Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk
01 AF

'Agersø III' tilbagelægger turen mellem Stigsnæs og Agersø på 15 minutter. Da færgelejet i Stigsnæs endnu ikke er færdigbygget, deler den nye færge leje med Omø-færgen og må gå for svaj, mens 'Omø' laster og losser.

Portrætserie: 'Agersø III' - ny Agersø-færge

Chefskipper Jørn Frederiksen

Chefskipper Jørn Frederiksen. I baggrunden den nye bygning på Agersø, der skal huse både
lager, ventesal og kontor

'Agersø III'
i drift fra dag ét

-Vi har fået en fantastisk færge, konstaterer chefskipper Jørn Frederiksen. Ordene gælder Agersø-overfartens nye dobbeltenderfærge, 'Agersø III', der blev indsat 1. september og lige siden har sejlet uden afbrydelser.


Tekst og foto: Hanne Hansen

 

De ti ansatte på Agersø-overfartens nye færge, 'Agersø III' er ikke kommet sovende til succesen med den smertefrie indsættelse af den nye færge.
Den gamle 'Agersøfærgen' sejlede sin sidste tur fredag aften 31. august. Lørdag morgen 1. september tog nybygningen 'Agersø III' over. Og færgen har siden da varetaget opgaven uden afbrydelser.
En af hovedårsagerne til succesen skal ifølge chefskipper Jørn Frederiksen findes hos besætningen og den store ekstra-indsats, der er ydet.
-Der har været rigtig meget ekstraarbejde i det. Men alle er gået 100 pct. ind for det og har været meget, meget loyale. Der er nogen, der virkelig har haft mange timer. Mange har slet ikke holdt ferie, siger Jørn Frederiksen.
-De har s…. været gode kolleger, ryger det spontant ud af ham.

Skibsfører Mads Timmerman laster på vogndækket

Klarede alle test
Han er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at de fire dage, som hvert enkelt besætningsmedlem har brugt om bord på nybygningen på Søby Værft, har haft stor betydning.
-På den måde kendte alle færgen, indretningen og det hele, da vi overtog den og skulle til at sejle med den. Det har været af helt afgørende betydning for, at vi gik glat igennem i forhold til Søfartsstyrelsens godkendelser, påpeger Jørn Frederiksen.
Ved for eksempel test af 'mand-over-bord' under Søfartsstyrelsens godkendelsesprocedurer gik der fire minutter fra varsko om, at der var en mand over bord, indtil den efterhånden hårdt prøvede udstoppede røde kedeldragt var bjærget indenbords i god behold.
-Skibet er simpelthen bare helt i top med manøvreegenskaberne. Og besætningen er trænet i at manøvrere, så det udnyttes fuldt ud, bemærker Jørn Frederiksen og fortsætter:
-Det nytter jo ikke at have en masse udstyr og grej, hvis ikke folkene om bord har lært at bruge det, inden færgen sættes ind.

Til stede på værftet
Skroget er bygget på værft i Polen, mens skibet er færdigbygget og udrustet på Søby Værft.
I byggeperioden i Polen tilbragte Jørn Frederiksen selv fire uger på værftet og fulgte byggeriet tæt.
-Derfor kunne vi løbende tilpasse, hvis det viste sig, at en detalje var uhensigtsmæssig, siger han og konkluderer, at tiden på værftet har været en god investering.
Èn ting er at se tegninger og projektbeskrivelser. Noget helt andet er at opleve det hele i helhed og fuld skala, efterhånden som det tager form.
-Oprindeligt var der ingen afskærmning rundt om bildækket her ud over lønningen, eksemplificerer Jørn Frederiksen og peger mod den forhøjede lønning med vinduer og fortsætter:
-Da jeg på værftet kunne se, at skibssiderne ved bov- og agterport blev så høje, som de er, slog det mig, at lønning i den højde ville skærme godt for blæsten her på vogndækket, hvor det altid suser. Men med så høj en lønning, kunne man jo ikke kigge ud. Løsningen på det blev så vinduerne, fortæller han.
Vinduerne giver et flot kig til omverdenen for passagererne de 15 minutter, som overfarten varer mellem Stigsnæs og Agersø.

Handicap-venlig
Passagererne kan også komme i både læ og varme i Salonen et dæk højere oppe. Opholdsarealer for kørestolsbrugere findes dog på hoveddækket.
-Og kørestolsbrugere kan nemt komme derind. Vi havde i forløbet en handicaporganisation koblet på for at sikre os, at færgen blev handicapvenlig, siger Jørn Frederiksen.
Det resulterede blandt andet i  en rampelignende sammenhæng mellem vogndæk og passagerarealer.
Det er Slagelse Kommune, der forestår færgebetjeningen af Agersø, og det er således også kommunen, der har kontraheret færgen.
-Kommunen skal i den her sammenhæng have meget stor ros. Vi har fået færgen, som vi gerne ville have den, siger Jørn Frederiksen:
-Der er ikke én eneste gang blevet stillet spørgsmålstegn ved det, når vi påpegede et eller andet, som vi gerne ville indrettet på en bestemt måde. I forhold til økonomien har vi hver gang ved udstyr for eksempel foreslået alternative og billige muligheder op, inden der blev truffet en beslutning, tilføjer han.

Skibsfører Søren Greisen.

Fra tre til to mand
Mens den gamle nu afløste færge krævede tre mand om bord er 'Agersø III' tomands-betjent.
Begge besætningsmedlemmer om bord på overfarten har minimum kystskippereksamen. Det betød, at en del af medarbejderne fra den gamle 'Agersøfærgen' skulle på skole for at få opgraderet papirerne. Ifølge Jørn Frederiksen klarede et par stykker ikke uddannelsen og de er derfor blevet opsagte. Sammen med naturlig afgang for pensionering har reduktionen af medarbejdere balanceret, så der ikke skulle fyres yderligere i forbindelse med indsættelsen af den nye og mandskabsbesparende færge.
-Begge om bord skal kunne sejle færgen, så man kan tørne om opgaven, konkluderer Jørn Frederiksen.

Attraktive tørner
De ti mand tørner i faste hold to og to om vagterne, der fordeler sig i et mønster, hvor der overordnet sejles mest i sommerhalvåret og mindst om vinteren. Sejladsen indledes fra Agersø kl. 05 og afsluttes til midnat - også på Agersø. Imellem tørnerne, hvor der skiftes mellem tidlige og sene vagter i turnus på syv dage følger ti dage fri.
Tørnerne er attraktive og derfor er der altid kvalificerede ansøgere, når der er ledige job.
Der er af og til ledige stillinger, men langt de fleste har været på overfarten i årevis. Én har holdt 25 års jubilæum og Jørn Frederiksen selv, der er 67, har været der i 16 år.
Overfarten drives i samme selskab i Slagelse Kommune som færgen til Omø. Men de to overfarter har hver sin bemanding. De anløber begge Stigsnæs, og for tiden deler de også færgeleje, mens 'Agersøfærgen's gamle leje ombygges til den nye færge. Det betyder også ændrede sejlplaner og færre pauser til besætningen på 'Agersø III', da de i Stigsnæs er nødt til at gå ud og ligge for svaj, når færgen 'Omø' ankommer.
Alt forventes at være helt på plads til november. Til den tid er også de helt nye faciliteter til færge og passagerer klar på Agersø. Her er en ny bygning med kontor, oplagsplads og ventefaciliteter under opførelse.

Bil-kapacitet fordoblet
Som for alle ø-forbindelser er sommerhalvåret med turister det travleste.
Turisterne er for øen en god indtægtskilde, ligesom de er det for færgen, der har sit eget isolerede driftsregnskab.
Især er Jørn Frederiksen dog glad for, at 'Agersø III' byder pendlerne fra øen kvalificerede forhold.
-Der er omkring 24 pendlere i biler fra Agersø, og vi kunne på den gamle færge ikke have alle med. Så tog vi bilen med over førerløs på en tidligere afgang. Det gik selvfølgelig, men det var ikke optimalt, siger han.
Den gamle færges kapacitet på 10 enheder er tæt på at være fordoblet med de 19 enheder, der nu er plads til.
-Og nu kan passagererne også komme ud af bilerne på dækket. Når bilerne på den gamle færge holdt i to rækker, var de pakket så tæt, så dørene ikke kunne åbnes, fortæller han.
Ifølge Jørn Frederiksen er de knap 200 faste beboere på Agersø tilfredse med den nye færge.
Og det tyder det også på, at omverdenen er. Da færgen skulle navngives den sidste søndag i august, var det en begivenhed, der trak lange køer på vejen ned til færgehavnen i Stigsnæs.
-Jeg har aldrig set så mange mennesker på havnen, smiler Jørn Frederiksen og tilføjer:
-Og der har aldrig været så mange mennesker på Agersø før som den dag.
Færgen diverterede med gratis sejlads og det var tilsyneladende et hit.
-Vi håber selvfølgelig, at nogen af dem har fået lyst til at tage en tur med os en dag og aflægge besøg på øen. Den dag i august var i hvert fald god reklame, bemærker Jørn Frederiksen.

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 5 2012
publiceret 7. oktober 2012

04 AF

Dobbeltender-færgen har på broen manøvreplads på både for- og agterkant.



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Søfartsstyrelsen udsteder digitale certifikater

Efter flere års arbejde er Søfartsstyrelsen nu ved at være klar t ...

Medsejlads gennemføres som planlagt

Efter planen skal rejsesekretær Barno Jensen på medsejlads ombord ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX