Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk
03 KSw

Fra april til oktober forbinder færgen 'Columbus' Kulhuse med Sølager i Nordsjælland. Overfarten på otte minutter korter omkring 50 km af vejen uden om Roskilde Fjord for bilisterne. Der er kun færgeleje i Kulhuse. På den anden side af fjorden manøvrerer færgen fortsat, mens den ligger mod bredden for losning og lastning.

Portrætserie: Genvejsfærgen Columbus

Hurtig færgeoverfart fylder 50 år

I juli måned i år har færgen 'Columbus' i 50 år forbundet Kulhuse og Sølager på Roskilde Fjord i Nordsjælland. Selv er 'Columbus' endnu ældre - bygget i 1947 i Norge. Med otte minutters sejltid er overfarten blandt landets hurtigste, også selv om topfarten for den aldrende færge er overskuelige fire knob.


Tekst og foto: Hanne Hansen

 

 

Skipper Thomas Hansen tørner i højsæsonen til om morgenen kl. 07.30 og har fyraften kl. 20 efter sådan cirka 30 dobbeltture over Roskilde Fjord.

 

I en tid, hvor tålmodighed er en mangelvare og hurtigfærger er blevet et folkekrav, kan det være svært at markedsføre en færgeoverfart, hvor topfarten på absolut maksimum fire knob sjældent nås og to knob mere er reglen end undtagelsen på grund af tværgående kraftig strøm. Tidens trends er med glimt i øjet vendt til det positive i Nordsjælland, for med en overfartstid på kun otte minutter er 'Columbus' bestemt blandt de hurtigste færgeoverfarter.
"Velkommen om bord på 'Columbus' - en af Danmarks hurtigste færgeoverfarter," hedder det da også ved besøget på overfartens hjemmeside.
Den positive indstilling og tendensen til at angribe livets udfordringer fra den humoristiske side findes også om bord. Her har skipper Thomas Hansen svar på rede hånd, uanset hvad passagererne kan diske op med af spørgsmål.
Trafikale forhindringer forsinkede undertegnede et lille kvarters tid i forhold til den aftalte tid for mødet om bord, hvilket jeg naturligvis undskylder, da jeg så endelig midt formiddag entrer 'Columbus' ved molen i Kulhuse.
-Vi er her såmænd alligevel helt til kl. 20 i aften, så vi når det nok, lyder det prompte svar fra Thomas Hansen.

Sejler "efter behov"
Foruden skipperen udgøres besætningen af en bedstemand, der billetterer, laster og losser - og ellers sørger for alt det praktiske, så som bomme op og bomme ned. Og det bliver til en hel del gange i løbet af den godt 12 timer lange arbejdsdag.
Fartplanen er nem at holde styr på. Færgen sejler fra 1. april til 30. september.
Hverdage begynder sejladsen 07.30, mens det først er kl. 10 i weekender og på helligdage. I højsæsonen juni, juli og indtil midt i august sejles til kl. 20, mens det forår og sensommer kun er til kl. 19.Imellem start- og sluttidspunkterne sejler færgen "efter behov", som det hedder i fartplanen.
Behov defineres i den sammenhæng som, når der står en passager eller holder en bil, der vil over. Er færgen på den anden side af fjorden sætter den ventende "et signal", hvilket vil sige tænder en lampe på molen.
-Så skynder vi os alt, hvad vi kan. En tændt lampe er jo det samme som 35 kr. i kassen, smiler Thomas Hansen.
De 35 kr. er billetprisen. Om det er lidt eller meget kommer an på øjnene der ser. Det sker, at passagerer beklager sig over prisen.
-Så siger jeg, at pengene går til at reducere underskuddet, og det bør jo være forklaring nok, siger Thomas Hansen.


En del af turist-aktiviteterne
Det er Frederikssund kommune, der ejer 'Columbus' og driver overfarten. Og det er ingen overskudsforretning. Slet ikke
Men tre år uden færgen for syv-ti år siden viste sig at være skidt for hele turisterhvervet.
-Det var en katastrofe, konkluderer Thomas Hansen uden tøven.
Filosofien er, at færgeoverfarten Kulhuse-Sølager i sommerhalvåret er en væsentlig brik i helheden for at trække turister til området - eller rettere sikre "flowet" af dem rundt om Isefjord og Roskilde Fjord i det Nordsjællandske.
Passagerer, der spørger til, hvordan det går, får da også uden tøven klart svar fra skipper Thomas Hansen:
-Spørg i iskiosken i Jægerspris. Hvis det går godt der, så går det også godt her, siger han, mens han gør klar til endnu en ankomst i Sølager.
De sidste meter ind til bredden i Sølager er som at balancere på en line. Der er stort set ingen vand under kølen i sejlrenden, og der er heller intet færgeleje. Der manøvreres fortsat på broen for at holde færgen tæt på bredden, så broklappen bliver bindeleddet mellem vej og færge.

Hvornår sejler vi?
Et par veteranmotorcykler tøffer om bord og gør en enlig bil selskab. Klar til afgang igen. Og et kort øjeblik senere er 'Columbus' igen på vej mod Kulhuse.
-Tålmodighed er i dag en mangelvare, filosoferer Thomas Hansen inspireret af de aldrende motorcykler og deres gråhårede, mandlige kørere, der tilsyneladende ser ud til at besidde den efterhånden sjældne egenskab - at have tålmodighed.
-Selv pensionister, der vel har al den tid, der skal til, kommer om bord og spørger: Hvornår sejler vi?, refererer skipperen.
Også de, får svar på tiltale.
-Hele dagen, lyder svaret fra skipperen, der gennem syv år på overfarten mener, at han vist har mødt alle variationer af spørgsmål.

Dagligstue i styrehuset
Gennem en arbejdsdag kommer Thomas Hansen i kontakt med en overvejende del af passagererne. Styrehuset gør det nemlig også ud for passager-opholdsareal.
-Det er som en dagligstue heroppe, bemærker skipperen, mens blikket er rettet mod en krydsende sejlbåd, der er for indadgående. Den gode sydvestlige vind giver fart til sejleren - til gengæld er den ikke 'Columbus' livret. Faktisk er sydvestlig kuling den hyppigste årsag til at færgen må indstille sejladsen.
'Columbus' er på godt og ondt et lavteknologisk transportmiddel, der med skipperens egne ord stort set kun er en stegepande, der ros med en ispind.
Og i vandet opfører den sig som en curlingsten.
-Den roterer, men fortsætter fremdriften i en bestemt retning, uddyber skipperen, mens han på de to joy-sticks på manøvrepulten styrer "ispinden" under "stegepanden"s bund.

30 dobbeltture om dagen
Dagsnormen ligger på omkring 30 dobbeltture i højsæsonen. Det bragte sidste år 36.000 passagerer over Roskilde Fjord om bord på 'Columbus'. Et godt år et par år forinden blev det til 47.000, der tilbagelagde de 800 meter tværs over fjorden med færgen. Det var et år, hvor solen skinnede og sommeren var varm.
-Det kan godt blive en lang dag, hvor jeg står op hele tiden, forklarer Thomas Hansen, mens han ud af øjenkrogen holder sig ajour med, hvor langt kollegaen er med lastningen af endnu en bil og en enlig passager. Klar til afgang igen - mod Sølager.
-Er det ikke et kedeligt job?
Det har mange spurgt Thomas Hansen om.
-Når man går ud af skolen, så erstattes begrebet 'kedeligt' af ordet 'arbejde', lyder det svar, de får.
Denne formiddag i styrehuset følger der dog flere tilføjelser med i svaret.
-Nej, det er aldrig trivielt. Her fra følger jeg naturens gang. Rapsmarker bliver gule, marker høstes. En sæl kommer forbi, et marsvin dukker op og så er der alle fiskene. Hornfisken passerer forbi, her er tobis og når vi går hen over bunden ind til Sølager, så kan vi se fladfisken nede på bunden, hvor vandet er helt klart, fortæller Thomas Hansen og tilføjer:
-Når en familie med børn på en tur over har set et marsvin, jamen så er billetprisen jo billig. Og jeg har oveni også fået en god oplevelse.

Fire ansatte
Thomas Hansen har passeret de 63, men tænker ikke på at lægge op endnu.
-Nej da. Lige nu nyder jeg, at jeg ikke er yngste mand mere. Min tid som 'knægten' om bord sluttede for et par år siden, da vi fik ny overfartsleder. Han er kun 52 og har overtaget betegnelsen som 'knægt', noterer han med tydelig tilfredshed i stemmen og et glimt i øjenkrogen.
I alt indgår fire mand i tørnen på 'Columbus'. To skippere, hvoraf overfartslederen Steffen Andersen er den ene og to bedstemænd. Og de tørner to og to sammen, hvor de er "ude" en uge og hjemme en uge i sejlsæsonen. I marts arbejder de alle med at gøre færgen klar, mens oktober afslutter sæsonen med dokophold. Derefter har de ferie og afspadsering i november, december, januar og februar.

Fjordens "telebus"
Vores samtale i styrehuset afbrydes af en telefon. Et ældrecenter ringer for at bekræfte en tidligere booking af plads til bus og passagerer.
Efter telefonsamtalen tilføjer skipperen, at faste kunder  som pendlere eller sommerhusejere, der hyppigt kommer på disse kanter, ofte lige ringer for at sige, hvornår de er ved færgen.
-På den måde er vi lidt en form for "telebus". Folk giver besked om, hvornår de er fremme, og så giver det sig selv, at vi da ikke lige sejler for næsen af dem. De får lige et par minutter, hvis det er i den størrelsesorden, eksemplificerer Thomas Hansen.

50 år i scrapbogen
Festivitassen i forbindelse med overfartens 50 års jubilæum er under forberedelse.
Om festlighederne når på niveau med færgens genindsættelse efter tre års pause i 2005 vil vise sig i juli. Den gang var op mod 300 mennesker mødt frem på molen i Kulhuse. Vidnesbyrdet om overfartens store genfødsel er gemt i scrapbogen, der har fast plads i styrehuset.
-Hvis bare her var så mange mennesker hver dag, så ville økonomien se anderledes ud, kommenterer Thomas Hansen med henvisning til avisudklippet fra 2005 med et billede af en tæt befolket mole i Kulhuse.
Uden kommunens involvering ville det i dag ikke kunne lade sig gøre at drive overfarten, der oprindeligt i 1962 startede som et privat initiativ, drevet af mand og kone. En æra, der for længst er passé men gemt i scrapbogen for eftertiden og uden tvivl vil være på listen over de højdepunkter, som jubilæet i juli vil trække frem fra glemslen.

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 3 2012
publiceret 4. juni 2012

07 KSw

Da færgen efter tre års pause vendte tilbage i 2005 blev det fejret med manér. Overfartens historie er gemt i scrapbøgerne i styrehuset, og således er også "Færge Hans", der i knap tyve år sejlede færgen fra indsættelsen i 1962 stadig med om bord.



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Oslo-ruten er nu overdraget

150 års historie sluttede, da kalenderen skiftede fra 31. oktober ...

Stor interesse for erhvervsdag

I løbet af året afholdes der forskellige rederi- og erhvervsdage ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX