes lønomkostninger i disse to uger.) 

Andel i finansieringspulje
ifølge Hovedoverenskomsternes §1 stk. 15
+ protokollat 3c (skibsassistenter) + protokollat 2c (catering) (de to protokollater er ens)

Gælder for medarbejdere med mere end 5 års uafbrudt ansættelse.
Rederiet skal ifølge overenskomsterne etablere en finansieringspulje til fordel for de opsagte medarbejdere. Rederiet indbetaler, hvad der svarer til 2 måneders hyre for hver af de opsagte med mere end 5 års uafbrudt ansættelse. 

Protokollat 3c (skibsassistenter) og 2c (catering) lyder i sin helhed:
EFTERUDDANNELSE III
Midlerne i den pulje, der måtte blive etableret i henhold til overenskomstens § 1 stk. 15, anvendes til at finansiere uddannelsesaktiviteter for de opsagte medarbejdere med mere end 5 års uafbrudt ansættelse, i den udstrækning de måtte ønske at videreuddanne sig.
Det påhviler rederiet snarest muligt efter opsigelserne er meddelt at tage initiativ til at afdække de enkelte opsagte medarbejderes uddannelsesønsker. Puljemidlerne kan udbetales som fratrædelsesgodtgørelse eller hvor muligt anvendes i kombination med eller som supplement til andre uddannelsesmæssige finansieringsmuligheder, som fx Statens Uddannelsesstøtte eller Statens Voksenuddannelsesstøtte e.l. Den endelige fordeling af puljemidlerne og uddannelsestilsagn sker efter nærmere aftale mellem rederiet og DMMA.

 

Overenskomster - direkte links


Hovedoverenskomsten –  skibsassistenter - direkte link...
Særoverenskomsten – menige dæk & maskine – direkte link...

Hovedoverenskomsten – menigt restaurationspersonale – direkte link...
Særoverenskomsten – menige catering – direkte link...