Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

Portrætserie: Venøfærgen

-Det er skønt at snakke med folk


To minutter tager det at sejle fra Kleppen nord for Struer til øen Venø i Limfjorden. 'Venø' sejler i pendulfart og på en enkelt dag bliver det til rundt regnet 100 enkeltture over Venøsund.

Tekst og foto: Hanne Hansen

Læs også artiklen: Færgen 'Venø' på batterier

 

Det er ikke de lange samtaler, besætningen kan nå at føre med passagererne på færgen ’Venø’. Overfartstiden er kun på to minutter, men for Iver Thygesen, er kontakten til kunderne noget af det, han sætter pris på ved jobbet.
Det at servicere kunderne, billettere og følge med i dagliglivet for ø-boerne hører absolut til på positivlisten.

Færgeoverfarten drives af Struer Kommune og færgen sejler fra 05.30 om morgenen til midnat. Om natten kan færgen bestilles.
På årsbasis bliver det i alt til 38.400 enkeltture. Passagerantallet toppede i 2009 med tæt på 265.000. Siden er det gået ned ad bakke.
I dagtimerne udgør besætningen to mand, mens det med tiden er lykkedes, at få nat-bemandingen godkendt til én mand.

 

Tæt samarbejde med ø-boerne

Alle planer for færgedriften drøftes tæt med ø-boerne. Dem er der et par hundrede af, mens Venø også har en eftertragtet efterskole med plads til 96 elever.

Sommersæsonen er med turisterne den absolut travleste tid.

De to mand på vagt tørner om at være henholdsvis på bro og dæk.

-Jeg synes det er skønt at komme på dækket og snakke med folk, siger Iver Thygesen.
Efter mange år i fiskeriet på vestkysten kom han til færgefarten for et par år siden.

På broen er det Ole Lassen, der varetager sejladsen og betjeningen af de fjernstyrede bomme ved broklapperne.
Han startede ved årsskiftet på færgen. Med adresse i Agger er jobbet betydeligt tættere på, end havnebusserne i København, hvor han har været de seneste fem år. Jobbet i København passede ham ellers fint, og pendlingen var blevet en fast rutine.
-Jamen, jeg fik et godt tilbud, siger han som forklaring på, at han nu er på ’Venø’.

-Når man er 60 år, så får man ikke så mange gode tilbud. Så må man slå til, smiler han underfundigt og tilføjer, at han som 60-årig så også skulle opleve at være til jobsamtale for første gang i sit liv.
-Men det gik da, bemærker han.

Og med glimt i øjet, lader han forstå, at de fem år i hovedstaden ikke har været forgæves.
-De fik da lært at sige godmorgen, siger han med hentydning til ”københavnerne”.
Oprindeligt var han fisker, sådan som langt hovedparten af de i alt 10 besætningsmedlemmer er.

 

Bliver hængende

Ansatte på færgeoverfarten har det med at blive hængende.

Ifølge overfartsleder Søren Adsersen, så er det kun sket én gang de seneste 12 år, at én har forladt stillingen før tid – underforstået før pensionering.

-Vi har det jo godt her. Det kører bare, og så er der et rigtig godt kollegialt sammenhold, er Ole Lassen og Iver Thygesen enige om.

-For eksempel så laver vi jo varm mad sammen på aftenvagten, forklarer Ole Lassen og tilføjer:
-Ja, kartofler skal vi jo ha’.

Vagterne er delt i to hold og der skiftes midt på eftermiddagen. Officielt hedder skiftetidspunktet kl. 15.
-Men vi skifter nu gerne en time før. Den time betyder meget for dem, der skal hjem, mens det ikke betyder det store for dem, der skal møde. Men det er noget vi internt bare aftaler, fortæller Iver Thygesen.

Seks måneder frem kender de vagtplanen. En plan, de selv har stor indflydelse på.
Den tomme vagtplan kommer om bord, og så plotter hver enkelt sig ind på de vagter, som vedkommende foretrækker.
Er der overlapninger eller tomme huller, så finder de ud af at rokere rundt, så det hele går op i en højere enhed. Dermed er der heller ingen faste turnusser. Det er tilfældigt hvem, der er makker med hvem.
Opstår der undervejs noget uforudset for den enkelte, så byttes der.

-Det er der ingen problemer i. Og det er en meget stor gevinst at vide, hvornår man skal på arbejde tre måneder frem. Det vidste man ikke som fisker, bemærker Iver Thygesen.

 

-Det kører bare

Biler kører om bord, færgen tilbagelægger de godt 200 meter mellem fastland og ø, og bilerne kører fra borde - to til fem ad gangen, og med plads til 12 biler i alt og 75 passagerer er der god plads.
-Her i vintertiden er det godt vi ikke er provisionslønnede, kommenterer Ole Lassen.

Færgeoverfarten hører under FOA Søfarts overenskomstområde, og langt de fleste er også medlemmer.
Ingen erindrer dog, hvornår der har været brug for fagforeningens mellemkomst. Og hverken fagforeningsforhold eller tilhørsforhold hører til de store diskussionsemner.

-Det går vi ikke så højt op i. Det var måske noget andet, hvis vi havde en masse bøvl, men det har vi jo ikke, siger Iver Thygesen og tilføjer efter en længere pause:
-Nej. Det kører bare

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 1 2017
publiceret 24. februar 2017



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Fagbladet CO-Søfart nr. 1 er udkommet

Bladet kan nu læses online her på hjemmesiden. Den trykte version ...

Faglig konsulent på skole- og skibsbesøg

'Rejseholdet' hos Metal Maritime består af rejsesekretær Barno Je ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX