Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

Portrætserie: Egholmfærgen

En rigtig god arbejdsplads

Fem minutters sejlads fra Aalborg ligger øen Egholm med 48 beboere. De er helt afhængige af færgeoverfarten, der under CO-Søfarts besøg må ligge stille på grund af vind og strøm.

Tekst : Hanne Hansen
Foto: Poul Rasmussen, Kurt Andersen & Hanne Hansen

 

En snestorm har ramt Nordjylland denne fredag i januar, og kulingen fra østnordøst kombineret med stærk strøm gør det umuligt for færgen ’Egholm II’ at lægge til på Egholm.
Det betyder dog ikke, at de to mand om bord er ledige. Hvert 10. minut ringer telefonen. Beboerne på den lille Limfjordsø vil høre, om færgen snart sejler. Telefonen besvares hver gang med et både roligt og positivt, imødekommende tonefald:
-Ja, det er Egholmfærgen.
Også da den ringer for 25. gang denne formiddag, og spørgsmålet er det samme.
Desværre for øboerne er svaret hver gang også det samme.
-Nej, færgen sejler ikke den første times tid - tidligst i eftermiddag – hvis det flover af og strømmen slækker.


Træls...

Skibsfører Kurt Andersen og styrmand Jens Kristensen har dagens første vagt. At de er mere end utålmodige efter at komme i gang med sejladsen nytter ikke meget. Vejrvarslet fra DMI levner ikke meget håb om, at det bliver på deres tørn, de kan imødekomme de indespærrede øboere.
-Ja, det er træls for dem. Der er folk derovre, der ikke kan komme på arbejde. Men det f…. også træls at stå her og ikke kan sejle, siger Kurt Andersen.
Problemet er, at færgen med vind og strøm på tværs ikke kan lægge til ved færgelejet på Egholm uden risiko for at drive over i en aldeles ugæstfri stenmole. Et møde med den vil omdanne færgens skruer til metalskrot på få sekunder.
-Og det er så uheldigt, at den gamle færge ’Egholm’ er på værft. Havde vi haft den, så kunne vi have sejlet, fortæller Kurt Andersen.
Den gamle og meget mindre ’Egholm’ fra 1972 med plads til kun tre biler og 29 passagerer har dels et andet færgeleje og er ikke på samme måde, som den meget større ’Egholm II’, følsom for vind og strøm.
Efter ibrugtagningen af den nye ’Egholm II’ i november har overfarten haft to færger. Den store nye, der kræver to mand om bord, sejler i dagtimerne, mens den gamle enmandsbetjente færge varetager opgaven i de timer, hvor trafikbelastningen er mindre.
Indsættelsen af ’Egholm II’ har også betydet en udvidelse af medarbejderskaren med tre til i alt ti mand.
Styrmand Jens Kristensen, der er maskinist med duelighedsbevis, er således tiltrådt i november.
Kurt Andersen, der næste gang fylder 70, har sætteskipperpapirer og kom til overfarten for fem og et halvt år siden fra Unitankers.
-Jeg skulle bare være her et halvt år var planen, smiler han og tilføjer:
-Så var det meningen, jeg skulle på pension.
Det med pensionen er udsat på ubestemt tid for hans vedkommende.
-Jamen vi har det så superfint her. Det er en fantastisk arbejdsplads, slår han fast. Jens Kristensen nikker.
Frihed under ansvar, gode kolleger og en dagligdag på første parket til den forestilling, som årstidernes forvandling af sceneriet på Limfjorden serverer, det er tilsammen et rigtigt godt sted at have sit arbejde.
Fagligt er medarbejderne organiseret i FOA Søfart eller hos Søfartens Ledere – nogle begge steder. Og det er i det daglige ikke det store diskussionsemne.


Negativ omtale

Det helt igennem gode arbejdsmiljø er ikke påvirket af de snart tre år, som Egholmoverfarten har lidt under negativ omtale i den lokale presse.
Forløbet med den nye færge har været langt og på godt nordjysk: træls. Aalborg Kommune, der driver overfarten, købte i sommeren 2010 en tysk brugt flodfærge. Under bugsering til værft i Hirtshals sank færgen – to gange. Den blev bjærget, bygget om i Hirtshals og forsejlet til Aalborg i juni 2011.
Glæden efter indsættelsen varede kort. En skade på færgelejet på grund af fejlkonstruktion sendte ’Egholm II’ langs kaj. I næsten to år stredes kommune og entreprenør om ansvarsfordelingen for skaden på færgelejet. Fejlene blev udbedret i efteråret sidste år og i november, blev ’Egholm II’ igen indsat.
Efter flere aflysninger af sejladsen her i vinter på grund af vejrliget, har medierne taget ordet ”fadæse” i anvendelse.
-Det er alt sammen problemer, der helt og holdent har været ude af vores hænder, noterer Kurt Andersen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at besætningerne har skullet lægge øre til meget. Passagerernes vittige og ironiske bemærkninger preller dog af.
-Vi tager det med godt humør. Vi kan ikke andet, smiler Kurt Andersen, der sådan udenfor referat nok mener, at han de seneste par år har hørt de samme vittige bemærkninger et par hundrede gange.
-Men nu skal det altså bare til at køre, slår Kurt Andersen fast.

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 1 2014
publiceret 24. februar 2014



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Oslo-ruten er nu overdraget

150 års historie sluttede, da kalenderen skiftede fra 31. oktober ...

Stor interesse for erhvervsdag

I løbet af året afholdes der forskellige rederi- og erhvervsdage ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX